Naar det var til at komme i Jorden, arbejdedes der paa fuld Kraft med
Udgravningerne af Grunden til de ny Arbejderboliger. Brun var meget
optaget af Arbejdet og gik og frøs derude fra Morgen til Aften. Han var
i en stor Kavaj, som kunde trækkes uden paa Overfrakken, og havde
Bælgvanter uden paa de skindforede Handsker. Ellen havde strikket ham et
stort Halstørklæde, som han skulde have op for Munden; hun holdt Øje med
ham fra Vinduerne og maatte jævnlig hente ham ind og faa ham tøet op.
Men holde ham inde var ikke muligt; han var altfor spændt paa, at
Arbejdet skulde skride. Naar Frosten lukkede af for Jorden og stansede
det, trippede han alligevel omkring derude, stundesløs og i snavs Humør.
De søgne Dage var Pelle jo aldrig hjemme ved Dagens Lys, men om Søndagen
maatte han med ud og se hvad der var udrettet, saa snart det lysnede til
Dag. Den gamle kom og bankede paa hans Dør:
„Naa Pelle, kan du snart komme af Fjerene?“
„Han skal virkelig have Lov til at ligge, mens han drikker sin Kaffe,“
erklærede Ellen ude fra Køkkenet.
Saa løb Brun en Omgang rundt om Huset for at faa Tiden til at gaa, han
var ikke lykkelig, før han fik vist Pelle det hele og fik Forandringerne
godkendt. Saadan havde han tænkt sig, Vejen skulde løbe engang! og dér i
Krydsningspunktet vilde en lille Park med Kunstværker se godt ud! Ny
Ideer skød bestandig ud af Foretagendet, Bibliotekarens Fantasi tryllede
en hel By frem af de bare Marker med gratis Skoler og Teatre og
hyggelige Opholdssteder for de gamle. „En Brugsforening og en Børneskole
opretter vi lige med det samme,“ sagde han. „Efterhaanden som vi bliver
flere, skal saa alt det øvrige komme. Kun Fattighus og Fængsel tænker
jeg ikke vi skal faa Brug for.“
De kunde faa hele Formiddagen til at gaa derude med at trave omkring og
lægge Planer; Ellen maatte hente dem hjem, naar de skulde spise. Hun
fandt dem gærne staaende over et eller andet Hul i ivrig Samtale — et
ganske almindeligt, firkantet Hul i Jorden — med Sjap eller Is paa
Bunden. Saadan gravede man altid ud til Huse; men de to talte om det,
som om det var Begyndelsen til en hel ny Jord!
Om Dagen savnede han Pelle og kiggede lige saa ivrigt efter ham som
Ellen, naar det led mod den Tid, han skulde komme fra Arbejde. „Jeg
bliver snart helt sjalu paa ham,“ sagde Ellen og trak Pelle med sig ind
i Køkkenet for at kunne sige Goddag til ham i Enrum. „Hvis han kunde,
tog han dig helt fra mig.“
Naar Pelle havde været ude og holde Foredrag, kom han gærne hjem, efter
at Brun var gaaet til Ro, og om Morgenen naar han tog afsted, var den
gamle endnu ikke oppe. Brun tog ellers aldrig til Byen, han gav Vejret
Skylden, men vidste i Virkeligheden ikke hvad han skulde gøre med sig
selv derinde. Men naar der gik et Par Dage, hvor han ikke saa Pelle, kom
der Uro over ham; han tabte Interessen for Jordarbejdet og gik og
traadte affældigt uden at kunne tage sig noget til. Og pludselig trak
han i Halvstøvlerne, foregav et eller andet presserende og arbejdede sig
ned over Markerne mod Sporvognen. Saa stod Ellen ved Vinduet og fulgte
med et rørt Smil hans stolprende Hastværk — hun vidste nok, hvad der
trak.
Man skulde tro, der var skjulte Blodbaand mellem de to, saadan hang de
efter hinanden. „Hvordan har den gamle det?“ var Pelles første
Spørgsmaal, naar han kom ind ad Døren; og om Brun havde været hans Far,
kunde han ikke have fulgt ham med mer rørende Beundring i sine
Gammelmandsøjne end han gjorde. Naar Pelle var borte, gik den gamle
omkring med et Udtryk, som om han bestandig søgte noget.
Ellen var ikke glad for, at han løb derude paa Marken hos Jordarbejderne
i al Slags Vejr. Om Aftenen slog Stuevarmen sig for Brystet af ham og
gjorde Hosten slem.
„Det ender saamænd nok med en ordenlig Forkølelse,“ sagde hun saa. Hun
vilde have, han skulde holde Sengen nogle Dage og se at blive af med
Forkølelsen, før den satte sig rigtig fast.
Det var et staaende Stridsspørgsmaal imellem dem, og Ellen helmede ikke,
før hun gik af med Sejren. Og da han først havde gjort Forkølelsen den
Indrømmelse, brød den for Alvor løs; Sengevarmen tøede Kulden ud af
Kroppen paa ham, saa baade Næse og Øjne løb.
„Det var godt vi fik Dem omkuld i Tide,“ sagde Ellen. „Og nu slipper De
ikke op, før den værste Frost er ovre — om jeg saa skal gemme Deres
Klæder.“ Hun gik og plejede ham som et Barn, og lavede „Kamélthe“ til
ham af Blomster, som hun havde samlet og tørret i Sommers.
Da han først var kommet over Ende, fandt han sig rigtig godt i det, hans
gamle Krop faldt let til Rette i Sengen. Han laa og behagede sig i at
blive puttet om, og fandt paa baade det ene og det andet for at kunne
hygge sig under Ellens Hænder.
„Nu gør De Dem vist ogsaa daarligere, end De er?“ sagde hun saa og lo ad
ham.
Brun lo selv med. „Jeg er heller aldrig blevet kælet for,“ sagde han.
„Lige fra jeg blev født, lejede mine Forældre Mennesker til at tage sig
af mig — det er jo derfor jeg er saa vindtør. Alting har jeg maattet
købe for Penge. Naa, der er jo en vis Retfærdighed i, at Pengene dræber
Kærligheden — ellers fik man jo baade i Pose og Sæk.“
„Ja det er godt, det bedste ikke kan faas for Penge!“ sagde Ellen og
stoppede om hans Fødder.
Brun blev stablet i Vejret med Puder, saa han kunde ligge og arbejde.
Han havde et Kort over Bakkegaardens Jorder ved Siden af sig og laa og
gjorde Udkast til en planmæssig Bebyggelse af Terrænet. Sine Ideer om
det nedskrev han i et Hæfte, der skulde være Bilag til Planerne. Han
arbejdede fra det blev lyst til midt paa Dagen; i den Tid havde Ellen
sit Mas med at holde Børnene nede, hvert Øjeblik var Svend Trøst paa Vej
op til den gamle.
Om Eftermiddagen naar hun var færdig i Køkkenet, kom hun op med dem en
Timestid. Saa fik de en Billedbog og blev anbragt ved Bruns store
Arbejdsbord; Ellen satte sig ved Vinduet med sit Strikketøj og
underholdt den gamle. Fra sin Plads kunde hun følge Jordarbejdet ude paa
Marken og maatte vidtløftigt fortælle ham, hvor vidt de var med hver
enkelt Grund.
Der stod altid nogle Hundrede Mænd derude og hang over de Arbejdende —
en frysende Flok som stadig holdtes vedlige. Det var Arbejdsløse, som
havde opspurgt, at der var noget i Gang herude. Længe før Daggry
stillede de i Haab om at faa Nap, og hele Dagen vandrede Strømmen ud og
ind, en Kæde uden Ende af triste Mænd. De kunde godt ligne haabløst
Fordømte, der traadte et uhyre Hjul; ned over Markerne var der et bredt
Spor af deres Fødder.
Brun laa og pintes ved Tanken om disse Tusender af Mænd, der støvede
helt herud for en Dags Arbejde og maatte gaa igen med et Afslag. „Vi kan
jo ikke antage flere Mand til det, der allerede er i Gang — ellers gaar
de bare i Vejen for hinanden,“ sagde han til Pelle. „Men kanske kunde vi
allerede nu begynde paa at iværksætte nogle af Fremtidsplanerne? Kan vi
ikke begynde at lægge Veje an og lignende — saa de Mennesker faar noget
at bestille?“
Nej, det turde Pelle ikke være med til.
„Til Foraaret skal vi bruge Kapital til at hjælpe Garverne i Gang med et
Fællesgarveri,“ sagde han. „Det vil blive vedtaget i deres Fagforening
en af de første Dage — under Forudsætning af at vi skyder Penge til — og
jeg anser det for meget vigtigt at faa det i Gang. Vore Modstandere
angriber os paa, at vi maa tage vore Materialer fra Udlandet. Det er
ogsaa uholdbart i Længden, og nu maa det have en Ende. Som det er,
hænger Fabriken i Luften; man kan afskære os fra at faa Materialer, og
saa er vi færdige. Men faar vi først vort eget Garveri, saa er den ene
Virksomhed ført til Bunds og kan ikke rendes ned! Saa kan vi møde en
Lockout i Faget.“
„Huderne!“ indvendte Brun.
„Der er vi ved Landbruget; det er allerede kooperativt ordnet og lader
sig sikkert ikke bruge imod os. Vi maa i det hele taget knytte til dér,
saa snart vi kommer nogenlunde i Gang — købe Kreaturer og slagte selv,
saa vi foruden Huderne forsyner os selv med godt og billigt Kød.“
„Ja, ja, men Garveriet sluger dog ikke Alverden. Der kunde vel nok blive
Raad til nogle Vejanlæg.“
„Nej, der kan ikke,“ erklærede Pelle bestemt. „Husk paa vi maa ogsaa
tænke paa Brugsforeninger — ellers er alt vort Arbejde hen i Vejret; det
ene drager det andet med sig. Der afhænger for meget af det, vi har for,
vi har ikke Lov til at belæmre vort Foretagende med døde Værdier, der
trækker det til Bunds. Først Menneskene — saa Vejene! De Arbejdsløse i
Dag maa se at hjælpe sig os to foruden.“
„Du er lidt haard, synes jeg!“ sagde Brun og trommede i Dynen — lidt
stødt over Pelles Urokkelighed.
„Det er ikke første Gang, jeg faar Skyld for det i denne Forbindelse —
men det faar jeg se at finde mig i!“ svarede Pelle alvorligt.
Den gamle rakte Haanden ud imod ham. „Omforladelse du! det var ikke min
Mening at angribe dig, fordi du ikke handler hovedløst. Selvfølgelig har
vi ikke Lov til at ofre Sejren af Medfølelse med dem der kæmper. Det var
kun et Øjebliks Blødhed hos mig — men ganske vist et af de Øjeblikke der
kan forspilde det hele, det indrømmer jeg dig! Men det er heller ikke
nemt at gaa og være den rolige Tilskuer til disse bagvendte Tilstande.
Der paastaas at Arbejderne hellere vil gaa og tage imod en
Sulteunderstøttelse end bestille noget; og efter det de hidtil har haft
ud af Arbejdet, kunde man godt forstaa, om det var sandt. Men i den
Maaned Jordarbejdet her har staaet paa, har der indfundet sig mindst
Tusend Arbejdsløse hver Dag for at tage fat. Og dem betaler man for at
lade være med at bestille noget! — de kan til Nød faa Understøttelse,
men for ingen Pris Arbejde. Det er jo saa vanvittigt som vel muligt! —
man faar Lyst til at give Maskineriet et lille Skub og faa det i Gang
igen.“
„Der skal nok et stort Skub til,“ sagde Pelle. „Det er ikke Smaating,
der er i Vejen.“
„Latterlig lidt ser det i al Fald ud. Arbejderne lider jo ikke Nød fordi
de mangler Arbejde, saadan som vore Socialøkonomer vil bilde os ind; men
de mangler Arbejde fordi de lider Nød. Saa bagvendt griber man det hele
an! De Arbejdsløses Tog er en forsmædelig Skændsel for Samfundet;
hvilket Spild af Værdier — ogsaa rent merkantilt set — mens Landet og
Nationen forsømmes! Dersom en privat Forretning dreves efter saadanne
Principper, var den jo dødsdømt med det samme.“
„Ja, hvis Miséren bare kom af bagvendt Greb paa Tingene, saa var det jo
nemt rettet,“ sagde Pelle. „Men de Folk, der sidder og bestemmer over
det hele, kan vist i alt Fald ikke beskyldes for Mangel paa merkantil
Sans — havde de bare det øvrige i lige saa god Orden! De kan tro, der
falder ikke en Spurv til Jorden, med mindre Pengemagten ser sin Fordel
ved det; hvis det rent merkantilt betalte sig for den, at Land og Folk
var i den skønneste Orden, skulde den nok sørge for, at de ogsaa blev
det. Men det lader sig simpelthen ikke gøre; alment Velvære og de
enkeltes Ophobning af Værdier er uforligelige Modsætninger. Jeg tror,
der er nedlagt en vidunderlig Balance i Menneskeheden, saa den til
enhver Tid kan frembringe nøjagtigt nok til at tilfredsstille alle sine
Behov; og naar én lægger Beslag paa for meget, bliver der et Slip andre
Steder. — Det er jo forresten paa den Erkendelse vi vil afsætte de andre
og overtage Styret.“
„Ja, ja, ja, ja! det er jo ikke min Mening at ville dække det
bestaaende; lad _dem_ have Ansvaret, der sidder i Føringen. Men jeg har
ligget og tænkt paa — kunde _vi_ ikke finde en Maade til at samle dette
Spild op, saa det kom Fællesvirksomheden tilgode?“
„Hvordan skulde vi det? Vi _har_ jo altsaa ikke Raad til at beskæftige
de Arbejdsløse.“
„Ikke for Løn! Men baade Bevægelsen og Samfundet har jo begyndt paa at
understøtte dem — var det ikke naturligt, om man til Gengæld forlangte
Arbejde af dem? Men vel at mærke lod det komme dem selv tilgode!“
„De mener, at f. Eks. arbejdsløse Murere og Tømrere skulde bygge Boliger
til Arbejderne?“ spurgte Pelle livligt.
„Ja, for Eksempel. Men Husene skulde sikres mod Privatspekulation — paa
en lignende Maade som dem, vi bygger — og altid tilhøre Arbejderne. Da
_vi_ ikke kan mistænkes for Udbytning, kunde vi passende administrere
det — det vilde sætte Fart i Fællesskabet. Paa den Maade blev den gamle
Tids Affald Gødning for den ny Sæd.“
Pelle sad og faldt i Tanker; den gamle laa og betragtede ham spændt.
„Naa, sover du?“ spurgte han endelig utaalmodigt.
„Det er en smuk Ide,“ sagde Pelle og rejste Hovedet. „Organisationerne
tror jeg, vi faar med — de begynder jo allerede at interessere sig for
Kooperationen. Naar de nu faar Udvalget nedsat, skal jeg forelægge Deres
Plan. Men Samfundet er jeg ikke saa sikker paa, Brun! Det har
lejlighedsvis Brug for den store Hungerreserve, derfor holder det lige
akkurat Liv i den — ellers fik den vist snart Lov at dø af Sult. Jeg
tror ikke, det gaar med til at den anvendes saa at sige imod det selv!“
„Du er en uforbederlig Sortseer,“ sagde Brun halv ærgerlig.
„Ja — over for det gamle,“ svarede Pelle med et Smil.
Saadan drøftede de Mulighederne for Fremtiden i Tilknytning til Dagens
Hændelser, naar Pelle om Aftenen sad oppe hos den gamle — lige optagne
begge to. Undertiden følte den gamle, at han løb af Sporet. „Det er
Blodet,“ sagde han mismodig. — „jeg er alligevel ikke rigtig en af
jeres. Det er saa længe siden, der i min Slægt er lagt Krop til, saa jeg
har glemt det.“
I denne Tid syslede han meget med sin Fortid og havde hver Aften et
eller andet at fortælle om sig selv. Det var, som om han med Vold og
Magt maatte finde en Lov, der stillede ham ved Pelles Side.
Brun tilhørte en gammel Slægt, som kunde føres flere Hundrede Aar
tilbage, til en Mand, der førte Skib og drev Handel paa Trankebarkysten.
Slægtens Stamfader, der ogsaa drev Hvalfangst og Sørøveri, boede i et
Hus ved en af Kristianshavns Kanaler; naar Skibet var hjemme, lagde det
til ved Bolværket lige uden for Gadedøren. Det Brun’ske Hus gik i Arv
fra Fader til Søn og udvidedes efterhaanden til et helt Palæ; i Løbet af
fire Generationer naaede det frem til at være et af Hovedstadens første
Handelshuse. I Slutningen af det attende og Begyndelsen af det nittende
Aarhundrede var de fleste af Slægtens Medlemmer gledet over i Børs- og
Bankverdenen, og derfra gik Forskydningen videre. Bruns Fader — den
bekendte Kornelius Brun — hang ved den gamle Forretning, Brødrene
afhændede deres Part til ham og søgte over i Diplomatiet; en af dem fik
en høj Hofcharge.
Kornelius Brun følte sig forpligtet til at føre den gamle Forretning
videre. For ikke at staa tilbage for sine Brødre i Fornemhed giftede han
sig med en Dame af ældgammel — og forgældet — fynsk Adel. Hun fødte ham
tre Børn, der — som han selv sagde — var mislykkede alle tre. Det første
Barn var døvstumt og udstyret med meget smaa Aandsævner i det hele
taget; det døde heldigvis, før det endnu var kommet til Skelsaar og
Alder. Nummer to var meget opvakt og begavet med alle mulige Talenter,
men viste allerede fra Drengeaarene perverse Anlæg. Han var meget smuk,
havde mørkt blødt Haar og en fin kvindagtig Teint; Moderen klædte ham i
Fløjl og forgudede ham. Han tog sig aldrig noget nyttigt til, men turede
omkring i højt Selskab og gav Masser af Penge ud. I sit fyrretyvende Aar
døde han pludselig, udlevet og blaseret. Dødsannoncen lød paa
Hjærteslag, men Sandheden var, at der var begyndt at dukke Rygter op om
en Sædelighedsskandale, hvori han var indviklet sammen med meget
fremragende Navne. Det var sidst i Halvfjerserne — ved den Tid
Underklassebevægelsen begyndte at tage Fart! Fra neden forlangtes der
energisk Undersøgelse, og helt dysse Historien ned turde man ikke, for
ikke at give Paastanden om det Bestaaendes Raaddenskab og Partiskhed
Vind i Sejlene. Da det trak op til en Undersøgelse, og det kunde
forudses, at Levemanden Brun vilde blive ofret paa Mængdens Alter for at
dække dem, der stod højere, trykkede Kornelius Brun sin Søn Pistolen i
Haanden. Eller skød ham ned — Bibliotekaren kunde ikke afgøre hvilket.
„Se det var de to Frugter paa det udgaaende Slægtstræ,“ sagde Brun
bittert, — „og det kan jo ikke nægtes, de var noget ormstukne. Den
tredje er mig! Jeg kom som en Skrabkage — femten Aar efter min yngste
Broder. Mine Forældre havde vist allerede da faaet nok af deres Afkom;
jeg blev i al Fald paa Forhaand anset for haabløst mislykket — endnu før
jeg havde haft Lejlighed til at vise noget som helst. Maaske har de
instinktmæssigt følt, at jeg vilde tage en skæv Retning, jeg ogsaa.
Ogsaa i mig var de opløsende Kræfter fremherskende, jeg manglede f. Eks.
i høj Grad Familiefølelse. Allerede som lille husker jeg at have hørt
Moder beklage sig over mine plebejiske Tilbøjeligheder, jeg holdt mig
altid til Tyendet og tog Parti for det mod mine Forældre. Man saa i
Familien mere skævt til mig, naar jeg stod paa vore Undergivnes Ret, end
man havde gjort til Idioten, der rev alting istykker, eller Ødelan’en,
der lavede Skandale og Gæld — og sagtens med god Grund! Moder gav mig
rigeligt med Penge til at more mig for — rimeligvis for at modvirke mine
plebejiske Tilbøjeligheder; men jeg blev hurtig færdig med Fornøjelserne
og kastede mig over Studeringer. Dagen interesserede mig ikke, men
allerede som Dreng havde jeg en mærkelig Trang til Tilbageblik; jeg
kastede mig særlig over Historien og dens Filosofi. Fader saa rigtig,
naar han haanede mig og kaldte det at gaa i Kloster; i den Alder, hvor
andre Unge sværmer, kunde jeg ikke afvinde nogen Kvinde Interesse, mens
næsten enhver Bog fristede mig til nærmere Bekendtskab. Lang Tid gik han
og haabede paa, at jeg skulde gaa i mig selv og overtage Forretningen,
og da jeg definitivt valgte Studierne, rev det helt ud mellem os. „Naar
Forretningen ryger, saa er Slægten ikke mere!“ sagde han og solgte det
hele. Han havde allerede været Enkemand i flere Aar dengang og havde
ikke andre end mig; men i de fem Aar, han levede efter at have afstaaet
Forretningen, omgikkes vi ikke. Han hadede mig, fordi jeg ikke overtog
den — men hvad skulde jeg dér? Jeg sad jo ikke inde med de Egenskaber,
hvorpaa der drives Forretning i vore Dage og havde blot ødelagt det
hele. Fra mit tredivte Aar har jeg henlevet min Tid mellem Reoler og
registreret andres Liv og Handlinger; nu først har jeg fundet ud i Dagen
og skal til at leve mit eget Liv — og nu er det snart forbi!“
„Det er først nu, Livet skal til at blive værd at leve — saa De er
kommet ud i rette Tid,“ sagde Pelle.
„Nej du, jeg staar jo ikke i Opgangen!“ sagde Brun mismodig. „Jeg møder
Ungdommen, og mit Sind bøjer sig mod den; men det er som Aften og
Morgen, der mødes i den samme Rødme under de lyse Nætter. Jeg har kun
faaet min Part i det ny, fordi det gamle skal bøje sig for det, saa
Ringen kan sluttes. Du gaar ind, dér hvor jeg gaar ud.“
„Det maa have været en sørgelig Tilværelse at gaa dér altid blandt Bøger
og Bøger uden et Menneske, der holdt af én,“ kunde Ellen udbryde.
„Hvorfor giftede De Dem ikke ogsaa? Saa skrækkelige er vi Kvinder da
ikke, at der ikke skulde være én, De syntes om.“
„Nej, man skulde ikke synes det — men sandt er det ikke desto mindre,“
svarede Brun med et Smil. „Antipatien var forresten gensidig — det er
saadan noget altid. Det har vel ikke været Meningen, jeg gamle Støder
skulde have Lov til at sætte Børn i Verden! Men morsomt er det ikke at
være den sidste Ende af noget!“