_En Proselyt._
Andrey forandrede sin Beslutning om at gaa ned i Parken og gik i Stedet
for lige til Helenes Bopæl. Rimeligvis vilde de dog komme hjem for at
spise til Aften, hvis de ikke allerede var der; og han fremskyndede sine
Skridt.
Men det var en Dag fuld af Skuffelser. Der var ingen til Stede, og man
sagde ham, at de ikke havde givet Besked om, hvornaar de kom tilbage.
Desuagtet bestemte han sig til at vente.
Helene beboede et rummeligt Værelse, tarveligt møbleret, men med en smuk
Udsigt. Et stort Akasietræ skyggede foran Vinduet, og dets fine Løv
dirrede let i den stille Luft. Andrey aabnede Vinduet og indaandede den
krydrede Duft fra Haven og Markerne. Huset stod i Udkanten af den lille
Landsby, og man havde en vid Udsigt over Agre og Enge. Midsommerens lyse
Nætter var allerede forbi, men Aftenskumringen var endnu lys og lang.
Han havde næppe ventet et Kvarter, førend han hørte Gadedøren smække i
og et Øjeblik efter Georgs Latter ude paa Trappen og en Stemme, som fik
hans Hjerte til at banke heftigere.
Tania saa henrivende ud med en let Rødme paa Kinderne efter den hurtige
Gang. Hun var iført en lys Bluse af Raasilke, som klædte hendes smidige,
slanke Figur fortræffeligt. I Haanden bar hun sin store, runde Straahat,
som hun havde taget af undervejs. Andrey rejste sig og gik hende i Møde
med et straalende Smil.
»De har haft en behagelig Spadseretur, kan jeg se,« sagde han og saa
hende ind i det straalende Ansigt.
»Ja,« sagde hun og kastede sig i en Lænestol, »det var virkelig en rar
Tur. Georg fortalte os saa mange morsomme Historier. Skade, at De ikke
var med!«
»Mener De for Historiernes Skyld? Maaske har jeg dog hørt dem før. Det
hænder undertiden med gamle Venner, som er meget ude sammen.«
»Hvorledes gaar det egentlig dig?« sagde han til Georg. »Det er
snart en Evighed, siden jeg har set dig! Du er vel midt i en
Skabelses-Paroksysme, kan jeg tænke mig?«
»Jeg har siddet og hekset med Renskrivning, hvis det er det du mener?«
svarede Georg.
»Og nu fejrer du formodentlig dit Værks lykkelige Fuldendelse?«
»Ja, nu er jeg færdig med mit Arbejde for denne Maaned og fejrer, som du
siger, min midlertidige Frihed -- en Glæde, som kun den helt kan fatte,
der maa slide i den literære Trædemølle.«
Tania, som mageligt strakte sig i Stolen, vendte sig mod de talende og
lænede begge Albuer mod Stolens Arme.
»Sikken en utaknemmelig Gnavpotte du er, Georg,« sagde hun. »Jeg mente,
at du mindre end de fleste havde Grund til at beklage dig over din
Skæbne.«
»Det lader sig høre!« udbrød den unge Mand. »Vil du maaske være saa
venlig at sige mig, hvorledes du er kommen til den Opfattelse? Det vilde
være yderst behageligt, om du kunde faa mig til at dele den.«
I dette Øjeblik viste Helene sig i Døren med Tebakken, fulgt af
Stuepigen med Samovaren. Med Gæsternes Hjælp blev Bordet hurtigt tømt
for Bøger og Papirer, Dugen lagt paa og alt gjort i Orden til
Aftensmaaltidet.
»Naa, Tania Grigorievna, du skylder mig stadig en Forklaring,« sagde
Georg, da de huslige Forretninger var besørgede. »Du svarede mig ikke
paa mit Spørgsmaal, hvorfor du ansaa mig for at være den lykkeligste
blandt alle dødelige.«
»Er Georg det? Det er mere, end jeg har vidst,« sagde Helene.
»Du forvrænger mine Ord,« svarede Tania. »Jeg sagde blot at du ikke
burde beklage dig over din Skæbne.«
»Ja, men hvorfor skulde denne sølle Glæde nægtes mig mere end andre
dødelige?«
»Fordi du en Gang har fortalt mig, at naar du var trykket af et eller
andet, saa behøvede du blot at nedskrive det i Vers, for helt at blive
befriet for det,« svarede den unge Pige hurtigt og lo. Hun tænkte sig,
at Georg havde ventet en Kompliment, og det morede hende at drille ham
lidt.
»Jeg troede ikke, du kunde være saa ondskabsfuld, Tania Grigorievna,«
sagde Georg. »Næste Gang skal jeg være mere forsigtig og kun vise dig
Reversen af Medaljen.«
Paa denne spøgefulde Maade fortsattes Samtalen, medens man indtog
Aftensmaaltidet, kun Andrey var paafaldende tavs. Han følte næsten
Bitterhed imod Vennen, fordi han besad denne egne Evne til med sine Ords
klangfulde Svada at fængsle og interessere sine Tilhørere.
Pludselig rykkede Helene sin Stol hen ved Siden af Andrey og afbrød hans
triste Tanker ved paa sin forretningsmæssige Maade at spørge ham, om det
ikke var muligt for ham at hjælpe hende et Par Aftener om Ugen med
hendes Arbejde.
»Hvilket Arbejde?« spurgte han, og fo'r op af sine Drømmerier.
»I de unges Klub! Vi vil saa gerne have dig til at tale for dem af og
til. Jeg tror, du vil klare det godt.«
»Jeg? Hvad Nytte skulde jeg gøre der? Du ved, at jeg ikke er nogen Taler
og kun vil gøre en ynkelig Figur. Bed hellere Georg, han forstaar det
bedre.«
»Det har jeg selv tænkt,« svarede den unge Pige ligefrem, »og jeg har
allerede spurgt ham, men han siger, at han er alt for optaget og ikke
kan afse en eneste Aften.«
Der var intet i Helenes Bemærkning, som Andrey ikke selv under lignende
Forhold vilde kunne have sagt til hende, men han var øjensynligt i
daarligt Humør i Aften og svarede gnavent:
»Naa, saa er det altsaa i Mangel af noget bedre, at du kommer til mig?«
Helene gjorde en utaalmodig Bevægelse og sagde:
»Hvad er det for noget Snak, Andrey? Svar mig kun paa, om du vil eller
ej.«
»Jeg er selv meget optaget af mine Arbejdere,« sagde han og tog sig
sammen. »Men sig mig dog, hvorfor du pludselig ikke kan klare dig uden
Hjælp?«
»Fordi flere af vore Folk er blevne trukne med ind i Affæren ved de
sidste Arrestationer -- iblandt andre Myrtov.«
»Naa, saaledes!« udbrød Andrey nu helt interesseret. »Var Myrtov Medlem
af din Klub?«
Helene nikkede.
»Jeg har aldrig truffet den Mand,« vedblev Andrey, »men jeg har hørt,
paa hvad Maade han blev arresteret, og naar jeg dømmer herefter, maa han
være en ualmindelig ædel Karakter. Har du nogen Idé om, hvorledes det
vil gaa ham?«
»Det er umuligt at sige,« svarede Helene, »det afhænger helt og holdent
af Politiets Forgodtbefindende. Hans Tilfælde er en hel Undtagelse.«
Hun henvendte sig nu til Georg, som stadig samtalede med Tania, og
spurgte, om han nylig havde hørt noget fra Fæstningen om Myrtovs Skæbne.
»Ja, vi har haft et Par Linier fra ham,« svarede den unge Digter. »Hans
Sager staar langt slettere, end vi har troet. Politiet fandt paa hans
Skrivebord en lige fuldendt Artikel til det hemmelige Trykkeri og en hel
Del af vore Skrifter, færdige til Udgivelse. Jeg frygter for, at han er
en dødsdømt Mand.«
»Hvem er denne Myrtov?« spurgte Tania.
»En meget stilfærdig, ung Student, som ved en Forveksling blev
arresteret for nylig i Stedet for Taras. Du ved jo, hvem Taras er --
ikke sandt?«
»Jo, naturligvis ved jeg det!« svarede Tania.
Taras Kostrov var en af Revolutionens mest begavede og populære Mænd.
»Nuvel, Taras boede under Navn af Zachary Volkov, Landmand fra Kassimov,
i samme Hus som Myrtov. Men da han sendte sit Pas op paa Politikammeret
til Registrering, fik man Mistanke om, at det ikke hang rigtig sammen
med denne Zachary Volkov, og der blev beordret en Husundersøgelse.
Natten til Mandag ringede Politiet paa Myrtovs Dør; de tog fejl af
Etagerne, Taras boede i Etagen ovenover. Myrtov, som endnu ikke var i
Seng, fordi han var i Færd med at skrive den ulyksalige Artikel, lukkede
selv op, og da Politiet spurgte ham, on han var Zachary Volkov, begreb
han straks, hvorledes Sagerne stod, og besluttede at redde Taras paa sin
egen Bekostning. Han svarede altsaa bekræftende, Politiet kom ind, fandt
alt og førte ham straks med til Fæstningen.«
»Og Taras blev frelst?« spurgte Tania aandeløst.
»Ja! Om Morgenen vidste alle Husets Beboere igennem Tjenestefolkene
Besked med, hvem Politiet havde spurgt efter nede hos Portneren, og
Taras afventede selvfølgelig ikke Politiets Tilbagekomst, naar de havde
faaet opdaget Fejltagelsen.«
»Har de da opdaget den?« spurgte den unge Pige.
»Ja, og meget snart endda. Myrtov tog altid den Forholdsregel aldrig at
have Breve hos sig, men ved at undersøge Bøgerne i hans Værelse fandt
Politiet paa et enkelt Titelblad hans fulde Navn: Vladimir Myrtov. De
antog, at det maatte være en Ven af den fængslede, som havde laant ham
Bogen, og der blev udstedt Ordre til Husundersøgelse hos Vladimir
Myrtov. Selvfølgelig opdagede Gendarmerne snart, at den Mand, de søgte,
var identisk med ham, som de allerede for to Dage siden havde
arresteret, og at den anden i Mellemtiden var forsvunden.«
»Hvad gjorde saa Politiet?« spurgte Tania videre.
»Ja, hvad skulde de gøre andet end at lade deres Raseri gaa ud over den
Mand, de havde faaet i deres Kløer?« svarede Georg. »Det var dem ikke
muligt at finde ud, hvem det var, der levede under Navn af Zachary
Volkov; men saa meget forstod de nok, at det maatte være et vigtigt
Medlem af Oppositionen, som de var gaaede Glip af. Myrtov vidste, hvad
der ventede ham, og ingen ofrer vel sit Liv for at redde en anden, uden
at denne anden er en Mand af høj Værd.«
»Var Myrtov og Taras intime Venner?« spurgte Tania igen.
»Nej aldeles ikke, de kendte kun hinanden saadan i al Almindelighed.
Myrtov -- som jeg kender lidt til -- kunde personlig ikke engang lide
Taras, han var ham for meget af en Diktator. Hans Handling skyldtes
ingen som helst personlige Følelser; det er derfor, det hele bliver saa
uhyre stort,« sluttede Georg, mens hans Stemme skælvede af Beundring.
Der paafulgte almindelig Tavshed -- en Tavshed, som bedre end Ord
udtrykker Sjælens dybeste Rørelser. Alle var betagne af denne ædle
Selvopofrelse, som endog var enestaaende i Revolutionens Annaler, og
alle var et Øjeblik overvældede af deres Følelser: Sorg over det
uventede Tab af en saadan Mand, Beundring for hans Daad og Stolthed
over, at Partiet fostrede en Mand som ham.
Men for Tania betød dette Øjeblik endnu mere; thi det betød for hende
Vendepunktet i hendes Liv.
Efter at hun havde gjort Zinas og senere Georgs og Andreys Bekendtskab,
var hun bleven en varm og ivrig Beundrer af deres Sag; men der er et
stort Spring herfra og til at blive en virksom Tilhænger, som altid er
rede til at sætte noget af sig selv ind paa Sagen. Tania gjorde nu dette
Spring, Krisen var kommen, i et Øjeblik var det sket.
Da Georg holdt op med at tale, var hun sig det klart bevidst, og hun
følte sit Hjerte svulme i en overvældende Følelse af dyb Medlidenhed.
Det var, som on hun pludselig fra Barn var bleven modnet til Kvinde, de
moderlige Instinkter rørte sig i hendes fine Pigesjæl, og denne unge
Mand, som hun aldrig havde set, forekom hende at være hendes eget Barn,
som grusomme Fjender ubarmhjertigt havde revet fra hende.
Der lagde sig en Rødme over hendes Pande, og en egen Følelse, der
hverken var Had eller Hævn, fik hendes Hjerte til at bæve og hendes Øjne
til at flamme. Her i dette fattige Værelse, i en afsides liggende Del af
Byen havde Beretningen om en ædel Daad for bestandig vundet en ny Sjæl
for den store Sag.
Da den unge Pige atter talte, var det ikke for at aflægge nogen
højtidelig Ed eller komme med patetiske Fraser. Noget saadant vilde i
dette Øjeblik have været hende umuligt, selv om hun ikke af Naturen
havde haft en udpræget Afsky for enhver Skygge af Ostentation. Hverken
nu eller nogen Sinde senere i hendes Liv, under de mange Aars bitre
Lidelser og heltemodige Udholdenhed, kunde hun med Ord have forklaret
den Forandring, der nu foregik i hendes Sjæl, og som fandt et højst
besynderligt Udtryk i følgende Ord, udtalte med en lav, skælvende
Stemme:
»Jeg ser ikke noget særlig stort i det, Myrtov har gjort.«
Georg saa med et hurtigt, spørgende Blik hen paa hende.
»Imellem en Mand, der er saa værdifuld for den gode Sag og en anden, som
selv ved, at han intet betyder, kan Valget ikke være svært. Myrtov har
kun gjort sin Pligt -- intet andet,« vedblev hun uden at se op.
Helene nikkede bekræftende; hun for sin Del var ganske enig med
Veninden.
Georg vedblev forbavset at stirre paa hende; han havde aldrig ventet at
høre Tania tale saaledes, og dog troede han, at han kendte hende saa
godt.
»Vilde du under lignende Forhold have gjort det samme?« spurgte han med
bævende Stemme.
»Ja, hvis jeg havde haft Aandsnærværelse nok,« svarede Tania uden at
betænke sig og saa ham fast ind i Øjnene.
Hun havde netop besvaret sig selv dette Spørgsmaal og var som Følge
deraf kommen med sin uventede Bemærkning om Myrtovs Handlemaade.
Andrey kunde ikke faa sine Øjne fra den unge Pige, saa vidunderlig
dejlig forekom hun ham i dette Øjeblik, og der gik en Gysen igennem ham
som i Forudfølelsen af en forestaaende Fare.
»Hvis moralsk Mod i det hele taget har noget Værd,« begyndte Georg, »saa
maatte den bedste og største af vore Mænd være en formastelig Taabe, om
han bevidst modtog et saadant Offer -- --« Han var synlig ophidset og
talte i stærk Bevægelse.
Tania saa paa ham og rakte saa sin Haand hen imod ham:
»Du er et bravt Menneske, Georg,« sagde hun; »men lad os nu hellere tale
om noget andet.«
»Men hvad er der i Vejen med dig, Andrey!« udbrød Helene i samme
Øjeblik. »Du er jo bleg som et Lig!«
»Er jeg?« stammede den tiltalte. »Det maa være det grønne Skær fra Træet
derude.«
Han vidste godt, at det ikke var Skæret fra Træet, som gjorde hans Kind
voksbleg, men en skærende Følelse af Jalousi, som i dette Øjeblik
søndersled hans Bryst og i et Nu havde gjort ham klartseende over for
sig selv. Han vidste nu, at han elskede denne fortryllende, unge Pige --
elskede hendes Ansigt -- hendes Dragt -- ja selve den Plet af Gulvet,
hendes Fod berørte, og han følte en næsten vanvittig Smerte -- som om
man skar i hans Hjerte med en Kniv -- ved at maatte sige sig selv, at
hvis hun i det hele taget kom til at elske en Mand, saa maatte det blive
Georg, denne glattungede Smigrer, som han i dette Øjeblik næsten hadede.
Det var kun med den yderste Selvovervindelse, at han kunde sidde roligt
paa sin Plads, Værelset forekom ham kvælende, og han frygtede ikke længe
at kunne beherske sig.
»Jeg maa gaa,« sagde han med lav Stemme.
»Er det allerede saa sent?« spurgte den intet anende Tania og trak sit
lille, elegante Ur frem. »Saa gaar jeg med! Vil I følge mig hjem?« Hun
henvendte sig samtidig til ham og Georg.
Andrey bukkede i Tavshed, og Georg var straks beredt -- man tog Afsked.
Paa Hjemvejen talte Georg uafbrudt med Tania.
Andrey lukkede næppe Munden op, hvert Ord, Georg sagde, borede sig som
en Pil ind i hans Hjerte; men han følte en egen Tilfredsstillelse ved at
lide paa denne Maade.
Ved Tanias Gadedør tog de Afsked med den unge Pige, og da det endnu ikke
var sent, foreslog Georg, at de skulde gaa ind til Byen. Andrey
samtykkede, alt var ham ligegyldigt, og han fortsatte sin Vej, hensunken
i samme paafaldende Tavshed som før og besvarede kun med Enstavelsesord
Vennens Spørgsmaal. Han følte sig i høj Grad ulykkelig; den
skæbnesvangre Opdagelse, han havde gjort over for sig selv, vilde bringe
ham i en hel anden Stilling til Vennen.
Endelig skulde de hver sin Vej.
»Jeg kommer op til dig i Morgen Formiddag,« sagde Georg. »Jeg vilde
gerne læse mine sidste Digte for dig.«
»Kan du ikke sende dem i Trykkeriet med det samme?« spurgte Andrey.
Dette var næsten for meget for Georg, det var at saare ham paa hans
ømmeste Punkt. Han rynkede Panden og sagde i en halvt krænket, halvt
forbavset Tone:
»Nej, naturligvis kan jeg ikke det -- eller vil det i hvert Fald ikke.
Du ved, jeg stoler aldrig helt paa min egen Dom.«
»Godt, saa venter jeg dig i Morgen!« svarede Andrey.
»Hvad gik der dog af Andrey i Aften?« spurgte Georg sig selv, da han var
bleven alene, »saadan har jeg aldrig set ham før.«
Den næste Morgen sad Georg i sin Vens Værelse med en Pakke Manuskript i
Lommen.
Andrey havde sovet paa sin Vrede og Sorg -- eller rettere ligget vaagen
paa den, og saa træt, men rolig ud. Han modtog sin Gæst som sædvanlig,
ja snarere med lidt mere Opmærksomhed end ellers. Georg tænkte, at han
vilde søge at gøre sin Gnavenhed fra Aftenen før god igen.
Da Georg endelig trak sit Manuskript op af Lommen og begyndte at læse,
følte Andrey det som en Befrielse.
Det, Vennen i Dag læste, var ingen politisk Artikel eller Afhandling af
dem, han skrev »i sit Ansigts Sved«, som han udtrykte sig, men derimod
Lyrik, skreven i hans gode og ledige Timer. Det var for det meste korte
Digte, hvert med sit Tema, men dog nøje knyttede sammen ved én fælles
Idé, saa at hele Samlingen virkede som et Epos i forskellige Sange.
Det var en stor og begejstret Hymne til Pris for den unge, lysende Dag,
der var i Færd med at oprinde for den russiske Revolution; i glødende
Ord henvendte han sig til de unge iblandt _Folket_, som dem, der bar
Fremtidens Socialisme, i hvilken der herskede Lykke og Broderskab.
Skrevne, som disse Digte var, til forskellige Tider, og i forskellige
Stemninger, virkede de højst uensartet. Lune og Skælmeri afvekslede med
den højeste Patos, og ganske korte Digte fulgte ofte efter en lang Sang.
Men netop denne Uregelmæssighed og tilsyneladende Mangel paa Sammenhæng
havde gjort det lettere for Digteren at skabe et ægte Billede af
Revolutionens mangesidede, ædle og store Værk. Andrey fulgte ham med
aandeløs Interesse og vogtede sig vel for at ytre et eneste Ord. Han var
fuldstændig under Fortryllelsen af Georgs melodiske, glødende Ord, alle
mismodige Tanker eller Følelser var som strøgne af ham, og han frygtede
for at bryde den gode Stemning.
Da Georg efter at have læst omtrent en Time, holdt op, brød Vennen ud i
en varmt følt og begejstret Tak. Dette var ubetinget det bedste, Georg
endnu havde skrevet. De talte let og frit om det læste, Andrey gjorde
nogle enkelte kritiske Bemærkninger, og Georg havde ikke mere Anledning
til at forundre sig over Vennens forandrede Opførsel.
Da Georg tog Afsked, foreslog han Andrey at gaa med ham; men han var
nødt til at blive hjemme; man havde overdraget ham at skrive et
Cifferbrev, og det kunde ikke opsættes. Længe blev han staaende ved
Vinduet, efter at Vennen var gaaet. De herlige Ord genlød endnu i hans
Sjæl. Georgs Talent havde udviklet sig forbavsende, han var uden Tvivl
en benaadet Digter. Lykkelige Mand, som bar Geniets Stempel paa sin
Pande!
Og atter gled hans Tanker tilbage til Tania; hvorledes kunde hun vel
vælge mellem ham og denne Mand?
Med et Suk satte han sig til sit Skrivebord og tog energisk fat paa sit
Arbejde. I flere Timer levede han nu i denne underlige Verden af talende
Tegn og Figurer, slog ivrigt efter i Nøglen og bandede ofte den
møjsommelige Arbejdsmaade. Brevet skulde, saa snart det var færdigt,
bringes til Hovedkvarteret, for at Budet, som rejste til Dubravnik hen
ad Eftermiddagen, kunde faa det med.
I Hovedkvarteret traf han Helene; det var hendes Tur til at gøre
Tjeneste den Dag.
»Her er en Efterretning fra Dubravnik, som angaar dig!« sagde hun og
trak et Brev frem, som endnu var vaadt af den kemiske Proces. »Her er
det, og her staar dit Navn!« Hun pegede paa en enkelt Samling Figurer
paa sidste Side. Brevet var fra Zina, og Andrey læste:
»Da, der viser sig mange Vanskeligheder ved den Sag, jeg har for, vilde
det være godt, om -- -- --« her fulgte Tegnene -- »kunde komme hertil.«
Intet kunde i dette Øjeblik være Andrey mere velkomment end at faa
Anledning til at komme bort fra St. Petersborg.
»Naa, hvad siger du?« spurgte den unge Pige noget køligt. »Agter du at
tage af Sted?«
»Ja, selvfølgelig!«
»Det tænkte jeg nok!« ytrede Helene i en misbilligende Tone. »Uden et
Øjebliks Betænkning er du i Stand til at forlade dit Arbejde her, som du
netop har faaet saa godt i Gang. Men saadan bærer I Herrer
Revolutionister af god Familie jer altid ad!« vedblev hun vredt, uden at
agte paa den unge Mands Indsigelser. »Saa snart der blot viser sig en
Lejlighed for jer til at kaste jer hovedkulds ind i aktiv Terrorisme,
er I straks parate og glemmer ganske jeres stakkels Arbejdere.«
Helene, som havde set, hvilken udmærket Propagandist Andrey var, ærgrede
sig over, at han nu uden videre vilde opgive dette Arbejde maaske for
bestandig; thi intet var mere rimeligt, end at han satte Hovedet paa
Spil ved Affæren i Dubravnik.
»Intet skulde være mig kærere, end om jeg kunde fortsætte mit Arbejde
her,« sagde han godmodigt og beroligende; »men det vilde være en Skam
for vort Parti, om vi ikke gjorde et ordentligt Forsøg paa at redde vor
udmærkede Ven!«
»Det er ingen Skam for Partiet, at en Mand, som er det hengiven,
anvender sin Tid og sine Evner der, hvor de kan gøre mest Nytte,«
svarede den unge Pige.
»Synes du da virkelig, at Boris og de andre to er af saa lidet Værd for
Partiet, at det ikke engang lønner sig at ofre et Forsøg paa at frelse
dem?« spurgte Andrey skarpt.
»De har den Værdi for Partiet, som vore bedste Mænd i det hele taget
har,« svarede Helene; »men hvis vi vilde forsøge at frelse alle dem, der
er noget værd, kunde vi ikke bestille andet end at hænge over Fængslerne
rundt om i hele Rusland.«
»Naa, saa mener du altsaa, at det er det eneste rigtige, at vi overlader
dem til deres Skæbne?« spurgte Andrey ironisk.
»De levende har noget bedre at gøre end at brække Halsen for at grave de
døde op igen,« svarede Helene fast og skarpt.
»Saa er du vel ogsaa af den Mening, at Minearbejderen ikke skal forsøge
at befri sin Broder, der er begravet nede i Skakten, men derimod rolig
blive ved med sit Arbejde?«
»Aa, bliv mig fra Livet med dine Minearbejdere! de beviser intet,«
udbrød hun ærgerligt. »En Lignelse er intet Argument. Men vi har ingen
Tro til vor Gerning, det er Sagen! Hvis vi havde den rette Tro, vilde vi
ogsaa have Mod til trofast at blive ved den!«
»Jeg siger Tak til den Slags Trofasthed og ønsker mig den ikke!« sagde
Andrey vredt. »Men det er latterligt at bruge Tiden til at skændes,«
vedblev han lidt efter noget roligere; »thi du ved dog lige saa godt som
jeg, at jeg til Trods for din Protest rejser til Dubravnik. Det er
bedre, at vi skilles som Venner; rimeligvis ses vi ikke mere førend min
Afrejse.«
Trods deres Strid kyssede de hinanden til Afsked, som det er Brug i
Rusland iblandt Folk af deres Slags. Andrey lovede hende, at han i Løbet
af en eller to Maaneder vilde være tilbage med alle tre Venner, og at
han saa straks igen vilde optage sit Arbejde i Propagandaens Tjeneste.
To Dage senere afrejste Andrey til Dubravnik i langt bedre Humør, end
han længe havde været.