Saa kom det store Øjeblik,
da vi igen var fremme;
dèr laa de kendte Huse,
vi følte os som hjemme.
Der fløj et Dannebrog til Tops,
og Hytten syntes os et Slot,
-- aa, disse kære Farver,
hvor gjorde de dog godt!
Nu traadte vi i Stuen ind,
vor syge Ven blev baaret,
saa rørende en Velkomst
blev aldrig os beskaaret.
I Ovnen brændte festligt Baal,
og mange hvide Lys stod tændt,
-- vi maatte alle tie
med Ansigtet bortvendt.
Saa drak vi da et godt Glas Vin
og smagte Fruens Kage,
vi skal nok aldrig glemme
den Stund, vi kom tilbage;
_det_ sagde ogsaa O'sakrak,
da han af Hvedebrødet bed:
-- »Ja, _nu_ kan jeg begribe,
I længtes svært herned!« ...
Men laa der intet Brevskab gemt?
-- min Puls tog til at banke,
den store Post fra Danmark
var aldrig af min Tanke.
-- Nej! Ingen Hilsen, intet Bud!
da blev mit Hjærte koldt som Is,
saa har I Stakler hjemme
vel frygtet vort Forlis! ...
Se -- jeg er karsk paa Krop og Sjæl,
og vi skal atter mødes,
og af vor Gensyns-Lykke
skal ny Værdier fødes.
Og er endnu min Hjemvej lang,
og faar jeg ingen Breve,
aa Gud, om vi naar sammen,
hvor _smukt_ skal vi da leve!