XXXIX.

Ved fælles Overvejelse kom vi til det Resultat, at Tilbudet ikke

burde afvises, men at Forlovelsen indtil videre skulde være hemmelig

og at der ikke for det første kunde være Tale om Ægteskab.

Denne Aftale beseglede vi med mange Kys, hvorpaa jeg udbragte de

Forlovedes Skaal og holdt følgende Formaningstale til Maria:

»Naar Du nu bliver gift, Maria -- sagde jeg -- skylder Du altsaa,

næst mig, din hæderlige Mand Lydighed og Troskab. Vær trofast,

saalænge det paa nogen Maade er Dig muligt, selv om din Mand

vitterligt holder Elskerinder i Hobetal; men bliver Troskaben Dig

omsider for byrdefuld, da husk, at Du er Vogterske af Din Mands Ære,

og sørg hensynsfuldt for, at den ikke offenlig beklikkes. Thi det er

den uhyre Forskel paa en Mands og en Hustrus Utroskab, at den utro

Mand ikke forklejner Hustruen, mens Konen ved en almindelig bekendt

Utroskab gør sin Mand fuldkommen latterlig. Maaske er dette dumt og

uretfærdigt, men det er nu en Gang saa. Har været det fra Arilds Tid

og vil være det, saalænge Ægteskabet bestaar. Maaske er det heller

ikke saa dumt endda. Der er ialfald den sunde Mening deri, at Konens

Utroskab høster i Ægteskabet, Mandens udenfor.

Tvi den Kone, der paa en opsigtvækkende Maade gør sin Mand til

Hanrej. Men de er ikke bedre, Maria, de Koner, der, maaske realiter

trofaste, lader sig se i Selskaber og Teatre, paa Gader og Stræder,

med en svansende Skare af Tilbedere om sig, mens Manden sjokker

bagefter som Per Tot. Der er ingen Undskyldning for dem. Selv den

sølleste Mand er for god til at fremvises paa Markedet af den Kvinde,

hvis Børn bærer hans Navn. Alle tilhobe burde de stryges til Kagen.«

Saa strænge Ord sagde jeg Maria til Fordel for hendes tilkommende

Mand.

Maria: En Bog om Kærlighed · 第 44 / 69 题