Aldrig skal i Kunst vort Liv opstaa,
om vi vikler os i Hensyns-Vævet;
-- men jeg véd, at vi har alle bævet,
hvor de store Opgør forelaa.
Men hver den, som paa Akkord vil gaa,
naar det blir af Slægt og Omgang krævet,
og som ikke faar sit Livsværk hævet
op, hvor Himlen hvælves høj og blaa,
han maa altid give Køb og lyve,
han er Larven, der skal aldrig flyve
sommerfugle-fri til Blomstens Kube.
Kunstens Ilddaab volder Sorg og Sukke,
skiller al hans Kres i Faar og Bukke,
er ham ene Vej til Sjælens Grube.
V
Kunst er Sandhed! _I_ er begge sande.
Kunst er Liv og Kunsten dyrekøbt,
derfor staar I begge to som støbt,
møder Grin og Svig med aaben Pande.
I er Lys ud over plumre Vande,
Luftning, hvor den klamme Gus har svøbt,
alt jert Arbejd bliver smærte-døbt
og gaar derfor virkningsløst om Lande.
Thi vi kender dansk Moral og Mode:
-- Kunsten er det skønne, ædle, gode
i sødladen, smærtefri Servering ...
Lad _os_ Hyl i Harmonien blande:
Kunst er ikke Tossernes Formering,
Kunst er Liv -- det dybt personligt sande!