{Blicher sidder ensomt i Morgengryet ude paa Kolden med sit Aasyn
vendt mod den sig nærmende Solopgang. Forgrunden bærer Mærke af en
forladt Festplads.}
=Tyttebærkaren=
{(kommer ledende over Banken, standser bag ham).}
Men Herregud, Blicher, sidder du her, muttersene!
Jeg kund ett begribe, hvor du var bleven af. Jeg har ledt efter dig,
saa mine Knæ ryster under mig. Vognen venter; vi skulde jo til og
hjem.
=Blicher=
{(langt indefra).}
Hjem! Har _jeg_ et Hjem? Her var mit Hjem, men nu har onde Magter
jævnet det med Jorden, som naar Ploven gaar hen over Lærkens Rede.
{(Tyttebærkaren har stille sat sig i Lyngen ved Siden af ham.)}
=Blicher=
{(fortsætter).}
Her sidder jeg nu som en Spedalsk; alle har erklæret mig Krig. Ingen
kommer til mig, uden de har en Sten i Haanden. Komitteen mødte _in
pleno_ og frasagde sig ethvert Samarbejde ad Aare. Dette er den
sidste Himmelbjærgfest. -- Mit Navn er skjændet. Mine Idealer traadt
i Skarnet. Det er forbi, Karen; forbi! Var kun ogsaa mit Liv forbi!
=Karen.=
Nu maa du komme med os hjem, Blicher; saa slides det vel hen.
=Blicher=
{(heftig).}
_Jeg_ skulde sidde paa Sædebræt med hende -- kanske skal ogsaa
Galanen med paa Vognen.
=Karen.=
_De_ er væk for længe siden; dem skal du ikke komme til at møde.
=Blicher.=
Aa, maatte jeg aldrig møde hende mere -- før for den evige Dommer! --
Hvad har jeg nu mere at miste af? Hvorved har jeg fortjent den
Skæbne, at de forlod mig _alle_sammen.
=Karen.=
Nu ser du _for_ mørk paa det, Blicher.
=Blicher=
{(heftig).}
Nævn mig da blot een eneste, der blev.
=Karen.=