{(brister i Graad).}
=Blicher.=
Ja, _du_, Karen! Dig har jeg da tænkt paa hele Tiden. Du er det
troeste Guld! Men det gjør de andres Falskhed endnu grellere! Min
_Kjærlighed_, mit _Hjems_ Forlis -- ja, det er jo en gammel Skade,
men Himmelbjærget, Festen heroppe i Guds Sol -- hvorfor maatte jeg
ikke beholde den som en Trøst for alt det, der brast, alt det, det
saarede Hjærte tabte dernede! -- Har jeg da røgtet mit Kald slet? Har
jeg søgt mig uædel Vinding eller sunget og talt som en Fjante?
=Karen.=
Nej, Blicher, jeg tykkes det maatte gaa enhver til Hjærte, saadan som
du har talt her i de Dage. Jeg har aldrig været med til noget
skjønnere, og jeg saa da ogsaa, at der var mange, der ligefrem græd
-- jeg vil nu ett tale om mig selv --; men især saadan _ældre_
Mennesker; de stod og saa snart paa dig og snart paa hinanden, og saa
begyndte Taarerne at trille ned over deres Kinder; ikke fordi, at der
var noget bedrøveligt i det du sa', nej, tværtimod; men de tyt vel
ligesom jeg, at de var med til _noget saa nyt og skjønt_, ja, og saa
havde de vel ikke anden Maade at vise det paa.
=Blicher.=
Ja, men hvorfor svigter de mig da!
=Karen.=
Det er vist ikke dem, der svigter dig, Blicher. Dem kan du saamænd
faa i Tale igjen, naar og hvor du vil. Nej, dem i de fine Frakker,
Udvalgsmedlemmerne, Festkommiteen, -- der skal ha deres Navn i
Aviserne, men nu er ræd for Skandalen, -- med dem er det en anden
Sag; det kan jo være, de bliver henne -- men skulde ikke ogsaa nok et
Par af dem kunne undværes?
=Blicher.=
Jo, _det_ har du sandelig Ret i, Karen; de fleste af dem er ikke en
Pibe Tobak værd. Jeg har baade tit og ofte løbet paa mine gamle Ben 5
Mil, 10 Mil, til et af deres Kommitémøder for at faa en Ordning, en
Aftale om et eller andet, og saa har ikke _een_ af dem gidet komme,
men jeg har kunnet løbe Gravinar over det halve Jylland.
=Karen.=
Ja, saadan er vel den Slags, naar de vil gjælde for rigtig fine.
=Blicher.=
Her sidder vi da, Karen, som Noa efter Syndfloden, strandede paa
_vort_ Ararat.
=Karen.=
Ja, men du skal se, Blicher, der er sluppen en bitte Due med os, en
af dem, der vil komme hjem med et grønt Blad i Næbet.
=Blicher.=
Gid jeg turde tro dig paa dit Ord, Karen, men det er som om Skæbnen
arbejder paa, at ribbe mig for al Tro.
=Karen=
{(trykkende hans Haand).}
_Du_ maa ikke fortvivle, Blicher! Du som har vist den Evne til at faa
saa mange andre til at tro, tro paa det nye og det skjønne i den Tid,
som snart skal komme -- aa, om de Folk ikke var til -- hvordan skulde
det saa gaa i Verden? Men, Blicher, du er én af dem; du maa altid
præke Solskin, om det saa er aldrig saa graat i dit _eget_ Hjærte.
=Blicher=
{(klappende hende paa Kinden).}
Du kjære, lille Karen! du sidder jo her som en Marie under Korset og
gyder Balsam i mit blødende Hjærte. Og det har du gjort i al din Tid,
ligefra den Dag, jeg mødte dig derude mellem Tyttebærrene.
=Karen.=
Ja, det havde jeg nok let ved, Blicher.
=Blicher.=
Det er ikke alle, Karen, der har saa let til det gode, som du. Du
blidnede min Mors Lidelser, til Gud gav _hende_ en naadig Død; du har
været min gamle Fars Hjælp og Trøst i hans Alderdom, mens din egen
Ungdom blegned, og nu sidder du her og prøver paa at hjælpe mig over
mit Livs Skibbrud --. Dersom ikke du og dine Lige var i Verden, saa
blev der ingen Mulighed for at leve.
Aa, saa tit mine Hænder har været knyttede til at forbande! Men naar
jeg saa saa paa dig og din stille uselviske Ofren dig for andre, ja
saa skammed jeg mig, og min Forbandelse forvandled sig paa min Læbe
til Velsignelse. For jeg har ikke altid haft lige let ved at tro paa
de bærende Kræfter i mit Folk -- men naar mit Øje saa kom til at
hvile paa dig og dit stille Offer, saa svandt enhver Tvivl; for du
var jo som en ny Søren Kanne, omend i Kvindeklæder, -- Ofret, Daaden,
den stille Given sig hen for andres Vel. Og saa sa' jeg til mig selv:
Saa rigt er dit Folk _ned_efter, _ind_efter; inde ved dets Rod ligger
der gammelt Guld, gyldne Ringe, gyldne Spange! Og jeg løfted min Isse
og sang. {(La'r sin Haand glide hen over hendes Tinding.)} Saa er den
jydske Barde da ikke helt forladt, naar saa ren en Sjæl sidder ved
hans Side!
{(Gryet er efterhaanden gaaet over i gylden Solopgang.)}
=Blicher=
{(fortsætter).}
Se! nu tænder Gud Lyset paa sit Højalter; saa bliver hver en
forfængelig Praas overflødig.
Tit tænkte jeg paa, om ikke jeg selv var en saadan forfængelig Praas,
der vilde lyse omkap med det Høje. Men saa følte jeg mod mit eget
bankende Hjærte, og dets ærlige Begejstring gav mig Lov til at tro,
at det, jeg vilde for mit Folk, var andet og mere end forfængelig
Tant --
-- -- -- Aa, jeg er saa træt, Karen; i to Nætter har jeg ikke sovet,
første Nat af Glæde over den store Tilslutning, denne Nat af Sorg
over det, der siden er hændet. Hvorfor retter min Gud saa tunge Slag
imod mig! -- -- -- {(Vender sig ud mod Landskabet.)} Se, der ligger
nu Landet, det jydske Land, som jeg fra Barn har gjennemtravet paa
min Fod. Hvor _er_ jeg voxet sammen med dette Land! Det gav mig
Kummer, men ogsaa Glæde. Se, hvor det bader sig i Morgenens Lys! Dets
Møller gaar rundt, dets Kirketaarne ranker sig med mørke Glamhuller,
mens Rugens Vipper sænker sig eftertænksomt mod Høsten. Ogsaa jeg
nærmer mig Høstens Alvor, da den rappe Føjten omkring maa være forbi.
Foran mig -- over Heden -- flyver snart det tavse Træk af Viber og
Hjejler, og bag mig -- se, Karen: Festens tomme Flagstænger!
=Karen.=
Aa, Blicher, nu maa du ikke igjen henfalde til din gamle Bedrøvelse.
=Blicher.=
Bedrøvet eller ikke. Hvad Rolle spiller _mit_ Liv mod Slægtens Liv.
Træt er jeg Karen, træt af disse evige Sylestik.
"Som en sandet Vej opad for en gammel Mands Fødder", saadan blev mig
de tusinde Skuffelsers Sti.
Den Pil, der ramte i Kvæld, den kan ingen Saarlæge trække ud af mit
Hjærte.
Karen, du stille og trofaste Sjæl, den eneste, som deler min
Bekymring, maa jeg støtte min Tinding mod dit Knæ; saa prøver jeg at
faa Samling paa en vemodig Vise, som har boret i mit Sind den ganske
Nat.
Det skulde være saadan et Testamente, der kunde aabnes af mit Folk,
naar jeg trætte Mand ikke er mere.
=Karen=
{(lægger hans Hoved til Rette i sit Skjød).}
=Blicher=
{(siger):}
Sig nærmer Tiden, da jeg maa væk!
Jeg hører Vinterens Stemme;
thi ogsaa jeg er kun her paa Træk
og haver andensteds hjemme.
Jeg vidste længe, jeg skal herfra;
det Hjærtet ikke betynger,
og derfor lige glad nu og da
paa Gjennemrejsen jeg synger.
Jeg skulde sjunget lidt mer maaske --
maaske vel ogsaa lidt bedre;
men mørke Dage jeg maatte se,
og Stormen rev mine Fjedre.
Jeg vilde gjerne i Guds Natur
med Frihed spændt mine Vinger;
men sidder fast i mit snævre Bur,
der allevegne mig tvinger.
Jeg vilde gjerne fra højen Sky
udsendt de gladere Sange;
men blive maa jeg for Kost og Ly
en stakkels gjældbunden Fange.
Tidt ligevel til en Smule Trøst
jeg ud af Fængselet titter
og sender stundom min Vemodsrøst
med Længsel gjennem mit Gitter.
Lyt og, o Vandrer! til denne Sang;
lidt af din Vej du hidtræde!
Gud ved, maaske er det sidste Gang,
du hører Livsfangen kvæde.
Mig bæres for, som ret snart i Kvæld
at Gitterværket vil briste;
thi kvidre vil jeg et ømt Farvel;
maaske det bliver det sidste.
{(Tæppet gaar langsomt ned.)}