Kære Far! Jeg bér dig blot:
vær i Live, naar jeg kommer,
byd ham Trods, den strænge Dommer,
Dødningmanden.
Der er endnu meget godt,
vi skal have sagt hinanden.
Af mit Liv jeg _Aar_ vil give,
naar du bare er i Live!
Livet løb sit travle Jag,
og i Farten, naar vi mødtes,
dyre Timer tidt forødtes
ufornødent,
og saa blev det Afskeds-Dag,
og jeg rejste ufortrødent
i den Tro, jeg haardt tiltrænger,
_næste_ Gang at dvæle længer.
Og vi saas og skiltes tidt,
men de korte Gensynsstunder
gik i Selskabs-Tummel under
og Debatter,
som om Hjærtet var fallit.
-- Ak, er det for sént, jeg fatter
Lykken, ene og fornøden,
den, der brister bort med Døden?
Lykken -- det er det at staa
sammen med de Faa, de Kære,
som vil alle Dage være
trofast samme
Hjærteblod, hvad end gaar paa,
fælles Rod og fælles Stamme,
fælles Livets Byrder løfte,
Sorg og Glæde sammen drøfte.
-- Vær i Live, kære Far,
naar jeg atter er derhjemme!
O, da skal din Sjæl fornemme
Hjærteslaget,
som mig til dit Favntag bar,
og som aldrig har bedraget.
Rejs dig stærk mod Dødningmanden,
vi vil _leve_ med hinanden!