Fjernt henne, vej-fjernt,
borte i det dunkle,
hvor man i Zenith
ser Nordstjernen funkle,
dèr i det mystiske,
evigt dragende
ubekendte,
hvor Livet er ude,
Striden endt,
-- om den nogen Tid var der --
_Nordpolen_ ligger,
et udregnet Punkt,
jomfrueligt, ungt,
vildt, dødt,
-- alting tier;
hvor der aldrig stod
hverken Skib eller Fod
paa de dristigste Farter
og fra ingen Tegninger
eller Fotografier
verdensbekendt.
Baade Fantasten
og den stringente
higer derefter:
_den_, der har Tillid,
urokkelig, sikker
til egne Kræfter,
og _den_, der vil Liv
af de døde Beregninger ...
-- Aa, der er stivnet
Hundreder Hjærter
paa Vej mod Polen,
af navnløse Smærter
tilsidst løst ud.
Fra Midnatssolen,
fra Vinternatten,
den gravkammer-sorte,
intet Bud ...
Vi kender jo knapt
dem, der blev borte
før om Dage,
knapt nok de faa,
der med Held
kom tilbage.
Alligevel
_er_ det jo saa,
-- og hvor er det godt! --
At aldrig vil Stormløbet stanse
for Maalet at naa
og Berømmelsens Kranse.
-- Og at Maalet blir naaet,
derom er ej tvistet,
men ingen véd
hvornaar;
-- maaske gaar der _Aar_,
før Mandsviljen faar
Polen afvristet
dens Hemmelighed ...
-- Blandt alle de kække,
der trængte mod Nord,
den malmfaste Række,
nogle dumme, somme frække,
straaler et eneste
Navn over Verden;
naar andre glemmes,
da huskes Færden,
hvor Fridtjof Nansen
drog sine Spor,
_han_ var stor,
kunde slet ikke skræmmes.
Han hentede Kransen,
den stolteste, prægtigste:
Sejr for den mægtigste
Menneskekraft
nogen Mand har haft! ...
Og den, der har prøvet
blot Hundredeparten
af hvad _han_ har øvet
og lidt paa Farten,
han bøjer sig
hilsende,
undrende,
stum,
-- bøjer sig ...
Men mangen en dum
Ignorant derhjemme,
som selv-ophøjer sig,
hæved sin Stemme.
Og mangen vigtig
Katheder-Profet
mente sig pligtig
i Begejstringens Stund
til at slaa Hyldesten
koldt Vand i Blodet.
Fra sin kritiske Mund
tog Vismanden Bladet
og voved at pille
ved Forskerens Resultater.
Fy! Ti stille!
Fingrene af Fadet,
I Kakkelovnsstympere,
hvor tør I kny?
I sidder i By,
lunt er jert Ly,
dèr leger I Polfart med Tinsoldater.
Men Nansen:
se, han satte _Livet_ ind;
det var nu saa efter _den_ Mands Sind!
-- Jeg véd jo nok,
der var Jubel ved Møderne,
hvor Nansen talte
selvsikkert til Støderne
fra Professorerne
ned til Pogene,
-- højlydt turde I intet sige!
Men jeg véd tillige,
at I skumled i Krogene.
I tvivler altid paa det mærkværdige
ude fra Mandskraftens Vidunderrige
-- men har Eders Kakkelovns-Domme færdige ...
Længst er forbi
den stolte Fest,
hvor Nansen var Gæst,
-- aldrig har jeg kendt Mage dertil,
I kan besmøre det,
hvordan I vil.
-- Men _nu_ skal I høre det:
Hvad er I?
I er Gløderne,
_Nansen_ er selve den levende Ild,
_han_ kunde gøre det!
Det er fordi,
han er Geni.