Du altfor store By til dansk Behov,
Hjemstavn for Livs-Tilværelsens bitre Kampe,
-- jeg knyttede mine Hænder som i Krampe
den første Nat, jeg ved dit Hjærte sov!
Dèr midt i Mylret galdt den Stærkes Lov,
om Tag og Tind steg Offerblodets Dampe,
-- saa hyggede jeg mig ved min Stuelampe
angst for den onde Verdens Hestehov.
Men Larmen genlød i mit stille Kammer,
snart kendte ogsaa jeg mig vaabenfør
-- og vandt de første Nederlagets Skrammer ...
Du skæbnesvangre By om Havn og Søer,
du gav mig Kampens Liv og Sejr og Jammer,
-- jeg længes efter dig som aldrig før!