Hvorledes Brigaderen spillede om et Kongerige.
I ved alle, mine Venner, at efter det russiske Felttog blev Resterne af
vor stakkels Hær indkvarteret langs Elbens vestlige Bred, hvor
Mandskabet skulde forsøge at faa det frosne Blod i Aarerne tøet op, og
ved godt tysk Øl atter faa lidt Kød paa Knoglerne. Imidlertid blev der
altid et eller andet tilbage i Rusland, og jeg tør nok paastaa, at tre
store Furagevogne ikke vilde have afgivet tilstrækkelig Plads til alle
de Fingre og Tæer, der var frosne af under Tilbagetoget. Alligevel
maatte vi takke Skaberen for vort Held, naar vi tænkte paa vore stakkels
Kammerater, som vi havde maattet lade blive tilbage paa
Snemarkerne, -- disse frygtelige Snemarker! Den Dag i Dag holder jeg ikke
af at se rødt og hvidt sammen, mine Venner. Blot et rødt Lommetørklæde
paa mit hvide Sengetæppe kan hensætte mig i de frygteligste Drømmerier.
I vil aldrig faa mig til at fortælle Jer om det russiske Felttog, thi
Tanken alene er nok til at gøre min Vin sur og forvandle min Tobak til
Halm.
Af den halve Million Soldater, der gik over Elben i 1812, vendte kun
omtrent fyrretyve Tusind Infanterister tilbage i Foraaret 1813. Men det
var frygtelige Mænd, disse fyrretyve Tusinde. Mænd af Staal, vante til
at indtage deres Maaltider paa Hesteryggen, at sove i Sneen og opfyldte
af Raseri og Had til Russerne. De skulde holde Stillingen ved Elben,
indtil den store Hær af udskrevne, som Kejseren kaldte under Fanerne i
Frankrig, var rede til at hjælpe dem med at gaa over Floden endnu en
Gang.
Kavalleriet var i en jammerlig Forfatning. Mine Husarer laa i Borna, og
da jeg første Gang inspicerede dem, brast jeg i Taarer ved Synet af dem.
Mine prægtige Fyre og mine dejlige Heste -- mit Hjerte krympede sig ved at
se, i hvilken Forfatning, de var kommen. "Fat Mod," tænkte jeg.
"Regimentets Tab har været stort, men Eders Oberst har I dog endnu." Jeg
gik straks i Lag med at rekonstruere Korpset, og havde faaet to gode
Eskadroner samlet sammen, da der udgik Ordrer til alle Oberster i
Kavalleriet om øjeblikkelig at begive sig til Regiments-Depoterne i
Frankrig for at organisere Rekrutterne til det kommende Felttog.
I tror sagtens, mine Venner, at mit Hjerte svulmede af Glæde ved
Udsigten til at gense Frankrig. Jeg vil ikke skjule for Jer, at jeg blev
lykkelig over at skulle gense min Moder og en og anden lille Kæreste,
men der var andre i Hæren, der havde flere Berøringspunkter hjemme. Jeg
vilde gerne have byttet med enhver, der havde Kone og Børn, og som dog
maatte blive, hvor de var. Imidlertid nytter det ikke at klage, naar det
blaa Papir med den lille røde Seddel ankommer, og paa mindre end en Time
var jeg paa Vej fra Elben til Vogeserne. Alligevel -- der vilde nu komme
en roligere Tid for mig. Krigen laa bagved mig og Freden forude.
Saaledes omtrent var mine Tanker, da Trommernes Lyd efterhaanden døde
bort, og medens den lange, hvide Vej snoede sig foran mig gennem
Sletter, Skove og Bjerge, med Frankrig et Sted hinsides den blaa Dis,
der laa ude i Horisonten.
Det er interessant, men ikke altid heldigt, at ride gennem en Hærs
Arrièregarde. I Høstens Tid behøver Soldaterne liden eller ingen
Ekstraforplejning. De forsyner sig med Korn fra Markerne, naar de
passerer forbi, og maler det i deres Lejr. Alt gaar i en Haandevending.
Det var altid paa denne Tid af Aaret, at hine hurtige Marscher fandt
Sted, der opfyldte Evropa med Frygt og Forbavselse. Nu var det
imidlertid udsultede Soldater, der skulde fedes, og jeg maatte hvert
Øjeblik holde ned i Grøften, naar Faarene fra Coburg eller Okserne fra
Bayern blev drevne forbi mig, efterfulgt af Vogne, fyldte med Øl fra
Berlin eller god fransk Cognak.
I forstaar, at jeg blev snart led og ked af disse ufrivillige Ophold.
Jeg kom ligefrem i godt Humør, da jeg naaede Altenburg og opdagede, at
Vejen delte sig i to, og at jeg kunde tage den sydlige hurtigere Vej.
Der var kun faa Vejfarende herfra indtil Greiz, og Stien snoede sig
gennem Skove af Eg og Bøg. I vil sagtens finde det mærkeligt, at en
Oberst ved Husarerne atter og atter holdt sin Hest an for at beundre
Udsigten, men saafremt I havde tilbragt seks Maaneder paa de russiske
Snemarker, vilde I have forstaaet mig bedre.
Der var dog noget, der optog mig mere end Skovenes Skønhed, og det var
den Befolkning, jeg kom i Berøring med. Vi havde altid staaet paa en god
Fod med Tyskerne, og i de sidste seks Aar havde vi ikke mærket til, at
de bar Nag til os, fordi vi havde lavet lidt om paa deres Landkort. Vi
havde vist Mændene smaa Elskværdigheder og havde til Gengæld modtaget
saadanne af Kvinderne. Det gode, hyggelige Tyskland var blevet et andet
Hjem for os alle. Men nu var der i dette Folks Opførsel kommet noget,
som jeg ikke kunde forklare mig. Paa Landevejen besvarede man ikke min
Hilsen, i Skovegnene vendte man Hovedet bort for at undgaa at se mig, og
i Landsbyerne kunde Folk samle sig i Klynger og skule til mig, naar jeg
red forbi.
Det var i en lille Landsby ved Schmolin, en halv Mils Vej fra Altenburg,
at Forholdene blev mig endnu mere brogede. Jeg gjorde Ophold i en Kro
for at væde mit Overskæg og give Violette et Foder. Det var min Agt at
sige Pigen, der opvartede mig, en Artighed og om muligt faa anbragt et
Kys, men hun syntes ikke modtagelig for nogen af Delene og sendte mig et
vredt Blik. Da jeg hævede mit Glas for at hilse paa Folkene, som sad og
drak deres Øl lige udenfor Døren, vendte de mig alle Ryggen med
Undtagelse af en spinkel Fyr, der udbrød: "Dette er vor Skaal, Drenge!
Det er Skaalen for Bogstavet T." Saa tømte de alle deres Krus under en
Lattersalve, der klang ildevarslende i mine Øren.
Jeg brød mit Hoved med, hvad denne studeagtige Optræden skulde betyde,
da jeg, medens jeg red ud af Landsbyen, fik Øje paa et stort T., der
nylig var skaaret ind i Barken paa et stort Træ. Under mit Ridt om
Morgenen, havde jeg set adskillige T'er, men havde ikke skænket dem
nogen Tanke, før Knøsens Ord i Landsbykroen havde henledt min
Opmærksomhed paa dem. Da en velklædt Rytter i samme Øjeblik passerede
forbi mig, vendte jeg mig om imod ham for at faa Gaaden løst.
"Kan De sige mig, min Herre, hvad Bogstavet T. betyder?"
Han saa først paa det og betragtede mig derefter paa den besynderligste
Maade. "Unge Mand," svarede han, "det betyder ikke det samme som
Bogstavet N."
Før jeg kunde udspørge ham yderligere, satte han Sporene i Hestens Side
og var borte.
Til en Begyndelse skænkede jeg ikke hans Ord synderlig Opmærksomhed, men
da jeg travede videre, drejede Violette et Øjeblik sit kønne Hoved, og
mit Øje fangede Glimtet af det gyldne "N" i Bidslet. Det var Kejserens
Tegn. Og disse Tegn betød altsaa noget, der var modsat det. Der maatte
være sket vigtige Ting i Tyskland, medens vi havde været borte; maaske
den sovende Jætte var ved at vaagne. Jeg tænkte paa de modvillige
Ansigter, som jeg overalt havde mødt, og det forekom mig, at saafremt
jeg havde kunnet se ind i disse Folks Hjerter, kunde jeg have bragt
mærkelige Nyheder med mig til Frankrig. Men dette gjorde mig blot endnu
ivrigere efter at naa frem til mine Rekrutter og endnu en Gang at se
stærke Eskadroner bag Kedeltrommerne.
Medens disse Tanker fo'r gennem min Hjerne, var jeg kommen til en aaben
Plads i Skoven, og ved Siden af Vejen laa der en stor Stak af
Risbrænde. Idet jeg passerede forbi, lød der en skarp Lyd ud fra
Grenene, og da jeg saa mig om, fik jeg Øje paa en Mand, der stirrede paa
mig -- et varmt, rødt Ansigt som en Mands, der er ude af sig selv af
Spænding og Ophidselse.
Jeg saa straks, at det var den samme Herre, som jeg havde stillet
Spørgsmaalet en Time tidligere i Landsbyen.
"Kom nærmere," hviskede han, "men roligt og forsigtigt! Maaske har vi i
dette Øjeblik Spioner om os, og jeg er dødsens, saafremt man ser mig
tale med Dem."
"Dødsens!" hviskede jeg; "hvem skulde bringe Dem i Døden?"
"Tugendbund! Lützows natlige Jægere! I Franskmænd lever paa en
Krudttønde, og Lunten er allerede tændt!"
"Dette kommer mig lidt overraskende!" svarede jeg og lænede mig ud over
Hesten; "men hvad er dette Tugendbund?"
"En hemmelig Sammenslutning, der har planlagt en stor Folkerejsning,
hvis Formaal er at jage Jer bort fra Tyskland, som I nylig blev jagne ud
af Rusland."
"Og det er derfor, at disse T'er er anbragt rundt omkring?"
"Ja, det er Signalet. Jeg kunde have fortalt Dem dette i Landsbyen, men
jeg turde ikke vise mig i længere Samtale med Dem. Jeg galopperede
imidlertid igennem Skoven for at træffe Dem her og holdt saa vidt muligt
mig og min Hest skjult."
"Jeg er Dem virkelig forbunden!" svarede jeg, "saa meget mere, som De er
den eneste Tysker, jeg har mødt i Dag, der har vist almindelig
Velopdragenhed."
"Alt, hvad jeg ejer, har jeg tjent ved Kontrakter med den franske Hær!"
vedblev han. "Deres Kejser har været min Velgører. Jeg beder Dem nu ride
videre; vi har allerede talt for længe sammen. Men tag Dem i Agt for
Lützows natlige Jægere!"
"Banditter?" spurgte jeg.
"Det er Tysklands bedste Mænd," svarede han; "men fortsæt for Guds Skyld
Deres Ridt; thi jeg har sat mit Liv og mit gode Navn paa Spil ved at
bringe Dem denne Advarsel."
I kan tænke Jer, at saafremt jeg tidligere havde tænkt lidt over
Tingene, blev jeg ikke lettere om Hjertet efter denne mærkelige Samtale
bag Riskvistene. Hvad der imidlertid havde større Indvirkning paa mig
end hans Ord, var hans bævende Stemme, hans Ansigt og hans Øjne, der
skævede til højre og venstre, og i hvilke der kom et forskrækket Glimt,
blot en Gren knagede. Han var aabenbart hensat i en Tilstand af sanseløs
Rædsel, og maaske med god Grund, thi kort efter, at jeg havde forladt
ham, hørte jeg et Bøsseskud og et Raab bag ved mig. Det kan jo have
været en eller anden Jæger, der har kaldt paa sine Hunde, men i hvert
Fald hverken saa eller hørte jeg senere noget til denne Mand.
Efter denne Episode holdt jeg selvfølgelig skarpt Udkig og red til, hvor
Landskabet var aabent, men forsigtigt, hvor der kunde ligge Baghold. Det
var nødvendigt for mig at opstille denne Regel og følge den, thi
halvandet hundrede Mil skilte mig fra den franske Grænse. Alligevel
kunde jeg ikke lade være at smile af min egen Forsigtighed, thi Tyskerne
havde altid forekommet mig at være blide og elskværdige Folk, hvis
Fingre passede bedre om en Pibespids end om Sværdhæftet. Jeg skulde
hurtigt erfare, hvor grundigt jeg havde taget fejl.
Jeg var kommen til et Sted, hvor Vejen løb gennem en vild Bjergtragt og
forsvandt ind i en Egeskov. Jeg kan omtrent have været halvvejs oppe ad
Bakken, da jeg saa noget glimte under Træernes Skygge og en Mand komme
til Syne, iklædt en Frakke, der var saa overbroderet med Guld, at han
lyste som et Fyrtaarn midt i Solskinnet. Han syntes at være beruset, thi
han vaklede fra den ene Side af Vejen til den anden, da han kom imod
mig. Han holdt en af sine Hænder op til Hovedet, og om Halsen havde han
et rødt Lommetørklæde.
Jeg holdt min Hoppe an og betragtede ham med Væmmelse, thi jeg fandt
det mærkeligt, at en Mand, der bar saa straalende en Uniform, vilde vise
sig i en saadan Tilstand i det klare Dagslys. For sit Vedkommende
stirrede han uafbrudt paa mig og kom langsomt ned imod mig, idet han
hvert Øjeblik standsede og søgte Støtte op ad en Træstamme. Da jeg atter
red fremad, hørte jeg ham udstøde et Glædesraab, saa ludede han forover
og faldt med et Brag hen ad den støvede Vej. Han strakte Hænderne fremad
under Faldet, og jeg saa nu, at hvad jeg havde antaget for et rødt
Tørklæde, i Virkeligheden var et frygteligt Saar i hans Hals, ud af
hvilket der hang en stor Klump af størknet Blod.
"Min Gud!" raabte jeg og sprang ham til Hjælp. "Og jeg, der troede, at
De var beruset!"
"Ikke beruset, men døende!" svarede han; "men jeg takker Himlen for, at
jeg har mødt en fransk Officer, medens jeg endnu er i Stand til at
tale."
Jeg bar ham hen i Lyngen og hældte noget Cognac i Halsen paa ham.
"Hvem har gjort dette?" spurgte jeg, "og hvem er De? De er Franskmand,
og dog er Deres Uniform ganske fremmed for mig."
"Saaledes er Uniformen i Kejserens nye Æresgarde. Jeg er Markien af
Château St. Arnaud og er den niende af min Slægt, som dør for Frankrig.
Jeg er bleven forfulgt og saaret af Lützows Jægere, men fandt et
Skjulested i Buskadset derhenne og ventede der i Haabet om, at en
Franskmand skulde komme forbi. Jeg kunde ikke straks se, om De var Ven
eller Fjende, men jeg følte, at Døden nærmede sig, og at jeg derfor
maatte løbe Risikoen."
"Hold Modet oppe, Kammerat!" sagde jeg, "jeg har set Folk med værre
Saar, der endda er komne over det."
"Nej! Nej!" hviskede han, "det er snart forbi."
Han lagde sin Haand paa min, da han talte, og jeg saa, at hans
Tungespids allerede var blaa.
"Jeg har vigtige Papirer her i min Frakke, som De hurtigst maa bringe
til Prinsen af Sachsen-Feldstein paa hans Slot ved Hof. Han er os stadig
tro, men Prinsessen er vor dødelige Fjende, og arbejder ihærdigt paa at
faa ham til at erklære sig imod os. Dersom dette Anslag lykkes, og han
gør det, vil det sikkert virke bestemmende paa alle dem, der endnu staar
vaklende, thi Kongen af Preussen er hans Onkel og Kongen af Bayern hans
Fætter. Disse Papirer vil bevare ham for os, dersom de blot kan naa ham,
før han har gjort det afgørende Skridt. Læg Papirerne i hans egne Hænder
endnu i Nat og maaske har du bevaret hele Tyskland for Kejseren. Var min
Hest ikke bleven skudt under mig, vilde jeg, saaret, som jeg er -- --"
En Rysten for gennem ham og hans kolde Haand greb saa fast om min, at
den blev ligesaa blodløs som hans egen. Saa faldt hans Hoved med et Suk
bagover, og han var død.
Dette var jo en køn Begyndelse paa min Rejse hjemad. Jeg fik her
overdraget en Sendelse, som jeg kendte meget lidt til, som vilde bringe
mig til at bryde min Ordre og som dog alligevel var af en saadan
Betydning, at jeg ikke kunde lade den overhørig. Jeg aabnede Markiens
Frakke, hvis Glimmer med velberaad Hu var valgt af Kejseren for at virke
tiltrækkende paa disse unge Aristokrater, der skulde skaffe hans Garde
nye Regimenter. Jeg trak en lille Pakke Papirer frem, ombundet med Silke
og adresseret til Prinsen af Sachsen-Feldstein. I det ene Hjørne stod
der skrevet med en springende, skødesløs Haandskrift: "Haster og meget
vigtigt." Dette var en Ordre til mig, disse fire Ord, -- en Ordre saa
klar og bestemt, som var den kommen lige fra de faste Læber, og med de
kolde, graa Øjne stirrende ind i mine. Mine Rekrutter maatte vente paa
mig, den døde Markis fik ligge, hvor han laa, mellem Lyngtoppene, -- disse
Papirer _skulde_ komme Prinsen i Hænde samme Nat, saafremt det blot paa
nogen Maade vilde lykkes mig og Violette at slippe igennem.
Jeg var egentlig ikke bange for at lægge Vejen igennem Skoven, thi jeg
havde erfaret i Spanien, at det er mest farefrit at passere igennem et
Land i Oprør, lige efter et Overfald, og at omvendt de farefulde
Øjeblikke er inde, naar alt aander Fred. Men da jeg raadspurgte mit
Kort, saa jeg, at Hof laa mere i Retningen Syd og at jeg kunde naa den
nærmere ved at holde over Heden. Jeg sprang derfor op paa Hesten og var
næppe naaet et halvt hundrede Alen bort, før to Karabinskud lød ud fra
Buskadset og en Kugle for summende som en Bi forbi mig. Disse natlige
Jægere var aabenbart dristigere i deres Angreb end Banditterne i
Spanien, og det stod mig klart, at min Sendelse vilde være endt, hvor
den var begyndt, saafremt jeg havde holdt mig paa Vejen.
Det var et vildt Ridt, -- et Ridt for slappe Tøjler over Hede og Marker,
gennem Hegn og over Vandløb. Men Violette løb, løb som aldrig før og som
hun følte, at hendes Rytter bar Tysklands Skæbne under Knapperne paa sin
Pelisse. De vilde Duer, der fløj over vore Hoveder, kom ikke hurtigere
frem end Violette og jeg. Jeg tænkte ikke mere paa mit Liv end paa de
Jordklumper, der blev kastet op i Luften fra min Hests Hove.
Vi passerede endnu en Gang Vejen i Skumringen og galopperede ind i den
lille Landsby Lobenstein. Men vi var neppe komne ind paa Stenbroen, før
en af min Hoppes Sko sprang af, saa at jeg maatte føre hende hen til
Landsbysmeden. Da denne imidlertid havde slukket sin Ild og endt sit
Dagværk, vilde det i det mindste vare en Time, før jeg kunde fortsætte
til Hof. Jeg haabede i hvert Fald at kunne aflevere Brevene til Prinsen
samme Nat og Morgenen efter være paa Vej til Frankrig med Depeschen til
Kejseren i min Lomme. Jeg skal nu fortælle, hvad der hændte mig i
Lobenstein.
Rasende over mit Uheld gik jeg hen i Kroen og forlangte en kold Kylling
og en Flaske Vin. Jeg var ved at lade begge Dele vederfares
Retfærdighed, da jeg hørte et Spektakkel af den anden Verden i
Korridoren udenfor min Dør. Først tænkte jeg, at det var nogle
Krogæster, der var komne i Totterne paa hverandre, og lod dem derfor
ordne deres egne Affærer, som de bedst kunde. Men pludselig hørte jeg en
Lyd, der kunde have faaet Etienne Gerard til at springe op fra sit
Dødsleje. Det var en Kvindes skingrende Nødsskrig. Min Kniv og Gaffel
faldt klirrende ned paa Tallerkenen, og et Øjeblik efter stod jeg midt i
Klyngen, som havde samlet sig udenfor min Dør.
Min pluskæbede Vært og hørlokkede Værtinde, to Staldkarle og en
Kammerpige stod der sammen med et Par Landboere. De brugte Mund efter
bedste Evne, og Genstanden for deres Vrede viste sig at være den
skønneste Kvinde, en Mand kan have set for sine Øjne. Hun stod midt
imellem dem med blege Kinder og Angst i sine smukke Øjne. Jeg var næppe
kommen ud af Døren, før hun sprang mig i Møde og lagde sin Haand paa
min Skulder, medens et Udtryk af Glæde og Triumf lyste op i hendes blaa
Øjne.
"En fransk Soldat og en Gentleman!" skreg hun, "nu er jeg endelig
sikker."
"Ja, Frue, De er sikker!" svarede jeg og trykkede hendes Haand. "De har
kun at befale over mig," tilføjede jeg og kyssede hendes lille Haand som
Tegn paa, at jeg mente, hvad jeg sagde.
"Jeg er Polakinde," sagde hun, "og mit Navn er Grevinde Palotta, disse
Mennesker forhaaner mig, fordi jeg elsker Frankrig. Jeg ved ikke,
hvorledes de vilde have handlet med mig, havde Himlen ikke sendt mig Dem
til Hjælp!"
Jeg kyssede endnu en Gang hendes Haand og gentog mine Forsikringer. Saa
vendte jeg mig rasende om imod Skaren, og et Øjeblik efter var
Korridoren tom.
"Grevinde," sagde jeg, "nu er De under min Beskyttelse. De er bleg og et
Glas Vin vil sikkert gøre Dem godt."
Jeg bød hende Armen og ledsagede hende ind i mit Værelse, hvor jeg bad
hende tage Plads ved Siden af mig. Hvor hun udfoldede sig i min
Nærværelse, denne Kvinde, som en Blomst i Solen! Hun lyste op i Stuen
ved sin Skønhed. Hun maa have læst Beundring i mine Øjne, og det forekom
mig, at jeg læste en lignende Følelse i hendes. Hendes Konversation var
lige saa tiltalende som hendes Ansigt. Hun fortalte mig, at hun var paa
Rejse til Polen og at hendes Broder var bleven syg under Vejs. Hun var
derefter mere end en Gang bleven behandlet daarlig af Folk, fordi hun
ikke kunde skjule sin Forkærlighed for Frankrig. Hun vendte sig derefter
bort fra sine egne Sager og spurgte mig ud om Hæren, om mig selv og om
mine Bedrifter. Disse var ikke helt ukendte for hende, bemærkede hun,
thi hun kendte adskillige af Poniatowskis Officerer, og disse havde
fortalt hende om mig. Nu vilde hun være glad ved at høre mig fortælle.
Aldrig har jeg ført saa behagelig en Konversation. Timerne fløj af Sted,
og det var næsten med Rædsel, jeg hørte, at Landsbykirkens Ur slog
elleve. Kejserens Budskab var bleven forsinket fire Timer.
"Tilgiv mig, min kære Dame!" udbrød jeg og sprang op fra Stolen, "jeg
maa øjeblikkelig til Hof!"
Hun rejste sig op og saa paa mig med et blegt, bebrejdende Ansigt. "Og
jeg?" spurgte hun, "hvad skal der blive af mig?"
"Det gælder et Budskab fra Kejseren. Jeg har allerede tøvet her alt for
længe. Min Pligt byder mig øjeblikkelig at tage af Sted."
"De maa bort? Og jeg er atter prisgivet disse Slyngler! Hvorfor skulde
jeg overhovedet træffe Dem? Hvorfor forsikrede De mig om Deres
Beskyttelse?" Taarerne brød frem i hendes Øjne og hun sank ned paa
Gulvet i Hulken.
Jeg strøg hende om hendes rige, brune Haar og hviskede hende ømme Ord i
Øret. Saa vendte hun pludselig Ansigtet op imod mit.
"Vand!" hviskede hun, "for Guds Skyld Vand!"
Jeg kunde se, at hun i næste Øjeblik vilde være bevidstløs. Jeg lagde
hendes trætte Hoved paa Sofaen og fo'r som en rasende fra det ene
Værelse til det andet paa Jagt efter en Karaffe. Det varede nogle
Minutter, før jeg endelig fandt én, og jeg skyndte mig tilbage med den.
Hvem beskriver min Forbavselse, da jeg fandt Værelset tomt og Damen
forsvunden!
Ikke alene hun selv, men hendes sølvknappede Ridepisk, der havde ligget
paa Bordet, var borte. Jeg fo'r ud og kaldte paa Værten. Han kendte
intet til Sagen; han havde aldrig set Damen før og var lige glad, om han
nogen Sinde saa hende for sine Øjne mere. Heller ikke Bønderne ved Døren
havde set hende. Jeg gennemstøvede hele Huset, men uden Resultat. Jeg
befandt mig pludselig overfor et Spejl, og det forekom mig, at mit
Ansigt var længere, end det plejede at være.
Fire Knapper i min Pelisse var aabnede, og jeg behøvede kun at stikke
Haanden ned i Lommen for at forvisse mig om, at mine Papirer var borte!
O, kvindelige Falskhed! Hun havde plyndret mig, dette Væsen, plyndret
mig for mine vigtige Papirer, da hun havde lænet sig op til mit Bryst.
Imedens jeg havde strøget min Haand gennem hendes Haar og tilhvisket
hende søde Forsikringer, havde hun tilegnet sig Kejserens Skrivelse. Og
her stod jeg, saa nær ved Maalet, uden at kunne fuldende min Mission.
Hvad vilde Kejseren sige, hvad vilde Hæren tænke om Etienne Gerard? Naar
det gik op for mine Kammerater, hvorledes jeg var bleven overlistet af
en Kvinde, hvorledes vilde da ikke Latteren runge rundt om Lejrilden?
Jeg kunde have kastet mig ned paa Gulvet og grædt af Raseri.
En Ting var imidlertid sikkert. Hele denne Komedie med Fyrene i
Korridoren og Forfølgelsen af den saakaldte Grevinde var gennemtænkt
Spil. Kroværten maatte være indviet i Komplottet. Han kunde fortælle
mig, hvem hun var, og hvor jeg kunde finde mine Papirer. Jeg greb min
Sabel fra Bordet og fo'r ud for at søge efter ham. Men Skurkene havde
gættet min Hensigt og taget deres Forholdsregler. Jeg fandt ham i et
Hjørne af Gaarden med en Muskedonner i Haanden. Hans Søn holdt en
Bulbider i en Snor. To Staldkarle, bevæbnede med Høtyve, stod paa hver
Side af ham, medens hans Kone stod bag ved hele Selskabet med en stor
Lygte.
"Rid Deres Vej, min Herre, rid Deres Vej!" raabte han med skælvende
Stemme. "Deres Hest holder for Døren, og ingen vil gøre Dem nogen
Fortræd, dersom De rider bort. Men dersom De angriber os, vil De staa
alene overfor tre tapre Mænd."
Jeg havde kun Hunden at frygte, thi de to Høtyve og Muskedonneren gik op
og ned som Grene i en Brandstorm. Men jeg forestillede mig, at selv om
jeg fremtvang et Svar ved at sætte mit Sværd for Struben af denne
elendige Bandit, havde jeg ingen Garanti for, at han talte Sandhed. Jeg
nøjedes derfor med at maale hele Styrken med Øjnene med det Resultat, at
deres sølle Vaaben svajede endnu værre end tidligere. Saa kastede jeg
mig op paa min Hest og galopperede bort, fulgt af en skingrende Latter
fra Kroværtens Madam.
Jeg havde taget min Bestemmelse. Skønt jeg havde mistet mine Papirer,
var det dog ikke vanskeligt at slutte sig til, hvad de indeholdt og nu
vilde jeg mundtlig overbringe Prinsen af Sachsen-Feldstein Kejserens
Budskab, som om han havde befalet mig at meddele ham det paa denne
Maade. Det var et baade forvovent og farligt Spil, men naar hele
Tyskland var Indsatsen, skulde det i hvert Fald ikke paa Forhaand være
tabt.
Det var Midnat, da jeg red ind i Hof, men hvert eneste Vindue var
oplyst, hvad der i dette søvnige Land var tilstrækkeligt til at vise
mig, i hvilken Ophidselse Befolkningen befandt sig. Man hylede og
skreg, da jeg sprængte gennem de menneskefyldte Gader, og en Gang fo'r
en Sten syngende forbi mit Øre, men jeg fortsatte roligt min Vej, indtil
jeg naaede Slottet. Det var oplyst fra Kælder til Kvist. Jeg overgav min
Hoppe til en Staldknægts Forsorg og spankulerede med stor Værdighed ind
paa Slottet, forlangte øjeblikkelig at faa Prinsen i Tale, da mit
Budskab ikke taalte nogen Opsættelse.
I Salen, jeg nu traadte ind i, blev der afholdt et stort Møde, og mit
Instinkt sagde mig, at dette Møde var afgørende for Spørgsmaalet Krig og
Fred. Maaske kom jeg tidsnok til at faa Vægtskaalen til at synke ned til
Gunst for Kejseren og for Frankrig. Kabinetssekretæren saa mørkt paa mig
og førte mig ind i et lille Modtagelsesværelse. Et Øjeblik efter vendte
han tilbage og meddelte, at Prinsen ikke i Øjeblikket kunde komme, men
at Prinsessen vilde modtage mit Budskab.
"Det er Prinsen, jeg maa tale med!" udbrød jeg.
"Nej, det er Prinsessen!" sagde en Stemme henne ved Døren, og en Kvinde
traadte ind i Værelset. "Von Rosen, De maa hellere blive her! Naa, min
Herre, hvad har De saa at meddele Prinsen eller Prinsessen af
Sachsen-Feldstein?"
Da jeg hørte hendes Stemme, var jeg straks sprunget op fra Stolen, og da
jeg saa hende, skød Harmen op i mig. Kun én Gang i sit Liv træffer man
saa prægtig en Figur, saa dejligt et Ansigt og disse Øjne, saa blaa som
Garonne og dog kolde som Floden ved Vintertid.
"Tiden er fremrykket, min Herre!" udbrød hun og gjorde et lille
utaalmodigt Slag med Foden. "Hvilket Budskab har De at overbringe mig?"
"Hvad jeg har at sige Dem," bemærkede jeg, "er kun, at De har gjort det
af med Resten af min Tillid til Kvinden. Desuden har De vanæret mig for
stedse!"
Hun sendte sin Ledsager et spørgende Blik.
"Fantaserer Manden?" sagde hun. "Maaske en lille Aareladning vilde
hjælpe --?"
"At De er en udmærket Skuespillerinde," svarede jeg, "har De tidligere
vist mig."
"De mener altsaa at have truffet mig tidligere?"
"Ja, jeg paastaar, at De har udplyndret mig for mindre end to Timer
siden."
"Lad det nu være nok!" udbrød hun med tilforladelig Vredesklang i
Stemmen. "De udgiver Dem, saa vidt jeg kan forstaa, for at være
Ambassadør, men selv med en saadans Friheder er der dog en Grænse, der
ikke maa overskrides."
"Deres Frækhed er beundringsværdig," svarede jeg, "men det skal ikke
lykkes Deres Højhed at narre mig to Gange paa samme Aften." Jeg sprang
fremad, bøjede mig ned og trak Kanten af hendes Kjole op. "De vilde
have gjort vel i at skifte efter at have redet saa langt og saa
hurtigt," sagde jeg.
"Uforskammede!" raabte hun. "Kald paa Lakajerne og kast Ambassadøren paa
Porten!"
"Jeg vil først tale med Prinsen!"
"De vil aldrig faa Prinsen at se! Aa, stands ham, von Rosen, stands ham
dog!"
Hun havde glemt, med hvem hun spillede, denne Prinsesse, og havde for
tidligt vist mig sine Kort. Hvorfor skulde jeg vente, indtil hun havde
faaet sine Hjælpere tilkaldte? Hendes Opgave var at stille sig mellem
sin Mand og mig, min for enhver Pris at faa ham i Tale. I ét Spring var
jeg ude af Værelset, i et andet inde i Salen. I den modsatte Ende af
denne saa jeg en Skikkelse sidde i en høj Stol under en Tronhimmel. I
Nærheden af ham sad der en Række Prælater, og paa hver Side skimtede jeg
et Hav af Hoveder. Jeg gik midt hen i Værelset, sænkede mit Sværd og tog
min Chako af.
"Jeg er Kejserens Udsending!" udbrød jeg, "og kommer med Budskab til
Hans Højhed Prinsen af Sachsen-Feldstein."
Manden under Tronhimlen hævede Hovedet, og jeg saa, at hans Ansigt var
udtæret og gustent, og at hans Ryg var krummet, som om en for stor Byrde
hvilede paa den.
"Deres Navn, min Herre?" spurgte han.
"Oberst Etienne Gerard af tredje Husarregiment."
Ethvert Ansigt i Forsamlingen vendte sig imod mig. En Mængde Blikke blev
rettede paa mig, men ikke et venligt var der imellem dem. Prinsessen var
smuttet forbi mig og stod og samtalede sagte med sin Mand. Nu og da
rystede hun ivrigt paa Hovedet. Jeg for min Part skød Brystet frem,
snoede mit Overskæg og saa mig høfligt om i Forsamlingen. De
Tilstedeværende var alle Mænd og alle -- Professorer, Studenter,
Kunstnere -- tavse og alvorlige. I det ene Hjørne sad der en Gruppe
sortklædte Mænd i Ridekapper.
Ved hver af deres Bevægelser hørte jeg deres Sabler rasle og deres
Sporer klirre.
"Kejserens private Skrivelse har tidligere underrettet mig om, at det er
Markis Château St. Arnaud, som bringer mig dette Budskab," sagde
Prinsen.
"Markien er bleven skændig myrdet," svarede jeg. En Mumlen gik gennem
Forsamlingen. Jeg lagde Mærke til, at mange vendte Hovederne hen imod de
mørkklædte Mænd.
"Hvor er Deres Papirer," spurgte Prinsen.
"Jeg har ingen!"
Fjendtlige Raab klang imod mig fra hele Salen. "Han er Spion! Hæng ham!"
blev der raabt henne fra Hjørnet, og en halv Snes Stemmer istemte
Forlangendet. Jeg trak roligt mit Lommetørklæde frem og børstede Støvet
af Pelsværket paa min Pelisse. Prinsen strakte sine magre Hænder frem,
og Støjen døde hen.
"Hvor er da Deres Kreditiver, og hvad er Deres Budskab?"
"Min Uniform er mit Kreditiv, og mit Budskab er kun for Deres Øren,
Deres Højhed!"
Han strøg Haanden hen over Panden med en Gestus som en Mand, der er i
Vildrede med, hvad han skal gøre. Prinsessen hviskede ham nogle Ord i
Øret.
"Jeg er her forsamlet til Raadslagning med nogle af mine tro
Undersaatter," sagde han; "jeg har ingen Hemmeligheder for dem, og
hvilket Budskab Kejseren end maatte behage at sende mig, i dette Øjeblik
er mine og mit Folks Interesser ét."
Der lød en Bifaldsmumlen ved disse Ord, og alles Øjne rettedes paany
imod mig. Det var min Tro en udsat Stilling, jeg befandt mig i, thi ét
er at kommandere ottehundrede Mand, noget andet at tale ved en saadan
Lejlighed og om et saadant Emne. Men jeg fæstede roligt mine Øjne paa
Prinsen og søgte at finde Ord for, hvad jeg vilde have sagt ham,
saafremt vi havde været alene. Min Stemme klang rolig, knapt og klart,
som havde jeg mit Regiment til Parade.
"De har ofte forsikret Kejseren om Deres Venskab," sagde jeg. "Nu er
Tiden kommen, hvor dette Venskab skal staa sin Prøve. Saafremt De staar
fast, vil han belønne Dem, som kun han kan belønne. Det er en let Sag
for ham at forvandle en Prins til en Konge og at gøre et Land stort og
mægtigt. Hans Øjne hviler paa Dem, og selv om det kun er lidet, De kan
virke til hans Fortræd, kan De dog ødelægge Dem selv. I dette Øjeblik
gaar han over Rhinen med to hundrede tusinde Mand. Enhver Fæstning i
Landet er i hans Hænder. Han vil være her om en Uge, og saafremt De da
har spillet under Dække med hans Fjender, saa Gud hjælpe Dem og Deres
Folk. De tror maaske, at han er bleven svag, fordi nogle af os fik
Frostbylder sidste Vinter. Sé derud!" -- jeg hævede Stemmen og pegede
paa en stor Stjerne, som blinkede gennem Vinduet over Prinsens
Hovede -- "det er Kejserens Stjerne! Naar den blegner, vil hans Magt
blegne, men ikke før!"
Jeg blev paahørt i Tavshed, og eftersom jeg kom frem i min Tale, bøjede
Prinsen mere og mere sin Ryg, som om den Byrde, der hvilede paa den, var
større end hans Styrke. Endelig hævede han Hovedet og saa sig om med
sine Høgeøjne.
"Vi har hørt en Franskmand tale for Frankrig," sagde han, "lad nu en
Tysker tale for Tyskland!"
De Tilstedeværende saa paa hinanden og hviskede til deres Naboer. Jeg
antager, at min Tale havde gjort sin Virkning, og at ingen ønskede at
være den første til at kompromittere sig i Kejserens Øjne. Prinsessen
saa sig omkring med lynende Øjne, og derefter brød hendes Stemme
Stilheden.
"Skal en Kvinde virkelig give Franskmanden Svar!" raabte hun. "Er det
muligt, at der ikke mellem Lützows Jægere findes En, der kan bruge sin
Tunge lige saa godt som sit Sværd?"
Et Bord blev væltet over Ende med et Brag, og en ung Mand sprang op paa
en Stol. Han lignede en Digter, bleg og mager, med skarpe Høgeøjne og
viltret Haar. Han havde et Sværd ved Siden, og hans Ridestøvler var
brune af Støv.
"Det er Körner, Digteren!" raabte Folk. "Det er den unge Körner,
Digteren! Han vil synge, han vil synge!"
Og han sang! Først blødt og drømmende om det ældgamle Tyskland,
Nationernes Moder, om de rige Sletter, de store Byer og de døde Heltes
Grave. Men lidt efter klang Versene som en Hornfanfare. Det var om det
nuværende Tyskland, det Tyskland, der var bleven knægtet og kastet til
Jorden, men som vilde sprænge Rebene om sine kæmpemæssige Lemmer og
rejse sig. Og Moderen, den fælles Moder, kaldte. Hendes Suk klang i
Nordenvinden. Hun anraabte sine Børn om Hjælp. Vilde de blot komme!
Aa, denne frygtelige Sang og disse rungende Stemmer! Hvad betød nu jeg,
Frankrig, Kejseren? De sang ikke mere, disse Mennesker, de hylede. De
var sprungne op paa Borde og Stole. Snart hulkede hele Forsamlingen, og
Taarerne løb ned ad Kinderne paa dem. Saa sprang Körner ned fra Stolen,
og hans Kammerater sluttede Kres om ham med deres Sabler hævet højt i
Vejret. Der blev ganske stille i Salen, da Prinsen rejste sig fra sin
Trone.
"Oberst Gerard!" sagde han; "De har hørt det Svar, De maa bringe tilbage
til Deres Kejser. Tærningerne er kastede, mine Børn. Eders Fyrste og I
maa sammen sejre eller falde."
Han bukkede for at vise, at Mødet var sluttet, og de Tilstedeværende
forlod under megen Larm Salen for at bringe Efterretningen ud i Byen.
For mit eget Vedkommende havde jeg gjort Alt, hvad en tapper Mand kunde
gøre, og jeg var derfor ikke bedrøvet over at blive ført ud med
Strømmen. Hvorfor skulde jeg forblive længere paa Slottet? Jeg havde
faaet Svar og maatte bringe det tilbage, som jeg havde modtaget det. Jeg
ønskede hverken at se Hof eller dens Beboere igen, før jeg holdt mit
Indtog i Spidsen for Avantgarden. Jeg forlod Folkeskaren og gik tavs og
bedrøvet i den Retning, i hvilken min Hest var bleven ført.
Der var mørkt henne ved Staldene, og jeg gik netop og søgte efter en
Karl, da jeg pludselig blev greben bag fra i Armene. Hænder greb om
mine Ben og i min Strube, og jeg følte en Pistols kolde Munding under
mit Øre.
"Ikke en Lyd, din franske Hund!" hviskede en Stemme mig i Øret. "Vi har
ham, Kaptejn."
"Har I Tømmen?"
"Ja, her er den!"
"Slyng den saa om Halsen paa ham."
Jeg følte en kold Læderrem rundt om min Hals. En Karl med en Staldlygte
var kommen til og betragtede rolig Scenen. I dens svage Lys saa jeg
Skikkelser dukke op overalt fra Mørket, alle iførte Jægernes sorte
Uniformer.
"Hvad vil De gøre ved ham, Kaptejn?"
"Hænge ham op paa Slotsporten!"
"En Ambassadør?"
"En Ambassadør uden Papirer!"
"Men Prinsen?"
"Ser De da ikke, Menneske, at Prinsen i saa Fald vil blive tvungen til
at stille sig paa vor Side? Der vil herefter ingen Tilgivelse være for
ham. I modsat Fald kan han svinge i Morgen, som han før har gjort det.
Han kan æde sine egne Ord i sig, men en død Husar er mere, end han kan
sætte til Livs!"
"Nej, nej, von Strelitz, det kan vi ikke gøre!" sagde en anden Stemme.
"Kan vi ikke? Det skal jeg dog vise Dem," og der kom et Ryk i Tøjlen,
der næsten kastede mig til Jorden. Men i det samme Øjeblik glimtede et
Sværd, og Læderet blev skaaret over omtrent to Tommer fra min Hals.
"Ved Himlen, Körner, De tillader Dem lovlig meget!" skreg Kaptejnen.
"Jeg er Soldat og ikke Røver!" svarede Digteren; "min Klinge maa gerne
dryppe af Blod, men kun i ærligt Spil. Kammerater, vil I tavse staa og
se paa, at denne Gentleman bliver mishandlet?"
En halv Snes Sabler fo'r ud af Skederne, og det var tydeligt, at mine
Venner og Fjender omtrent var lige mandsstærke. De opbragte Stemmer
kaldte Folk til fra alle Kanter.
"Prinsessen!" blev der raabt, "Prinsessen kommer!"
Næppe var Ordene udtalte, før hendes Ansigt dukkede op i Mørket lige
foran os. Jeg havde al god Grund til at hade hende, thi hun havde
bedraget og overlistet mig. Og dog tænker jeg den Dag i Dag med et vist
Velbehag paa, at mine Arme har omslynget hende, og at jeg har fornemmet
Duften af hendes Haar. Jeg véd ikke, om hun allerede hviler i Tysklands
Jord, eller om hun som en graahaaret Kvinde endnu dvæler paa Slottet i
Hof, men i hvert Fald lever hun ung og skøn i Etienne Gerards Erindring.
"Skammer I Jer ikke?" raabte hun, medens hun skyndte sig hen til mig og
egenhændig rev Løkken af min Hals. "Vid, at denne Mand tilhører mig, og
at den, som krummer et Haar paa hans Hoved, skal komme til at staa til
Ansvar overfor mig!"
De forsvandt alle skyndsomst i Mørket. Hun vendte sig derefter om imod
mig og udbrød:
"Følg mig, Oberst Gerard, jeg har et Par Ord at sige Dem."
Jeg fulgte hende ind i det lille Værelse, hvor jeg for første Gang havde
truffet hende paa Slottet. Hun lukkede Døren og sendte mig derefter et
Blik fuldt af Skælmeri og Ynde.
"Er det ikke lidt dristigt af mig at betro mig til Dem?" sagde hun; "De
maa erindre, at det nu er Prinsessen af Sachsen-Feldstein og ikke den
stakkels Grevinde Palotta fra Polen, der taler."
"Navnet er mig ligegyldigt," svarede jeg. "Jeg hjalp en Kvinde, som jeg
troede var stedt i Nød, og som Løn herfor er jeg bleven frarøvet mine
Papirer og halvvejs bleven behandlet som Spion."
"Oberst Gerard!" svarede hun; "vi to har spillet højt Spil med hinanden,
men Indsatsen var det værd. Ved at overtage en Sendelse, der aldrig blev
givet Dem, har De vist, at Deres Land i Dem har haft en tro Tjener. Mit
Hjerte er tysk, og Deres er fransk, men jeg kan forsikre Dem, at jeg
naar som helst vil begaa en hvilken som helst Gerning, det være sig ved
List eller Svig, saafremt jeg ved den kunde hjælpe mit stakkels
Fædreland. De ser, hvor aabenhjertig jeg er."
"De fortæller mig intet, som jeg ikke allerede har erfaret."
"Men nu, da Spillet er endt, og jeg har vundet, hvorfor saa bære Nag til
mig? Jeg vil yderligere bemærke, at skulde jeg nogen Sinde komme i en
Situation som den, jeg foregav var til Stede i Kroen i Lobenstein,
skulde jeg aldrig ønske at møde en prægtigere Beskytter og en ærligere
Gentleman end Oberst Etienne Gerard. Jeg har aldrig tænkt mig, at jeg
nogen Sinde kunde føle for en Franskmand, som jeg følte for Dem i det
Øjeblik, da jeg snappede Papirerne ud af Deres Brystlomme."
"Men alligevel tog De dem, ikke sandt?"
"Ja, for Tysklands Skyld! Jeg kender de Argumenter, som de indeholdt, og
Virkningen af disse paa Prinsen. Dersom Papirerne var komne ham i Hænde,
vilde alt være tabt!"
"Men hvordan kunde Deres Højhed nedværdige Dem til en saadan Gerning,
naar en Flok af de Banditter, der var i Færd med at hænge mig paa Deres
Slotsport i Aften, kunde have gjort det af med mig?"
"Det er ikke Banditter, men Tysklands bedste Ungdom!" udbrød hun med
Varme, "og er De denne Gang bleven mindre venligt modtaget, maa De
huske paa, hvor beskæmmende enhver Tysker i mange Aar er bleven
behandlet, lige fra Dronningen af Prøjsen og nedefter. Iøvrigt havde jeg
Baghold ude alle Vegne, og jeg ventede netop at høre fra disse, da De
selv ankom. Jeg var bragt i den frygteligste Forlegenhed, thi nu stod
der kun en svag Kvinde imellem Dem og min Mand. De ser, hvorledes vor
Stilling var, før jeg greb til mit Køns Vaaben."
"Jeg tilstaar, at De har besejret mig, Deres Højhed, og der er nu intet
andet for mig at gøre end at overlade Dem Valpladsen."
"Men De vil tage Deres Papirer med, ikke sandt?" Hun rakte mig dem.
"Prinsen er nu gaaet over Rubicon, og Intet vil faa ham til at vende
tilbage. Bring disse Breve tilbage til Kejseren og meddel ham, at vi
nægtede at modtage dem. Ingen kan da beskylde Dem for at have mistet
Deres Depecher. Farvel, Oberst Gerard, og det bedste Ønske, jeg kan
medgive Dem, er, at, naar De er naaet tilbage til Frankrig, De vil
forblive der. Om et Aar eller saa vil der ikke være en Franskmand paa
denne Side af Rhinen."
Saaledes gik det til, at jeg spillede med Prinsessen af
Sachsen-Feldstein med hele Tyskland som Indsats og tabte mit Spil. Jeg
havde meget at tænke paa, da jeg førte min stakkels trætte Violette op
gennem Landevejen, der førte vest paa fra Hof. Men for mit Syn steg
stadig frem den tyske Kvindes smukke og stolte Ansigt, og i mit Øre
klang Soldaterdigterens Stemme, som han stod paa sin Stol og sang. Jeg
forstod, at der var noget frygteligt ved dette stærke taalmodige
Tyskland, og jeg saa, at et saadant Land, saa gammelt og saa elsket,
aldrig kan holdes under Aaget.
Da jeg red videre, brød Dagen frem, og den store gyldne Stjerne, som jeg
havde peget paa gennem Slotsvinduet, gik blegnende ned paa den vestlige
Himmel.
* * * * *