En Uge derefter tog jeg afsted Klokken otte om Morgenen.
Som sædvanlig kom jeg ombord i det sidste Øieblik. Da jeg havde faaet
mine Pakkenelliker anbragte og begyndte at se mig om, vare vi
allerede ved Albertsbroen; Byen havde faaet sin Profil med de smukke
Taarne over den Brühlske Terrasse. De ragede op mod klar Himmel, men
over os var der disigt, og fremefter endogsaa temmelig mørkt. Det
trak kjøligt; jeg spændte min Plaid ud af Remmen. Da vi dampede hen
under de tre Slotte, var det knap, at man kunde se Byen mer, og da vi
naaede Loschwitz, begyndte det at regne. Det vil sige, regne gjorde
det egentlig ikke -- men -- --
-- »Nu, -- es nieselt ä Bissel«, -- sagde en tyk »Dräsener« til sin
Ægtehalvdel, der spørgende stak Hovedet ud af Kahytsdøren.
Da vi lagde til skraas over for Blasewitz, gik de Nyankomne strax ned
i Kahytten, og Damerne forsvandt fra det vaade Dæk. Snart fortrak
ogsaa Herrerne, en efter en. Den sørgelige Sandhed lod sig ikke
længer skjule: det øsede ned.
Jeg tændte en Cigar og gik ned i Røgkahytten. Den var fuld baade af
Mennesker og af Røg. Overalt dreiede Samtalen sig om Veiret. En
langhaaret Professor, der fik sig sin »Frühschoppen«, udviklede for
en Kreds Andægtige, at naar det efter en saadan Varme paa denne Tid
begyndte at regne, saa blev det aldrig ordentlig Veir før til
September. Imidlertid trommede Regnen paa Taget, indtil den holdt op
med at tromme og begyndte at plaske. Det blev saa dunkelt om En, at
man følte sig ligesom blændet af det unaturlige Mørke. Gjennem de
drivende Kahytsvinduer kunde man neppe skjælne Vin-Terrasserne og
Haverne paa Bredden.
Da jeg havde røget ud, gik jeg ind i Salonen. Derinde fandtes der
ikke en ledig Plads, og desuden var der saa beklumret, at jeg ikke
følte mig fristet til at hente en Tabouret ind. Jeg traadte ud i
For-Rummet, hvorfra Trappen gik op til Dækket. En ung Dame med et Par
Smaapiger havde taget Plads herude. Jeg tog en Tabouret ned fra
Stablen, hyllede mig ind i Plaiden og satte mig ligeoverfor Trappen.
Det friske, fugtige Lufttræk var mig behageligt, skjøndt det ofte
førte et lille Bad med sig, hvis Draaber blev hængende i Plaidens
Uld. De øverste Trin vare pjask-vaade; i Hjørnet af en sort
Persenning, som paa Dækket var bredt over noget Reisegods, maatte der
have dannet sig en Pyt; for der sprøitede bestandig et lille
Springvand op derfra.
Den unge Dame, der sad paa den anden Side af Salondøren, trak et
lille Bind op af sin Taske og fordybede sig i Læsning.
Men hun fik ikke megen Ro; for den mindste af Smaapigerne, et meget
pyntet lille Væsen med hørgule Lokker, gav sig til at tude, og
skjøndt det paa en Maade virkelig var det mest passende, man kunde
gjøre under disse Omstændigheder, maatte Gouvernanten jo tale hende
til Rette. »Lisbeth vil høre mer,« sagde den ældre Pige, og den Lille
bekræftede denne Formodning ved at klynke: »Videre om Peter! Videre
om Peter!«
-- »Skam dig dog for den fremmede Herre, Lisbeth!« hviskede den unge
Pige; »troer du, han har Lyst til at høre om Peter?«
Den Lille suttede snøftende paa sin Pegefinger og betragtede mig med
store misfornøiede Øine. Dette Barneblik, som saa tydelig sagde:
»Hvorfor kan du ikke skrubbe af?« generede mig i høi Grad. Jeg følte
mig som En, der havde trængt mig ind og frygtede for, at jeg maaske
kunde gjøre Situationen vanskelig for den nette, unge Gouvernante;
sandsynligvis havde hun været glad ved at være ene herude med sine
forkjælede Myndlinge.
Jeg gjorde derfor Mine til at befri dem for min Nærværelse, men den
unge Pige tilkastede mig i det samme et skjælmsk Blik -- #hvor#
skjælmsk, vidste hun vel neppe selv -- der tydelig nok sagde, at mit
Selskab var hende behageligt, skjøndt just ikke paa en for mig
synderlig smigrende Maade: hun længtes ikke efter at berette »videre
om Peter«. Jeg besvarede altsaa hendes forklarende Smil med et
forstaaende, satte mig fastere tilrette og udholdt med stoisk Ro et
langt Vredesblik fra den skuffede Lille. Det var mig meget behagelig,
paa saa billig en Maade at kunne gjøre min smukke Naboerske en lille
Tjeneste.
Hun var nemlig smuk, ja paa sin eiendommelige Vis endogsaa en lille
Skjønhed, det havde jeg ved denne Leilighed tilstrækkelig opdaget.
Hendes Ansigt hørte til den firkantede Type; det var meget
regelmæssigt, og da hun var brunet, havde det, overfladisk seet,
noget sydlandsk ved sig. Men Næsen var ægte tydsk: kort, lige og
saare beskeden. Ved Læberne var der det Særlige, at Modellering og
Farve faldt fuldkommen sammen og vare lige væsentlige, medens man
ellers saa ofte ser, at Læberne enten kun ere modellerede eller kun
malede, eller ogsaa at Farven træder ud over Formen eller ikke slaar
til, saa at de snarere forvirre end understøtte hinanden. Hvis man
kunde tvivle om, at der var tilstrækkelig Ben i Næsen, saa modsagde
dette Læbepar bestemt al Sigtelse for Karakterløshed. Hagen og
Kindrundingen var noget af det Fineste, som jeg har seet. --
Hun syntes at være af Middelhøide og snarere lidt mager end fyldig.
Hendes Paaklædning var ikke synderlig moderne, hvilket jeg godt kunde
lide; men hvad der især tiltalte mig, var hendes Hovedbedækning. Det
Aar var nemlig nogle skrækkelig høie og spidse Hatte paa Moden,
besatte med kunstige Blomster, og jeg havde netop inde i Salonen haft
Leilighed til at forbavses over den Grad af Smagløshed, som de kunde
udvikle sig til. Men hun bar en lille baret-agtig Straahat med blaat
Fløil paa Skyggen og et sølvgraat Slør.
At gaa med et smukt Slør paa en Tid, da det ikke netop er Mode, viser
altid en Dames gode Smag -- og en Smule elskværdig Behagelyst. Jeg
kan heller ikke tænke mig hos den Tilbedte nogensinde at savne
Sløret, denne Livsseiladsens Festvimpel, der fra det Fjerne og i
Trængsel viser, hvor man skal styre hen, som altid faar vort Hjerte
til at banke, undertiden skuffer os .... Saa, nu taler jeg allerede
om Forelskelse, hvad jeg dog den Gang slet ikke tænkte paa. Skjøndt
-- naar tænker man ikke paa det? Kvindeverdenen deler sig dog for os
i to Dele: -- dem, som det er mer eller mindre muligt for En at
forelske sig i, -- og alle de Andre, blandt hvilke man egentlig føler
sig som i Mandfolkeselskab. -- Og denne Gang var jeg tydelig nok i
Kvindeselskab.
Vi vare seilet et godt Stykke, inden jeg havde samlet dette første
Indtryk; for jeg turde naturligvis kun i Ny og Næ kaste stjaalne
Blikke derhen. Alligevel gjorde jeg det dog maaske hyppigere, end der
strengt taget kunde findes Paaskud til. I alt Fald bemærkede jeg, at
hun blev rød paa Halsen lige under Øret og bøiede sig dybere ned over
Bogen, som ingenlunde var en Foliant, skikket til at skjule sig bag.
Denne lille Tyksak af et Bind begyndte at plage min Nysgjerrighed, en
ægte Reise-Regnveirs-Nysgjerrighed, der kaster sig over enhver
Gjenstand i Nærheden. Gamle tydske Oversættelser af Cooper og Walter
Scott have omtrent dette Format, og jeg havde allerede dømt hendes
Lekture til at henhøre under denne agtværdige Kategori, da en
pludselig Dreining af den røbede, at den tilhørte en endnu
agtværdigere: -- det var et Lomme-Lexicon.
Denne Opdagelse gav mig endnu mere Interesse for den unge Pige, og
jeg betragtede hende med en vis Rørelse. Jeg forestillede mig,
hvorledes trykkende Omstændigheder havde tvunget hende til at tage
imod en af disse ubarmhjertige Gouvernante-Pladser, hvor der fordres
alt muligt og lidt til, saa at hun var nødsaget til at benytte
ethvert ledigt Øieblik til at forøge sine Kundskaber ad den korteste
og tørreste Vei, og maatte indtage en vis Dosis Gloser daglig _in
natura_, som en bedsk men styrkende Medicin under denne
Torne-Vandring.
Naar en saa skjøn Ungdommelighed faar de trange Kaars dunkle
Baggrund, kan den derved kun vinde i Glands og Relief; hvis hun
havde været en forkjælet Frøken, som slog Tiden ihjel med en
Leiebibliotheks-Roman, saa vilde hun have interesseret mig langt
mindre.
Skjøndt denne Interesse burde have været saa selvfornægtende, at den
ikke vilde forstyrre hende, saa pønsede jeg, oprigtig talt, ikke paa
Andet end paa at gjøre det og faa en Samtale i Stand. Det er
ydmygende at maatte tilstaa det, men min Opfindsomhed drev det ikke
til videre end til to Gange at gaa op ad Kahytstrappen, i den
Forudsætning, at den unge Pige vilde spørge mig, om det klarede (hvad
det forresten absolut ikke gjorde). Da dette Spørgsmaal udeblev, var
jeg lige vidt.
Jeg havde prøvet og forkastet flere Indledninger, da den mindste Pige
begyndte at klynke over, at hun frøs. Den stakkels Lærerinde saae
ingen anden Udvei, end at tage sit eget Shawl af og svøbe hende ind
deri. Da jeg selv er temmelig kuldskjær, kunde jeg levende føle, hvad
det maatte være for hende at komme af med Shawlet, især da jeg havde
lagt Mærke til, hvor velbehagelig hun trak det fastere om Armene og
puttede den lille Hage ned mellem de bløde Folder.
Jeg følte, at min Tid nu var kommen, og tilbød hende ridderlig min
Plaid. --
Som jeg havde ventet, afslog hun det meget venlig; -- jeg trængte jo
selv til den og vilde sikkert forkjøle mig.
Da jeg saa meget mindre kunde benægte dette, som jeg plagedes af en
Snue, der allerede et Par Gange havde faaet mig til at nyse saa
voldsomt, at den lille Pige var bleven bange og den større havde haft
sin Nød med ikke at briste i Latter, saa vidste jeg ingen anden
Udvei, for dog ikke at slippe altfor flovt fra det, end at sige, at
jeg vilde ind i Røgkahytten, hvor jeg dog ingen Brug havde for
Plaiden.
Den unge Pige haabede, at det ikke var hende, der forhindrede mig i
at ryge her, men jeg holdt fast ved, at jeg paa ingen Maade vilde
plage hende med Tobaksrøg, hvorved jeg smykkede mig med en
hensynsfuld Finfølelse, som slet ikke tilkom mig. Jeg havde desuden
nu trukket frisk Luft, og det blev mig i Længden dog en Smule for
kjøligt, føiede jeg til; det lykkedes mig saaledes at tiltræde mit
Tilbagetog, efterladende min Plaid som -- #sans comparaison# --
Joseph sin Kjortel.
Da jeg atter sad paa den voxdugsbetrukne Bænk i det lille kvalmende
Rum, havde tændt mig en Cigar og faaet et Glas Øl sat foran mig,
kunde jeg ikke skjule for mig selv, at mit første Forsøg paa en
Tilnærmelse egentlig ikke havde været synderlig snedigt, da en saa
grundig Fjernelse var bleven dets umiddelbare Følge. En lidt
dristigere Cavaler havde maaske faaet maget det saaledes, at man var
enedes om Brugen af det meget lange Shawl, eller hvis det var
utænkeligt, saa kunde den lille Pige være bleven sat ved Siden af mig
og dækket til. Kort sagt, jeg havde baaret mig ad som en rigtig
Dumrian, fandt jeg, og jeg ærgrede mig saa meget mere derover, som
det forrige Opholdssted i og for sig var behageligere, og jeg mente
allerede at spore Anlæg til Hovedpine.
Det gav et Stød, og vi laa stille. Ovenover slæbtes der med
Kofferter og Kasser. Det var Pirna. Jeg saae ligegyldig ud paa
Kjøbstadens Smaahuse med de mange grønne Træer og paa Kirkens høie,
teltagtige Tegltag -- og mindre følelsesløst paa dens Akropolis,
Sonnenstein, tidligere en Fæstning og nu en stor Sindssygeanstalt.
Canalettos Pensel har mangfoldige Gange forherliget dette Billed, men
altid i bedre Belysning end det nu havde. Men som om Naturen vilde
bøde paa denne Mangel, gled der netop nu et Solglimt over
Slotsgavlen.
Nu, da jeg gjenkalder mig denne Scene, synes jeg, det var ligesom om
en himmelsk Finger pegede paa denne Bygning for at henlede min
Opmærksomhed paa den og røre mit Hjerte med en Anelse om de Følelser,
med hvilke jeg senere skulde betragte den -- med hvilke jeg nu, da
jeg skriver dette, ser den for min Sjæls Øie, indtil mit legemlige
blændes af Taarer, og jeg er nødt til at lægge Pennen fra mig. Men
den Gang betød denne pegende Straale intet andet for mig end et
glædeligt Tegn paa, at Veiret klarede. Dette Lys blev gradvis
stærkere og bredte sig, da Mure og Gavle begyndte at bevæge sig og
langsomt glide tilhøire. Jeg skimtede endogsaa en Smule blaa Luft
over dem, og idet Kirketaget forsvandt, havde det en mat Blyglands.
Men saa vaskede Regnen igjen ned ad Ruden.
Efterhaanden som vi kom ind i Sandstenslandet, lød Regnen mindre
heftig. Af Røgkahyttens dampende Beboere forsvandt den Ene efter den
Anden og hørtes trampe ovenpaa.
Ogsaa jeg gik op. Det regnede temmelig tæt, men Draaberne blinkede i
et mælkehvidt Lys, der sivede igjennem, uden at man ret vidste
hvorfra. Stenfladerne i de gamle lave Brud, der her ere ganske
brunrøde, syntes at have faaet Fernis, og af den bakkede Bred
tilhøire lyste en bleggrøn Skovtop gjennem Regntaagen -- vistnok et
godt Stykke borte. Regnen, der næsten var holdt op et Øieblik, blev
tættere igjen, men samtidig tog ogsaa Lysningen til.
Jeg gik ned ad Kahytstrappen og traf ganske rigtig mit Selskab i
Forrummet. Gouvernanten læste ikke længer, men fortalte heller ikke
Historier, da hendes lille Plageaand var falden i sød Slummer. Denne
Gang afventede jeg ikke Spørgsmaalet, om det klarede? men fortalte
strax, at det saae ud til at blive godt Veir. Den unge Pige smilede
ganske fornøiet, og takkede mig for Laan af Plaiden, som hun gav sig
til at lægge omhyggelig sammen; da den var saa stor som en lille
Selskabsdug, maatte jeg hjelpe hende dermed, og vakte hendes
Munterhed ved at tage keitet fat; der var netop saa megen Plads, at
vi kunde stramme den ud i hele dens Længde, og saa manøvrerede vi
henimod hinanden paa den bekjendte Maade, til vore Hænder mødtes. Men
før jeg kunde faa sagt Noget, var hun med et hurtigt »Tak« allerede
sprunget op ad Trappen, overladende det til den større Pige at purre
den Lille op.
Der var snart overfyldt af Passagerer paa det fugtig glindsende Dæk,
hvor man endnu ikke kunde sidde paa Bænkene. Kun enkelte Draaber
glimtede gjennem Luften, som var ganske fugtig varm; oventil blaanede
Himlen, Floddalen stod endnu fuld af en lys Em, og Skovene paa
Klippeterrasserne dampede saa stærkt, som om enhver Grantop var en
lille Skorsten, hvorfra en fin blaa Røg krusede sig tilveirs og
opløste sig i Solglandsen.
Forude glitrede Flodvandet skarpt og blændende. Man saae allerede et
Par Smaahuse af Rathen ved Foden af Basteis lodrette Fjeldmure og
bagved dem en underlig vild og sønderrevet Klippemasse,
Gamrigsstenen, som jeg havde bemærket fra mit Vindue.
Jeg gav mig til at lede efter min Smule Reisegods, som endelig
fandtes i god Behold under Persenningen. Saaledes havde jeg ikke
faaet Tid til at se mig mere om efter den smukke Reisefælle, da
Raabet lød: »Rathen, am Steuer absteigen,« og jeg fik travlt med at
trænge mig agterud med mine Sager. Da jeg naaede derhen, saae jeg til
min Glæde det graa Slør vimple forrest i Rækken, og strax efter gik
hun over Landgangsbroen med sine Smaafolk.
Inden jeg havde faaet fat i en Drager, vare de komne mig af Syne.