Vi grubler for meget og handler for lidt
og hugger hverandres Livsgerning i Splinter,
under Selv-Reflektionernes Mareridt
vi leger og kriges med Vitser og Finter,
men flytter os ikke et eneste Skridt,
dèr sidder de Skriftkloge højsæde-kry
og haaner hver Handlingens Mand og hans Ry.
Tidt væmmes jeg ved at tænke med _Ord_,
det er _Tingene_ selv og ej deres Navne,
hvoraf jeg vil fyldes -- som Barnet, der tror
uden at famle og føle og favne,
thi Ord er Bedrag, den Naive er stor;
mit slyngede, selv-reflekterende Jeg
skal blive én eneste lige Streg.
Saa vil jeg da bortkaste Tingenes Dragt,
min Tænkning skal være blot nøgen Beskuen,
jeg sanser kun Tingenes egen Magt
oprindeligt, ubevidst -- Fjældet og Tuen --
og glemmer hvert Ord, der er skrevet og sagt;
jeg vil ikke mere studere mit Selv,
blot leve naivt under Himmelens Hvælv.