Ja, lille søde Aini'nak,
du spørger, om Kvinderne hjemme
er ligesaa gode som her mod Nord
og Mændene ligesaa slemme?
Om Damer, lille Aini'nak,
tør ingen sin Mening sige.
Men Mændene er af et grumset Stof
og ikke just elskelige.
Jeg véd, at din Mand har slaaet dig,
jeg ser jo, din Kind bærer Skrammer,
-- aa, stakkels lille Aini'nak,
hos _os_ er der bitrere Jammer.
Du havde vel været ulydig
og nægtet ham, hvad han kan kræve,
-- hos _os_ er der tungere Vaaben
end den bare knyttede Næve.
Det véd du jo, lille Aini'nak,
snart læges din Smule Rift,
men Mændene hjemme i Danmark
de drypper i Saaret Gift.
_Vi_ saarer med Øjets Staalblink
og Tungens bidende Odd,
med smaabitte haanske Skuldertræk
eller Tavshedens ætsende Braadd.
Saa lever vi Side om Side,
men dyrker dog hver sin Gud,
_vi_ vælger helst det dulgte Bedrag
fremfor et ærligt Brud.
Nej, kære lille Aini'nak,
_du_, som er saa god og smuk,
du kender ikke den Livsens Vé,
der bæver i Kvindesuk.
Og paa dit Spørgsmaal, Aini'nak,
svarer den fremmede Herre:
Kvinderne hjemme er bedre end her,
men Mændene meget værre!
Alene den lille Aini'nak,
der er sky som en opskræmmet Raa,
du er den eneste Kvindesjæl,
jeg blandt dine Søstre saa'.