En alvorlig Tid.
Det var højlys Dag, da jeg kom til Bevidsthed igen. Solskinnet
strømmede ind i mit Værelse, og Fuglene kvidrede i Træerne udenfor.
Endskønt jeg sad op og saá mig om, kunde jeg ikke forstaa det mindste
af min Stilling; der var øjensynligt noget galt ved den. Da jeg var
faldet i Søvn, syntes jeg, at min Seng havde været redt paa Gulvet og
bestaaet af kinesiske Tæpper og lignende. Nu laa jeg i en almindelig
engelsk Seng og havde Fjedermadras, Lagener og Tæpper. Desuden var
Værelset selv helt anderledes. Der var et Tæppe paa Gulvet, og der
hang adskillige smukke Billeder paa Væggen. Jeg var overbevist om, at
de ikke havde været der, da jeg kom ind i Værelset. Jeg var
imidlertid for svag til at undersøge disse mærkelige Forhold længe og
lagde mig ned paa Puden igen og lukkede Øjnene. Et Par Minutter efter
sov jeg igen, og vaagnede ikke før om Aftenen.
Da jeg gjorde det, opdagede jeg, at der sad én ved Vinduet og læste.
Først saá jeg ikke med megen Interesse paa hende -- for det var en
Kvinde -- hun syntes mig at være en Del af en Drøm, som jeg straks
efter skulde vaagne op af i det kinesiske Hus, hvor jeg var sammen
med Nikola; men det viste sig snart at være en Vildfarelse.
Den unge Dame lagde sin Bog fra sig, rejste sig og kom hen og saá paa
mig. Saa opdagede jeg en meget forbavsende Ting: Den unge Pige var
Frøken Medwin, den Dame, jeg havde frelst i Tientsin! Hun rørte ved
min Haand med sine bløde Fingre for at se, om jeg havde Feber,
antager jeg, og saa kom hun noget Medicin i et Glas, som stod paa et
Bord ved Siden af mig, og førte det til mine Læber. Jeg drak uden
Indsigelse og saá op paa hende.
"De maa ikke gaa, Frøken Medwin," sagde jeg. Jeg var vaagen og
ventede halvvejs, at hun efterhaanden skulde forsvinde.
"Jeg gaar ikke," svarede hun. "Det glæder mig at se, at De genkender
mig."
"Hvad er der i Vejen med mig? Hvor er jeg?" spurgte jeg.
"De har været meget syg," svarede hun; "men De har det meget bedre
nu. De er i min Svogers Hus i Peking."
Jeg blev meget forbavset.
"I Deres Svogers Hus?" gentog jeg. "Men hvorledes i al Verden er jeg
kommen der? Hvor længe har jeg været her, og hvor er Nikola?"
"I Morgen har De været her i tolv Dage," svarede hun. "De blev syg i
Kineserbyen, og da De trængte til omhyggelige Pleje, bragte Deres
Ven, Dr. Nikola Dem herhen. Hvor han er nu, kan jeg ikke sige Dem;
jeg har kun set ham en Gang. Jeg for mit Vedkommende tror, at han er
taget ud paa Landet, men jeg har ingen Idé om i hvilken Retning, og
naar han kommer tilbage. Men nu har De talt nok, nu maa De prøve paa
at falde i Søvn igen."
Jeg var alt for svag til at være ulydig, derfor lukkede jeg Øjnene,
og et Par Minutter efter var jeg i Drømmenes Land igen.
Den næste Dag var jeg saa meget stærkere, at jeg kunde sidde oppe,
spise noget mere nærende Føde, og, hvad jeg syntes langt bedre om,
jeg kunde faa en længere Samtale med min Sygeplejerske. Det gjorde
mig mere godt end nogen Læges Medicin, og efter en halv Times Forløb
var jeg en helt anden Mand. Den stakkels Pige sørgede endnu over sin
Fader, og jeg lagde Mærke til, at den mindste Hentydning til Tientsin
kaldte Taarer frem i hendes Øjne. Efter hvad jeg senere har faaet at
vide, var Konsulen optraadt hurtigt og energisk med det Resultat, at
Pøbelhobens Anførere var blevne straffede, og den Mand, som havde
myrdet den ulykkelige Missionær, havde maattet bøde med Livet for sin
Forbrydelse.
Frøken Medwin talte i varme Udtryk om den Rolle, jeg havde spillet i
den sørgelige Historie, og det var let at se, at hun ogsaa var Nikola
meget taknemlig for den Maade, han havde opført sig paa over for
hende. Williams havde efter Nikolas Ordre optaget hende i sit Hus og
straks sat sig i Forbindelse med Konsulen. Da saa Hr. Medwin var
blevet begravet paa den engelske Kirkegaard og de juridiske
Formaliteter, der stod i Forbindelse med Mordet, var opfyldte, havde
han skaffet hende paalidelige Tjenestefolk og sendt hende til Peking.
Den næste Morgen bragte hun mig noget Bouillon, og medens jeg drak
den, satte hun sig ved Sengen.
"Jeg tror nok, De kan komme lidt op i Eftermiddag, Hr. Bruce," sagde
hun, "De har det meget bedre."
"Det vil jeg haabe," svarede jeg. "Jeg maa gøre alt, hvad jeg kan,
for at faa Kræfter; det var ganske overordentlig uheldigt, at jeg
blev syg, og jeg antager, at Nikola er meget utaalmodig over det."
Jeg syntes, hun saá lidt stødt ud, og et Øjeblik efter indsaa jeg, at
jeg havde sagt en Dumhed.
"De maa ikke anse mig for utaknemlig," skyndte jeg mig at bemærke;
"men jeg skal sige Dem, jeg saá det fra et bestemt Standpunkt. Jeg
føler mere Taknemlighed mod Dem, end jeg kan sige. Naar jeg sagde, at
det var meget uheldigt, at jeg var syg, saa mente jeg, at det passede
saa daarligt sammen med den kritiske Periode, vore Sager nu befinder
sig i, at jeg ikke skulde kunne arbejde. De kan da nok tænke, at jeg
er meget glad over al den Godhed, De viser mig."
Jeg greb hendes Haand. Hun rødmede lidt og slog Øjnene ned.
"Det glædede mig meget, at vi kunde optage Dem her i Huset; jeg
forsikrer Dem, min Svoger og min Søster var meget ivrige for at gøre
det, da de hørte, hvilken Tjeneste De har gjort mig. Men jeg maa sige
Dem noget, Hr. Bruce. De taler om den kritiske Stilling, De er i. De
sagde til mig i Tientsin, at hvis De fortsatte det Arbejde, som De
indlod Dem paa, slap De maaske aldrig levende fra det. Er det ganske
sikkert, at De maa fortsætte det, at De maa vove Livet paa den
Maade?"
"Ja, det gør mig ondt at maatte indrømme det; men jeg har givet mit
Ord og kan ikke trække mig tilbage. Hvis De blot vidste, hvor
vanskeligt det er for mig at sige dette, vilde De ikke prøve paa at
friste mig til at tale om Sagen."
"Men jeg synes, at det ikke er rigtigt at kaste sit Liv bort paa den
Maade."
"Jeg har altid kastet mit Liv bort," svarede jeg temmelig bittert.
"De véd ikke, hvilken Stakkel jeg er, Frøken Medwin. Den Gang, da jeg
indlod mig paa den Sag, som jeg nu giver mig af med, var jeg i den
største Forlegenhed og det især paa Grund af min egen Taabelighed.
Synes De mindre godt om mig for det? Jeg er bange for, at jeg ikke
duer til meget andet end til at komme i Forlegenheder og arbejde mig
ud af dem igen."
"De er vist ikke retfærdig imod Dem selv," svarede hun. "Jeg kan ikke
tro, at De er saa uheldig, som De siger."
Det bankede paa Døren, og en høj, smuk Mand traadte ind i Værelset.
Man kunde se paa ham, at han var Missionær, og at han var mellem
tredive og fyrretyve Aar.
"Naa, Hr. Bruce," sagde han muntert, medens han kom hen til Sengen og
bød mig Haanden, "det glæder mig at høre af min Svigerinde, at det
gaar saa godt fremad med Dem. Jeg burde have besøgt Dem flere Gange,
men jeg har været hjemme fra. De har haft et heftigt Anfald af Feber,
og jeg maa rigtignok sige, at jeg tror, det er et stort Held, De er
sluppet saa godt fra det."
"Jeg er Dem meget taknemlig," sagde jeg, "fordi De har optaget mig i
Deres Hus; jeg véd ikke, hvad der ellers skulde være blevet af mig."
"Naa, tal ikke om det," svarede Hr. Benfleet, for det hed han, "vi er
jo kun saa faa Englændere i Peking, og det vilde virkeligt være
sørgeligt, hvis vi ikke i Nødsfald hjalp hinanden."
Medens han sagde dette, tog jeg med Haanden op til Hovedet og gjorde
straks en mærkelig Opdagelse. Da jeg var blevet syg, var jeg klædt
som Kineser, gik med Pisk, og min Hud var farvet lysebrun. Hvad
monstro mine Venner, havde ment om min Forklædning?
Det var først senere, jeg opdagede, at jeg var kommet til deres Hus i
fuldstændig europæisk Paaklædning. Det samme havde været Tilfældet
med Nikola, da han gik til Hr. og Fru Benfleet for at bede dem om at
optage mig i deres Hus.
"Gladys siger mig, at De skal op i Eftermiddag," sagde Hr. Benfleet;
"jeg antager, at De vil have godt af det. Hvis jeg kan hjælpe Dem med
en eller anden Ting ved Deres Paaklædning, saa beder jeg Dem blot om
at sige det."
Jeg takkede ham. Saa undskyldte han sig med, at han skulde hen i
Missionshuset, sagde Farvel og gik.
Jeg vilde give mig til at tale med Frøken Medwin igen, men hun
standsede mig.
"De maa ikke tale mere," sagde hun med en køn, bydende Mine. "Jeg
skal læse for Dem en halv Times Tid, og saa overlader jeg Dem til Dem
selv indtil Frokost. Saa skal jeg lægge Deres Sager i Orden for Dem,
saa De kan staa op."
Hun tog en Bog, satte sig ved Vinduet, aabnede den og begyndte at
læse. Hendes Stemme var blød og musikalsk, og hun tolkede
Forfatterens Mening med stor Dygtighed. Jeg er imidlertid bange for,
at jeg kun havde lidt Interesse for Historien, jeg var alt for stærkt
optaget af at iagttage de forskellige Udtryk i hendes Ansigt, at
lægge Mærke til hendes hvide Hænders fine Form og de nydelige smaa
Fødder og Ankler, som kigede frem under Kjolen. Hun har vist haft
Mistanke om noget af den Slags; for hun saá pludselig op midt i en
Periode, der ellers vilde have optaget hele hendes Opmærksomhed.
Hendes Ansigtsfarve og den hurtige Maade, som Fødderne gled ind under
Kjolen paa, bestyrkede mig i denne Forestilling. Hun vedblev ganske
vist at læse, men der var ikke den samme Ro i Tonen som før, og et
Par Gange lagde jeg Mærke til, at hun gik hen over Ordene, som om hun
prøvede paa at tænke paa to Ting paa samme Tid. Straks efter lukkede
hun Bogen og rejste sig.
"Nu maa jeg vist ud og se, om jeg kan hjælpe min Søster lidt," sagde
hun hurtigt.
"Mange Tak, fordi De har læst for mig," svarede jeg, "det var
dejligt."
Da Frokosten var forbi, tog jeg det Tøj paa, som var blevet lagt frem
til mig, og saa snart mit Toilette var fuldendt, tog jeg Hr.
Benfleets Arm og gik med ham til en Terrasse i Haven bag Huset. Her
blev der sat Stole frem til os, og vi satte os ned. Jeg saá mig om,
idet jeg halvvejs ventede, at Frøken Medwin skulde være der, men hun
viste sig ikke i temmelig lang Tid. Da hun kom, udtrykte hun sin
Glæde ved at se mig oppe igen, og saa gik hun hen til en lille
kinesisk Hund, der laa i Solskinnet ved Foden af en stor Stenfigur.
Om hun altid var lige saa kærlig mod den lille Hund, kan jeg ikke
sige; men den Maade, paa hvilken hun kælede for den ved denne
specielle Lejlighed, kunde have gjort de fleste Mænd vanvittige af
Skinsyge. Jeg véd ikke af, at jeg paa nogen Maade er uvenlig mod Dyr;
men jeg er bange for, at hvis jeg havde været alene og denne Hund i
Nærheden af mig, saa vilde jeg have været fristet til at tage en Stok
og give den en Dragt Prygl.
Straks efter saá hun op, og da hun opdagede, at jeg iagttog hende,
kom hun hen til os og gjorde nogle Bemærkninger, som mest var
henvendte til hendes Svoger, undskyldte sig derpaa og gik tilbage til
Huset igen. Hvis jeg vilde sige, at jeg var skuffet, saa vilde jeg
neppe sige Sandheden, det vilde være rigtigere at sige, at jeg blev
meget bedrøvet. Havde jeg fornærmet hende, eller plejer Kvinder at
bære sig ad paa den Maade? Jeg havde læst i Romaner, at naar de
mente, de havde været lidt for ødsle med deres Gunst, medens en Mand
var i Forlegenhed, saa plejede de at blive kølige imod ham, naar der
ikke mere var noget i Vejen. Hvis det var rigtigt, saa var hendes
Optræden ved denne Lejlighed ganske naturlig, og saa maatte jeg
opfatte den saaledes. Men jeg opdagede snart, at det vilde være
lettere at naa Nordpolen end at prøve paa at være logisk eller
klarhovedet i saadan en Tilstand, som jeg var i. Jeg vilde prøve paa
at nægte, at jeg var forelsket; det var første Gang, jeg havde gjort
Bekendtskab med denne fatale Lidenskab, der ligesom Mæslinger er
meget værre, naar man er ældre, end naar man er Barn. Saa man kan jo
nok tænke sig, at jeg ikke følte mig meget vel og rolig til Mode.
Om Hr. Benfleet i det hele taget tænkte noget i den Anledning, kan
jeg ikke sige, men han sagde ingenting. Hvis mit Væsen, efter at Frk.
Medwin var gaaet, ikke slog ham som højst ejendommeligt, saa kunde
han imidlertid ikke have været den klart tænkende Verdensmand, som
hans Venner i Peking troede, han var. Alt, hvad jeg véd, er, at da
jeg vendte tilbage til Huset, var jeg i allerhøjeste Grad irriteret.
Men før en Time var gaaet, skulde jeg opleve et Eksempel til paa de
underlige Modsigelser i Kvindens Karakter. Jeg var aldrig saa snart
kommet ind i Huset, før alt var forandret. Man haabede, at jeg ikke
havde forkølet mig igen, den mageligste Stol var sat til Side til
Brug for mig, og en ganske unødvendig Skammel blev stillet under mine
Fødder. I det hele taget viste man mig lige saa megen Opmærksomhed og
Sympati, som man havde vist mig Kølighed før. Jeg vidste ikke, hvad
jeg skulde tænke om det, men jeg tøede imidlertid op i mindre end en
halv Time og glemte fuldstændig mit daarlige Humør.
Næste Dag var jeg saa meget stærkere, at jeg kunde tilbringe den
største Del af Tiden i Haven. Da Hr. og Fru Benfleet var optagne paa
anden Maade, var Frøken Medwin saa venlig at hellige mig en stor Del
af sin Tid, og jeg benyttede mig deraf og havde den største Glæde af
at passiare med hende om forskellige Ting.
Ved Frokosten, til hvilken jeg var oppe for første Gang, blev det
foreslaaet, at vi om Eftermiddagen skulde prøve paa at naa ud til den
store kinesiske Mur, som laa en halv Fjerdingvej derfra. Saa snart
Maaltidet var forbi, begav vi os altsaa paa Vandring. De snevre Gader
var overfyldte af Kulier, Arbejdsvogne, Bærestole, Ponyer, der kun
var lidt større end St. Bernhardshunde, og Kameler, af hvilke nogle
var belæssede med Kul, og andre skulde bringe Teladninger mod Nord.
Tiggere, som alle var modbydelige hver paa sin Maade og havde Ar af
næsten alle kendte Sygdomme paa deres Legemer, og som i ni Tilfælde
af ti ikke blot kunde, men ogsaa i høj Grad ønskede at smitte os med
deres Sygdomme, sværmede rundt omkring og stødte og puffede til os,
medens vi gik. Dertil kom, at vi mindst én Gang hvert tredie eller
fjerde Skridt blev angrebne med hadefulde Skrig og Udtryk, som vilde
bringe den gemeneste Kulsjover til at rødme, ledsagede af Fagter, som
fik mine Fingre til at klø efter at lange ud efter dem, der generede
os paa denne Maade. Naar man saa hertil føjer alt det, man ser og
lugter i den hæsligste Stad i Østasien, som man kan tænke sig, og
Bevidstheden om, at man er foragtet og hadet af den foragteligste
Race under Solen, og naar man udfylder enhver Plads, der er tilbage,
med det Støv, som paa en rolig Dag ligger seks Tommer højt paa Gaden
og i Blæst, og det har man mindst tre Gange om Ugen, bedækker én fra
Top til Taa med det ubehageligste Smuds, saa vil man faa et lille
Indtryk af, hvad det vil sige at gaa en Tur i Pekings Gader. Det kan
synes lidt overdrevent for et Menneske, der aldrig har rejst i Kina;
men jeg beklager, at jeg ikke anser mine Udtryk for stærke nok.
Ikke én, men hundrede Gange fandt jeg god Grund til at angre, at jeg
havde faaet Frøken Medwin med ud, men vi naaede da Gudskelov endelig
Muren.
Vi satte os paa en Bastion og saá ned over Byen. Det var en mærkelig
Udsigt, vi havde. Fra Muren kunde vi se Chi-en-Men eller "den store
Port", mod Nord laa Tartarbyen. Lige neden for os var et forholdsvis
lille Tempel, omkring hvilket der samlede sig en Mængde Fodgængere,
Købmænd, Kulier, Vogne, Kameler, Ponyer, Borgere, Tiggere og
Bissekræmmere. Oven over vort Hoved knejsede de to store Taarne, som
danner en Del af Muren selv, medens vi til højre og venstre, saa
langt Øjet kunde naa, saá en endeløs Forvirring af Byens Tage, der
næsten alle var bedækket med en Slags vissent, brunt Græs, ja, i
mange Tilfælde voksede der endogsaa smaa Træer og Buske ud af
Mellemrummene mellem Stene. I det Fjerne kunde vi se de røde Mure,
der omgav "den forbudne Stad", med andre Ord det kejserlige Palads.
Til den anden Side laa det store Klokketaarn med det store
Trommetaarn i Nærheden og længere borte endnu Lamaklostrets Tage. Det
sidste havde jo en særlig Tiltrækningskraft for mig, og jeg kunde
neppe vende Øjnene fra det.
Da vi havde taget dette Overblik og begyndte at tænke paa at gaa hjem
igen, henvendte jeg mig til min Ledsagerinde og udtalte de Tanker,
der opfyldte mig.
"Ja, nu er jeg jo rask igen og kommer vel snart til at forlade Dem,"
sagde jeg; "det kan vist ikke vare længe, før jeg hører fra Nikola."
Hun var tavs et Øjeblik. Saa svarede hun:
"De maa ikke være vred paa mig, Hr. Bruce, naar jeg siger Dem, at jeg
ikke kan lide Deres Ven. Han gør mig bange."
"Men hvorfor dog?" spurgte jeg, som om det var saa forbavsende, at
Nikola gjorde det. Jeg havde Lyst til at fortælle hende, at næsten
alle de Mennesker, der kendte ham, var af samme Mening som hun.
"Jeg véd ikke, hvorfor jeg er bange for ham; det skulde da være,
fordi han er saa forskellig fra andre Folk. Le ikke af mig, naar jeg
siger Dem, at jeg altid synes, hans Øjne ligner en Slanges; de er saa
kolde og lidenskabsløse og synes dog at se helt igennem én og at
fortrylle én, indtil han holder op med at se paa én; jeg har aldrig
nogensinde set saadan nogle Øjne, og jeg haaber, at jeg heller aldrig
skal gøre det mere."
"Men han har jo dog været meget venlig imod Dem."
"Ja, det kan jeg ikke glemme," svarede hun; "og jeg forekommer mig
selv saa utaknemlig; men man kan jo ikke gøre for sine Sympatier og
Antipatier, vel?"
Jeg rykkede lidt nærmere hen til hende.
"Jeg haaber ikke, at De har nogen stærk Antipati mod mig, Frøken
Medwin," sagde jeg.
Hun begyndte at stikke i den Jord, der fandtes mellem de store Sten,
paa hvilke vi sad.
"Nej, det tror jeg ikke," svarede hun blidt og syntes med Interesse
at iagttage en lille Bille, som var kommet ud af et Hul og nu krøb
henimod os.
"Det glæder mig," svarede jeg, "jeg vilde saa gerne, at Deres Tanker
om mig skulde være venlige."
"Det kan De være vis paa, de er," svarede hun. "Husk paa, hvor meget
jeg skylder Dem. Aa, den skrækkelige Aften! Jeg vil aldrig kunne
glemme den Rædsel! Har De glemt den?"
Jeg indsaá, at vi havde en lille Duel sammen, og at hun prøvede paa
at lede Samtalen i en anden Retning; men det vilde jeg ikke finde mig
i. Jeg saá hende ind i Ansigtet, men hun vendte sig bort og stirrede
paa en mørk Sky, som rejste sig paa Sletten bag ved os.
"Frøken Medwin," sagde jeg; "tidligere eller senere tror jeg, at der
i en Mands Liv optræder en Kvinde, som er hele Verden for ham.
Gladys, kan De gætte, hvad jeg vil sige?"
Hun svarede ikke, men den ulykkelige Bille, som, uden at hun havde
lagt Mærke til det, var naaet hen til hendes Fødder, blev knust. Og
dog var hun det venligste og blideste Væsen, der var til i Verden.
Denne lille ubetydelige Handling viste mig mere, end Ord kunde have
gjort, hvor forvirret hun var.
"Jeg vil sige," vedblev jeg, "at en Kvinde, den eneste Kvinde af
alle, endelig er traadt ind i mit Liv. Er De glad ved at høre det?"
"Hvor kan jeg være det, naar jeg ikke kender hende?" udbrød hun
dæmpet.
"Hvis De ikke kender hende," svarede jeg, "saa er der ingen anden,
der gør det. Gladys, det er Dem, der er den Kvinde! Jeg véd, at jeg
ikke har Ret til at sige Dem det, naar jeg ser hen til min nuværende
Stilling, men Gud skal vide, at jeg ikke kan gøre for det. De er mig
kærere end alt andet i Verden, jeg har elsket Dem fra det første
Øjeblik jeg saá Dem. Kan De elske mig lidt til Gengæld? Tal aabent og
sig mig, hvad der bor i Deres Hjerte, og ske hvad der vil, jeg vil
finde mig i Deres Afgørelse."
Hun skjalv heftigt, men der kom ikke et Ord over hendes Læber. Hendes
Ansigt var meget blegt, og hun syntes at have Vanskelighed ved at
trække Vejret, men jeg vilde nu fremtvinge et Svar. Jeg greb hendes
Haand.
"Hvad har De at sige mig, Gladys?"
"Hvad kan jeg sige?"
"Sig, at De elsker mig," svarede jeg.
"Jeg elsker Dem," svarede hun saa blidt, at jeg neppe kunde høre
Ordene.
Og saa kyssede jeg hende for hele Pekings Øjne.
Der kommer en Gang i de fleste Mænds Liv, -- af den Grund tror jeg
ogsaa, at der i de fleste Kvinders Liv kommer nogle Minutter, i
hvilke de nøjagtig forstaar, hvad ublandet Lykke vil sige -- et Par
Minutter i deres korte Tilværelse, da Luften synes at genlyde af
Glædesklokker, da Tiden staar stille, og da der ikke er noget, som
hedder Sorger. Saaledes følte jeg mig til Mode i det Øjeblik. Jeg
elskede og blev genelsket. Men næsten før jeg havde Tid til at indse,
hvor lykkelig jeg var, kom der en Bevidsthed om min virkelige
Stilling, og jeg blev kastet ned i Dybet igen. Hvad Ret havde jeg,
sagde jeg til mig selv, til at sige en ung Pige, at jeg elskede
hende, naar det næsten var umuligt, at jeg nogensinde kunde gøre
hende til min Hustru? Ingen som helst Ret! Jeg havde gjort noget
skrækkeligt, og nu maatte jeg gaa fremad, gaa i Dødens Gab og forlade
alt, hvad der kunde gøre Livet værd at leve, og vide, at jeg havde
voldet én Smerte, én, som jeg fremfor alt ønskede at skaane for
Smerte. Ja, hvis jeg bad Nikola om at give mig fri, saa tvivlede jeg
ikke om, at han gjorde det. Men var det rigtigt, naar jeg havde givet
ham mit Ord paa, at jeg vilde drage med ham?
Nej, der var ikke andet for mig at gøre end at holde mit Løfte og
stole paa, at Skæbnen vilde bringe mig tilbage til den Kvinde, jeg
elskede.
Eftermiddagen gled hurtigt hen, og det var paa Tide for os at tænke
paa at komme hjem. Jeg vilde gerne skynde mig, for jeg havde ikke
Lyst til at gaa med en Dame gennem Pekings Gader i Tusmørket. Gaderne
var slemme nok om Dagen, om Aftenen var de ti Gange værre. Vi steg
altsaa ned af Muren, og ti Minutter efter havde vi igen naaet
Benfleets Villa.
Da vi traadte ind i Huset, havde jeg fattet en Beslutning. Som
hæderlig Mand havde jeg kun to Udveje; den ene var at meddele Hr.
Benfleet, hvorledes det stod til med mine Følelser, den anden, at
lade Gladys forstaa, at jeg ikke vilde anse hende for bunden til mig
paa nogen som helst Maade, før jeg vendte tilbage, hvis jeg
nogensinde vendte tilbage fra det Arbejde, jeg havde paataget mig.
Saa snart Aftensmaaltidet derfor var forbi, bad jeg Missionæren om at
tilstaa mig en fem Minutters Samtale i Enrum. Han sagde straks
venligt Ja, men jeg syntes der var en lille Sky paa hans Pande. Vi
gik ind i hans Studerekammer, som laa i den anden Ende af Bygningen,
og da vi kom derind, bad han mig om at tage Plads, idet han sagde:
"Naa, Hr. Bruce, hvad er det saa, De vil sige mig?"
Nu tror jeg ikke, at jeg er noget særlig nervøst Menneske, men jeg
maa tilstaa, at jeg ikke følte mig ganske vel til Mode i dette
Tilfælde. Jeg spekulerede og spekulerede paa, hvorledes jeg skulde
begynde min Forklaring; men det var umuligt for mig at finde de
rigtige Ord.
"Hr. Benfleet," sagde jeg tilsidst fortvivlet. "De vil sandsynligvis
være enig med mig, naar jeg siger, at De kun kender meget lidt til
mig."
"Ja, det kan vi vist være enige om," svarede han med et Smil. "Hvis
jeg skal være ærlig, saa vil jeg indrømme, at jeg kender _meget_ lidt
til Dem."
"Jeg vilde ønske, at De kendte mig bedre."
"Hvorfor?"
"Jo, ærligt talt, det er af meget vigtige Grunde, hvad De vil
forstaa, naar jeg siger Dem, at jeg i Eftermiddag har friet til Deres
Svigerinde, Frøken Medwin."
"Jeg maa tilstaa, at jeg har tænkt mig det," svarede han. "Der har
været Tegn og underlige Gerninger i Landet, og skønt min Kone og jeg
bor i Peking, kan vi dog endnu tænke os, hvad det vil føre til, naar
en Mand er opmærksom mod en ung Pige, som De i den senere Tid har
været imod min Svigerinde."
"Jeg haaber, at De ikke har noget imod det."
"Skal jeg sige, hvad jeg mener?"
"Ja, det maa De endelig. Jeg ønsker, at De er fuldstændig aaben."
"Saa er jeg bange for, jeg maa sige, at jeg har noget imod det."
"Og dertil har De naturligvis en fornuftig Grund?"
"Jeg vil ikke nægte, at det er en Grund, som Tiden og bedre
Bekendtskab muligvis kan fjerne. Men lad os nu først se, i hvilket
Lys De staar for os. Indtil for en fjorten Dages Tid siden vidste
hverken min Kone, Frøken Medwin eller jeg, at De var til i Verden.
Men De var syg, og vi optog Dem her i Huset uden at vide det mindste
om Deres tidligere Liv, det véd De jo nok. Jeg tror, at De vil være
enig med mig om, at en Englænder, som optræder i kinesisk Dragt uden
at give nogen Grund for det, og som drager omkring i Kina med en
Mand, der er almindelig frygtet, ikke er et Menneske, som man saadan
uden videre vil anerkende som sin Svigerindes Forlovede. Men jeg er
ikke bornert, og jeg véd, at det meget ofte gaar saaledes, at naar en
Mand har slaaet lidt til Skaglerne, saa kan en god Kvinde gøre ham
mere Gavn end Erkebiskoppen af Canterbury og hele hans Kleresi. Hvis
De elsker hende, vil De foresætte Dem at vinde hende, og i dette
Tilfælde er det, for at bruge et Sportsudtryk, et Væddeløb, der maa
vindes ved at vente. Hvis De mener, at Gladys fortjener, at man
arbejder for hende og venter paa hende, saa gør De det, og da jeg
synes godt om det, jeg har set af Dem hidtil, vil jeg give Dem alle
de Lejligheder, jeg kan, til at naa Deres Maal. Men hvis De ikke
ønsker at arbejde for at vinde hende eller at vente, saa tager De
sandsynligvis bort herfra efter denne Samtale, og saa er vi fri for
Dem. En Ting synes jeg imidlertid vilde være klogt, og det er, at De
forlader mit Hus i Morgen tidlig."
"Det vilde jeg selv foreslaa."
"De forstaar naturligvis, hvad jeg siger, og hvorfor jeg siger det?"
"Ja, fuldstændig."
"Meget vel. Hvad vi altsaa er blevne enige om, er dette: Som min
Svigerindes Formynder vil jeg ikke absolut forbyde Deres Forlovelse,
men jeg samtykker foreløbig ikke i noget, foreløbig, det vil sige:
ikke før jeg kender Dem bedre. Naar De er i en saadan Stilling, at De
kan underholde en Hustru paa en passende Maade, og De kan komme til
os uden noget Hemmelighedskræmmeri eller nogen Frygt, saa vil jeg
drøfte Sagen videre med Dem; i Mellemtiden vil vi ikke tale om det.
Jeg er vis paa, at min afdøde Svigerfader vilde have sagt det
samme."
"De har behandlet mig meget ærligt og godt, og jeg takker Dem for
det."
"Det glæder mig, at De er enig med mig. Men lad os saa tale et Par
Ord om det Arbejde, De har for. Jeg kender ikke dets Beskaffenhed,
men det vilde glæde mig, hvis De vilde forsikre mig, at der ikke er
noget i det, som De behøver at skamme Dem for."
"Jeg tror ikke, at der er noget i det, som jeg behøver at bebrejde
mig," sagde jeg. "Det er nærmest en Slags videnskabelig Undersøgelse.
Jeg faar en stor Sum for at sætte mit Liv paa Spil, medens jeg søger
at opdage visse Ting. Mere kan jeg ikke sige Dem."
"Jeg antager, at De har forpligtet Dem til at holde det hemmeligt."
"Ja, det har jeg."
"Saa vil jeg ikke overtale Dem til at sige mere. Skal vi saa gaa ind
til Damerne."
Da jeg traadte ind i Dagligstuen, saá min Elskede paa mig med spændt
Mine. Jeg smilede for at berolige hende, og da Hr. og Fru Benfleet
lidt senere var venlige nok til at forlade Værelset, fortalte jeg
hende alt, hvad vi havde aftalt.
Hun var ganske enig med mig om, at hendes Svogers Forslag var det
fornuftigste. I al den Tid jeg var borte med Nikola, kunde vi ikke
staa i Forbindelse med hinanden, og paa den Maade vilde vi kunne
overbevise os om, at vore Følelser virkelig var ægte, og om vor
Tilbøjelighed vilde vedvare.
"Ak ja; men hvor jeg vilde ønske, at jeg vidste, hvad De har for,"
udbrød Gladys.
"Jeg kan desværre ikke sige Dem det," svarede jeg. "Jeg er hindret af
Løfter paa alle Sider. De maa stole paa mig, Gladys."
"Det er slet ikke, fordi jeg ikke stoler paa Dem," sagde hun med et
Suk, "jeg tænker paa de Farer, De skal udsætte Dem for, og paa den
lange Tid, der vil hengaa, inden jeg hører fra Dem eller ser Dem
igen."
"Ja, det er der ikke noget at gøre ved," sagde jeg. "Hvis jeg havde
truffet Dem, før jeg indlod mig paa dette Foretagende, kunde Sagen
maaske være blevet arrangeret anderledes, men som man reder, saa
ligger man."
"Aa, jeg er saa bange for denne Nikola."
"Det behøver De ikke at være! Han og jeg er meget gode Venner, og saa
længe jeg er ærlig overfor ham, kan jeg kun vente ærligt Spil fra
hans Side. Hvis vi var Fjender, kunde De skælve for min Sikkerhed,
men saa længe vi er Venner, forsikrer jeg Dem, at De ikke behøver at
nære nogen Frygt."
"Forlader De os i Morgen tidlig?"
"Ja, kæreste Gladys, jeg maa af Sted; men saadan som vor Stilling til
hinanden er, er vi mere end Venner og dog i Verdens Øjne mindre end
Elskende, og saa kunde det neppe gaa an, at jeg blev her. Desuden
venter jeg, at Nikola trænger til min Hjælp. Men nu, før jeg glemmer
det, beder jeg Dem om at give mig den Ring, jeg gav Dem i Tientsin."
Hun forlod Værelset og vendte et Øjeblik efter tilbage med den. Jeg
tog den fra hende, hævede hendes Haand op og satte den paa hendes
Finger, idet jeg kyssede hende.
"Jeg vil altid gaa med den," sagde hun.
Medens hun talte, traadte Fru Benfleet ind. Et Øjeblik efter hørte
jeg faste, kraftige Fodtrin i Korridoren, Fodtrin, der lød saa
ubehagelig bekendte for mig. Saa traadte Nikola ind.