Tidt nok maatte Pelle angre, at han var tinget i Lære paa fem Aar. Han
havde i sin Læretid set et Hundrede Drenge eller to rykke op i Svendenes
Række og straks blive sat paa Gaden, mens nye Drenge fra Landet og
Købstaden fyldte Tallet ud. Der stod de saa og skulde begynde paa egen
Haand, i de fleste Tilfælde havde de ikke lært noget ordenligt, men blot
siddet og slidt Føden sammen til Mester; nu skulde de pludselig til at
staa til Ansvar for Faget selv. Emil var gaaet i Hundene, Peter var
Landpost og tjente en Krones Penge om Dagen paa at gaa fem Mil. Naar han
kom hjem, kunde han sætte sig hen med Syl og Risp og tjene Resten af
Føden om Natten. Mange gik helt fra Faget, de havde arbejdet deres
bedste Ungdom hen til ingen Nytte.
Det var ikke gaaet Jens bedre end de fleste; han sad og hutlede som
Smaamester, de ligefrem sultede. Pigebarnet havde lige aborteret, og de
ejede ikke Mad i Huset. Naar Pelle kom derud, sad de gærne og stirrede
rødøjet paa hinanden; over deres forskræmte Hoveder hang Politiet som en
Trusel fordi de ikke var gift. „Bare jeg forstod mig paa Jordvæsen,“
sagde Jens, „saa vilde jeg tage ud paa Landet og tjene Bonden.“
Med al sin Sorgløshed kunde Pelle ikke undgaa at se sin egen Skæbne i
alle de andres; det var kun hans Hengivenhed for Mester Andrés, der
havde hindret ham i at stikke af og søge over i noget andet.
Nu opløste det hele sig pludselig af sig selv, Gamle Jeppe solgte
Forretningen med Drenge og det hele. — Men Pelle vilde ikke lade sig
sælge; nu var Lejligheden der, nu agtede han med et rask Tag at slutte
af for det Afsnit.
„Du gaar ikke,“ sagde Jeppe truende — „du har et Aar igen af Læretiden!
Jeg melder dig til Øvrigheden — det har du jo før prøvet hvad vil sige.“
Men Pelle gik, saa kunde de rende til Øvrighed saa meget de vilde.
Glad og let i Sindet lejede han sig et Kvistværelse nede paa Havnebakken
og flyttede sine Stumper derned. Det var som at rette sig ud efter
aarelang Trældom, ingen havde han over sig, ikke en Byrde, ingen
Forpligtelse. Han havde kæmpet aarelangt mod en bestandig Nedgang, det
havde ikke just styrket hans Ungdomsmod Dag ud Dag ind at stemme sine
Kræfter forgæves imod for at hindre Tilbagegangen paa Værkstedet; han
kunde kun hæmme Farten lidt og forresten glide med. En god Slump
Resignation og lidt for megen Taalmodighed i Forhold til de atten Aar,
det var hans øjeblikkelige Udbytte af Turen ned ad Bakke.
Nu laa det hele ved Bakkens Fod, og han kunde træde til Side og rette
lidt paa sig, med Samvittigheden i Orden og en lidt forhutlet Glæde over
Friheden i Overskud. Penge til at rejse havde han ikke, og Klæderne var
i en slem Forfatning; men foreløbig angik det ikke ham. Han trak blot
Vejret og saa Tiden an. Mesters Død havde efterladt saa megen Tomhed i
ham. Han savnede det sjælfulde Blik, der havde faaet ham til at føle sig
som stod han i en Idés Tjeneste; Omverdenen var blevet saa underlig
gudsforladt, nu det ikke længer hvilede halv klart og halv uudgrundeligt
paa ham. Og denne Stemme der altid gik ham til Hjærtet, baade naar den
var vred og overvættes mild eller kaad! — hvor den havde lydt, mødte
hans Øre nu Ensomheden.
Han gjorde ikke noget for at tage sig op men gik og drev. En og anden
Mester havde Fingrene ude efter ham, de vidste han var en flink og
paalidelig Arbejder, og vilde gærne have ham som Forbundter for 1 Krone
om Ugen og Kosten. Men Pelle vilde ikke, han følte at dér var Fremtiden
ikke. Ud over det vidste han ingenting men ventede blot, underlig dumpt,
paa at noget skulde ske — et eller andet. Han var slaaet ud af sin faste
Tilværelse og havde ikke selv nogen Trang til at gribe ind. Fra sit
Vindu kunde han se ned i Havnen, det store Foretagende var i fuld Gang
igen efter den strænge Vinter. Der steg en Summen fra Arbejdet op til
ham, de huggede, borede og sprængte, Tipvognene vandrede op over
Skinnerne i lange Rækker, kastede deres Indhold af ude i Havstokken og
kom tilbage. Hans Lemmer higede efter strængt Arbejde med Hakke og
Skovl, men Tanken søgte ikke den Vej ud alligevel.
Naar han kom paa Gaden, vendte de stræbsomme Borgerfolk Hovedet efter
ham og vekslede Bemærkninger, højt nok til at han kunde opfange det.
„Der gaar Mester Jeppes Dreng og flyder,“ sagde de til hinanden — „ung
og stærk er han, men han gider nok ingenting. Han bliver nok en hel Sut
skal vi se!“ — „Ja var det ikke ogsaa ham der fik Ris paa Raadstuen for
sin raa Opførsel? Hvor er der saa andet at vente?“
Saa holdt Pelle sig hjemme. Han fik et og andet Stykke Arbejde af
Kammerater og Fattigfolk han kendte, kludrede sig igennem med det uden
Redskaber, og gik ud til Jens naar det ikke kunde lade sig gøre. Jens
havde lidt Læster og Kulisser. For Resten sad han og frøs ved Vinduet og
stirrede ud over Havnen og Søen. Han saa Skibene takle til og stikke i
Søen, og for hvert Skib der gled ud af Havnen og forsvandt i Horisonten,
var det som en sidste Mulighed gled fra ham; han følte det saadan, men
det rørte ham ikke. Han trak sig helt tilbage fra Morten, og gik ikke
mere ud blandt andre Mennesker; han skammede sig over at gaa løs og
ledig mens alle andre arbejdede.
Maden havde han indrettet sig praktisk med, levede af Mælk og Brød og
brugte kun nogle faa Øre om Dagen. Han kunde lige holde sig den værste
Sult fra Halsen, Brændsel blev der ikke noget til. Naar han sad og hang
nød han med en vis Skamfuldhed sin Hvile, ellers rørte der sig ikke
stort i ham.
Solskinsmorgener stod han tidlig op og listede ud af Byen. Hele Dagen
luskede han om i de store Naaleskove, eller laa paa Strandbakkerne og
lod Havets Mumlen gaa ind i sin Halvdøs. Han aad som en Hund hvad han
stødte paa af spiseligt, uden at tænke over hvad det bestod af. Solens
Glitren paa Vandet og de stærke Dufte fra Naaletrærne og Foraarets
begyndende Raaddboblen gjorde ham ør og fyldte hans Hjærne med halvvilde
Forestillinger. Dyrene skræmmedes ikke af ham, men stansede blot et
Øjeblik og tog Lugt ind; saa levede de sorgløst videre og udrullede
deres daglige Liv for hans Øjne. Det forstyrrede ham ikke i hans
Halvdøs, men naar menneskelige Væsner nærmede sig, luskede han af Vejen
og gemte sig med en fjendtlig næsten hadsk Fornemmelse. Han følte et
Slags Velvære herude, ofte fornam han en Tilskyndelse til at opgive sin
Bolig derinde og krybe ind under en eller anden Gran for Natten.
Han vendte først hjem naar Mørket skjulte ham, smed sig saa paa Sengen
med Klæderne paa og laa og faldt hen. Han hørte fjærnt sin Nabo Dykkeren
Strøm komme op over Loftet med vaklende Skridt, og give sig til at rode
med Madsagerne. Madosen, der blandet med Sovelugt og Tobaksrøg altid
trængte ind gennem den tynde Bræddevæg og hang kvalmende fed over hans
Pande, blev stærkere nu; hans Tænder løb i Vand. Han lukkede Øjnene og
tvang sig ud i andre Forestillinger for at døve Sulten. Saa lød de
kendte lette Skridt i Loftstrappen og nogen bankede paa Døren — det var
Morten. „Er du hjemme Pelle?“ spurgte han. Men Pelle rørte sig ikke.
Pelle kunde høre, hvorledes Strøm bed af Maden i brede Hug og tyggede
smaskende. Og ind i Tygningen løb pludselig en underlig Lyd, en kvalt
Brølen, der afbrødes hvergang han tog sig en Mundfuld; det lød som naar
et Barn æder og skraaler paa engang. Dette at et andet Menneske græd,
smæltede noget i Pelle og gav ham lidt levende Følelse; han rejste sig
paa Albuen og lyttede. Mens Frysning paa Frysning listede sig op over
hans Ryg, laa han og hørte, hvorledes Strøm sloges med det forfærdelige.
Der sagdes, at Strøm var her paa Grund af noget han i sin Ungdom havde
begaaet hjemme; og Pelle glemte sit eget og lyttede stiv af Rædsel til
denne Kamp med de onde Magter, der begyndte med, at Strøm taalmodigt,
med tyk graadblandet Tale førte Biblens Ord imod de vrimlende
Smaadjævle. „Kanske det kan faa jer til at tage Halen mellem Benene?“
udbrød han naar han havde læst et Stykke. Der var en egen Brede over
hans Stemme, en Trang til Fredsommelighed. — „Ja saa!“ udbrød han lidt
efter — „I vil have mer, I Satans Hallunker? Hvad siger I til dette da?
— Jeg Herren din Gud, Abrahams, Isaks og Jakobs Gud —“ Strøm jog Ordene
ud, det brød ondt under hans Stemme. Og pludselig tabte han
Taalmodigheden, han hev Bogen og tørnede ud over Gulvet. „Saa skal da
den Lede annamme jer!“ skreg han og slog om sig med Sagerne derinde.
Pelle laa og faldt i Sved ved den besættende Kamp; det var med en
befriende Følelse han hørte Strøm slaa Vinduet op og hive Djævlene ned
over Tagene. Dykkeren udførte den sidste Del af Kampen med et vist
Humør, han gik og lokkede smigrende ind i Krogene: „Ak din lille
Smaadjævel, sikken blød Pels du har — Strøm faar have Lov at klappe dig
lidt! — Ah saa, det havde du nok ikke ventet, var vi dig for kloge hva’?
— Skal du bide din Djævleunge! — Dér, bræk nu ikke Øjenbrynene!“ Strøm
slog Vinduet i med en inderlig Klukken.
Han gik lidt og gottede sig. „Strøm er vel Mand for at rydde Bulen
selv,“ sagde han tilfreds.
Pelle hørte ham gaa i Seng og sank selv hen. Men om Natten vaagnede han
ved, at Strøm laa og huggede Hovedet taktfast mod Bræddevæggen og
grædende sang: Ved Babylons Floder! —
Midt i Sangen tav Stenhuggeren og stod op, Pelle hørte ham famle omkring
og gaa ud paa Loftet. Rædselsslagen sprang han ud af Sengen og tændte
Lys. Derude stod Strøm og var i Færd med at lægge en Løkke over Bjælken.
„Hvad vil du?“ sagde han ondt — „kan jeg nu ikke være i Fred for dig
heller?“
„Hvorfor vil du lægge Haand paa dig?“ spurgte Pelle trist.
„Der sidder en Kvinde og et lille Barn og græder mig i Øret altid — jeg
kan ikke holde det ud!“ svarede Strøm og knyttede videre paa Rebet.
„Tænk saa paa det lille Barn da,“ sagde Pelle fast og rev Rebet ned. Saa
lod Strøm sig viljeløst lede ind og krøb i Seng. Men Pelle maatte blive
inde hos ham, han turde ikke slukke Lyset og ligge ene i Mørket.
„Er det Djævlene?“ spurgte Pelle.
„Hvad for Djævle?“ Strøm kendte ikke noget til nogle Djævle. „Nej det er
Naget du,“ svarede han, — „Barnet og dets Moder anklager mig bestandig
for min Troløshed.“
Men i næste Øjeblik kunde han springe ud af Sengen, og staa og fløjte
ind under den som lokkede han ad en Hund. I et rask Greb havde han noget
i Nakken, lukkede Vinduet op, og hev det ud. „Saa det var det,“ sagde
han befriet. „Nu er der ikke fler af den Djævleyngel!“ Han langede efter
Brændevinsflasken.
„Lad den staa,“ sagde Pelle og tog Flasken fra ham; han fik Vilje op i
sig ved den andens Elendighed.
Strøm krøb i Seng igen, han laa og kastede sig og klaprede Tænder. „Hvis
jeg bare maatte faa én Mundfuld,“ sagde han bedende. „Hvad kan det gøre
du — naar det nu er det eneste som hjælper? Hvorfor skal man gaa og pine
sig selv og spille Peter Anstændig, naar man kan faa Fred i Sjælen for
saa godt Køb? Giv mig en Slurk du.“
Saa rakte Pelle ham Flasken.
„Du skulde selv tage dig en, det opper! Tror du ikke jeg kan se, at du
er forlist du ogsaa? Fattigmand har saa let ved at gaa paa Grund, der er
saa lidt Vand under Kølen. Og hvem tror du der hjælper ham flot, naar
han kaster Vrag paa den eneste Godven? Tag dig en Slurk du, det sætter
Djævlen op i én og frisker op paa Tilværelsen.“
Nej Pelle vilde i Seng.
„Hvorfor skal du nu gaa? Bliv her du, vi har det saa hyggeligt. Hvis du
kunde fortælle noget, som kunde jage den forbandede Lyd ud af Øret paa
mig for en Stund blot! Der er en ung Kvinde og et lidet Barn som tuder
mig Ørerne fulde bestandig.“
Pelle blev og prøvede at adsprede Dykkeren. Han greb ind i sin egen
tomme Sjæl, og vidste ikke hvad han skulde finde paa, saa fortalte han
om Far Lasse og deres Liv paa Stengaarden — løst og fast mellem
hinanden, hvor han tilfældig fik fat. Men Minderne satte sig op i ham
selv ved Fortællingen, og stirrede saa sørgeligt at de vakte hans
lammede Sjæleliv. Pludselig følte han Smærte over sig selv og gav sig
hjælpeløst hen.
„Hvad er nu det?“ sagde Strøm og lettede Hovedet — „skal du tage Turen
du ogsaa? Du har kanske Nederdrægtigheder at angre? — Eller hvad skader
dig?“
„Jeg ved det ikke.“
„Du ved det ikke? Det er akkurat som naar Fruentimmerne tuder — det
hører med til deres Morskab! Men Strøm er ingen Dødbider; han skulde nok
lade Glæden fuldkommes, om ikke der var et Par Barneøjne bebrejdende paa
ham altid — og en ung Kvindes Anklage! De to sidder hjemme i Smaaland og
vrider deres Hænder for det tørre Brød, og her gaar Forsørgeren og
lægger sin Fortjeneste paa Værtshusene; kanske er de døde ogsaa fordi
han forlod dem. Se det er riælt, der er ingen Barnesavl ved den Ting! —
Men en Snaps kan du ligegodt faa.“
Pelle hørte ikke, men sad og stirrede blindt hen. Med ét begyndte han at
sejle paa Stolen, han var daanefærdig af Sult. „Giv mig en Snaps da —
jeg har ikke smagt Mad i Dag!“ han smilede skamfuld over sin
Tilstaaelse.
— —
Saadanne Nætter havde Pelle flere, de dybede hans Verden ud i Retning af
Mørket. Naar han kom sent hjem og famlede sig frem over Loftet, gik han
i en hemmelig Gru for at tørne mod Strøms afsjælede Legeme; han aandede
først op, naar han hørte ham snorke eller regere derinde. Han saa gærne
ind om, inden han lagde sig.
Strøm var altid glad for ham og bød ham Mad, men Brændevin vilde han
ikke ud med. „Det er ikke noget for en ung en som dig,“ sagde han. „Du
kan tids nok faa Smag for det.“
„Du drikker jo selv,“ sagde Pelle paastaalig.
„Ja vist, jeg drikker for at døve Naget. Men det behøver du vel ikke.“
„Jeg er saa tom indvendig,“ sagde Pelle — „kanske Brændevinen kunde
sætte noget op i mig. Jeg er ligesom jeg ikke var noget Menneske men en
død Ting, et Bord for Eksempel.“
„Du maa tage dig en Beskæftigelse — ellers bliver du en Slusk! Jeg har
set saa mangen af vort Slags gaa i Hundene; vi har ikke saa meget at
staa imod med.“
„Jeg er ligeglad, hvad der bliver af mig!“ svarede Pelle sløvt. „Jeg
blæser i det hele.“