_Atter i St. Petersborg._
Hovedstaden var i Festdragt, da Andrey atter betraadte dens Gader. Den
første Sne var netop falden, og for enhver Nordbo er denne Begivenhed en
Fest. Gader, Gyder, Tage, Huse -- alt var dækket af et skinnende hvidt
Tæppe, funklende i Solens Skær. Luften var frisk og klar, nogle enkelte
Kaner gled rask forbi, Menneskene, som sad i dem, saa straalende og
fornøjede ud, stolte over at være de første til at byde Vinteren
velkommen.
Andrey gik hurtigt langs med Ligovsky Kanalen i Retning af Helene
Zubovas Bopæl; han mødte hende i Gadedøren. Hun havde en lille Pelshue
paa Hovedet og saa ung og frisk ud som selve den smukke Vinterdag.
»Men er du der, Andrey!« udbrød hun og rakte ham glædestraalende
Haanden: »Jeg frygtede for, at du, efter hvad der var hændet i
Dubravnik, vilde sidde endnu fastere end før dernede. Kommer du tilbage
for at blive?«
»Ja!« svarede han.
Helene, som var gaaet ud for at besørge nogle Ærinder for sig selv,
opgav sit Forehavende og tilbød at følge Andrey til Hovedkvarteret. Paa
Vejen maatte han udførligt fortælle alt om den ulykkelige Begivenhed i
Dubravnik og Vennerne der.
»Og hvilke Nyheder kan du saa til Gengæld fortælle mig?« spurgte Andrey,
da han var færdig med sin Beretning.
»Intet særligt! At Tania er bleven valgt til Medlem af vor Liga, véd du
jo! Jeg haaber, vi har vundet en god Ven i hende!«
»Ja, det er jeg overbevist om!« sagde Andrey med Varme.
»Hun har allerede arbejdet en Tid i Narva Distriktet og klarer sig
brillant af en Begynder at være,« vedblev Helene. »Det er Skade, at hun
saa snart maa forlade Byen!«
»Hvor skal hun hen?« spurgte Andrey pludselig opskræmmet.
»Til Moskva! Det er nødvendigt at bringe nye Kræfter til Afdelingen der,
og Georg er bleven valgt som den, der skal rejse dertil -- Tania har
tilbudt sig som frivillig.«
»Naa -- saaledes!« sagde Andrey og saa bort for at skjule sin
Forvirring.
»Ja, du véd vel, at der siges, der skal blive et Par af de to?« snakkede
den intet anende Helene videre. »Jeg tror det for Resten ikke. Jeg har
ikke set noget, der kunde tyde derpaa, det er vist blot løse Rygter.«
I Hovedkvarteret traf de en Del Venner, iblandt andre Georg, som kastede
sig stormende om Andreys Hals; ligesom Helene havde han troet, at han
vilde blive i Dubravnik, og var derfor dobbelt glad ved det uventede
Møde. Han spurgte indtrængende til Zina, og Andrey fortalte uden
Udsmykning alt, hvad der var hændet, og lagde heller ikke Skjul paa sin
Ængstelse for den unge Kones farlige Stilling. De talte frit og
utvungent sammen; men da de øvrige var gaaet, og de to blev alene, følte
de begge en Slags Generthed. Andrey brændte af Længsel efter at høre
noget om Tania, men kunde ikke faa sig til at spørge, og Georg syntes
med Overlæg at undgaa at nævne den unge Piges Navn.
Det var saa uligt Georg, der ellers sent og tidlig snakkede om Tania,
at Andrey straks tænkte, han havde gættet hans Hemmelighed og ikke vilde
saare hans Følelser ved at tale om hende. Det var ridderligt tænkt af
Georg; men til sidst kunde Andrey ikke længer udholde denne Uvished og
spurgte, om Tania endnu boede hos sin Fader.
»Nej, hvor kan du tro det?« svarede Vennen. »Det vilde være rent
umuligt; hun vilde jo bringe ham i den ene Forlegenhed efter den anden.
Hun bor for sig selv i det Distrikt, hvor hun har sin Gerning.«
Georg tilføjede intet videre, men saa med et underligt Blik -- hvori der
laa baade Ømhed og Sorg -- op paa sin Ven. Dette Blik forfulgte ofte
Andrey; han kunde ikke forklare sig det.
Andrey genoptog atter sit Arbejde i Propagandaens Tjeneste i sit
tidligere Distrikt og arbejdede med en Lyst og Iver, saa at selv den
altid fordringsfulde Helene erklærede, at han fuldstændig indhentede,
hvad der var gaaet tabt ved hans Fraværelse.
En fjorten Dages Tid efter sin Tilbagekomst traf han Tania for første
Gang ved et Møde i en Afdeling, hvortil de begge hørte.
Det var et Møde paa en halv Snes Mænd og Kvinder, som alle virkede i
Propagandaen iblandt den arbejdende Klasse. Den berømte Taras Kostrov
var til Stede; det var en af Partiets dygtigste Mænd, ligesom han uden
Tvivl var den mest dominerende; men hans Maade at være paa var
usædvanlig blid og vindende, hans Jernhaand bar Fløjlshandske, og hans
Taler var fulde af Glød og »sødere end Honning«, som hans Modstandere
plejede at sige.
Omendskønt Værelset var fuldt af Folk, var det uvilkaarlig Taras
Kostrov, der først tiltrak sig ens Opmærksomhed, og det var umuligt ikke
at føle sig tiltalt af hans sjældne, mandige Skønhed med det stolte,
kraftigt skaarne Ansigt, som formelig lyste af Intelligens og Mod.
I det fjerneste Hjørne af Stuen opdagede Andrey Tania, og til sin egen
Forbavselse følte han nu, da han stod Ansigt til Ansigt med hende, ingen
Forvirring, men kun en dyb, stille Glæde over Gensynet.
Da alle var til Stede, begyndte Forhandlingerne uden nogen som helst
Indledning. Ethvert Medlem havde at aflægge Beretning om, hvad der siden
sidste Møde var forefaldet i hans Distrikt, hvad der var under
Forberedelse o.s.v. Det var mere en fri Diskussion mellem Venner end en
formel Beretning.
Da Turen kom til Helene Zubova, erklærede hun, at hun intet særligt
havde at meddele, alt var temmelig uforandret siden sidst.
»Lad os hellere høre, hvad Tania har at sige,« foreslog hun, »hun
arbejder i ny, og, som jeg haaber, tilmed i en frugtbar Jord.«
»Jeg maa desværre tilstaa, at jeg hidtil ikke har udrettet stort,«
begyndte Tania roligt og beskedent, og hun udviklede derpaa, hvorledes
hun havde den bedste Tro for Fremtiden med Hensyn til sit Distrikt. Hun
besvarede derpaa klart og forstandigt Vennernes Spørgsmaal, og man var
enig om, at her maatte kunne udrettes noget betydeligt.
»Vilde det ikke være heldigst, om en erfaren og dygtig Mand kunde afses
til Narva-Distriktet? -- I hvert Fald for en Tid --« foreslog Taras
Kostrov.
»Det er netop, hvad jeg tænker,« sagde Helene. »Men vi har ingen fri for
Øjeblikket. Skulde det ikke lade sig gøre at tage en fra de gamle
Pladser, som allerede er udarbejdede? Til at drive et nyt Distrikt op
udfordres der absolut en Mand.«
Hun saa paa Andrey, som til sin Ærgrelse følte, at han rødmede under
dette betegnende Blik.
»Shepelev kan forlade sin Plads!« sagde en Stemme.
Shepelev var en af de mest erfarne og dygtige iblandt Propagandisterne.
»Ja, lad Shepelev faa Narva-Distriktet!« lød nu flere Stemmer.
Helene var af en anden Mening. »Jeg synes,« vedblev hun, »at Andrey
passer langt bedre end Shepelev,« og begyndte saa med den største
Frimodighed og Sindsro at drage en Sammenligning mellem de to Mænds
Kvalificationer. Hun indrømmede, at Shepelev var en udmærket Taler, som
Arbejderne havde nemt ved at forstaa, og som havde en egen Evne til at
overbevise; men han var alligevel ikke den rette Mand for en ny Plads og
til at hverve ny Mænd, dertil var han ikke virksom og energisk nok og
havde desuden en vis Vanskelighed ved at stifte nye Bekendtskaber. Paa
det Punkt var Andrey ubetinget den bedste.
Helene talte paa sin sædvanlige, forretningsmæssige Maade uden at hæve
Stemmen det ringeste; hendes store, blaa Øjne vandrede fra den ene til
den anden af de to Mænd, og hendes Blik var lige roligt og fast, hvad
enten hun sagde dem en Kompliment eller en Ubehagelighed.
Shepelev, som var en ganske ung Mand med blegt Ansigt og langt Haar,
lyttede opmærksomt til Helenes kritiske Bemærkninger, og smilede nu og
da, naar hun blev særlig skarp. Han syntes at more sig over den unge
Piges usminkede Oprigtighed.
»Ja, jeg tror selv, at du vil kunne udrette mere end jeg,« sagde han til
Andrey, da Helene var færdig. »Kan du gøre dig fri?«
»Naturligvis kan han det,« faldt Helene ind, førend Andrey endnu havde
faaet svaret; hun kendte hans Distrikt lige saa godt som han selv.
Andrey saa stjaalent hen paa Tania, som sad lige ved Siden af ham og
syntes lidt forvirret over det uventede Forslag. Han var ganske paa det
rene med, hvad han vilde, og erklærede sig beredt til at tage den ny
Plads.
Efter at den almindelige Diskussion var endt, bad han Tania fortælle sig
lidt om deres tilkommende fælles Distrikt. Hun svarede, at der om
Aftenen skulde være et Møde i hendes Hjem, og at det allerbedste vilde
være, om han straks gik med hende, han kunde saa lære en Del af hendes
Arbejdere at kende og derefter selv dømme.
De forlod altsaa Mødet sammen; paa Vejen spurgte Andrey hende, om hun
ofte besøgte sin Fader, og hvorledes han egentlig havde taget
Skilsmissen. Andrey nærede den dybeste Højagtelse for den gamle Advokat,
og Tania vidste det.
Det var hende derfor en stor Glæde at tale med ham om sin Fader, og det
gjorde hende godt at lette sit Hjerte over for en, der forstod hende saa
helt paa dette Punkt -- det ømmeste i hendes Liv.
Tania boede ikke alene. Ligaen havde til sin Disposition en Del ældre
Damer, mest tidligere Tjenestetyende iblandt Revolutionisterne, som nu
benyttedes som Husholdersker paa Pladser, hvor der ikke udfordredes
nogen særlig Dygtighed; de fleste af disse Kvinder havde ikke det
ringeste Begreb om Revolutionen; men da de alle -- som gamle, prøvede
Tjenere -- var trofaste og hengivne, var de til stor Nytte. En af disse
Damer -- tidligere Zinas Amme -- blev givet Tania som Husbestyrerinde og
fingeret Værtinde.
Tanias ny Lejlighed var ikke særlig hyggelig og saa ulig som vel muligt
det Hjem, hun kom fra. Den var meget for stor til hende, idet den bestod
af fem Værelser, hvoraf hun kun benyttede de tre; -- men hun havde ikke
kunnet finde noget bedre paa det Strøg, der passede hende. I det største
af Værelserne stod et langt Fyrretræsbord og nogle tilsvarende Stole og
Bænke; her var det, at hun holdt sine Møder.
Et Øjeblik efter, at Tania var vendt tilbage sammen med Andrey, begyndte
Arbejderne at komme, -- af Forsigtighedshensyn i flere Hold. Der var i
alt syv. Andrey blev forestillet som en Ven, der agtede at bosætte sig i
deres Kreds for at tage Del i det fælles Arbejde. Alle modtog denne
Efterretning med Glæde, og han blev straks behandlet som hørende hjemme
iblandt dem.
Han tog dog ikke nogen særlig Del i Forhandlingerne, men nøjedes med at
iagttage Tania i hendes ny Virksomhed og var i høj Grad forbavset over
at se, med hvilken Ligefremhed og Ynde denne fine, fornemt opdragne unge
Pige forstod at bevæge sig iblandt disse tarvelige Mennesker. Uden anden
Lærer end hendes eget brændende Ønske om at blive forstaaet talte hun
til dem i et Sprog og paa en Maade, som de uden Vanskelighed begreb; ja,
hun lagde saa meget af sin egen Sjæl i sine Ord, at hun næsten smeltede
sammen til ét med sine Tilhørere.
Kun nu og da, naar hun var allerivrigst, kunde hun pludselig standse,
som angst for at give sig helt hen i sin Varme og Overbevisning, hun var
da som en ængstelig Rytter, der ikke vover helt ud at benytte sig af sin
Gangers Dristighed.
Da Tania var færdig med at læse og forklare, blev Samtalen almindelig,
ogsaa Andrey tog nu Del i den, og man skiltes som de bedste Venner.
I den Maaned, som fulgte efter hans Forflyttelse til Narva-Distriktet,
lærte Andrey en Lykke at kende, som næsten taaler Sammenligning med en
gengældt Kærligheds Lykke, den nemlig at arbejde sammen med den Kvinde,
man elsker, paa et Værk, hvori man begge nedlægger det bedste, man har i
sig selv.
Det daglige Livs mange trættende, tunge Pligter viste sig pludselig for
ham i et helt nyt Lys, og den Fremgang, han havde med sit Arbejde, blev
for ham hele smaa Triumfer, som fyldte ham med den mest ublandede Glæde.
Hans egne stærke Følelser lagde en Varme og Magt over hans Ord som
aldrig før, og han følte sig stærkere end nogen Sinde knyttet til sine
lidende Medmennesker.
Antallet af Andreys og Tanias Tilhængere voksede hurtigt, og det viste
sig snart nødvendigt at danne en ny Afdeling i samme Distrikt, hvis
Ledelse man overdrog to unge Mænd.
Tanias Del i det fælles Arbejde var ikke den ringeste. I sin Iver for at
se den unge Pige virke i sin ny Gerning, tog Andrey undertiden Delingen
af Arbejdet lidt for bogstaveligt og lagde vel meget paa hendes unge
Skuldre; men hun udfyldte sin Plads beundringsværdigt. Der var for ham
noget uendeligt rørende og stort i den varme, inderlige Kærlighed, hun
lagde for Dagen over for den jævne Mand, og i den Ro og Værdighed,
hvormed hun bevægede sig iblandt de Farer, som hun daglig var udsat for;
det var, som om hun aldrig tænkte paa, hvilken Skæbne der muligvis
ventede hende.
Hun var for ham med ét Slag bleven en fuldt udviklet Kvinde, som havde
bibeholdt Barnets Mangel paa Selvbevidsthed.
For Andrey var denne Tid en stor og stille Lykke, og han lullede sig
selv til Ro med den Tanke, at han intet mere ønskede. Han troede fuld og
fast paa, at hans Forhold til Tania, som det nu var, kunde fortsættes i
det uendelige, indtil pludselig en ubetydelig Hændelse fik ham til at se
mere klart.