Venner! I gav Surdejg til mit Brød.
Jeg slog op mer, end jeg kunde bage,
_jydsk_ var Kornet, kunde Hvermand smage,
og af Lyngbaal Ovnen hed og rød.
Jeg var ung og endnu grøn af Lød.
_Mestrene_ gav kandiseret Kage,
skulde Kundekresen da beklage
Sukkermanglen i det Værk, _jeg_ bød.
Ung og grøn kom jeg til Hovedstaden,
ikke én af Fagets Folk jeg kendte,
aabned angst min Bod i Sidegaden.
Men dèr var det, at det slemme hændte,
_I_ gav mig paa Surdejg Appetit,
og saa gik Bedriften snart fallit.