_Et Vendepunkt._
Tania og Andrey sad en Aften alene i Arbejdsværelset, det var allerede
sent, og hele Huset hvilede i den første, dybe Søvn. De havde sammen
været til et Møde, som var blevet holdt hos en af deres Medarbejdere,
og Aftenen havde været ualmindelig vellykket og interessant. Tania havde
forelæst en lille rørende Fortælling ud af det daglige Livs Hændelser og
Lidelser, og da hun selv var grebet af Temaet, havde hun talt usædvanlig
godt.
Andrey havde som sædvanlig ledsaget hende hjem; men da de begge var i en
lykkelig og oprømt Stemning, havde han taget imod hendes Tilbud at gaa
med op og drikke en Kop Te under Foregivende af, at det kunde gøre godt
efter al den megen Talen.
De havde haft et ualmindeligt fornøjeligt lille Aftensmaaltid og
passiarede nu let og utvungent sammen.
Andrey begyndte at tale om den lille Fortælling, hun havde læst. »Den
maa vi anbefale vore Venner!« sagde han. »Jeg véd ingen anden Historie,
der til den Grad egner sig til at bringe Bevægelse iblandt vore
Arbejdere. Vi maa ubetinget indlemme den i Ligaens faste Bibliotek!«
»Jeg skal tale til Helene derom, første Gang jeg træffer hende.«
»Men hvem véd, maaske var det Rytteren og ikke Hesten, der vandt
Prisen,« sagde Andrey smilende. »Jeg haaber da, at du, efter hvad du har
oplevet i Aften, ikke længer er i Tvivl om din Dygtighed, og om hvilken
glimrende Fremtid, der venter dig som Propagandist iblandt Arbejderne!«
»Aa ja, jeg tror selv, at jeg vil kunne udrette noget,« svarede Tania,
lykkelig som en ung Lærke, der prøver sine Vinger og gør sin første
større Flugt. »Men nu begynder jeg allerede at ængste mig for, at jeg
skal være bleven saa vant til at tale til den jævne Mand, at jeg helt
har mistet Evnen til at kunne henvende mig til Folk af vor egen Klasse.«
»Vilde det da være saadan en stor Ulykke?« spurgte Andrey godmodigt.
»Ja, selvfølgelig især nu!« udbrød Tania med ungdommelig Varme.
»Af hvad Grund?« Andrey følte et uvilkaarligt Ubehag.
»Fordi jeg netop nu skal til at prøve mine Kræfter paa det Felt,«
svarede hun, »og jeg meget nødig vilde gøre Fiasko blandt den Del af
mine Venner. Hørte du ikke, at Georg i Gaar sagde til mig, at vi skulde
af Sted til Moskva om en Uges Tid eller saa?«
Der lagde sig en kold Haand om Andreys Hjerte; den unge Pige havde jo
ikke sagt ham noget nyt, kun havde han i sin nuværende Lykke helt glemt
at tænke paa hendes forestaaende Udflugt til Moskva sammen med Georg.
Alligevel var det ikke saa meget hendes Ord, der saarede ham, som den
absolutte Ro, hvormed hun udtalte dem -- ikke en Sky gik over hendes
smukke, unge Ansigt. Saa let var det altsaa for hende at forlade deres
fælles Arbejde her.
»Længes du saa meget efter at komme til Moskva?« spurgte han bedrøvet.
Hun svarede ikke paa hans Spørgsmaal, men sad med lukkede Øjne og et
lyst Smil om Munden og gav kun et Par smaa, bekræftende Nik.
Andreys Læber blev hvide.
»Jeg forstaar saa godt, at du kan længes efter at komme til Moskva,«
sagde han med rolig, dæmpet Stemme, medens han indvendig kogte af
Raseri. »Det er kun et lidet opmuntrende og yderst trælsomt Arbejde evig
og altid, Gang efter Gang at gentage de samme Ord over for en Haandfuld
almindelige Arbejdere. Selvfølgelig er det langt interessantere at
glimre med sine Evner iblandt en Kreds af dannede Tilhørere, som
forstaar at værdsætte ens Talegaver og kan bringe ens Pris og Lov viden
omkring!«
Tania havde løftet sine Øjne og stirrede nu med aaben Mund i den yderste
Forbavselse paa ham. Hun vilde næppe tro sine egne Øren; hvad bragte ham
til at tale saaledes til hende?
»Antager du mig da virkelig for saa letsindig?« spurgte hun endelig med
skælvende Stemme og taarefyldte Øjne.
Dette Syn fyldte ham med sviende Selvbebrejdelse, og han var ved at
kaste sig paa Knæ for hende og bede hende om Tilgivelse; men det var,
som om en ond Aand havde faaet Magt over hans Hjerte og nu igen lagde
Gift og Galde i hans Ord.
»Hvor kan jeg andet end føle mig skuffet,« udbrød han med Heftighed,
»naar du selv indrømmer, at du længes efter at komme bort fra et
Arbejde, som hidtil har gjort dig Glæde, -- -- naar jeg ser, at Tanken
om at komme til at glimre mellem Spidsborgere og pyntede Marionetdukker
fylder dig med Glæde -- -- naar jeg ser -- -- --« han var ikke i Stand
til at fortsætte, men brød brat af, greb sin Hat og stormede uden et Ord
til Afsked ud af Døren.
Fra den Aften var alt forandret. Selvfølgelig udjævnede de allerede den
næste Dag deres Strid; men det gode, stille Venskabsforhold, der hidtil
havde bestaaet imellem dem, var rystet i dets Grundvold, og Andrey
troede ikke mere paa dets Genoprettelse. Han led ved at mærke, hvilken
uhyre Magt hun besad over ham, og kæmpede forgæves for at frigøre sig
for den. Denne Kamp hensatte ham i en vedvarende Ophidselse; han blev
lunefuld og pirrelig og søgte at finde Fejl hos hende ved enhver
Anledning.
Tania modtog hans første Bebrejdelser uden at forsøge at forsvare sig;
men da han vedblev at være uretfærdig og haard, begyndte hun at miste
sin tidligere Tro paa hans Venskab for hende, og begge saa med Angst,
hvorledes hver Dag bragte dem længere bort fra hinanden.
Tania led ikke mindre end Andrey. En Dag, da han uventet kom op til
hende, saa han, at hun havde grædt. Han sagde til sig selv, at han var
den elendigste Slyngel paa Jorden, og var lige ved at tilstaa hende alt,
men hun optog hans første Ord saa unaadigt, at dette Besøg endte i endnu
større Disharmoni end noget tidligere.
Han foresatte sig bestemt kun at se hende til de Tider, naar deres
fælles Arbejde førte dem sammen; men allerede næste Dag mødte han hos
hende længe før den fastsatte Tid for Mødet under Foregivende af at
maatte tale med hende om den forestaaende Diskussion.
Den Sag var afgjort i et Par Minutter, og for første Gang i sit Liv var
det ham umuligt at finde paa noget at tale med hende om. Saa blev han
ærgerlig paa sig selv, fordi han ikke havde overholdt sin Bestemmelse om
at undgaa hende, og var straks igen i daarligt Humør.
»Hvor længe siden er det, at du har set Lisa?« spurgte han endelig for
dog at sige noget.
Lisa var en Kusine af Tania og hørte til det fornemme Selskab i Moskva;
det var hos hende, den unge Pige skulde bo under sit Ophold der.
»Ikke siden forrige Vinter, da hun var her i St. Petersborg,« svarede
hun og syede ivrigt videre paa et Haandarbejde, hun holdt i Haanden.
Atter indtraadte der en lang og pinlig Pavse, som Tania søgte at afbryde
ved at begynde at tale om deres fælles Arbejde; men Andrey gav kun
korte, undvigende Svar. Hvad Interesse havde hun vel mere af dette
Arbejde?
Saa begyndte han pludselig med stigende Heftighed at tale om hendes
Rejse til Moskva.
Tania gjorde sig den største Umage for at være rolig og svarede stille
uden at se op fra sit Sytøj; om tre Dage skulde hun rejse, hun vilde saa
nødigt skilles fra ham i Uvenskab. Hendes Ro ophidsede ham dog kun
yderligere, idet han deri saa et nyt Bevis paa hendes fuldstændige
Ligegyldighed for ham, og, mere og mere ude af Stand til at beherske
sig, gav han sig til sidst til at kritisere og latterliggøre hendes
Venner i Moskva, ja, endog til at tale haanligt om hendes Planer og
Forhaabninger.
Dette var mere, end Tania kunde holde ud; hun rejste sig med et Sæt og
sagde med en af Vrede dirrende Stemme:
»Nej, Andrey, nu kan det være nok!«
Ogsaa han var sprunget op og stod og støttede sig med den ene Haand til
Bordet, hans Ansigt var blegt og havde et lidende, sørgmodigt Udtryk.
»Sig mig dog, Andrey,« begyndte hun, »hvorfor har du i den senere Tid
været saa forandret over for mig? Hvad har jeg gjort? Er der noget,
hvormed jeg har krænket dig, hvorfor siger du det saa ikke rent ud, som
du plejede at gøre? Og hvis du ikke kan, hvorfor skal vi saa pine
hinanden? Hvorfor ikke skilles som Venner og gaa hver sin Vej?«
Hendes Stemme var, efterhaanden som hun talte, bleven blød og sørgmodig.
»Ja, gid jeg kunde, Tania! Gud give, jeg aldrig havde truffet dig!«
sagde han med næppe hørlig Stemme og blev endnu en Skygge blegere.
»Men hvorfor? Hvad er -- --?«
Hun holdt pludselig inde som ramt af en Anelse.
»Er du da blind? Ser du da ikke?« -- raabte Andrey med hæs Stemme, --
»forstaar du ikke, at jeg elsker dig, Tania!«
Han saa op paa hende, og -- hvad var det for et Under, der pludselig fik
hele hans Legeme til at skælve i Følelsen af en overvættes Lykke? --
Havde han set rigtigt? Hendes Ansigt straalede, og med begge Hænder rakt
ud imod ham kom hun hen til ham, og -- han forstod alt. Med et
Glædesraab laa hun om hans Hals.
»Er det muligt? Tania, min elskede, min egen, holder du virkelig af
mig?« spurgte han med skælvende Stemme.
Hun klyngede sig kun tættere ind til ham.
»Du slemme Mand, hvorfor har du pint mig saadan?« hviskede hun smilende.
»Tilgiv mig, min elskede! Jeg pinte jo ogsaa mig selv. Men nu er alt
overstaaet!« udbrød han jublende. »Nu er vi lykkelige -- aa Gud, hvor vi
er lykkelige!« Og han trak hende hen til en Stol, knælede ned foran
hende og bedækkede hendes smaa, kolde Hænder og hendes søde, blussende
Ansigt med glødende Kys.
»Og jeg, som troede, at du var forelsket i Georg!« sagde han endelig.
»Georg er den bedste Mand -- meget bedre end du!« sagde hun og satte sin
lille Finger energisk paa hans Pande. »Men siden den Aften, da du første
Gang talte til mig hjemme i min Faders Hus -- har mit Hjerte tilhørt
dig. Og jeg er stadig kommen til at holde mere og mere af dig! -- Jeg
véd ikke selv hvorfor,« -- tilføjede hun smilende og saa paa ham med et
langt, ømt Blik.
Lyden af Entréklokken kaldte dem tilbage til Virkeligheden. Det var det
første Hold Arbejdere, der kom.
Andrey gik ud for at lukke op, og Tania bød dem velkommen og begyndte
sit Arbejde som sædvanligt. Hun saa endnu smukkere ud end ellers, et
eget forklaret Skær af en stor og højtidelig Lykke laa over hende.
Men Andrey fik ingen Ro paa sig, selv Tanias Nærværelse formaaede ikke
at dæmpe hans Hjertes heftige Slag, han havde ikke Sans for andet end
for sin egen nye, overvældende Lykke. Han tog Afsked og gik.
Udenfor var det en bidende Frost, og Vinterens hvide Liglagen dækkede
Huse, Træer og Gader; men Andrey ænsede ikke Kulden, i hans Bryst var
der Foraar og Solskin.
Det var ingen Drøm; det var sandt, hun elskede ham! Han følte endnu det
blide Tryk af hendes Arme om hans Hals, og hendes første søde Kys
brændte paa hans Læber. Hun var hans! Hendes straalende Skønhed, hendes
fine, harmoniske Sjæl, alt tilhørte ham! Uvilkaarlig vandrede hans
Tanker til Georg, og en egen Ømhed fyldte hans Hjerte. Hvor uvenlig
havde han egentlig ikke været imod ham, han maatte op til ham for at se
at faa alt udjævnet!
Han fandt Vennen hjemme, begravet i sine Bøger og Manuskripter. I samme
Øjeblik Georg saa Andreys Ansigt, forstod han, hvad der var hændet, og
inden den anden endnu forvirret og stammende havde faaet aflagt sin
Bekendelse, trykkede han hjerteligt hans Haand og ønskede ham til Lykke
-- ikke en Skygge af Misundelse var at opdage i hans lyse, blaa Øjne.
»Jeg har allerede for flere Maaneder siden vidst, at hun elskede dig,«
sagde han roligt som Svar paa Andreys spørgende Blik.
»Hvor kunde du vide det?«
»Paa den simpleste Maade af Verden -- hun fortalte mig det selv -- ved
en bestemt Anledning!« svarede Georg og syntes et Øjeblik optaget af
sine egne Tanker, men snart efter passiarede de atter fornøjet videre.
Da Andrey tog Afsked, sagde Georg halvt spøgende, halvt i Alvor:
»Jeg haaber ikke, at du bliver skinsyg, fordi jeg ledsager Tania til
Moskov?«
»Aa nej, slet saa dybt er jeg ikke falden!« svarede Andrey og lo.
Tania havde lovet Andrey at komme hurtigt tilbage, og hun holdt Ord.
Fjorten Dage senere var han paa Banen for at tage imod hende, og kort
derefter blev de gifte. Ingen Præst eller Øvrighedsperson var til Stede
ved den Anledning; de tilkendegav simpelthen deres Beslutning for
Vennerne, saadan som man altid plejede at gøre i den Verden, de
tilhørte.
Deres Giftermaal forandrede intet i deres ydre Liv. De genoptog begge
deres fælles Arbejde, kun flyttede de til en anden Del af Hovedstaden,
da det gamle Distrikt efterhaanden blev dem for »hedt«. I en beskeden
Sidegade lejede de en lille Lejlighed paa to Værelser og Køkken.
Værelserne var smaa og tarveligt møblerede, Gulvet uden Tæppe, og der
var lavt til Loftet; gennem de smaa Vinduer havde de ingen anden Udsigt
end den lange, kedsommelige Husrække paa den anden Side af Gaden.
Alligevel var dette lille Hjem deres Paradis, -- hvis dette Udtryk i det
hele taget kan bruges i den moderne Menneskeheds mere nøgterne Sprog.
Den første berusende Lykke, der var saa lidet forenelig med det Liv, de
levede, og det, de saa omkring sig -- var snart forbi og havde veget
Pladsen for en roligere og ædlere Følelse. De nød fuldt ud den Lykke,
som det er for to Elskende i gensidig Forstaaelse at kunne udveksle
Følelser og Tanker, og som først faar den rette Værd og Betydning efter
Foreningen.
De var sig begge fuldt bevidst, at denne Lykke kun var et kort Hvilested
paa Vejen, at et Damoklessværd stadig hang over deres Hoveder, og at
hver Dag kunde være deres sidste. Men de var alt for unge og fulde af
Livsmod til at lade sig kue af disse Tanker; hvert Øjeblik, de havde
sammen, blev for dem derved kun dobbelt kært og dyrebart.
Det var en Formiddag i Begyndelsen af Foraaret, Tania læste højt for
Andrey af et Hæfte, som de havde faaet af hendes Fader, hos hvem de
havde tilbragt den foregaaende Aften.
Pludselig genlød hele den lille Lejlighed af en heftig Ringning paa
Entréklokken, efterfulgt af to svagere Slag. Det var en Vens Ringning!
Andrey gik ud for at lukke op, og Tania, som blev siddende, hørte ham
udbryde i et Glædesraab, som naar man uventet ser en god Ven; men
pludselig dæmpedes hans Stemme, der fulgte en hurtig Hvisken og derefter
dyb Tavshed.
Da Andrey vendte tilbage, var han dødbleg. Han kom med Georg og en ung
Mand, som Tania ikke kendte -- begge saa alvorlige og bedrøvede ud.
»Hvad er der hændet?« spurgte hun angst og gik dem i Møde.
»En frygtelig Ulykke!« svarede Andrey. »Zina og Vasily er blevne
arresterede efter en heftig Kamp -- begge bliver rimeligvis dømte til
Døden -- Annie Vulitch blev dræbt i Kampen!«
Han kastede sig ned paa en Stol og strøg sig med Haanden over Panden.
De to Gæster havde ligeledes sat sig; hun mødte den fremmede unge Mands
Blik.
»Mit Navn er Vatajko!« sagde han, idet han forestillede sig, da ingen af
de andre tænkte derpaa. »Jeg er lige kommen fra Dubravnik med den
forfærdelige Efterretning og med en Besked til Deres Mand!«
»Hvornaar skete det?« spurgte hun.
»For tre Dage siden. Politiet har forsøgt at holde det hemmeligt; men
det er ikke lykkedes; i Morgen vil det staa i alle Aviser. Hele Byen
taler allerede derom.«
Saa begyndte han med dæmpet, behersket Stemme at fortælle alle
Enkeltheder; men efterhaanden, som han skred frem i sin Beretning, blev
han heftigere, og da han endelig naaede til selve Kampen, var han i
fuldstændig Ekstase.
Midt i Nattens Stilhed havde Politiet forsøgt at trænge ind i Zinas Hus,
hvor Vasily nu ogsaa boede. For at være fuldstændig lydløse og muligvis
kunne overraske dem i Søvne, skruede de Hængslerne af Dørene og vilde
rimeligvis ogsaa have naaet deres Hensigt, hvis ikke Annie Vulitch imod
Sædvane havde siddet oppe endnu og læst. Hun blev opmærksom paa den
besynderlige Lyd, og da det gik op for hende, hvad det var, begyndte hun
at fyre. Det uventede Angreb drev Gendarmerne tilbage, og det lykkedes
hende ved at affyre Skud paa Skud at holde dem borte i flere Minutter,
indtil hun selv blev truffen af en Kugle i Hovedet. Hun døde i det
Øjeblik, Vasily kom løbende til Undsætning.
»Hvilken Helt hun var, denne unge Pige! -- og hvilken smuk Død!« udbrød
Andrey begejstret.
»De to andre,« vedblev Vatajko, »gjorde et Forsøg paa at bane sig Vej
med deres Revolvere; men det var umuligt. Saa trak de sig tilbage til de
indre Værelser, barrikaderede Døren og brændte alle kompromitterende
Papirer. Efter i en halv Time at have holdt Politiet Stangen og efter at
have brugt alle deres Patroner, overgav de sig.«
Han tilføjede, at de, efter hvad man havde hørt, rimeligvis vilde blive
forhørt sammen med Boris. Politiet havde endelig faaet Nys om, at Zina
vistnok stod i Forbindelse med ham, og var henrykt over den gode Fangst.
Vasily skulde tiltales for bevæbnet Modstand, og der var næppe Tvivl om,
at alle tre vilde blive dømte til Døden.
»Men dette maa ikke ske!« udbrød han lidenskabeligt. »De maa befries,
om det saa skal ske i et Haandgemæng!«
Han sprang op, og idet han, heftigt gestikulerende, snart gik frem og
tilbage og snart blev staaende -- saa for den ene og saa for den anden
af de tre, fortalte han, at Dubravnik Sektionen havde bestemt at sætte
alle Kræfter ind paa et Befrielsesforsøg. Der skulde hverves nye Folk
iblandt alle Klasser i Byen, iblandt de studerende unge Mænd og iblandt
Haandværkerne. I hvert Fald var man fast bestemt paa at gøre et Forsøg;
alle som én var varme for Sagen! Men man trængte til en Leder, man havde
valgt Andrey, og Vatajko skulde spørge, om han tog imod Valget.
Andrey saa op og sagde:
»Har I ogsaa vel overvejet eders Valg? Jeg har aldrig før været Formand
for en saa vanskelig og farlig Affære!«
»Ja, vi er enige om, at vi ikke kan faa nogen bedre end dig!« svarede
den unge Mand med Varme.
»Nuvel, saa lad det blive, som I vil! Jeg er rede til at tjene en Sag
som denne paa hvilken som helst Maade, der fordres af mig!« sagde
Andrey.
»Det sagde jeg dem ogsaa!« udbrød Vatajko og trykkede heftigt hans
Haand. »For Resten mener vi alle, at du ikke behøver at komme til
Dubravnik lige straks,« vedblev han. »Hvis Politiet skulde faa Nys om,
at du var der, vilde man være paa sin Post. Det er bedre, du bliver her,
indtil det afgørende Øjeblik staar for Døren; vi skal holde dig à jour
med, hvad der foregaar, og raadspørge dig om alt!«
Saaledes gik det til, at Andrey atter blev taget fra sit Arbejde og fra
sit stille, lykkelige Liv for igen at blive kastet midt ind i
Revolutionens vildeste Malstrøm.
Han gjorde en kort Rejse til Dubravnik nærmest for at undersøge
Forholdene. Da han kom dertil, erfarede han en ny Ulykke: et Par Dage
før var Søstrene Duderov og en ung Mand ved Navn Botsharov, en af Sagens
mest begejstrede Tilhængere, blevne arresterede og skulde forhøres
sammen med Boris, Zina og Vasily -- et Kompagniskab, som intet godt
spaaede dem.
Men forøvrigt var de Indtryk, Andrey fik, ret gunstige, bedre, end han
havde ventet; der var rigeligt og udmærket Kampmateriale, og Planen var
lagt med stor Dygtighed. Han tvivlede ikke om, at det vilde lykkes dem.
Hans gamle Kampinstinkt var vakt, og han ænsede ikke Farerne, ja, saa
dem knapt. Men for Tania var de lykkelige Dage til Ende. Hun erkendte
fuldt ud, at det var Andreys Pligt at træde til her -- _hendes_ Andrey
kunde ikke holde sig tilbage i en Sag som denne! men hendes Angst og
Sorg for ham blev ikke mindre derved.