II

Venner! I gav Surdejg til mit Brød.

Jeg slog op mer, end jeg kunde bage,

_jydsk_ var Kornet, kunde Hvermand smage,

og af Lyngbaal Ovnen hed og rød.

Jeg var ung og endnu grøn af Lød.

_Mestrene_ gav kandiseret Kage,

skulde Kundekresen da beklage

Sukkermanglen i det Værk, _jeg_ bød.

Ung og grøn kom jeg til Hovedstaden,

ikke én af Fagets Folk jeg kendte,

aabned angst min Bod i Sidegaden.

Men dèr var det, at det slemme hændte,

_I_ gav mig paa Surdejg Appetit,

og saa gik Bedriften snart fallit.

Isblink: Digte fra den grønlandske Polarregion · 第 76 / 140 题