Jeg nærede, til at begynde med, kun de velvilligste Følelser for
Marias Bejler. Han forulæmpede mig ikke. Han skulde en Gang have
Maria. Ja. Men foreløbig havde jeg hende; og naar jeg først var
færdig med hende -- saa i Guds Navn! Han skulde faa min Velsignelse
med paa Købet.
Men det skete, at Fabrikantens Sind forvirredes af en Højheds-Dæmon
og at han vilde vise sin Magt over Maria. Han, der burde have
indtaget en beskedent afventende Holdning, begyndte at optræde som
hendes retmæssige Herre. Han vaagede med Nidkærhed over hendes
Færden, han vovede endogsaa at udspionere hende, og han kom med
forblommede Hentydninger og Trudsler, hvilke hun opfattede, som om
han anede hendes Forhold til mig.
Det lykkedes ham virkeligt at forvirre og forskrække Maria. En Dag
erklærede hun mig, at hun ikke længer turde besøge mig. Hun frygtede
for Fabrikanten, der var kendt som en ubændig Natur.
Da var min Langmodighed forbi, og jeg talte til Maria som en bedrøvet
og fortørnet Profet til et frafaldent Folk.
Hvem -- sagde jeg -- er din Herre, han eller jeg? Hvem har gjort Dig
lykkeligere end nogen anden Pige paa Jorden? Hvem har ført Dig ind
i Kærlighedens forjættede Land? Maria, Maria, vender Du Dig troløst
fra mig, glemmende alle mine Velgærninger? Men det forkynder jeg
Dig: ringeagter Du den Ed, Du har svoret mig, jeg din Herre, hvem
Du tilhører og hvis Haand Du ikke kan undløbe, jeg forbander Dig og
jager Dig bort fra mit Hus. Og min Forbandelses Svøbe skal alle Dage
være over Dig. Gaa nu, om Du vil. Vælg mellem Fabrikanten og mig.
Da Maria fornam min retfærdige Harme, græd hun bitterligt, anklagede
sin egen Svaghed og anraabte mig om ikke at forstøde hende.
Og jeg tilgav Maria og førte hende under store Æresbevisninger til
mit Leje. Men mit Hjærte svor skaanselsløs Hævn over den formastelige
Bejler.