_Advokat Repin._
Kort efter afrejste Zina og Vasily Verbitzky til Dubravnik, og nogle faa
Dage senere meldte et Brev, at de var ankomne i god Behold. Ti Dage
efter kom endnu et Brev fra Zina, hvori hun meddelte, at »Affæren var i
fuld Gang«, og at det ikke vilde vare længe, førend »den var ordnet«.
Desuagtet skulde denne Affære ikke blive ordnet, hverken nu eller
senere; thi Dommeren, der havde beordret den skændige Handling, blev
greben af en saadan Panik, da han forstod, at man agtede at hævne sig,
at han under Foregivende af pludselig Sygdom skaffede sig Orlov og i al
Hastighed forlod Byen. En Maaned senere sivede det Rygte ud, at han for
bestandig havde forladt Ministeriets Tjeneste. Hvor opbragt vore
Dubravnik Folk end var paa ham, var der intet andet for dem at gøre end
at lade den Fugl flyve. Det er en vedtagen og urokkelig Bestemmelse
iblandt Terroristerne, at fra det Øjeblik en Embedsmand ophører at være
skadelig, maa han i intet Tilfælde hugges ned kun for Hævnens Skyld. Paa
denne Maade har adskillige Kujoner undgaaet den Skæbne, der ventede dem.
Men disse Mennesker, som nu var førte sammen her for at fuldbyrde en
Hævnens Gerning, spredtes ikke ved Offerets Flugt. Man blev enig om,
siden man nu en Gang var her med hele Apparatet i Orden, at tage fat for
Alvor paa Forsøgene paa at redde de tre Revolutionister, som afventede
deres Dom i Dubravniks Fængsel, nemlig Boris og hans to Kammerater
Levshin og Klein.
Zina skrev i den Anledning til Hovedkvarteret i St. Petersborg, som
fuldstændig billigede den ny Plan og lovede at understøtte dem med Penge
og, hvis det var nødvendigt, ogsaa med Mandskab.
Andrey var forberedt paa at blive kaldet til Dubravnik hver Dag, men
undrede sig desuagtet ikke over, at Uge hengik efter Uge, uden at man
sendte Bud efter ham. Zina, som var den, der ledede Forberedelserne
dernede, havde faaet Ordre til ikke at skrive efter Andrey, førend det
Øjeblik var kommet, da den afgørende Handling stod for Døren, og han
vidste af Erfaring, hvor vanskeligt det var at ordne en saadan Sag. Paa
denne Maade forløb Sommeren uden at bringe noget særlig nyt fra
Dubravnik.
I St. Petersborg var Sæsonen lige saa død, som den altid plejede at være
paa denne Aarstid. Den korte Sommers brændende Hede, der føles dobbelt,
fordi den staar i saa stærk en Modsætning til Temperaturen den øvrige
Del af Aaret, driver enhver, der blot kan skaffe Midlerne dertil, bort
fra den kvælende By, ud hvor der findes en Mundfuld frisk Luft. Saavel
Arbejderen som Videnskabsmanden søger ud til de grønne Marker,
henholdsvis for at finde Arbejde eller Hvile. Denne almindelige
Udvandring frembringer en følelig Mangel paa Liv baade i Byens
Forretningsverden og i dens aandelige Rørelser. Og Nihilismen slumrer
saa vel som alt andet i den hede Aarstid, idet dens Medlemmer er spredte
vidt og bredt over Landet. Alligevel var man denne Sommer mindre
uvirksom end ellers, hvilket hovedsagelig skyldtes den voksende
Propaganda iblandt Arbejderne, af hvilke der altid er nok i Byen baade
Sommer og Vinter.
Andrey ofrede sig for dette Arbejde med hele sin Energi, saa længe som
man ikke paa andre Maader behøvede hans Hjælp. Han havde i tidligere
Dage tilbragt en Del af sin Tid med at drive Propaganda iblandt
Arbejdsklassen, og havde fra den Gang flere Venner imellem dem, som var
glade ved atter at gense ham. I Løbet af fjorten Dage var han helt
fortrolig med sine Folk og med sit Arbejde. Han var afholdt paa Grund af
sin ligefremme, alvorlige Maade at være paa, og man lyttede med Glæde
til hans klare, forstandige Tale, der var fri for enhver unyttig
Forsiring. Andrey paa sin Side følte sig hjemme blandt disse Mennesker,
og det var egentlig det Arbejde i Revolutionens Tjeneste, han syntes
bedst om. I den Retning var han en absolut Modsætning til Georg, som
foretrak Propagandaen iblandt den studerende og mere dannede Klasse,
hvor hans glimrende Talegaver anderledes kunde komme til deres Ret.
Det var en klar Søndag Eftermiddag i den første Halvdel af August;
Andrey var paa Vejen hjem fra et Arbejdermøde i Vyborg-Kvarteret, der
stod under hans særlige Varetægt. Klokken var seks, og han standsede ved
Liteiny Broen for at overveje, om han skulde gaa videre ad Hjemmet til,
eller om han skulde staa op i en Omnibus og kørte til Repins Sommervilla
ved »Den sorte Flod«. Han kunde naa den paa en Time, og Dagen og Tiden
egnede sig godt for et Besøg. Alligevel følte han lidt Samvittighedsnag
ved at give efter for sin heftige Lyst til at besøge Repins. Han havde
været der to Gange i den forløbne Uge, og det var ubetinget klogest ikke
atter at vise sig der. Vist nok havde den Uvejrssky, som for nogle
Maaneder siden trak sammen over Advokatens Hoved, atter spredt sig;
Novakovsky var bleven frigivet, uden at Dubravnik Politiet var kommen
under Vejr med hans kompromitterende Forbindelser, og Repin var ikke
yderligere bleven forulempet; hans Hus var saa sikkert, som en Russers i
det hele taget kan være.
Alligevel indeslutter enhver »Ulovligs« Besøg i sig selv en Fare og bør
ikke gentages for ofte, og Andrey besluttede derfor at være dydig og gaa
lige hjem, omendskønt hans Værelser i dette Øjeblik kun forekom ham
lidet tiltrækkende. Han gik ogsaa virkelig over Broen, men da Omnibussen
til »Den sorte Flod« i samme Øjeblik, som han naaede den anden Side, kom
rullende hen imod ham, og han saa, at der var en Plads ledig paa
Kuskesædet, skyndte han sig med at springe op og sikre sig den.
Man maa heller ikke være alt for ængstelig, trøstede han sig med; i de
udenbys Distrikter er Politiet mindre aarvaagent, og en Visit mere eller
mindre betyder ikke saa meget, særlig en Søndag, hvor der altid ventes
Gæster fra Byen. Det faldt ham pludselig ind, at der var Musik i Parken
hver Søndag Aften, og da Tania vist nok gerne gik derhen, kunde han være
hendes Ledsager; thi Advokaten arbejdede altid om Aftenen.
Siden Andrey for to Maaneder siden havde truffet Tania første Gang, var
der ikke hengaaet en Uge, uden at han havde set hende, i Begyndelsen
rent tilfældigt, senere ved mere eller mindre planlagte Kombinationer.
Efter at Repins var flyttede paa Landet, tilbragte Andrey de fleste af
sine ledige Aftener enten hos Advokaten eller hos Helene Zubova. Den
unge Pige havde for Sommermaanederne lejet et Værelse i Nærheden og kom
meget sammen med Tania.
For Andrey med hans mange dyrekøbte Erfaringer i Livet var Tania trods
sine nitten Aar omtrent et Barn endnu; men der var alligevel i deres
Smag, i deres Sympatier og Interesser saa megen Overensstemmelse, at han
følte hendes Selskab som noget af det kæreste og bedste. Det faldt ham
ikke ind, at denne fortrolige Omgang kunde rumme nogen Fare for hans
Sjælsro, og med Hensyn til Tania ansaa han det for helt utænkeligt; han
havde intet ved sig, der satte en Kvindes Fantasi i Bevægelse. Vist nok
var der mange, der havde holdt af ham; men de havde dog alle giftet sig
med en anden. Det var nu en Gang hans Skæbne i Livet; og han havde
vænnet sig til at tage det med Ro; en Kvindes Kærlighed er en stor, men
skæbnesvanger Lykke, og for en Oprører er det bedre at være den foruden.
Desuden elskede Georg jo Tania, og Andrey havde først troet, at denne
Følelse blev gengældt fra hendes Side, men han var i den sidste Tid
begyndt at blive noget tvivlsom paa dette Punkt. Tanias Følelser for
Georg var næppe mere end søsterlige. Men mærkeligt nok var det dog
Vennens Kærlighed til den unge Pige, der gjorde ham blind over for hans
egne Følelser.
Georg var en sjældnere Gæst i Advokatens Hus end Andrey. Den unge Digter
benyttede den Ferie, som Sommeren bragte med sig, til at arbejde paa
sine egne Ting.
Da Andrey naaede Advokatens smukke, lille Villa, som var smagfuldt
prydet med Træskærerarbejde i russisk Stil, fandt han Husets Herre alene
hjemme. Tania var gaaet ud. Helene Zubova var kommen straks efter Middag
for at hente hende til en Spadseretur, Georg ventede paa dem i Parken,
og de kom næppe hjem før sent paa Aftenen, forklarede den gamle Herre.
Andrey følte sig bittert skuffet og vilde straks tage Afsked, men hans
Vært holdt ham tilbage.
»Sid dog ned og ryg en Cigar!« sagde Repin. »Jeg fejrer ogsaa min Søndag
nu.«
Foran ham laa et nylig udkommet Hæfte og en Elfenbenspapirkniv mellem
dets Blade.
»Hvor kommer De fra, og hvad nyt foregaar der i den Del af Verden, hvor
De færdes?« fortsatte Repin. »Skal vi alle sammen gaa i Hundene, og er
De allerede bleven enige om paa hvilken Maade?«
»Aa nej, slet saa galt er det ikke,« svarede Andrey. »Jeg kommer fra et
Arbejdermøde.«
»Ja saa! Udrettes der meget ad den Vej?«
»Ubetinget! Især i det sidste Aars Tid.«
»Og finder De virkelig, at disse Bestræbelser bærer Frugt?« spurgte
Advokaten stærkt interesseret, men i en noget tvivlende Tone.
»Naturligvis gør det det, hvorfor skulde vi ellers blive ved dermed?«
spurgte Andrey.
»Aa, de fleste Mennesker er i Regelen mest udholdende paa de Punkter,
hvor det er mest frugtesløst,« bemærkede Repin.
Født Adelsmand og opdraget iblandt dem, der havde Livegne under sig,
nærede Advokat Repin som saa mange af de bedste Mænd fra hans Tid den
Anskuelse, at der imellem den dannede Mand og Arbejderen var en
uoverstigelig Afgrund. I sin Virksomhed som Advokat ved de politiske
Forhør havde han vistnok truffet adskillige Arbejdere og Bønder, som
aandeligt stod paa fuldstændig samme Niveau som den mere dannede Mand,
og det slog ham hver Gang som noget helt nyt. En Svale -- ja selv en
halv Snes -- gør imidlertid ingen Sommer, og han var lige saa tvivlende
som før, men greb dog nu med Glæde Anledningen til at høre lidt nærmere
om dette Spørgsmaal af en Mand, der som Andrey kendte alle dets for og
imod.
Han lyttede derfor med stor Opmærksomhed til den unge Mands Ord, idet
han af og til nikkede samstemmende.
»Ja, jeg maa indrømme, at det er en god Begyndelse,« sagde han til
sidst, »og den mest haabefulde Del af eders Gerning, den eneste, som jeg
i Virkeligheden kan være med til at godkende. Og jeg er Dem taknemmelig,
fordi De har sat mig saa godt ind i Sagen.«
Advokat Repin drøftede ofte politiske og revolutionære Spørgsmaal med
Andrey. Den unge Mand var den af Datterens Venner, som han helst saa i
sit Hus og helst talte med. De var selvfølgelig aldrig enige, men de
saarede hinanden mindre og forstod hinanden bedre end de øvrige.
»Jeg vil nu sige Tak for denne Gang!« sagde Andrey, idet han rejste sig.
»Jeg vil gaa igennem Parken, maaske kan jeg være saa heldig at træffe de
andre. Tør jeg i hvert Fald bede Dem om at hilse Tatiana Grigorievna fra
mig?«
Da Repin atter var alene, greb han sin Bog for at genoptage Læsningen;
men det var ham umuligt at læse videre. Han var saa opfyldt af sine egne
Tanker, at han ikke var i Stand til at følge Forfatterens. Han tænkte
paa sin Datter og paa den vanskelige, sørgelige Stilling, hvori hendes
synligt voksende Sympati for Revolutionen bragte ham.
Repin var ingen Tilhænger af Revolutionen, som den var paa den Tid. Som
en Mand fra en langt tidligere Periode var han en varm Beundrer og
virksom Understøtter af den store Frihedsbevægelse fra 1860, hvortil
Herzens Navn saa nøje var knyttet. Han var bleven disse Traditioner tro,
og naar Revolutionisterne haardnakket angreb den politiske Despotisme i
Rusland, kunde han ikke andet end i dem at se Forkæmperne for hans egne
Doktriner. Omendskønt han var alt for gammel til at dele deres
Forhaabninger eller til at bifalde deres hensynsløse Midler for at naa
Maalet, ansaa han dog ikke dette for tilstrækkelig Grund til selv helt
at unddrage sig ethvert Ansvar eller enhver Byrde i den forestaaende
Kamp. Han havde set for meget af Despotismens Rædsler til ikke at føle,
at selv den vildeste Form for Gengældelse var naturlig og undskyldelig,
ja endog moralsk berettiget, og han følte hverken Had eller Afsky for
dens Forkæmpere, snarere en vis Respekt.
En Begivenhed, som var hændet for tre Aar siden, havde bidraget
væsentlig til at fæstne hans den Gang noget vage Sympatier. Han var
bleven opfordret til af optræde som Defensor ved et politisk Forhør. Paa
den Tid havde de politiske Forbrydere endnu Ret til at lade sig forsvare
af Advokater. Han blev paa denne Maade bekendt med Zina Lomova -- hans
Klient -- og med flere af hendes Kammerater. Hans Interesse for Sagen
blev forhøjet ved den stærke personlige Sympati, som disse brave og
modige unge Mennesker indgød ham.
Da den efter hans Mening højst uretfærdige Dom faldt otte Maaneder
senere, og Zina, efter at være flygtet, uventet en Dag opsøgte ham i
hans Bolig i St. Petersborg, modtog han hende med aabne Arme og tilbød
hende Beskyttelse og alt, hvad hun ellers behøvede. Zina tilbragte i
Virkeligheden flere Dage i Advokatens Hus, indtil hun Ved hans Hjælp var
bleven sat i Forbindelse med dem af hendes tidligere Venner, der som
»Ulovlige« boede i Hovedstaden.
Igennem Zina var Repin og hans Datter iblandt andre ogsaa blevne
bekendte med Boris Maevsky, med hvem hun kort efter giftede sig.
Advokatens Hus var Samlingsstedet for den højeste Intelligens i St.
Petersborg, og der var intet Sted, hvor Oprørerne -- i Mangel af en fri
Presse -- bedre kunde faa Begreb om de toneangivendes Meninger og
Sympatier. Flere af Oprørerne sluttede Venskab med hans Datter, hvem de
tydeligt nok betragtede som et fremtidigt Medlem af deres Parti.
Den gamle Advokat var tilstrækkelig klartseende til at frygte at deres
Forhaabninger var vel begrundede, og at den Dag var nær, da hans elskede
Barn vilde blive trukken med ind i denne bundløse Hvirvel, som krævede
saa mange Ofre. Han vilde have givet sit Liv for at frelse hende; men
han kunde ikke se, hvorledes det lod sig gøre. At forbyde hende ethvert
Samkvem med de sammensvorne forekom ham lige saa moralsk umuligt, som
det var ham selv at nægte enhver Hjælp, kun fordi han derved kunde
risikere en Dag at komme i Kollision med Politiet. Desuden, til hvad
Nytte var alle Forbud og al kunstig Indespærring naar Smitstoffet laa i
Luften? Hvor mangen en Fader har ikke forsøgt dette fortvivlede Middel
og med hvilket Resultat? For at se sit Barn træde op imod hans Autoritet
og i Vrede og Had skille sine Veje fra hans. Nej, saa hellere lade det
værste ske, aldrig skulde hans Datter komme til at se paa ham som paa en
Fjende. Han lagde intet Baand paa hendes Frihed, men stolede paa, at den
moralske Indflydelse, han havde over hende, vilde være tilstrækkelig til
at afholde hende fra et Skridt, som han ansaa baade for farligt og
fortvivlet. I lang Tid havde han smigret sig med aandeligt at have saa
megen Magt over hende, at hun holdtes inden for bestemte Grænser; men i
den senere Tid havde han lagt Mærke til en Forandring hos hende, som
gjorde ham urolig. Han frygtede, at den skæbnesvangre Krisis nærmede
sig, og nu, imedens han sad her foran sin opslaaede Bog, følte han sit
Hjerte sammensnøres ved Tanken om dette uafvendelige.