Solen holdt godt ud det Aar. Der blev ved at hænge Rester af Sommeren i
Luften helt ind i December. Hvergang det onde Vejr kom, sagde Ellen: „Nu
bliver det da vist Vinter!“ Men Solen slog det til Side endnu engang,
den gik lavt ned i Syd og kiggede ind i hele Stuen som om den skulde
tælle alle Skilderierne.
Den store gule Gloire blev ved med at bære, hver Dag kom Ellen ind med
en stor tung Buket af Roser og blodfarvet Løv. Hun var selv tung i det,
den friske Kulde nappede i Næsen, der blev stadig spidsere — og farvede
Kinderne røde. En Dag kom hun og holdt en stor Buket hen mod Pelle.
„Hvor mange Penge faar jeg at holde Jul for?“ sagde hun.
Ja sandelig, Aaret var snart forbi!
Efter Nytaar blev det Vinter for Alvor. Den kom med megen Sne og Kulde
og gjorde det til en besværlig Sag at holde Forbindelse med Omverdenen —
des nøjere sluttede man sig til hinanden inden Døre. Anna var egenlig
skolepligtig nu, men hun led en Del af Kulden og var i det hele ikke
meget robust; Pelle og Ellen turde ikke udsætte hende for de lange
Vadeture i Sneen og læste selv med hende.
Ellen var blevet lidt doven til at gaa og kom sjældent ind til Byen; de
to Mandfolk besørgede Indkøbene om Aftenen, naar de var paa Hjemvejen.
Det var en død Tid; der arbejdedes ikke ved Lys, saa de kom tidlig hjem.
Ellen havde forlagt Middagen til Kl. fem, saa de alle kunde spise
sammen. Efter Middagen gik Hr. Brun gærne ovenpaa for at arbejde endnu
et Par Timer. Han havde travlt med at udarbejde Projekter til
Bebyggelsen af Bakkegaardsjorderne og undte sig ingen Ro. Pelles
Iderigdom og Energi smittede ham, saa Planerne voksede for ham og antog
stadig større Omfang; han tog ikke Hensyn til sit svage Legeme men stod
tidlig op og sled hele Dagen med Fællesvirksomhedens Anliggender. Det
var, som han vilde kappes med Pelles Ungdom og gik i bestandig Angst
for, at noget skulde komme bag paa ham og afbryde det hele.
Hele den øvrige Familie samledes om Lampen og havde hver sit for. Svend
Trøst havde faaet sit Legebord slaaet i Vejret og sad og hamrede
ufortrødent med sin lille Trækølle paa et Stykke Tøj, som Ellen havde
lagt imellem for at han ikke skulde slaa Mærker i Bordet. Han var en
solid Fyr, Huldet paa Armene laa i en Krave helt ud over de smaa Hænder;
Rynkerne i Panden klædte ham pudsigt, naar man ikke netop huskede paa,
at han havde kostet sin Mor Livet. Det saa ud, som han selv vidste det,
saa alvorlig var han. Han fik Lov at sidde lidt for at være med, Kl.
seks kom han i Seng.
Lasse Fredrik tegnede gærne, naar han var færdig med sine Lektier. Han
havde Nemme for det, og Pelle saa undrende sin egen Ævne, som han aldrig
havde faaet andet end Tugthus ud af, genopstaa hos Knægten i forbedret
Skikkelse. Han viste ham Fremgangsmaaden og fik selv igen Blyant i
Haanden efter lange Tider. Men hans egenlige Beskæftigelse var at læse
med Barnet, og fortælle hende om alt hvad der kunde falde for. Søster
holdt navnlig af at høre om Dyrene, og Pelle havde nok af Erindringer at
øse af fra sin Vogtertid.
„Har Dyrene virkelig Forstand?“ spurgte Ellen forundret. „Du tror
virkelig de tænker over Sagerne akkurat som vi andre?“
For Søster var det ikke noget nyt, hun talte hver Dag med Hønsene og
Kaninerne og vidste nok, hvor kloge de var.
„Kan Blomsterne mon ogsaa tænke?“ spurgte Lasse Fredrik. Han var netop i
Færd med at tegne en Blomst efter Hukommelsen, og den vilde hele Tiden
tage Lighed efter et Ansigt — deraf Spørgsmaalet.
Pelle mente det nok.
„Nej Pelle dog,“ sagde Ellen „nu gaar du for vidt. Tænke er noget kun vi
Mennesker kan.“
„De kan i hvert Fald føle, og det er vel ogsaa paa en Maade at tænke —
det er bare med Hjærtet. De mærker straks, om man holder af dem — hvis
man ikke gør det, trives de heller ikke for en.“
„Ja det tror jeg. For den der holder af dem, passer dem ogsaa godt,“
vedblev Ellen uforbederlig.
„Det er jeg ikke saa vis paa,“ svarede Pelle og saa drilsk paa hende.
„Du holder meget af _Flittig-Lise_, men en Gartner vilde vist sige at du
behandler den som en Kaalstok. Og se, hvor den blomstrer flittigt
alligevel. De besvarer venlige Tanker med Taknemmelighed, og det er dog
en smuk Maade at tænke paa. Forstanden er maaske ikke saa meget værd,
som vi Mennesker gaar og bilder os ind — du tænker jo selv med Hjærtet,
lille Mor.“ Det var hans Kælenavn til hende, nu hun var med Barn.
Efter saadan en lille Afbrydelse gik de to videre. Pelle maatte fortælle
Søster om alle ABC-Bogens Dyr, om den nyttige Ko — og Haren der slikkede
Duggen af Kløveren og hoppede op lige for Næsen af Vogterdrengen. Om
Vinteren gik den ind i Haven, gnavede Barken af de unge Trær og aad
Bondekonens Kaal. „Ja det maa jeg bekende,“ faldt Ellen ind, og saa lo
de alle, for Morten havde lige spist hendes Grønkaal.
Saa sprang Barnet pludselig fra og vilde vide, om København havde været
til altid, altid! Pelle gik et Øjeblik i Staa, men fik i et lykkeligt Nu
Biskop Absalon gravet frem i Erindringen. Han benyttede Lejligheden til
at fortælle, at Hovedstaden havde en halv Million Mennesker.
„Har du da talt dem, Far?“ udbrød Barnet betuttet og greb ham i Ærmet.
„Aa det kan du vel nok begribe Far ikke har, dit lille Fæ!“ sagde Lasse
Fredrik. „Der ku’ jo fødes en imens.“
Saa var man ved Hanen igen, som baade begyndte Bogen og sluttede den.
Den stod og galede nok saa kry og sov aldrig; en rigtig Vigtigper var
den, men naar Søster var flittig, lagde den en Enøre mellem Bladene. Men
Hønsene de gjorde Æg, og det viste sig, at de havde det akkurat som
Blomsterne. Naar man gjorde sig gode Venner med dem og behandlede dem
som hørende til Familien, saa var de flittige til at lægge, men lavede
man Mønstergaard til dem og behandlede dem efter alle Kunstens Regler,
saa tjente de ikke til Føden engang. Farbror Kalles havde en Høne, som
gik inde i Stuen mellem alle Rollingerne, og den lagde sit Æg inde under
Sengen hver eneste Dag hele Vinteren igennem, naar alle andre Høns var
golde. Saa købte Stengaardsbonden den for at lægge til paa den; han gav
tyve Kroner for den, og mente han havde erhværvet sig en Guldgrube. Men
lige saa snart den kom over paa Stengaarden, holdt den op med at lægge
Vinteræg. — For dér hørte den ikke til Familien, men var bare en Høne
der skulde tjenes paa.
„Mors _Flittig-Lise_ blomstrer hele Vinteren,“ sagde Søster og saa rørt
hen paa Blomsten.
„Ja det er jo, fordi den ser vi andre er saa flittige,“ svarede Lasse
Fredrik gavtyveagtigt.
„Vil du se du dyr dig!“ Pelle langede ud efter ham.
Ellen sad og strikkede paa nogle bitte smaa Strømper. Hendes Blik
flyttede sig dvælende fra den ene til den anden; hun smilede overbærende
til deres Passiar. De var nogle store Børn allesammen!
„Mor, maa jeg faa dem til min Dukke?“ spurgte Anna og tog den færdige
Strømpe.
„Nej dem skal lille Søster have, naar hun kommer.“
„Hvis det bliver en Tøs — altsaa!“ indskød Lasse Fredrik nøgternt.
„Hvornaar kommer lille Søster da?“
„Til Foraaret naar Storken kommer tilbage til Gaarden; saa har den hende
med.“
„Pyt, Storken!“ Lasse Fredrik blæste foragteligt. „Det er noget godt
Sludder!“
Søster var ogsaa klogere end som saa — naar Vejret var godt, hentede hun
Mælk inde paa Gaarden.
„Aa jeg ved godt, jeg har ligget inden i dig — Mor! Det er jo derfor jeg
holder saa meget af dig,“ sagde hun og borede sit Hoved ned i Moderens
Skød.
„Nu skal du i Seng, mit Barn,“ sagde Ellen og rejste sig. „Jeg kan mærke
du er træt.“
Da hun havde hjulpet Barnet i Seng, kom hun ind og satte sig igen til at
strikke.
„Nu synes jeg, du skulde holde Fyraften for i Dag,“ sagde Pelle.
„Saa bliver jeg ikke færdig,“ svarede Ellen og brugte Strikkepindene
endnu flittigere.
„Send det hen til en Maskinstrikkerske — du tjener jo alligevel ikke til
det bare Brød ved den Haandtering. Der maa være én Tid til Arbejde og en
til Hvile, ellers er man ikke noget Menneske.“
„Mor kan holde tre Øre i Timen paa at strikke,“ sagde Lasse Fredrik som
havde regnet det nøjagtigt ud.
Hvad saa? Ellen mente ikke hun forsømte noget med det.
„Det er forresten dumt,“ udbrød Lasse Fredrik pludselig — „hvorfor
vokser det lodne ikke paa Benene af én? Saa var man fri for alt det Mas
med at klippe Ulden af — karte den — og spinde den — og strikke
Strømper.“
„Aa sikke dog noget Pjank!“ sagde Ellen leende.
„Ja man har da været lodden engang,“ vedblev Lasse Fredrik. „Det var
bare dumt, at man ikke blev ved med det!“
Pelle mente ikke, det var saa helt dumt endda; for det betød at man
havde overtaget sig selv! Dyrene fødtes færdige, selv Vandskrækkere som
Katte og Høns var født med at kunne svømme; men Menneskene maatte pænt
tilegne sig, hvad de havde Brug for. Dem sørgede Naturen ikke for —
fordi de havde taget Ansvaret for sig selv; de var Skabningens Herre.
„Men saa skulde jo de Fattige være lodne over hele Kroppen,“ indvendte
Ellen. „Hvorfor tager Naturen sig ikke ligesaa godt af de Fattige som af
Dyrene? de kan jo heller ikke skaffe sig det selv.“
„Jo se det er netop det de _kan_!“ svarede Pelle, „for det er jo dem der
skaffer det meste frem. Eller tror du maaske, det er Pengene der dyrker
Jorden eller væver Tøj, eller slæber Kullene frem af Dybet? Det lod de
nok være med, Alverdens samlede Kapital kan ikke saa meget som tage en
Knappenaal op fra Jorden, hvis der ingen Hænder er den kan købe til det.
Hvis den Fattige fødtes lodden, saa var han dermed stemplet som et
lavere Væsen, der ikke kunde selv. Er det egenlig ikke et Vidunder, at
Naturen haardnakket lader Fattigpers Unge fødes lige saa nøgen til
Verden som Kongens — trods alt hvad der er gaaet hen over os af Nød og
Skrub? Hvis man forbytter Fyrstens og Stodderens nyfødte Unge, kan ingen
afgøre hvilken der er hvilken. Det er, ligesom Vorherre aldrig kunde
blive træt af at holde vort Adelsmærke op for os.“
„Tror du da virkelig, Verden lader sig omskabe?“ sagde Ellen og saa
varmt paa ham. Det lød saa æventyrligt, at han Pelle, som hun kunde tage
i sine Arme, tumlede med saa store Ting.
Og Pelle saa varmt og undrende paa hende igen. Hun var den samme i Dag,
som den Dag han lærte hende at kende — maaske som den Dag Verden
skabtes! Hun aagrede ikke med noget men var født med alt sit. Verden
kunde omskabes ja, men hun blev nok alle Dage den hun var.
Posten kom med Brev fra Morten. Han opholdt sig for Tiden nede paa
Sicilien og tænkte paa at rejse langs Nordafrikas Kyst til Sydspanien.
„Saa stikker jeg maaske en Tur ind til Kanten af Ørkenen, og prøver
hvordan det er at ride paa Kameler,“ skrev han. Han var rask og i godt
Humør, helt underligt var det at tænke paa, at han sad og skrev for
aabne Døre, og her sloges man med Kulden. Han drak Vin til hvert Maaltid
ligesom man herhjemme drak Hvidtøl, og skrev at Oliven- og
Appelsinhøsten lige var forbi.
„Det maatte være dejligt at komme saadan et Sted hen engang,“ sagde
Ellen med et Suk.
„Naar det ny først faar Indpas, hører det ikke længer til de uopnaaelige
Ting for Arbejderen,“ svarede Pelle.
Saa kom Brun ned — endelig holdt han Fyraften. „Ah, hjemme er godt at
være!“ sagde han og skuttede sig — „det er et forrygende Vejr i Aften.“
„Her er Brev fra Morten,“ sagde Pelle og rakte ham det.
Den gamle tog Brillerne paa.