VI. KAPITEL.

_Advokat Repin._

Kort efter afrejste Zina og Vasily Verbitzky til Dubravnik, og nogle faa

Dage senere meldte et Brev, at de var ankomne i god Behold. Ti Dage

efter kom endnu et Brev fra Zina, hvori hun meddelte, at »Affæren var i

fuld Gang«, og at det ikke vilde vare længe, førend »den var ordnet«.

Desuagtet skulde denne Affære ikke blive ordnet, hverken nu eller

senere; thi Dommeren, der havde beordret den skændige Handling, blev

greben af en saadan Panik, da han forstod, at man agtede at hævne sig,

at han under Foregivende af pludselig Sygdom skaffede sig Orlov og i al

Hastighed forlod Byen. En Maaned senere sivede det Rygte ud, at han for

bestandig havde forladt Ministeriets Tjeneste. Hvor opbragt vore

Dubravnik Folk end var paa ham, var der intet andet for dem at gøre end

at lade den Fugl flyve. Det er en vedtagen og urokkelig Bestemmelse

iblandt Terroristerne, at fra det Øjeblik en Embedsmand ophører at være

skadelig, maa han i intet Tilfælde hugges ned kun for Hævnens Skyld. Paa

denne Maade har adskillige Kujoner undgaaet den Skæbne, der ventede dem.

Men disse Mennesker, som nu var førte sammen her for at fuldbyrde en

Hævnens Gerning, spredtes ikke ved Offerets Flugt. Man blev enig om,

siden man nu en Gang var her med hele Apparatet i Orden, at tage fat for

Alvor paa Forsøgene paa at redde de tre Revolutionister, som afventede

deres Dom i Dubravniks Fængsel, nemlig Boris og hans to Kammerater

Levshin og Klein.

Zina skrev i den Anledning til Hovedkvarteret i St. Petersborg, som

fuldstændig billigede den ny Plan og lovede at understøtte dem med Penge

og, hvis det var nødvendigt, ogsaa med Mandskab.

Andrey var forberedt paa at blive kaldet til Dubravnik hver Dag, men

undrede sig desuagtet ikke over, at Uge hengik efter Uge, uden at man

sendte Bud efter ham. Zina, som var den, der ledede Forberedelserne

dernede, havde faaet Ordre til ikke at skrive efter Andrey, førend det

Øjeblik var kommet, da den afgørende Handling stod for Døren, og han

vidste af Erfaring, hvor vanskeligt det var at ordne en saadan Sag. Paa

denne Maade forløb Sommeren uden at bringe noget særlig nyt fra

Dubravnik.

I St. Petersborg var Sæsonen lige saa død, som den altid plejede at være

paa denne Aarstid. Den korte Sommers brændende Hede, der føles dobbelt,

fordi den staar i saa stærk en Modsætning til Temperaturen den øvrige

Del af Aaret, driver enhver, der blot kan skaffe Midlerne dertil, bort

fra den kvælende By, ud hvor der findes en Mundfuld frisk Luft. Saavel

Arbejderen som Videnskabsmanden søger ud til de grønne Marker,

henholdsvis for at finde Arbejde eller Hvile. Denne almindelige

Udvandring frembringer en følelig Mangel paa Liv baade i Byens

Forretningsverden og i dens aandelige Rørelser. Og Nihilismen slumrer

saa vel som alt andet i den hede Aarstid, idet dens Medlemmer er spredte

vidt og bredt over Landet. Alligevel var man denne Sommer mindre

uvirksom end ellers, hvilket hovedsagelig skyldtes den voksende

Propaganda iblandt Arbejderne, af hvilke der altid er nok i Byen baade

Sommer og Vinter.

Andrey ofrede sig for dette Arbejde med hele sin Energi, saa længe som

man ikke paa andre Maader behøvede hans Hjælp. Han havde i tidligere

Dage tilbragt en Del af sin Tid med at drive Propaganda iblandt

Arbejdsklassen, og havde fra den Gang flere Venner imellem dem, som var

glade ved atter at gense ham. I Løbet af fjorten Dage var han helt

fortrolig med sine Folk og med sit Arbejde. Han var afholdt paa Grund af

sin ligefremme, alvorlige Maade at være paa, og man lyttede med Glæde

til hans klare, forstandige Tale, der var fri for enhver unyttig

Forsiring. Andrey paa sin Side følte sig hjemme blandt disse Mennesker,

og det var egentlig det Arbejde i Revolutionens Tjeneste, han syntes

bedst om. I den Retning var han en absolut Modsætning til Georg, som

foretrak Propagandaen iblandt den studerende og mere dannede Klasse,

hvor hans glimrende Talegaver anderledes kunde komme til deres Ret.

Det var en klar Søndag Eftermiddag i den første Halvdel af August;

Andrey var paa Vejen hjem fra et Arbejdermøde i Vyborg-Kvarteret, der

stod under hans særlige Varetægt. Klokken var seks, og han standsede ved

Liteiny Broen for at overveje, om han skulde gaa videre ad Hjemmet til,

eller om han skulde staa op i en Omnibus og kørte til Repins Sommervilla

ved »Den sorte Flod«. Han kunde naa den paa en Time, og Dagen og Tiden

egnede sig godt for et Besøg. Alligevel følte han lidt Samvittighedsnag

ved at give efter for sin heftige Lyst til at besøge Repins. Han havde

været der to Gange i den forløbne Uge, og det var ubetinget klogest ikke

atter at vise sig der. Vist nok havde den Uvejrssky, som for nogle

Maaneder siden trak sammen over Advokatens Hoved, atter spredt sig;

Novakovsky var bleven frigivet, uden at Dubravnik Politiet var kommen

under Vejr med hans kompromitterende Forbindelser, og Repin var ikke

yderligere bleven forulempet; hans Hus var saa sikkert, som en Russers i

det hele taget kan være.

Alligevel indeslutter enhver »Ulovligs« Besøg i sig selv en Fare og bør

ikke gentages for ofte, og Andrey besluttede derfor at være dydig og gaa

lige hjem, omendskønt hans Værelser i dette Øjeblik kun forekom ham

lidet tiltrækkende. Han gik ogsaa virkelig over Broen, men da Omnibussen

til »Den sorte Flod« i samme Øjeblik, som han naaede den anden Side, kom

rullende hen imod ham, og han saa, at der var en Plads ledig paa

Kuskesædet, skyndte han sig med at springe op og sikre sig den.

Man maa heller ikke være alt for ængstelig, trøstede han sig med; i de

udenbys Distrikter er Politiet mindre aarvaagent, og en Visit mere eller

mindre betyder ikke saa meget, særlig en Søndag, hvor der altid ventes

Gæster fra Byen. Det faldt ham pludselig ind, at der var Musik i Parken

hver Søndag Aften, og da Tania vist nok gerne gik derhen, kunde han være

hendes Ledsager; thi Advokaten arbejdede altid om Aftenen.

Siden Andrey for to Maaneder siden havde truffet Tania første Gang, var

der ikke hengaaet en Uge, uden at han havde set hende, i Begyndelsen

rent tilfældigt, senere ved mere eller mindre planlagte Kombinationer.

Efter at Repins var flyttede paa Landet, tilbragte Andrey de fleste af

sine ledige Aftener enten hos Advokaten eller hos Helene Zubova. Den

unge Pige havde for Sommermaanederne lejet et Værelse i Nærheden og kom

meget sammen med Tania.

For Andrey med hans mange dyrekøbte Erfaringer i Livet var Tania trods

sine nitten Aar omtrent et Barn endnu; men der var alligevel i deres

Smag, i deres Sympatier og Interesser saa megen Overensstemmelse, at han

følte hendes Selskab som noget af det kæreste og bedste. Det faldt ham

ikke ind, at denne fortrolige Omgang kunde rumme nogen Fare for hans

Sjælsro, og med Hensyn til Tania ansaa han det for helt utænkeligt; han

havde intet ved sig, der satte en Kvindes Fantasi i Bevægelse. Vist nok

var der mange, der havde holdt af ham; men de havde dog alle giftet sig

med en anden. Det var nu en Gang hans Skæbne i Livet; og han havde

vænnet sig til at tage det med Ro; en Kvindes Kærlighed er en stor, men

skæbnesvanger Lykke, og for en Oprører er det bedre at være den foruden.

Desuden elskede Georg jo Tania, og Andrey havde først troet, at denne

Følelse blev gengældt fra hendes Side, men han var i den sidste Tid

begyndt at blive noget tvivlsom paa dette Punkt. Tanias Følelser for

Georg var næppe mere end søsterlige. Men mærkeligt nok var det dog

Vennens Kærlighed til den unge Pige, der gjorde ham blind over for hans

egne Følelser.

Georg var en sjældnere Gæst i Advokatens Hus end Andrey. Den unge Digter

benyttede den Ferie, som Sommeren bragte med sig, til at arbejde paa

sine egne Ting.

Da Andrey naaede Advokatens smukke, lille Villa, som var smagfuldt

prydet med Træskærerarbejde i russisk Stil, fandt han Husets Herre alene

hjemme. Tania var gaaet ud. Helene Zubova var kommen straks efter Middag

for at hente hende til en Spadseretur, Georg ventede paa dem i Parken,

og de kom næppe hjem før sent paa Aftenen, forklarede den gamle Herre.

Andrey følte sig bittert skuffet og vilde straks tage Afsked, men hans

Vært holdt ham tilbage.

»Sid dog ned og ryg en Cigar!« sagde Repin. »Jeg fejrer ogsaa min Søndag

nu.«

Foran ham laa et nylig udkommet Hæfte og en Elfenbenspapirkniv mellem

dets Blade.

»Hvor kommer De fra, og hvad nyt foregaar der i den Del af Verden, hvor

De færdes?« fortsatte Repin. »Skal vi alle sammen gaa i Hundene, og er

De allerede bleven enige om paa hvilken Maade?«

»Aa nej, slet saa galt er det ikke,« svarede Andrey. »Jeg kommer fra et

Arbejdermøde.«

»Ja saa! Udrettes der meget ad den Vej?«

»Ubetinget! Især i det sidste Aars Tid.«

»Og finder De virkelig, at disse Bestræbelser bærer Frugt?« spurgte

Advokaten stærkt interesseret, men i en noget tvivlende Tone.

»Naturligvis gør det det, hvorfor skulde vi ellers blive ved dermed?«

spurgte Andrey.

»Aa, de fleste Mennesker er i Regelen mest udholdende paa de Punkter,

hvor det er mest frugtesløst,« bemærkede Repin.

Født Adelsmand og opdraget iblandt dem, der havde Livegne under sig,

nærede Advokat Repin som saa mange af de bedste Mænd fra hans Tid den

Anskuelse, at der imellem den dannede Mand og Arbejderen var en

uoverstigelig Afgrund. I sin Virksomhed som Advokat ved de politiske

Forhør havde han vistnok truffet adskillige Arbejdere og Bønder, som

aandeligt stod paa fuldstændig samme Niveau som den mere dannede Mand,

og det slog ham hver Gang som noget helt nyt. En Svale -- ja selv en

halv Snes -- gør imidlertid ingen Sommer, og han var lige saa tvivlende

som før, men greb dog nu med Glæde Anledningen til at høre lidt nærmere

om dette Spørgsmaal af en Mand, der som Andrey kendte alle dets for og

imod.

Han lyttede derfor med stor Opmærksomhed til den unge Mands Ord, idet

han af og til nikkede samstemmende.

»Ja, jeg maa indrømme, at det er en god Begyndelse,« sagde han til

sidst, »og den mest haabefulde Del af eders Gerning, den eneste, som jeg

i Virkeligheden kan være med til at godkende. Og jeg er Dem taknemmelig,

fordi De har sat mig saa godt ind i Sagen.«

Advokat Repin drøftede ofte politiske og revolutionære Spørgsmaal med

Andrey. Den unge Mand var den af Datterens Venner, som han helst saa i

sit Hus og helst talte med. De var selvfølgelig aldrig enige, men de

saarede hinanden mindre og forstod hinanden bedre end de øvrige.

»Jeg vil nu sige Tak for denne Gang!« sagde Andrey, idet han rejste sig.

»Jeg vil gaa igennem Parken, maaske kan jeg være saa heldig at træffe de

andre. Tør jeg i hvert Fald bede Dem om at hilse Tatiana Grigorievna fra

mig?«

Da Repin atter var alene, greb han sin Bog for at genoptage Læsningen;

men det var ham umuligt at læse videre. Han var saa opfyldt af sine egne

Tanker, at han ikke var i Stand til at følge Forfatterens. Han tænkte

paa sin Datter og paa den vanskelige, sørgelige Stilling, hvori hendes

synligt voksende Sympati for Revolutionen bragte ham.

Repin var ingen Tilhænger af Revolutionen, som den var paa den Tid. Som

en Mand fra en langt tidligere Periode var han en varm Beundrer og

virksom Understøtter af den store Frihedsbevægelse fra 1860, hvortil

Herzens Navn saa nøje var knyttet. Han var bleven disse Traditioner tro,

og naar Revolutionisterne haardnakket angreb den politiske Despotisme i

Rusland, kunde han ikke andet end i dem at se Forkæmperne for hans egne

Doktriner. Omendskønt han var alt for gammel til at dele deres

Forhaabninger eller til at bifalde deres hensynsløse Midler for at naa

Maalet, ansaa han dog ikke dette for tilstrækkelig Grund til selv helt

at unddrage sig ethvert Ansvar eller enhver Byrde i den forestaaende

Kamp. Han havde set for meget af Despotismens Rædsler til ikke at føle,

at selv den vildeste Form for Gengældelse var naturlig og undskyldelig,

ja endog moralsk berettiget, og han følte hverken Had eller Afsky for

dens Forkæmpere, snarere en vis Respekt.

En Begivenhed, som var hændet for tre Aar siden, havde bidraget

væsentlig til at fæstne hans den Gang noget vage Sympatier. Han var

bleven opfordret til af optræde som Defensor ved et politisk Forhør. Paa

den Tid havde de politiske Forbrydere endnu Ret til at lade sig forsvare

af Advokater. Han blev paa denne Maade bekendt med Zina Lomova -- hans

Klient -- og med flere af hendes Kammerater. Hans Interesse for Sagen

blev forhøjet ved den stærke personlige Sympati, som disse brave og

modige unge Mennesker indgød ham.

Da den efter hans Mening højst uretfærdige Dom faldt otte Maaneder

senere, og Zina, efter at være flygtet, uventet en Dag opsøgte ham i

hans Bolig i St. Petersborg, modtog han hende med aabne Arme og tilbød

hende Beskyttelse og alt, hvad hun ellers behøvede. Zina tilbragte i

Virkeligheden flere Dage i Advokatens Hus, indtil hun Ved hans Hjælp var

bleven sat i Forbindelse med dem af hendes tidligere Venner, der som

»Ulovlige« boede i Hovedstaden.

Igennem Zina var Repin og hans Datter iblandt andre ogsaa blevne

bekendte med Boris Maevsky, med hvem hun kort efter giftede sig.

Advokatens Hus var Samlingsstedet for den højeste Intelligens i St.

Petersborg, og der var intet Sted, hvor Oprørerne -- i Mangel af en fri

Presse -- bedre kunde faa Begreb om de toneangivendes Meninger og

Sympatier. Flere af Oprørerne sluttede Venskab med hans Datter, hvem de

tydeligt nok betragtede som et fremtidigt Medlem af deres Parti.

Den gamle Advokat var tilstrækkelig klartseende til at frygte at deres

Forhaabninger var vel begrundede, og at den Dag var nær, da hans elskede

Barn vilde blive trukken med ind i denne bundløse Hvirvel, som krævede

saa mange Ofre. Han vilde have givet sit Liv for at frelse hende; men

han kunde ikke se, hvorledes det lod sig gøre. At forbyde hende ethvert

Samkvem med de sammensvorne forekom ham lige saa moralsk umuligt, som

det var ham selv at nægte enhver Hjælp, kun fordi han derved kunde

risikere en Dag at komme i Kollision med Politiet. Desuden, til hvad

Nytte var alle Forbud og al kunstig Indespærring naar Smitstoffet laa i

Luften? Hvor mangen en Fader har ikke forsøgt dette fortvivlede Middel

og med hvilket Resultat? For at se sit Barn træde op imod hans Autoritet

og i Vrede og Had skille sine Veje fra hans. Nej, saa hellere lade det

værste ske, aldrig skulde hans Datter komme til at se paa ham som paa en

Fjende. Han lagde intet Baand paa hendes Frihed, men stolede paa, at den

moralske Indflydelse, han havde over hende, vilde være tilstrækkelig til

at afholde hende fra et Skridt, som han ansaa baade for farligt og

fortvivlet. I lang Tid havde han smigret sig med aandeligt at have saa

megen Magt over hende, at hun holdtes inden for bestemte Grænser; men i

den senere Tid havde han lagt Mærke til en Forandring hos hende, som

gjorde ham urolig. Han frygtede, at den skæbnesvangre Krisis nærmede

sig, og nu, imedens han sad her foran sin opslaaede Bog, følte han sit

Hjerte sammensnøres ved Tanken om dette uafvendelige.

En Nihilist · 第 10 / 30 题