I
Semestret ved Polytechnicum havde været temmelig anstrengende, og det
begyndte at blive utaalelig hedt i Dresden, hvor jeg desuden boede i
en af Altstadts mindre Gader, der vel var renlig og net, men ikke
just synderlig luftig. Jeg følte ofte en hjemlig Længsel efter det
danske Sund. Hvor smukke end Aftenerne ved Elben vare, saa bragte de
dog kun ringe Afkjøling, og naar man endnu mellem ni og ti slæbte sig
op paa den Brühlske Terrasse og gispede efter en Luftning, viste
Thermometret endnu sine fem-sexogtyve Grader Reaumur. Dette var for
saa vidt trøstende, som det godtgjorde, at man havde en utvivlsom
Menneskeret til at svede, og at det var en undskyldelig Extravagance,
hvis man nød en Portion Is udenfor Cafféen, hvor der var behageligt
at sidde mellem Søilerne og høre Brudstykker af Concerten i
»Wienergarten« hinsides Floden.
Det var paa en saadan Aften, at jeg fattede den dristige Beslutning
at ligge paa Landet i den nærforestaaende Sommerferie. Mig selv
forekom denne Beslutning i alt Fald temmelig dristig, da jeg baade
var nødsaget og vant til at leve meget økonomisk. Jeg var strax paa
det Rene med, at jeg maatte ud i Sachsisk Schweiz, og den sidste Bid
Is var endnu ikke smeltet i Munden paa mig, da jeg havde bestemt mig
for det lille Rathen, som havde efterladt et lokkende idyllisk
Indtryk hos mig, skjøndt jeg, i Lighed med de fleste Reisende, kun
havde seet det i Forbigaaende og tilmed ved Skumringstid, paa
Nedveien fra Bastei.
Et Par Dage senere steg jeg, henimod Middag, ud ved den lille Station
og gik mellem Frugttræshaverne ned til Færgen. Elben bugter sig her
om et frodigt Agerland, der efterhaanden hæver sig i jævne Bakker,
mørke af Granskov, hvorover enkelte Klippeblokke rage op, medens det
løber fladt ud mod Floden. Her breder Øvre-Rathen sig med velhavende
spredte Bøndergaarde, og et løst Væv af Frugttræskroner spænder sig
over Kornmarkerne og de grønne Enge. Den hinsidige Bred er een stor
Bjergbue, med en eneste Gjennembrydning midtveis, den lille Dal, hvor
det uanselige Nedre-Rathen er klemt inde, og næsten kun præsenterer
sig med de to Gjæstgivergaarde, den nøgne ny og den overgroede gamle,
hver paa sin Side af Bækken, som blinkende munder ud i den store
forbiglidende Flod. Tilvenstre for denne Dal hæver sig Basteis
blaagraa, lodrette Klipper, som nedad skjules af Naaleskov og
Bøgeløv, og derefter lyser Rækken af de store Sandstensbrud, de
smukkeste i hele Landet; de danne dèr enkeltstaaende gulige
Væggeflader, af hvilke nogle ere flere hundrede Fod høie. Til den
anden Side af Rathen derimod strække de sig som en vedvarende
Gjennemskjæring af Bakkedraget, og oppe over dets Skovbølger seiler
Lilienstein som et uhyre Pantserskib. --
Færgeprammen gik paa skraa, ligesom en Hund, over Strømmen, der selv
drev den frem; thi den var tøiret til en Tønde, der vippede et
halvthundred Fod længer fremme, og Færgemanden havde ikke Andet at
gjøre, end et Par Gange at stramme Kjæden, der løb gjennem en Tridse
oppe i den lille Mast. Ikke desto mindre tørrede han bestandig med
sit Skjorteærme Svedperlerne af Ansigtet, der var saa solbrændt, at
han kom vor Forestilling om en Rødhud betydelig nærmere, end de
Sioux-Indianere gjorde, som jeg den foregaaende Aften havde set
producere sig i den zoologiske Have. Men her, midt i hans Rige, kunde
man ikke undre sig derover; det blinkende Vand rundt om syntes mindre
at sprede Kjølighed end Solvarme, og hele Flodbreddens Bue med sine
mange nøgne Klippeflader aabnede sig mod Syd som et Hulspeil, hvis
Brændpunkt laa foran Rathen. Jeg blev enig med mig selv og
Færgemanden om, at det ikke var noget kjøligt Opholdssted, jeg havde
udset mig. Men der var jo ikke langt ind til de svale »Grunde«; -- og
desuden, naar jeg en Gang har sat mig Noget i Hovedet, kommer jeg
ikke saa let derfra igjen. Kan hænde, at ogsaa Skjæbnen havde sin
Finger med i Spillet denne Gang. Sagen viste sig at være vigtig nok
til, at den kunde have gjort sig den Uleilighed. Forresten var det da
ikke Hedens Skyld, hvis jeg siden fortrød, at jeg ikke lod mig
afskrække. Og har jeg da nogensinde fortrudt det? endnu den Dag idag
-- det er nu fem Aar siden -- er jeg ikke i Stand til at besvare
dette Spørgsmaal.
En eller anden Digter -- det er vist forresten nok en meget berømt
en, -- skal have sagt, at der er Intet saa sørgeligt som i tunge
Tider at mindes lykkelige Dage. Jeg tør naturligvis ikke sætte mine
Ord mod hans, især da de ere gjentagne saa tidt, at de næsten ere
Alverdens; men ellers vilde jeg mene, at det i saadanne Tider var
endnu sørgeligere, naar man slet ingen lykkelige Øieblikke havde at
se tilbage paa. Og saa vil jeg da, i denne Anskuelse, saa godt jeg
kan, søge at hensætte mig til hine Rathener-Dage og til dem, der
fulgte efter.
Det viste sig strax forbundet med nogen Vanskelighed at finde et
Logis. De to Gjæstgivergaarde havde kun de allerringeste Værelser
tilbage til temmelig dyre Priser. Jeg blev vist fra Herodes til
Pilatus og maatte mangfoldige Gange gaa over den lille klare Bæk og
opad de smaa Trappe-Stier -- fra en Skomager paa den ene Side til
Bageren paa den anden, over igjen til Vægteren og tilbage til
Kjøbmanden; men enten var Værelset udleiet, eller der var to
forbundne, som blev mig for kostbare. Tilsidst var Skolen levnet mig
som det eneste Haab; den laa bagest, hvor Fyrreskoven begyndte.
Det var ikke Skoletid, og jeg bankede derfor trøstig paa Døren til
Lærerens Privatbolig. En lille Dreng lukkede op. Han vidste ikke, om
Læreren var hjemme, forsvandt et Øieblik og foer mig derpaa forbi og
op ad Trappen for at vende tilbage med et Par Støvler i Haanden;
derefter brød han endnu en Gang ud og holdt Indtog med en Frakke.
Snart viste Skolelæreren sig, prydet med disse Eiendele, og med et
halvt søvnigt, halvt polidsk Smil i det aabne, godmodige Ansigt. Han
havde ganske rigtig to Værelser ledig, men de leiedes kun ud under et
og kostede halvhundrede Mark om Maaneden. Jeg beklagede skuffet, at
jeg til ingen Nytte havde gjort ham Uleilighed, og han trøstede mig
med, og jeg sikkert kunde faa et enkelt Værelse i den nye
Pensions-Villa ved Siden af.
Den Villa, som jeg nu nærmede mig til, saae meget elegant ud: den
havde grønne Skodder slaaet tilbage fra Vinduerne, Espalier op ad
Muren og en løvrig Loggia. Den laa lidt tilveirs, og Haven, som jeg
allerede var kommen ind i, gik i Terrasser op ad Bjerget med
grusbelagte Gange mellem blomstrende Buske. Hvor tiltrækkende nu end
alt dette var, saa virkede det dog tillige i samme Grad afskrækkende
paa en fattig Polytechniker; men jeg besluttede at tage imod det
mindste Kvistkammer, selv til en overdreven Pris, hvis dette Pragthus
overhovedet vilde modtage mig; for jeg var hjertelig kjed af
saaledes at løbe om og banke paa alle Husdøre. Et Selskab af Herrer
og Damer viste sig imidlertid i Loggiaen, -- det saae mig mindre og
mindre pensionsagtigt ud, og jeg følte mig lettet, da en
Tjenestepige, som ved en Omdreining af Gangen nær var løbet paa mig,
kunde bringe mig ud af min Forlegenhed, ganske vist paa en noget
overlegen og spottende Maade: -- nei, her leiede de rigtignok ingen
Værelser ud; det Hus, jeg mente, kunde jeg se dèr øverst oppe paa
Bakken. Det havde hidtil været skjult af den smukke Villa og tog sig
ikke synderlig indbydende ud, da det nu dukkede op over den og
præsenterede sig mod den blaa Himmel, med en vis ublufærdig Nøgenhed,
uden saa meget som en Busk i Nærheden af sig, og saa skinnende nyt,
som om det aldrig kunde beboes.
Jeg maatte ned igjen i Dalen, to Gange over Bækken, og kravle en
halvandethundred Fod tilveirs ad et System af Stier og Stentrapper
til Randen af Bakken. Nærved saae Huset ikke synderlig beboeligere
ud; der laa Grusdynger, Stenaffald og Brædder rundt om; de fleste
Vinduer manglede. Indenfor var der en afskyelig Træk. Døre smeldede
i, og fra Kjelderen hørtes en grov Kjællingerøst, der ødslede med
herlig lange Eder og Forbandelser, som vulgært Tysk besidder. En Mand
laa og pudsede Sten-Trappen med Pibelér -- aabenbart for første Gang;
en ung Pige, der skurede Gulv i en Corridor, vendte Hovedet ved mit
Komme og viste mig et kjønt, blegt Ansigt med en rød Plet paa den ene
Kind, som om hun nylig havde faaet en vældig Ørefigen. Da jeg spurgte
efter Vært eller Værtinde, løb hun hurtig bort paa sine bare Fødder,
der satte vaade Spor paa Gulvets Savspaaner, og forsvandt ned i
Kjelderen. Strax efter vendte hun tilbage, fulgt af en firskaaren
Kjælling, hvis brede Mund aabenbart havde været Udgangsport for de
omtalte Eder, og hvis store Labber, som hun tørrede i sit Forklæde,
jeg strax mistænkte for at have været i nær Berørelse med Pigens
Kind. Under det opkiltrede Skjørt havde hun bare Ben, der var ganske
krumme, med flade og ligesom udtraadte Fødder.
-- Naa, Herren vil have et Værelse her, sagde hun -- ja, saa er det
saamænd paa Tide, for der er kun et tilbage, -- naar det skal være
enkelt .... Naa, se til, du kan faa fat i Gulvskruppen, tossede Tøs!
er det maaske dig, der skal vise Herren om? .... Det er oppe paa
anden Sal, -- vær saa god.
Vi traadte ind i et temmelig rummeligt Værelse. Lyst og navnlig
luftigt kunde det sagtens være, for der var ingen Vinduer sat i;
Rammerne var ikke engang malede. Derimod var der graat Tapetpapir
paa Væggene, med nogle Fugtighedspletter paa; trods Luftigheden
syntes jeg ogsaa, at der lugtede en Smule muggent.
Inden jeg imidlertid kunde gjøre en Bemærkning herom, begyndte hun at
rose Værelsets Fortræffelighed og tale om, hvor tilfredse de
tidligere Logerende havde været, -- uanseet at vi begge meget vel
vidste, at Huset ikke før havde været beboet. -- Jeg spurgte om
Prisen; den var en halv Snes Mark høiere, end jeg mente at kunne gaa.
Hun forsvor sig paa, at det var Spotpris, ikke dyrere end andre
Steder, trods det at her var langt bedre; der var ikke Flodtaage som
nede ved Elben, eller lummert som i Dalen, man nød den rene
Schweizerluft og havde en Udsigt som ingen andre Steder; og endelig
var der de herlige, skyggefulde Promenader, som hørte til Huset, og
hvor de Logerende kunde spadsere, naar de ikke vilde gaa længer bort.
Til disse »Promenader« kom hun bestandig tilbage, idet hun roede om i
Luften med sine snavsede Labber, for at antyde deres overordentlige
Udbredelse, og idelig gjentog Ordene: »da'rim und dort'nim«.
Enden paa det blev, at vi mødtes paa Halvveien. Hun lovede, at Alt
skulde være fix og færdig, naar jeg kom otte Dage senere, ved Feriens
Begyndelse. Jeg gav hende en Thaler i Haandpenge, og gik, meget glad
over at være kommen til et Resultat.
Da jeg traadte ud, maatte jeg sande Kjællingens Ord om den smukke
Udsigt. Tilhøire saae man ind over et klippebegrændset, skovrigt
Dalstrøg; ligefor førte en Sidevei af Byen ind til en hyggelig
Savmølle i Begyndelsen af Amselgrund, der snart lukkede sig om
det klare Vand med sine grønne Graner og graa Stenmasser;
tilvenstre aabnede Elbdalen sin Krumning under de solede Stenbrud,
der kastede deres Speilstøtter ned over Floden, hvor Tømmerflaader
og et Par sorte Baade med store Seil langsomt gled bort med
Strømmen. Nedenunder En laa alle de tegltækte Træhuse og
Bindingsværksbygninger, der for største Delen var næsten overgroede
af Vin; af Villaer fandtes der, foruden de to omtalte, heldigvis kun
en, som tilmed var beskedent skjult; fra alle Skorstene krusede blaa
Røg sig op og flød ud i Luften, hvor der dannedes et tyndt Slør tvers
over Dalen, og langs igjennem den blinkede Bækkevandet mellem
glindsende Pileblade og dunkelt Elleløv. Hvor det var idyllisk, og
hvor det var tydsk! Jeg følte mig usigelig lykkelig over at skulle bo
en hel Maaned ude i denne Herlighed og begyndte uvilkaarlig at synge:
»Guten Morgen, schöne Müllerin!« Saa tav jeg igjen for i fulde Drag
at fylde Brystet med den friske, krydrede Luft, -- Schweizerluften,
som Kjællingen havde kaldet den. Men jeg maatte le ved Tanken om
hendes »herlige, skyggefulde Promenader«, da man heroppe kun saa
spredte Frugttræer paa den høie Mark og lige ved Skrænten et Par
Birke, hvis lange Vidier legende rystede deres smaa blinkende Blade i
Sollyset.
* * * * *
Da jeg havde spist paa Elbterrassen og saa mig om efter Opvarteren,
traf jeg ham i Samtale med min Bekjendt, Skolelæreren. Denne røg af
en Pibe med store Kvaster og et Par Hjortetakskroner, som ingen
Student behøvede at skamme sig over, og som aabenbart var hans
Stolthed. Kanasteren lugtede behagelig -- det var, som han siden
betroede mig, af den ægte gamle Altstädter -- og han drak
Münchenerøl: -- altsammen ubedragelige Tegn paa en Mand af finere
Smag og Levemaade. Han hilste strax paa mig og lykønskede mig til at
have fundet Logis. Jeg kunde ikke have valgt noget bedre Sted i hele
Sachsisk Schweiz end Rathen; der var Udflugter i Mængde herfra, som
var lidet kendte; jeg skulde blot se ind til ham, saa vilde han give
mig Anvisning. Derpaa spurgte han mig om, hvad for Landsmand jeg var,
og da han hørte, at jeg var Dansk, bemærkede han strax ganske
fornøiet, at han ogsaa havde været i Danmark -- i fireogtreds; og
hermed var det aabenbart slet ikke hans Mening at sige mig noget
Ubehageligt, men blot at bringe et Berøringspunkt tilveie, hvilket
ogsaa for saa vidt fandtes, som jeg var godt kjendt i Koldingegnen,
hvor han i længere Tid havde ligget i Kvarter. Nu blev han helt ivrig
i at spørge, om jeg kunde huske #den# Gaard og #det# Hus, #den# Skov
og #de# Bakker -- han angav med Pibespidsen den gjensidige
Beliggenhed paa den brogede Dug -- og det var ham magtpaaliggende at
faa at vide, om den tykke Ole Larsen endnu havde Gaarden med
Kampestenslængerne og det grønne Stakit, eller om den var gaaet over
til Sønnen Hans, der havde ligget paa Lazaret sammen med ham i
Flensborg.
Saa begyndte han at tale om den Træfning, som han var bleven saaret
i.
Jeg kan ikke sige, at denne Samtale var mig enten ganske behagelig
eller egentlig pinlig. Der var noget Tiltalende i den Ligefremhed,
hvormed Tydskeren talte om den Tid paa, og i at mærke, hvor liden
personlig fjendtlig Stemning saadanne Krige efterlade -- og
alligevel var der en Følelse af, at Alt ikke var, som det skulde
være.
Jeg benyttede derfor et Øiebliks Pause til at spørge om, hvad det var
for en fin Villa, jeg havde forvildet mig op til.
-- Det er Kammerherre v. Zedlitz's, sagde han; de boer her hver
Sommer, naar han ikke maa være hos Kongen i Pillnitz. En fornem
Familie, som man ikke ser videre til; men de bidrager godt til
Skolekassen -- Gud bevares .... Og de har en lille Lærerinde, -- naa,
ja det vil De nok selv opdage, -- en nydelig Pige! Hun er lidt i
Familie med mig, -- ikke fordi jeg ellers kjender synderlig til
hende. Det er saamænd Synd at sige, at hun er paatrængende, hun kunde
være det en hel Del mer, uden at jeg just skulde tage hende det ilde
op.
I det samme lød Dampskibspiben nede fra Floden. Jeg bød Skolelæreren
Farvel og skyndte mig ned paa Broen.