Det var Søndag, og Pelle havde Trang til lidt ud over det sædvanlige.
Først var han ude hos Jens’s, men de havde været uenige og i Totterne
paa hinanden. Pigebarnet var kommet til at vælte Stegepanden med deres
Middagsmad i Ilden, og Jens havde givet hende en paa Øret; hun var bleg
og sygelig endnu efter Aborten. Nu sad de i hver sin Krog og skumlede
som to Børn; de fortrød begge to, men ingen af dem vilde give den anden
det første Ord. Pelle fik dem forsonet, og de vilde have han skulde
blive til Middag. „Vi har Kartofler og Salt endnu,“ sagde Jens — „og en
Pægl kan jeg laane inde hos Naboens.“ Men Pelle gik, han kunde ikke
holde ud at se dem hænge halv flæbende over hinanden og slikke og bede
om Forladelse i det uendelige.
Saa søgte han ud til Dues. De var flyttet hen i en gammel Købmandsgaard,
hvor der var Plads til Dues Spand Heste, og lod til at have god
Fremgang. Det sagdes, at den gamle Konsul havde fattet Godhed for dem og
hjalp dem at komme i Vej. Pelle gik aldrig ind men søgte over i Stalden
til Due, traf han ikke ham hjemme, gik han igen — han var ikke velkommen
hos Anna. Due selv tog venligt imod ham. — Naar han ikke var ude at
køre, gik han gærne i Stalden og puslede om Hestene; han holdt ikke af
at være inde. Pelle gav ham en Haandsrækning med at skære Hakkelse og
hvad der ellers faldt for, og de fulgtes ad ind i Stuen. Due var ligesom
et andet Menneske, naar han havde Pelle ved Siden — han traadte sikrere
i Gulvet. Anna fik mer og mer Overtaget over ham. Hun var den samme
ferme og holdt Huset i god Orden. Lille Marie havde hun ikke mere hos
sig, sine to Drenge holdt hun velklædte og havde faaet dem i en
Betalingsskole for Smaabørn. Hun var nydelig at se paa og forstod at
klæde sig, men undte ikke andre noget godt. Pelle var hende ikke fin
nok, hun trak paa Næsen ad hans simple Klæder. For at smæde ham talte
hun altid om Alfreds fine Forlovelse med Købmand Laus Datter. „Han gaar
ikke og driver sin Tid hen — og snuser ved Folks Døre for et Maaltid
Mad,“ sagde hun. Pelle smilede blot, ingenting bed rigtig paa ham mere.
Smaadrengene gik udenfor og kedede sig i deres pæne Tøj, de maatte ikke
lege med Gadens fattige Børn og ikke grise sig til. „Kom og leg lidt med
os Onkel Pelle,“ sagde de og hængte sig paa ham. „Er du ikke ogsaa vor
Onkel? Mor siger du ikke er. — Hun vil have vi skal kalde Konsulen
Onkel, men saa løber vi bare. Hans Næse er saa ækel rød.“
„Kommer Konsulen hos jer da?“ spurgte Pelle.
„Ja han gør — han er derinde nu!“
Pelle kiggede ind i Gaarden — den pæne Vogn var borte. „Far er kørt til
Aakirkeby,“ sagde Drengene. Saa luskede han af hjem. Han stjal en
Mundfuld Brød og en Snaps inde hos Strøm, som ikke var hjemme, og smed
sig paa Sengen.
Da Mørket kom drev han ud og hang frysende paa Gadehjørnerne, han havde
en dump Trang til at faa Del i noget. Folk spaserede pyntede op og ned
ad Gaden, adskillige af hans Bekendte var ude at røre Kæresten; han
undgik at hilse paa dem men opfangede halvhøje Bemærkninger og hørte dem
le. Saa sløv han var, havde han bestandig en lyttende Sans bagude; det
stammede helt fra den Gang han blev brændemærket paa Raadhuset. Folk
havde gærne et og andet at sige hinanden, naar han var passeret; deres
Latter kunde endnu faa det til at klippe nervøst i Haserne paa ham, som
en dulgt Tilskyndelse til Flugt.
Han luskede ned i en Sidegade; den tynde Trøje havde han knappet stramt
om sig og smøget Kraven op. Inde i Portenes Halvmørke stod Karle og
Piger i fortrolig Hvisken, der gik Varmebølger ud fra Pigerne, deres
hvide Smækforklæder lyste i Mørket. Pelle krøb rund i Kulden, og vidste
endnu mindre hvor han skulde gøre af sig selv; han fablede om at tage
sig en Kærest.
Paa Torvet mødte han Alfred Arm i Arm med Frøken Lau, han bar Lapsestok
og brune Handsker og høj Hat. „Den Kæltring han skylder mig halvtredje
Krone — dem faar jeg aldrig,“ tænkte Pelle og følte et Øjeblik Trang til
at kaste sig over ham og søle hans Stads i Skidtet. Alfred vendte
Hovedet den anden Vej. „Han kender mig kun, naar han skal have noget
lavet og ingen Penge har,“ tænkte Pelle bittert.
Han smaaluntede op ad en Gade for at holde Varmen, og havde Øjnene i
Vinduerne. Derinde sad Bogbinderens og sang Jesussange; Manden bar
Hovedet paa skraa hjemme ogsaa, det saas tydeligt paa Rullegardinet. Og
inde hos Uldkræmmeren var de i Færd med at spise til Aften.
Længere oppe hos _Soen_ var der Leben som altid, Larm og Røgtaage kogte
ud ad de aabne Vinduer. Hun holdt Bule for ledige Søfolk og tjente gode
Penge. Pelle havde tidt faaet Indbydelse til at besøge dem, men altid
holdt sig for god — han kunde heller ikke fordrage Rud. Men i Aften greb
han med Begærlighed Erindringen om disse Indbydelser og gik indenfor —
maaske vilde der falde en Bid Mad af.
Der sad nogle omtaagede Søfolk omkring et rundt Bord og raabte
øredøvende i Munden paa hinanden. _Soen_ sad paa Knæet af en ung Fyr,
hun laa halv ind over det store Bord og legede med Fingeren i noget
spildt Øl; engang imellem skreg hun lige ind i Ansigtet paa dem der
raabte højest. Hun var ikke blevet mindre kropsvær i de forløbne Aar.
„Nej se, er det dig Pelle?“ sagde hun og rejste sig for at give Pelle
Haanden, hun var ikke helt ædru og havde svært ved at fange hans Haand.
„Det er net af dig at komme her, — jeg troede saamænd du saa ned paa os.
Sæt dig nu ned og faa en Drik, det skal intet koste.“ Hun nødte ham til
at tage Plads.
Søfolkene var blevet tavse, de sad og stirrede sløvt paa Pelle, deres
tunge Hoveder bevægede sig herreløst. „Er det en ny Kunde maaske?“
spurgte en, de andre lo.
_Soen_ lo ogsaa men blev pludselig alvorlig. „Ham skal I holde uden for
jert Pjank,“ sagde hun, „for han er meget for god til at rages ind i
noget. Nu ved I det.“ Hun sank ned paa en Stol ved Pelle og sad og saa
paa ham, mens hun strøg sig over det fede Ansigt. „Som du er blevet stor
og stadselig af Vækst, men Klæderne er det kun smaat med! overfodret ser
du heller ikke ud til at blive! — Jeg husker dig jo endnu fra dengang du
og din Far kom her til Landet, en liden Pog var du — og Lasse havde
Salmebogen med til mig fra min Mor!“ Hun gik pludselig i Staa og blev
tyk under Øjnene.
En af Søfolkene hviskede noget til de andre, der gav sig til at le.
„Lad vær med at le I Svin!“ raabte hun arrigt og gik over mod dem. „Ham
her skal I ikke sylte til, han kommer som en Mindelse fra de Dage, da
jeg var et ordenligt Menneske jeg ogsaa. Hans Far er den eneste levende,
der kan bevidne, at jeg engang var en køn og uskyldig ung Pige som man
handlede ilde med. Han har holdt mig paa sit Skød, da jeg var lille, og
sunget Barnesange for mig.“ Hun saa udfordrende paa dem, hendes røde
Ansigt skælvede.
„Dengang vejede du vel ikke saa meget som nu?“ sagde én og greb om
hende.
„Ikke drille den lille,“ udbrød en anden — „ser du da ikke, at hun
græder? Tag hende hellere paa Skødet og syng en Vuggesang for hende. Saa
tror hun det er Lasse-Basse!“
Hun greb rasende en Flaske. „Ti dog stille med jer Spot,“ skreg hun —
„eller I faar denne i Hovedet!“ Hendes fede Træk flød helt sammen i
Opløsthed.
De lod hende i Fred, og hun sad og snøftede med Hænderne for Ansigtet.
„Lever din Far endnu?“ spurgte hun. „Saa hils ham fra mig — hils ham
bare fra _Soen_ du, du maa godt sige _Soen_! — og sig, at han er den
eneste paa Jorden, jeg har noget at takke for. Han tænkte godt om mig,
og bragte mig Dødsbudskabet fra Mor.“
Pelle sad og lyttede anstrængt til hendes Graadtale, med et tomt Smil.
Tarmene sved i ham af Tomhed, og Øllet gik ham til Hovedet. Han huskede
alle Enkeltheder fra den Dag paa Stengaarden, han første Gang saa dette
Menneske og Far Lasse drog hendes Barndomshjem frem for hende. Men han
forbandt ikke noget med det. Det var længe siden — og — „mon hun ikke
giver mig noget Mad?“ tænkte han og lyttede tomt til hendes Snøften.
Søfolkene sad og gloede anstrængt paa hende, der var højtidelig Tavshed
over deres taagede Ansigter, de lignede fulde Folk om en Grav. „Saa lad
det nu være nok med den Spulen Dæk — og lad os faa noget at drikke,“
sagde langt om længe en gammel Fyr. „En anden har jo ogsaa haft sine
Besøg af disse Barndomsuskyldigheder, og jeg siger: al Ære at de vil
kigge ind om Døren til et gammelt Djævelskab! Men lad Vandet blive
udenbords siger jeg! Jo mere man skrubber paa en gammel Skude, des flere
Skavanker kommer der frem! — Og lad os saa faa en Omgang og Kortene,
Madam.“
Hun rejste sig og skænkede for dem. Sindsbevægelsen havde lagt sig, men
hun var tung i Benene endnu.
„Det var ret — og saa maa vi have en Forestilling i Dag det er Søndag.
Op med Kunsten Madam!“
„Det koster en Krone ved I nok,“ svarede hun leende.
De skillingede sammen, og hun gik om bag Disken og klædte sig af. Hun
kom frem igen i bar Særk og med et tændt Lys i Haanden. Pelle saa sløvt,
hvorledes hendes fede Krop bævrede under det sorte Linned, og hørte
Søfolkenes hæse Raab og Latter; inde i hans venstre Øre kogte en endeløs
Lyd, og under den slog Blodet sine Stempelslag. Det var som Larm fra en
anden Verden fyldte hans Hoved og tog selve Ligevægten fra ham, han
maatte holde sig ved Bordet for ikke at falde om. Fjærnt og uvedkommende
saa han _Soen_ kravle op paa en Stol og stramme Særken bagover. En
Sømand holdt Lyset hen til hendes Ryg, og hun viste dem, hvorledes Vinde
kunde brænde med en blaalig Flamme.
Pelle luskede ud under de andres Optagethed. Han var ør af Sult og
Raahed og døvet Skamfølelse, drev af Sted paa maa og faa, og vidste
hverken ud eller ind. Han havde kun én Følelse, den af alle Tings
Ligegyldighed. Enten det gik saadan eller saadan, enten han levede
videre i slidsom Hæderlighed, eller sølede sig i Drik, eller omkom —
ligegyldigt var det! Hvad Vægt laa der paa det, ingen bekymrede sig
derom, heller ikke han selv. Ikke en Sjæl vilde fælde en Taare, om han
gik i Hundene — jo Lasse, gamle Lassefar! Men tage hjem nu og vise sin
Elendighed, saa meningsløst meget de havde ventet sig af ham — det kunde
han ikke. Hans sidste Rest af Skamfølelse rejste sig her. Og arbejde —
hvorfor? Drømmen var død, og han stod med den dumpe Følelse af Bundens
Nærhed, der er saa skæbnesvanger for dem dernede. Aar efter Aar havde
han holdt sig flydende ved en aldrig glippende Anspændelse, og med denne
vanvittige Forestilling om at det gik opad. Nu fandt han sig lige nær
ved Bunden af Tilværelsen — og var træt. Hvorfor ikke lade sig synke det
lille Stykke ogsaa, og lade sig drive for Skæbnen? Der var sød Hvile i
det efter saa vanvittig en Kamp med Overmagten.
Han vaktes lidt ved at høre Salmesang. Han var kommet ind i en Smøge, og
lige for ham laa et stort bredt Hus med Gavlen til og Kors paa
Gavlspidsen. Hundrede Stemmer havde i Tidens Løb søgt at lokke ham
herhen, men han havde ikke haft Brug for det i sin Kækhed — hvad var vel
her at finde for en kæk Dreng? Og nu var han havnet her udenfor
alligevel! Han trængte til en Smule Omsorg, og følte det som en Haand
havde ført ham.
Salen var fuld af fattige Familier. De sad saa underlig skubbet ind paa
Bænkene, hver Familie for sig; Mændene sov for det meste, Konerne havde
travlt med at faa de smaa til at være stille og sidde pænt med Benene
stikkende lige ud. Det var Folk, som var komne for at faa lidt gratis
Lys og Varme ind i deres triste Tilværelse; Søndagen i det mindste
syntes de de kunde kræve noget af. De mest forkomne af Byens Fattige var
det, og de tyede til her, hvor de ikke blev dømte men fik Løfte om
Tusendaarsriget. Pelle kendte dem alle, baade dem han havde set før, og
de andre med det samme druknede Udtryk. Han fandt sig straks hyggeligt
hjemme blandt alle disse forpjuskede Smaafugle, der paa den stærke Vind
havde ladet sig bære ud over Havet og nu kom drivende i Land paa
Bølgerne.
En stor Mand med Fuldskæg og et Par gode Barneøjne rejste sig mellem
Bænkene og foreslog en Sang — det var Smed Dam. Han sang for og stod og
huggede sammen i Knærne til Takten; og alle sang de skælvende med, hver
med sin egen Lyd af hvad der var gaaet hen over dem. Tonerne tvang sig
forpint frem over de tørre hærgede Struber, de fødtes ynkeligt af
Gravrust og Sprukkenhed og Skratten og krøb sammen, forskrækkede over at
være kommet til Lyset. Nølende rullede de et Par spæde Florvinger ud og
svang sig fra de rystende Læber ud i Rummet. Og under Loftet mødtes de
med hundrede Søskende og strøg Forkommenheden af sig. De blev til en
Jubel, stor og dejlig, over noget ukendt rigt, Lykkeland som var nær.
For Pelle var det, som Luften var fuld af solbeskinnede Sommerfugle —:
„Saligt, saligt skal det Møde bli’,
naar vor Sjæl fra Sorg og Savn er fri,
og vi med Jesus samles udi
Himlen vort rette Hjem.“
„Mor jeg er sulten,“ sagde en Barnestemme, idet Sangen tav. Moderen, en
udtæret Kvinde, tyssede krænket paa Barnet og saa sig forundret om —
hvad var nu det for urimelige Paafund. „Du har jo lige spist,“ sagde
hun, højere end hun behøvede. Men Barnet græd løs: „Mor jeg er sulten.“
Saa kom Bager Jørgens Søren frem og gav den lille en Bolle, han havde en
hel Kurv med Bagværk. „Er der flere smaa, der er sultne?“ spurgte han
højt. Han saa alle frit i Øjnene og var en hel anden end hjemme. Her lo
heller ingen ad ham, fordi han sagdes at være Broder til sin egen Søn.
En gammel hvidskægget Mand steg op paa Talerstolen bag i Salen. „Det er
ham selv,“ hviskede de rundt om og fik travlt med at hoste færdig og faa
de smaa til at tygge af Munden. Han tog det lille Barns Graad til
Udgangspunkt: Mor jeg er sulten! Det var Verdens Røst, det store
forfærdelige Raab — lagt i en Barnemund. Han saa ikke én, som ikke havde
krummet sig under det Raab fra sine nærmeste, og i Angst for at høre det
igen vilde sikre sig Brødet for hele Livet — og blev slaaet tilbage. De
saa blot ikke Guds Haand, naar han kærligt skabte den nøgne Sult om til
en Hunger efter Lykken. De var jo Fattigdommen, og de Fattige var Guds
udvalgte Folk! Derfor maatte de vandre i Ørkenen og spørge blindt, —
hvor er Landet? Men den Lysning de trofast blev ved at følge, var ikke
den jordiske Lykke! Det var Gud selv, der førte dem rundt og rundt, til
deres Sult var lutret til den rigtige Hunger — Sjælens Hunger efter den
evige Lykke.
De forstod ikke stort af hvad han sagde; men hans Ord befriede noget i
dem, saa de faldt i livlig Snak om smaa dagligdags Ting. Men pludselig
stansede den hede Summen, en lille pukkelrygget Mand var kravlet op paa
en Bænk og saa ud over dem med lysende Øjne. Det var Sort,
Vandreskomageren ude fra Byvangen.
„Vi vil være glade,“ sagde han og satte et pudsigt Ansigt op. „Guds Børn
er altid glade, hvad ondt de saa slaas med, og dem kan ingen Fortræd
ramme — Gud er Glæde!“ Han gav sig til at le, løssluppent som et Barn;
og alle lo de med, den ene smittede den anden. De kunde ikke beherske
sig, det var som en uhyre Fornøjelse var gaaet hen over det hele.
Smaabørnene saa paa de Voksne og lo, saa det kogte af Slim og Hoste i
deres smaa Struber. „Han er en rigtig Klown,“ sagde Mændene til deres
Koner med Ansigtet i ét Smil — „men der sidder et godt Hjærtelag i ham.“
Paa Bænken ved Siden af Pelle sad en stille Familie, Mand og Kone og tre
Børn, der hev velopdragent op i deres hudløse Smaanæser. Forældrene var
smaa Folk, og der var i dem et Træk indad, som søgte de bestandig at
gøre sig endnu mindre. Pelle kendte lidt til dem og kom i Snak; Manden
var Lerarbejder, de boede i en af de usle Rønner ude ved _Kraftens_.
„Ja det er saa sandt — det med Lykken,“ sagde Konen. „Engang drømte vi
jo ogsaa om at komme lidt fremad, saa vi havde Udkommet inden for det
visse; vi fik lidt Penge skrabet sammen ved Laan og indrettede en Smule
Butik, som jeg passede mens Far gik paa Arbejde. Men det vilde ikke gaa,
ingen støttede os; vi fik daarligere Varer fordi vi var fattige, og hvem
bryder sig heller om at handle hos Smaafolk. Vi gik fra det med Gæld,
som vi maa blive ved med at betale af paa — 50 Øre hver Uge! Og det kan
vi blive ved med saa længe vi lever, for der løber jo stadig Renter paa.
Men ærlige Folk er vi da gudskelov!“ sluttede hun. Manden tog ingen Del
i Samtalen.
Hendes sidste Bemærkning var maaske fremkaldt af en Mand, der traadte
stille ind og kneb sig ind paa en Bænk i Baggrunden; for han var ingen
ærlig Mand, han havde faaet Vand og Brød for Tyveri. Det var jo
Tyve-Jakob, ham der for en halv Snes Aar siden trykkede Ruden ind til
Mester Jeppes pæne Stue og stjal et Par Laksko til sin Kone. Han havde
hørt om en fin Mand, der forærede sin Kærest saadan et Par; og saa vilde
han prøve, hvordan det var at give en pæn Gave engang, en Gave der var
som to Ugers Fortjeneste — forklarede han for Retten. „Torsk,“ sagde
Jeppe ogsaa altid, naar han dvælede ved det — „der faar saadan en sølle
Lus pludselig Storhedsvanvid og vil give runde Gaver! Naar det saa endda
havde været til Kæresten — men til Konen! Men han fik sin Straf fuldt ud
— Andrés til Trods.“
Ja Straffen havde han faaet godt nok, ikke engang her vilde nogen sidde
ved Siden af ham! Pelle saa paa ham og undredes over, at han selv var
sluppet saa nogenlunde over sit. Det sad blot i Øjnene paa Folk, naar de
talte til ham. Men nu gik Smed Dam ned og satte sig ved Siden af
Tyve-Jakob, de sad og hviskede med hinanden i Haanden.
Og derovre sad en og nikkede nok saa mildt mod Pelle — det var hende med
Danseskoene. Den unge Mand havde forladt hende igen, og nu var hun
havnet her — hendes Dans var forbi. Men hun var taknemmelig mod Pelle,
Synet af ham havde sat søde Minder op i hende; det saas paa Stemningen
over Mund og Øjne.
Pelle selv sad og blev blødere til Mode her, der smæltede noget inden i
ham; en stille forhutlet Lykkefølelse listede sig ind over ham. Dér var
jo ogsaa et Menneske, som mente hun stod i Gæld til ham, skønt alt var
gaaet i Stykker for hende.
Da Forsamlingen skiltes ved Halvtitiden, stod hun udenfor i Snak med en
Kone. Hun kom hen og gav Pelle Haanden. „Skal vi følges et Stykke
nedad?“ foreslog hun. Hun vidste nok om hans Tilstand, han læste Medynk
i hendes Blik. „Gaa med hjem,“ sagde hun, da deres Veje delte sig. „Jeg
har et Stykke Medisterpølse som _skal_ spises — og vi er jo ensomme
begge to.“
Han fulgte nølende med, lidt fjendsk over for dette ny og fremmede, men
da han først sad i hendes lille Stue, følte han sig helt vel tilpas der.
Sengen stod pæn og hvid ved Væggen, og selv gik hun og stegte Pølsen i
Kakkeloven, mens hun snakkede løs af et uforknyt Hjærte. „Hende gaar det
nok ikke let i Stykker for,“ tænkte Pelle og saa sig helt glad paa
hendes Skikkelse.
De havde et fornøjeligt Maaltid, og Pelle vilde tage om hende i sin
Taknemmelighed, men hun skød hans Hænder bort. „Spar dig det,“ sagde hun
leende — „jeg er en halvgammel Enke, og du er ikke for andet end et Barn
at regne. Vil du gøre mig en Glæde, saa se at find dig selv! det er Synd
som du gaar og flyder, saa ung og net du er! Og nu maa du gærne gaa
hjem, for jeg skal tidlig op og paa Arbejde i Morgen.“ — — —
Pelle besøgte hende næsten hver Aften. Hun var slem til at pirre ved
hans Sløvhed, men var til Gengæld styrkende i sin ligevægtige jævne
Maade at tage alting paa. Hun skaffede ham en og anden Reparation, og
var altid glad for at dele sit fattige Maaltid Mad med ham. „En som jeg
trænger til at have et Mandfolk for Bordenden engang imellem,“ sagde
hun. „Men Fingrene skal du beholde hos dig selv — du skylder mig ikke
noget.“
Hun kritiserede ogsaa hans Tøj: „Det falder snart af Kroppen paa dig,
hvorfor tager du ikke noget andet paa og lader mig gaa det der efter?“
„Jeg har ikke andet end det samme,“ sagde Pelle og skammede sig engang
igen.
Lørdag Aften maatte han af Tøjet og krybe i hendes Seng helt nøgen — der
hjalp ingen Snak. Hun tog Skjorte og det hele og kom det i en Balje
Vand, den halve Nat gik med at gaa det igennem. Pelle laa i Sengen med
Dynen helt op til Hagen og saa paa hende; han var underlig til Mode. Hun
hængte det hele til Tørre paa Kakkelovnen, og redte saa til sig paa
nogle Stole. Da han vaagnede midt op paa Formiddagen, sad hun ved
Vinduet og bødede paa hans Tøj.
„Hvordan har du ligget i Nat?“ spurgte Pelle lidt bekymret.
„Udmærket. Ved du hvad jeg har tænkt paa nu til Morgen: Du skulde sige
dit Værelse op og blive her, til du faar Rede paa dig selv — engang maa
du vel faa udhvilet!“ hun lo drillende. „Det er en unyttig Udgift med
det Værelse, og som du ser her er god Plads til to.“
Men det vilde Pelle ikke, lade sig underholde af en Kvinde skulde han
alligevel ikke have noget af. „Saa tror Folk jo, der er noget imellem os
— og faar ondt,“ sagde han.
„Lad dem saa det,“ svarede hun med sin frejdige Latter. „Naar jeg har
mit i Orden, er jeg ligeglad med de andre.“
Mens hun snakkede løs, arbejdede hun flittigt med hans Undertøj og hev
Stykke paa Stykke hen i Hovedet paa ham. Saa pressede hun hans Klæder.
„Nu er du jo helt pæn,“ sagde hun, da han var kommet i Tøjet, og
betragtede ham varmt. „Du er lige som du var blevet et nyt Menneske. Jeg
kunde godt lide at gaa ned ad Gaden med dig om Armen, hvis jeg havde
været 10-15 Aar yngre. Men et Kys maa du lade mig faa — jeg har jo gaaet
dig efter som kunde du været mit Barn.“ Hun kyssede ham hastigt og
vendte sig mod Kakkelovnen.
„Og nu ved jeg ikke bedre Raad, end at vi maa spise kold Middagsmad, og
saa gaa hver sine Veje,“ sagde hun bortvendt. „Alt mit Brændsel er gaaet
med i Nat til at faa Tøjet tørt, og her kan vi ikke være i Kulden. Jeg
tænker jeg finder en eller anden at besøge, saa gaar denne Dag nok. Du
finder vel ogsaa nok et Sted at være.“
„Det er saamænd lige meget hvor jeg er,“ sagde Pelle ligegyldigt.
Hun saa paa ham med et ejendommeligt Smil. „Mon du vil blive ved at gaa
og sløse saadan,“ sagde hun. „I Mandfolk er nogle underlige Dævle, bare
noget gaar jer lidt paa tværs, saa skal I straks drikke jer fulde, eller
sylte jer til paa anden Vis — I er ikke stort bedre end Pattebørn! En
anden maa arbejde ligefuldt, enten det er gaaet saadan eller saadan for
én!“
Hun stod med Overtøjet paa og nølede. „Her har du en 25-Øre,“ sagde hun
— „det er altid til en Kop Kaffe at varme dig paa.“
Pelle vilde ikke tage imod den. „Hvad skal jeg med dine Penge?“ mumlede
han. „Behold dem selv!“
„Aa tag dem nu! Jeg ved nok at det er saa lidt at byde paa, men jeg har
ikke flere. Og vi to skulde vel ikke have Behov at skamme os for
hinanden.“ Hun stak Pengestykket ned i hans Jakkelomme og skyndte sig af
Sted.
Pelle drev ud i Skovene. Han havde ingen Lyst til at gaa hjem og tage en
ørkesløs Tørn med Strøm. Han drev af Sted paa de øde Stier, og følte et
svagt Velvære ved at mærke hvorledes Foraaret brød paa. Inde under de
gamle mosgraa Graner laa Sneen endnu, men nede i Grannaalene stak
allerede Svampene Hovedet frem, og Jorden var at træde paa som løftet
Dejg.
Han greb sig i at gaa og smaasysle med sit eget og vækkedes pludselig af
sin Halvdrøm. Et eller andet havde foresvævet ham som ganske hyggeligt —
jo det var det at flytte hen til hende alligevel, og indrette sig lige
som Jens. Han kunde faa sig lidt Læster og sidde hjemme og arbejde — der
lod sig altid slæbe videre paa det til bedre Tider. Hun tjente jo ogsaa
noget og havde et gavmildt Sind.
Men nu han fik fat om det med sin Tanke, blev det hele beskt for ham.
Han havde snyltet nok paa hendes Fattigdom og gode Sind, hendes sidste
Pind havde han taget, saa hun nu maatte gaa og gøre sig ydmyg for lidt
Varme og Aftensmad. Dette blev ved at græmme ham, da han først havde
faaet Øje paa det. Det fulgte ham hjem og i Seng; og bag al hendes
Godhed mærkede han hendes Foragt, fordi han ikke mødte Elendigheden med
Arbejde som et ordenligt Menneske.
Næste Morgen var han tidlig oppe og meldte sig til Arbejde nede paa
Havnen. Han indsaa ikke Nødvendigheden af det i og for sig — men vilde
ikke skylde et Kvindfolk noget. Paa Lørdag skulde hun faa sine udlagte
Skillinger igen.