Den første dryssende Sne
over de nøgne Fjælde
og Frostens klingre Bjælde.
Forbi den korte Sommer,
Valmuer og Konvaller,
Elvenes Draabe-Krystaller.
Den nøgne Jord blev Is
ved første Nattekulde,
nu sover Kim i Mulde.
Nu graver sig alle Mennesker
ned i den lune Jord
med alt deres Vinterfor.
Borte er Narhvalstrækket,
ikke en Fugl under Land,
bare det mumlende Vand.
Og ved de stejle Kløfter
vaander sig Ræv og Hare
inde i Saks og Snare ...
Men til det store Mørke,
klædte i Dyrehuder,
bringer vi vore Guder:
Hjemmets og alle Erindringers!
-- drøfter gamle Hændelser,
kommer med sære Bekendelser,
trevler vort Livsvæv op,
de skøre, bristende Traade,
brænder dem uden Naade,
klæder os splitternøgne,
kender til Bunds hinanden
-- dog bare til Afgrundsranden,
bygger jo, hver især,
et Ly for sit skjulteste Minde,
hvor man er _ene_ inde,
ene -- altid alene:
en vanskelig Jord at dyrke,
men Ensomhed giver Styrke ...
Saa er da Sommeren død,
og i det yderste Thule
gemmer vi os i en Hule,
er som et udflyttet Danmark
varmet af hjemlig Sol
her ved den kolde Pol,
drømmer saa meget gammelt,
higer mod nye Stier,
tænker, taler og tier ...
Luften er vinter-skarp.
Mod Himlens lydløse Blaanen
staar som et Genfærd Maanen.
Fantastisk dødninge-hvide
spejler sig fjerne Strande
dybt i de dunkle Vande.
En Gang i Tidernes Gry
boblede disse Kyster
af Moderjordens Bryster.
Stivnet alle Tinderne
gløder som Okker og Mønje
op gennem Bræens Brynje.
Om Milliarder af Aar
vil da mon Isbræen smælte,
Søjlerne sprænges og vælte?
Vil da den signede Jord
syde igen, før den daaner
hen mellem livløse Maaner?
-- Ak, hvor usselig lidt
selv den Viseste aner
om vore Skæbnebaner.
-- Hvad véd jeg vel om mig selv:
Er jeg et glødende Hjærte
eller en udbrændt Kærte?