Puh! _Alt_ det Slid vi ofrede Latinen og det Græske,
de tusind spildte Timer, hvis Gavn vi aldrig ser,
al den forlorne Dyrkelse af Cicero og Homér,
den psevdo-klassiske Nippedrik af næringsfattig Vædske!
Bevares: Filologerne af _Fag_! Lad dem florere!
Men hvorfor skal hver dansk Student indsprøjtes klassisk Aand
af Skolens Straalemestre, der lægger den døde Haand
paa aandløst Glose-Terperi. Det kalder man at studere!
Lær os at _tale_ Sprogene, som nu behersker Kloden.
-- I Kraft af min Eksamen tror jeg mig Pokkers vis,
men staar en Dag _umælende_ i London eller Paris
-- jeg vigtige danske Student! Et Offerlam for Moden!
Jeg véd en duelig Købmand, der siger om Studenter:
»Her sidder de paa Kontoret, deres Eksamen er fin,
men ingen af dem kan skrive et brugeligt Brev til Berlin,
-- jammerligt saa deres Lærdom giver usle Renter!«
Men se til de Skolemestre, de kror sig selv-henrykte,
de repeterer Pensa, til de er paa Gravens Rand,
-- ikke en Brøkdel af dem har set et fremmed Land,
blot »dunkle Steder« hos Homér -- med Leksikon som Lygte!
Men _de_ gjorde god Eksamen; det var fra Arilds Tider
alle Hjemmefødningers eneste Prærogativ.
Nu er det dog paa Tide at kræve Luft og Liv:
der er i den danske Ungdom _Tusinder_, som lider.
For Verden ligger jo aaben. Grænseskellene falder;
den, der vil belære andre, maa ud i Tidens Strøm.
Vi sulter ihjel derhjemme af bare daadløs Drøm,
vi evigt klassiske Mumier af ærværdig Alder.
Dèr sidder vi pænt i Skolen og lærer Spartas Love,
men kender ikke Formerne for vor egen Stat.
Er ikke denne Borgernes Udklækning desperat!
Hvor længe skal i klassisk Marmor vi livløst sove?
Gaa ud i den vide Verden, du Fremskridtets unge Danske,
som trænger til ny Impulser, til friere Overblik,
det gjorde vor egen Brandes, og Gudskelov at han gik,
rigt rustet kom han tilbage -- og kastede sin Handske ...
Paa Ære! Jeg vil tage mit Standpunkts Konsekvenser,
en Kætter mod Klassicismen. Jeg fik jo Livets Vink
fra Goethe, Dostojewskij, Ibsen og Maeterlinch,
Spinoza, Voltaire og Darwin, Nietsche, Renan og Spencer.
Jeg er et Tidens Barn. Jeg holder ikke Guder
bare til tom Parade i Bogskab og paa Mund,
-- fremfor alt saa fordrer jeg en sand og sund
Spejling af _Nutids_livet ind gennem Sjælens Ruder.
Det er ikke _Kunst_ jeg savner hos danske Literater,
vi, I. P. Jacobsens Landsmænd, vi _kan_ vort gode Sprog,
men vi sidder gemt derhjemme hver i sin stille Krog,
mens alt blir Elektricitet, Maskiner og Soldater.
Leve Elektriciteten! Den er Verdensaltets Nerve,
men Digterne vælger Maanen til Genstand for Poesi.
Hvor_for_ ikke tage de Kræfter, vi netop lever i,
og smælte dem om i Kunst. Her er Nystof at erhverve.
Vi risikerer tilsidst, at ingen gider forlægge
og ingen ænse den Kunst, der skurer de gamle Spor.
Kunst ejer det evige Liv, naar den fornyer sin Jord,
-- saa lad os villige Sanser mod nye Verdner række!
Se: Jacobsen var Darwinist. Han samlede Blomster i Kæret,
alle hans Sanser blev skærpet -- var _det_ mon Kunsten til Tab?
Fællerne hjemme savner hans Sans for Naturvidenskab,
derfor er vort Verdensbegreb saa underlig uafgæret.
Jeg føler det, naar jeg rejser: Rembrandt kan jeg begribe,
Rafael og Michel-Angelo nyder jeg forberedt,
men overfor selve _Jorden_, saa meget som jeg har set,
bringer min ringe Viden mig altfor tidt i Knibe.
Tidt er vor Naturbegejstring blot literære Fraser;
vi hører Lærkerne synge og siger banale Ord ...
-- Før Darwin præked sin Lære, han gransked den hele Jord,
kendte og elsked dens Liv i alle de rige Faser.
Hvad nytter mig Kunsthistoriens aandsberigende Noter,
naar Jorden, jeg betræder, er lukt og gaadefuld.
Vort Kundskabs-Lys skal ogsaa bestraale Fjæld og Muld,
ellers gaar vi i Verden blinde som Idioter.
Jordens Saga er ikke bare Menneskevirke,
Naturens dunkle Kræfter har haft et raadende Kald,
og denne Guddom _er_ det, der _vil_ en Gang vort Fald,
og derfor skal vi dyrke ham i hans egen Kirke.
Saa lad os skabe Mennesker med moderne Figurer,
lad selve Livet tale og gamle Moder Jord.
Den Kunst at kende Jorden og Livet den er stor,
_den_ er det, der skal spejles i al Verdens Literaturer.
_Den_ er det jo, som taler af hver moderne Tænker,
som skal omforme Mennesket, dets Stat og Religion,
-- men først maa Grunden renses ud: en Modens Revolution
til Befrielse for de forlorne Klassicismens Lænker.
-- Ja, huha, hvor vi sled med det Græske og Latinen,
de kostelige, indtryksrige Ungdomsaar gik tabt.
-- Nu vil vi ud og se, hvordan Moder Jord er skabt,
ud for at lufte Hjernen og faa strøget Lærdoms-Minen!