Paa Vej til Peking.
Da det sidste Hus i Tientsins Kineserby laa bag ved os, var Solen i
Færd med at staa op. Hvad de andre kan have følt, kan jeg ikke sige,
men jeg véd, at der i alt Fald var én Person i Selskabet, som var
inderlig glad ved at have sagt Farvel til Byen. Skønt vi kun havde
været der en kort Tid, havde vi gennemgaaet en saadan Mængde
spændende Begivenheder, at det endog kunde have gjort en saa begærlig
Eventyrer som Don Quixote ked af dette Liv.
De første to, tre Mil kom vi over en tør Slette, paa hvilken Støvet,
der især syntes sammensat af Smaasten og Kamelgødning, hvirvlede om
Ørerne paa os som Hagl. Vi red af Sted i Tavshed. Nikola var i Kraft
af den Rang, han foregav at have, nogle Alen forud, saa fulgte jeg,
bag mig kom Laohwan, og saa fulgte Bagagen og de indfødte Rideknægte.
Jeg véd ikke, hvad Nikola tænkte paa, men jeg skammer mig ikke ved at
tilstaa, at mine Tanker stadig vendte tilbage til den unge Pige, som
det var blevet forundt mig at redde den foregaaende Aften. Hendes
blege, søde Ansigt forlod mig slet ikke, men optog mine Tanker, saa
alt andet var udelukket. Jeg prøvede atter og atter paa at tænke paa
det Foretagende, som vi havde for, men til ingen Nytte, jeg kom
stadig igen tilbage til et Par mørke Øjne og et tykt, kastaniebrunt
Haar. Det syntes højst urimeligt, at jeg nogensinde skulde træffe
Frøken Medwin igen; at jeg ønskede det, vil jeg ikke nægte. Og medens
jeg nu omtaler det, vil jeg endog gaa saa vidt at tilstaa, at jeg
ikke én, men mange Gange greb mig i netop af den Grund at ønske, at
jeg havde betænkt mig to Gange, før jeg havde modtaget Nikolas
Tilbud. Et Øjebliks Overvejelse var imidlertid tilstrækkelig til at
vise mig, at hvis jeg ikke havde truffet Nikola, saa vilde jeg efter
al Sandsynlighed ikke blot aldrig have kendt hende, men jeg vilde
rimeligvis tilmed have været i en Stilling, i hvilken det ikke blot
havde været taabeligt at tænke paa at forelske sig, men ligefrem
ganske umuligt.
Da vi var naaede omtrent fem engelske Mil frem, vendte Nikola sig i
Sadlen og gav mig Tegn til at komme nærmere.
"Nu maa Prendergast og Eastover havde modtaget det Telegram, jeg bad
Williams om at sende dem. De spilder ikke et Øjeblik, men begiver sig
straks paa Vej, og midt i næste Uge bør de have Præsten i Hankow i
deres Magt. Det tager tre Dage for dem at underrette os om
Kendsgerningen, det vil sige, at vi maa vente mindst ti Dage i
Peking, før vi viser os i Lamaklostret. Derfor vil vi tage ind i et
Hus, som er blevet mig anbefalet i Tartarbyen. Dèr lader jeg dem
vide, at jeg gerne vil underkaste mig en Uges Bøn og Faste for at
gøre mig skikket til det Ansvar, jeg skal paatage mig, og at jeg i
den Tid ikke kan tage imod nogen. Efter den tiende Dags Forløb har
jeg hørt fra Prendergast og véd nok til at trænge ind til Munkene, og
derefter skulde det saa gaa lige ud ad Landevejen med det altsammen."
"Men tror De, Deres Mænd er i Stand til at bortføre denne velbekendte
Præst uden at udsætte sig for nogen Mistanke?"
"Det bliver de nødt til," svarede Nikola. "Hvis de ikke gør det,
kommer vi til at bøde for det. Men De behøver ikke at være bange. Jeg
har den allerstørste Tillid til de Folk; de er blevet godt prøvede,
og jeg er sikker paa, at hvis jeg bad nogen af dem om at gøre et
eller andet, hvor farligt det end var, saa vilde de ikke betænke sig
et Øjeblik, men straks adlyde mig. Men à propos, Bruce, jeg synes
slet ikke, De ser rask ud i Dag."
"Jeg føler mig heller ikke rigtig vel," svarede jeg, "jeg har
frygtelig ondt i Hovedet, men det gaar nok over snart."
"Det vil jeg haabe. Lad os saa skynde os af Sted; vi maa naa det Hus,
hvor vi skal hvile os, inden Aften, og før vi gør det, maa vi ride en
fyrretyve Mil endnu."
Det er en velbekendt Ting, at skønt kinesiske Ponyer ikke ser meget
godt ud, findes der dog kun faa Dyr, som kan kappes med dem i
Udholdenhed og Styrke. Hele vor Kavalkade, deri indbefattet Seletøj
og Sadler, kunde man have købt for tyve Pund Sterling, men jeg
tvivler om, at de kostbare Heste, som man ser i Hydepark en
Eftermiddag i Sæsonen, kunde have baaret os halvt saa godt som disse
smaa laadne Dyr. Skønt vi kamperede et Par Timer midt paa Dagen, var
vi før Solnedgang ved vort Bedested og havde nu gjort Halvdelen af
Rejsen til Peking. Det var et elendigt Hul, en rigtig kinesisk Kro
med smaa tomme Værelser, ganske umøblerede og omgivet af en Del lige
saa ugæstfri Stalde.
Saa snart vi var der, steg vi af og gik ind i Bygningen, paa hvis
Tærskel den bondske, kinesiske Vært modtog os. Hans Person svarede
ganske til Huset; men da han mærkede, at vi var ansete Fremmede,
nedlod han sig til at afvige saa meget fra sin sædvanlige Skik, at
han i alt Fald viste os de ydre Tegn paa Høflighed. Saa valgte vi
vore Værelser og befalede, at der straks skulde anrettes et Maaltid.
Vore Tæpper blev pakkede ud og lagt paa Gulvet i Sovekamrene, og
næsten lige saa snart som dette var færdigt, blev vi kaldt til Bords.
Maaltidet bestod af en halv Snes næsten raa Æg, to sejge Høns og en
mærkelig Ret kogt Svinekød. Sidstnævnte Ret er, som enhver, der har
haft noget at gøre med det himmelske Rige, véd, en af de faste Retter
hos alle Kinesere undtagen de muhamedanske. Sværme af Tiggere, der
var i højeste Grad modbydelige, plagede os med deres Tiggeri og
Hyleri. De kravlede omkring i Gaarden og paa Verandaerne og blev
tilsidst saa kække over deres Held, at de vovede at trænge ind i vore
Værelser.
Dette var for meget af det gode, og jeg saá, at Nikola mente det
samme.
Da en Tigger, som var mere næsvis end de andre, atter viste sig hos
os efter at være blevet advaret gentagne Gange, kaldte Nikola paa
Laohwan og befalede ham at tage Fyren udenfor og ved Hjælp af to
Kulier lade ham smage Bambusstokken. Den, der har set denne
ejendommelige Straf, vil aldrig glemme den, og tilsidst blev Mandens
Skrig og Bønner om Barmhjertighed saa indtrængende, at jeg gik ud i
Gaarden og bad dem om at lade ham gaa.
Da jeg var vendt tilbage til mit Værelse, som laa ved Siden af
Nikolas, sad vi og talte sammen næsten en Times Tid, og saa gik vi
til Hvile.
Men skønt jeg aftog mine kinesiske Klæder og strakte mig ud paa
Tæpperne, kunde jeg ikke falde i Søvn. Muligvis havde jeg lidt Feber;
under alle Omstændigheder begyndte jeg at forestille mig alle mulige
rædsomme Ting. Der samlede sig sælsomme Tanker i min Hjerne, og de
mærkeligste Lyde hørtes i Nattens Tavshed. Svage Lyde fra det fjerne
hobede sig sammen og blev stærkere og stærkere, indtil de syntes helt
at fylde mit Værelse. Et Fodtrin paa Vejen kunde give Ekko mod Muren
med en hemmelighedsfuld Tydelighed, og en Hunds Gøen i en nærliggende
Gaard blev efterhaanden saa stærk, at man skulde tro, der var en halv
Snes Stykker. Saa fuldstændig overvældede denne Nervøsitet mig, at
jeg snart saá en Fare i det allermindste, selv deri, at Bræderne i et
Værelse ved Siden af knagede, og at et Insekt summede oppe under
Loftet. Hvor længe jeg var i denne Tilstand, kan jeg ikke sige, men
tilsidst kunde jeg ikke udholde den længer. Jeg rejste mig derfor op
fra mit Leje og vilde lige til at gaa op og ned i Værelset i Haab om,
at jeg skulde blive saa træt, at jeg kunde falde i Søvn, da jeg hørte
Lyden af hemmelige Fodtrin ude i Korridoren. Jeg stod som rodfæstet
og prøvede paa at lytte, medens Blodet hamrede i mine Tindinger. Jeg
hørte det samme igen, men denne Gang var det nærmere ved min Dør; der
var imidlertid en tydelig Forskel, det lød ikke mere som Trin,
saaledes som vi plejer at høre dem, men det var en underlig ensformig
og tungt slæbende Lyd, der i Øjeblikket forvirrede mig. Men min
Uvished varede neppe et Øjeblik. Jeg havde hørt den samme Lyd én Gang
før paa Manila, og det var en Nat, da en Mand i mit Hotel blev
myrdet. Et Øjebliks Eftertanke sagde mig, at der var én, der krøb paa
Hænder og Knæ. Men hvorfor gjorde han det? Saa huskede jeg, at Væggen
paa den anden Side af Korridoren kun var én Fod høj eller to. Manden,
der trængte ind, hvem det nu end kunde være, ønskede øjensynlig ikke
at blive set af dem, der beboede Værelserne paa den anden Side af det
firkantede Rum. Jeg trak mig tilbage til en Krog, tog en lang
Jagtkniv, som jeg altid bar hos mig, og afventede Begivenhedernes
Udfald. Jeg hørte stadig Lyden, men nu var den kommet forbi min Dør,
og saa snart jeg indsaa dette, listede jeg mig hen til Gangen og saá
ud.
Jeg havde Overblik over den snevre Korridor, men den var tom, og jeg
følte instinktmæssigt, at Manden var gaaet ind i det Værelse, der laa
ved Siden af mit. Han kunde nemlig ikke have haft Tid til at komme
videre. Værelset ved Siden af var Nikolas, og man kunde vædde ti mod
én om, at denne sov efter Dagens Møjsommeligheder. Der hørte ikke
megen Forstand til at fatte, at Fyren havde ondt i Sinde. Man kryber
ikke omkring i ensomme Gange paa Hænder og Fødder, medens andre Folk
sover, naar man ikke har ondt i Sinde. Hvis jeg derfor vilde redde
Nikolas Liv, maatte jeg være hurtig paa Færde.
Et Sekund efter havde jeg forladt mit Værelse og skyndte mig ud i
Gangen efter ham. Da jeg naaede Døren, stod jeg ubestemt og prøvede
paa at opdage, hvor omtrent i Værelset Manden kunde være. Det varede
ikke længe, før jeg hørte en gryntende Lyd fulgt af et halvhøjt
Udbrud. Saa styrtede jeg ind i Værelset og hen til det Sted, hvor jeg
vidste, at Nikola havde anbragt sin Seng. Da jeg gjorde det, kom jeg
i Berøring med et nøgent Legeme, og i næste Øjeblik laa Manden og jeg
og rullede omkring paa Gulvet.
Det var en højst mærkelig Kamp i Mørket. Vi klyngede os til hinanden,
idet vi trillede omkring og gjorde alle mulige Anstrengelser for at
overmande hinanden. Saa hørte jeg Nikola springe op og løbe hen imod
Døren. Han raabte, og der opstod straks Larm i Bygningen, men før de
kom med Lys, havde jeg faaet Krammet paa min Fjende og holdt ham
nede.
Laohwan var den første, der viste sig, og han bragte en Fakkel;
Nikola tog den fra ham og kom hen til os. Han gav mig et Tegn til at
slippe Manden, som jeg holdt nede, bukkede sig ned og saá paa ham.
"Aha," sagde han roligt, "det er altsaa ikke Indbrudstyveri, men
Hævn, her er Tale om. Saa din Slubbert vilde hævne dig for de Prygl,
du fik i Aftes, hvad? Det lader til, at jeg er undsluppen med Nød og
neppe."
Det var ganske rigtigt; den Mand, som jeg havde grebet, var ingen
anden end den Tigger, hvis Plagerier havde bevirket, at han fik
Prygl.
"Hvad behager Deres Ekscellence at gøre med ham?" spurgte Laohwan.
Nikola benyttede Lejligheden til at vise sin Magt. Han sagde til
Manden, at han skulde rejse sig. Saa saá han ham lige ind i Øjnene
maaske et Minut og sagde roligt:
"Luk din Mund op."
Manden gjorde det.
"Det er umuligt for dig at lukke den igen," sagde Nikola. "Prøv ad!"
Den stakkels Usling prøvede og prøvede forgæves. Hans Kæber var saa
stive, som om de var fastgjorte med Skruer. Han arbejdede paa at
klemme dem sammen, men forgæves; der var intet at gøre. I sin Rædsel
fo'r han omkring i Værelset, medens Sveden strømmede ned ad hans
Ansigt, og han udstødte højst besynderlige Skrig.
"Kom her hen!" sagde Nikola. "Staa der foran mig! Naa, luk saa
Munden."
Manden lukkede straks sin Mund.
"Luk dine Øjne."
Manden gjorde, hvad han fik Befaling til.
"Du er blind og stum, du kan hverken aabne dine Øjne eller din Mund."
Manden prøvede ad, men med samme Resultat som før. Hans Mund og Øjne
var og blev lukkede. Denne Gang var hans Rædsel større, end Ord kan
udsige, og han styrtede sig for Nikolas Fødder og bønfaldt ham om
Skaansel med uartikulerede Lyde. Hoben, der havde samlet sig ved
Døren, stod gabende og iagttog denne mærkelige Scene.
"Staa op," sagde Nikola til den ulykkelige, "luk Munden og Øjnene op!
Du vilde have myrdet mig, men jeg har skaanet dig. Prøv igen paa,
hvad du prøvede i Aften, og du vil lige straks miste baade Syn og
Mæle og aldrig faa det igen. Gaa saa!"
Manden lod sig ikke opfordre to Gange, men flygtede, som om det
gjaldt hans Liv. Han skilte Skaren ved Døren ad i to, som en Dampers
Bov kløver Vandet.
Da Laohwan var den eneste, som var tilbage, kaldte Nikola ham hen til
sig.
"Véd De," sagde han, "at jeg vilde have været død nu, hvis ikke min
Ven havde været aarvaagen? De sover for Enden af Korridoren, og det
var Deres Pligt at sørge for, at ingen kom forbi Dem, men De har ikke
udført det Arbejde, der paahviler Dem. Hvad Straf skal De have for
det?"
Som Svar knælede Manden ydmygt for sin Herres Fødder.
"Besvar mit Spørgsmaal! Hvad Straf skal De have?" gentog den samme
ubønhørlige Stemme. "Kan jeg aldrig mere have Tillid til Dem?"
"Jeg sværger ved mine Forfædres Grave, at jeg ikke vidste, at den
Mand var kommet forbi mig."
"Det er intet Svar," sagde Nikola. "De har ikke gjort Deres Pligt,
og De véd, at det er noget, jeg aldrig tilgiver. Men da De ellers
har været trofast, vil jeg ikke være for haard imod Dem. Om en Time
sadler De Deres Hest og tager tilbage til Tientsin, hvor De
opsøger Hr. Williams og siger ham, at De ikke er tilstrækkelig
pligtopfyldende, og at jeg har sendt Dem tilbage. De bliver saa hos
ham, indtil jeg sætter mig i Forbindelse med Dem igen. Hvis De ikke
gaar til ham eller siger ham, hvad jeg har sagt, saa er De død om to
Dage. Forstaar De mig?"
Manden bukkede atter dybt.
"Gaa saa!"
Uden et Ord rejste han sig op og gik henimod Døren. Det gjorde mig
ondt for ham, og da han var gaaet, sagde jeg det til Nikola og
spurgte paa samme Tid, om han ansaa det for klogt at gøre en Mand,
der holdt éns Liv i sin Haand, til sin Fjende.
"Min Ven," svarede han, "der er et indisk Ordsprog, der siger: 'En
Tjener, som man ikke kan stole paa, er som en knækket Laas paa Porten
af dit Hus.' De behøver ikke at være bange for, at jeg ikke bærer mig
tilstrækkelig klogt ad. Jeg har haft meget at gøre med Laohwan, og
han kender mig. Han vilde hellere lade sig piske ihjel end forraade
mig. Men medens jeg dadler ham, glemmer jeg jo ganske at yde Dem
Retfærdighed. En Ting er ganske sikker: hvis De ikke var kommet, saa
havde vi ikke talt sammen nu. Jeg skylder Dem mit Liv. Jeg kan kun
bede Dem om at tro, at De ikke skal finde mig utaknemlig, hvis der
nogensinde indtræffer en Lejlighed, ved hvilken jeg kan vise
Gengæld."
"Det var heldigt, at jeg hørte ham gaa igennem Korridoren," sagde
jeg, "ellers kunde vi begge være kommet galt af Sted."
"Det var mærkeligt, at De var vaagen efter alle Dagens Anstrengelser.
Jeg sov som en Sten. Men lad mig se paa Dem. Store Gud, Menneske! Jeg
sagde Dem i Morges, at De ikke saá rask ud! Lad mig føle Deres Puls."
Han følte min Puls og stirrede mig ængstelig ind i Ansigtet. Saa tog
han en lille Flaske i sin Medicinkasse, hældte et Par Draaber af den
i et Glas, kom noget Vand i det og sagde, jeg skulde drikke det. Da
jeg havde gjort det, gik jeg i Seng, og fem Minutter efter sov jeg en
drømmeløs Søvn.
Da jeg vaagnede, var det højlys Dag, og Klokken var næsten seks. Jeg
følte mig betydelig bedre, end jeg havde gjort den foregaaende Aften,
men jeg var paa ingen Maade vel endnu, men hvad der var i Vejen med
mig, kunde jeg ikke sige.
Klokken syv fik vi noget, der skulde agere Frokost; Klokken halvotte
var Ponyerne sadlede, og vi begav os paa Rejsen igen. Da vi forlod
Kroen, saá jeg mig om for at se, om jeg kunde opdage noget Spor af
den stakkels Laohwan, men da han ikke var der, kunde jeg kun antage,
at han havde udført Nikolas Ordre og var taget tilbage til Tientsin.
Som sædvanlig red Nikola i Spidsen, og det var ikke vanskeligt at se,
at Historien om, hvordan han havde behandlet den Mand, som havde
forsøgt at myrde ham, var kommet ud. Den Rædsel, med hvilken han blev
betragtet af Folk, som han kom i Berøring med, var meget morsom at
være Vidne til. Og han spillede den Rolle, han havde overtaget,
udmærket.
Efter at have gjort Holdt ved Middagstid som sædvanlig drog vi videre
indtil Klokken fire, og saa havde vi den Glæde at se den store By
Pekings Mure hæve sig foran os paa den ensformige Slette. Murene
syntes at strække sig saa langt bort, som Øjet kunde naa. Da vi
nærmede os til dem, blev de mer og mer imponerende, og snart saá vi
et uhyre stort Taarn, der var bygget paa den sædvanlige kinesiske
Maade og var gennemboret af utallige Skydehuller. Først da vi var et
Par Hundrede Fod fra det, opdagede vi, at disse Skydehuller var
forlorne, og at hele Taarnet faktisk kun var lidet andet end Gøgl.
Vi kom ind i Byen gennem en Port, der vilde være blevet anset for
ubetydelig i enhver tredie Rangs By andre Steder i Verden, og da vi
havde betalt den Told, der forlangtes af os, spekulerede vi paa, i
hvad Retning vi skulde gaa for at finde den Bolig, som vore Venner i
Tientsin havde henvist os til.
Vi fik fat i en ung Mand, der saa fiks ud, og som vi benyttede som
Fører, og kom da gennem en Række labyrintiske Stræder til et Hus i et
simpelt Kvarter af Byen. Da vi naaede det, var det ganske mørkt, og
det var kun efter megen Venten og gentagen Banken paa Døren, at det
lykkedes os at faa Beboerne til at opdage, at vi var der. Endelig
blev imidlertid Døren aabnet, og en umaadelig svær Kineser stod foran
os.
"Hvad ønsker De?" spurgte han Nikola, som var den nærmeste.
"Det, som kun Freden kan give," sagde Nikola.
Manden bukkede dybt.
"Deres Excellence har længe været ventet," sagde han. "Hvis De vil
være saa god at træde indenfor, saa staar alt, hvad mit Hus
indeholder, til Deres Raadighed."
Vi fulgte ham gennem Huset ind i et Bagværelse. Nikola bad ham kalde
paa den første Rideknægt, og da han viste sig, afgjorde han sin
Regning med ham og lod ham gaa.
"Vi er nu i Peking," sagde Nikola til mig, saa snart vi var alene,
"og vi maa spille vore Kort med den yderste Forsigtighed. Husk paa,
som jeg saa ofte har sagt Dem, at jeg er en meget hellig Mand, og at
jeg indretter mit Liv og mine Handlinger i Overensstemmelse dermed.
Der er, som De ser, et Værelse ved Siden af dette. I det vil jeg bo,
og De kan bo her. De maa sørge for, at ingen ser mig, og De maa lade
Dem forstaa med, at jeg næsten udelukkende tilbringer min Tid med
Studeringer og Andagtsøvelser. Hver Aften, naar Mørket falder paa,
gaar jeg ud og søger at indhente de Oplysninger, vi trænger til. De
skal staa i Spidsen for vor Økonomi og vort Husvæsen."
En halv Time senere blev vort Maaltid sat frem, og da vi havde spist
og var trætte, gik vi lige i Seng. Jeg skulde ikke blive til megen
Nytte for min Ven, for da jeg vaagnede næste Morgen, var min gamle
Svaghedstilstand vendt tilbage; min Hud var tør og spruken, og jeg
havde en forfærdelig Hovedpine. Jeg kunde ikke spise nogen Frokost,
og jeg kunde se, at Nikola blev mere og mere bekymret for min
Tilstand.
Efter Frokost gik jeg en Tur, men jeg kunde ikke frigøre mig for den
Tunghed, der havde bemægtiget sig mig, og jeg vendte tilbage til
Huset mere død end levende. Om Eftermiddagen lagde jeg mig paa min
Seng, og efter et Par Minutters Forløb havde jeg helt mistet
Bevidstheden.