=Blicher=
{(til dem alle).}
Det er en af de største Dage i mit Liv!
=Erneste.=
Ih, hvad er der da sket?
=Blicher=
{(vifter med Brevet).}
Det, der maatte og skulde ske; jeg har bedt Vorherre saa mindelig om
at bøje Kongens Hjærte.
=Gl. Blicher.=
Er det Brevet fra Kongen?
=Blicher=
{(omfavner ham).}
Ja, kjære gamle Far! Nu er Stien banet til Himmelbjærget; Hans
Majestæt Kongen betaler, hvad det koster.
=Karen=
{(stille).}
Aa, Gud ske Lov!
=Erneste.=
Pyt! Ikke andet! Jeg troed, vi havde vundet i Lotteriet.
=Blicher=
{(overhører hendes Ytring).}
Og nu maa vi til Fest, allesomén! Erneste og Karen -- vil I sørge for
nogle velfyldte Madkurve, saa tar jeg mig af den mere aandelige
Næring.
=Erneste.=
Som jeg har sagt før, vi _kan_ ikke begge forlade Huset; hvordan skal
det gaa den gamle der. Karen maa blive hjemme.
=Blicher.=
Karen blive hjemme! Snak om en Ting!
=Erneste.=
Ja, saa maa _jeg_ blive hjemme.
=Blicher=
{(begyndende heftig).}
Aa, gjør mig nu ikke bedrøvet ogsaa i dette. -- Der skal nok blive
sørget for dig, kjære Far.
=Gl. Blicher.=
Ja, det var da Synd at holde nogen hjemme for min Skyld; jeg er da
ikke noget Svøbelsesbarn!
=Blicher.=
Det mener vor Mor heller ikke. Nu skal enhver bare sørge for at ha
sit bedste Humør og sit bedste Ansigt paa. {(til Per Syvspring)} Det
har du jo let ved, Per, for du har kun det samme.
=Per Syvspring.=
Ja, og hvordan bliver det, naar en skal gaa med det hver Dagsens Dag?
=Blicher.=
Du skulde jo saa være Kusk, Per?
=Per Syvspring.=
Ja, skulde jeg ikke ogsaa nok ta' Fingerlinen med mig -- og
Gevalthornet? Den maa være sørens god at blæse paa, ned ad de høje
Bakker.
=Blicher.=
Hvem skal saa holde Tømmen?
=Per Syvspring.=
Tho da kan Karen da vel sætte sig i Tugt og Ære ved min venstre Side!
Saa styrer hun dem to brune, imens jeg blæser et Stykke for den
menige Mand.
=Blicher.=
Ja, gjør nu jert Bedste allesammen, saa gjør jeg mit; nu skal jeg ind
og skrive en Sang, for nu har jeg faaet noget at skrive af!
{(Alle ud saa nær som Blicher; kort efter en tung Banken -- Møller og
Per Nielsen træder ind.)}
=Møller.=
Goddag! Vi kommer vel ikke til Forstyrrelse?
=Blicher.=
Ikke med mindre De selv bringer den med.
=Møller.=
Hm! Har De maaske nogen Grund til at tro, Hr. Pastor, at ... Men lad
mig nu begynde ved den rette Ende.
=Blicher.=
Ja, det gjør altid mindst Forstyrrelse.
=Møller.=
Som De vil se, har jeg en fremmed med mig, men saasnart jeg nævner
hans Navn, saa er han ikke fremmed længere.
=Blicher.=
De gjør mig nysgjerrig.
=Møller.=
Manden der er Per Nielsen fra Himmelbjærggaard; saa behøver jeg vist
ikke at sige mer -- vi er Soldaterkammerater; han besøger mig
imellemstunder, og saa fik han da nu Lyst til at hilse paa vor Far,
da han er kommen til Egnen.
=Per Nielsen.=
Ja, tho De maa undskylde, Hr. Pastor, men jeg fik Lyst til at hilse
paa den Mand, som tar sig den Frihed at byde al Verden til Gjæst paa
min Ejendom.
=Blicher=
{(maaler ham uden at byde ham Haanden).}
Er det den Per Nielsen, der for Tiden overfalder mig med raa og
uforskammede Nærgaaenheder i Aarhusbladet! Da havde jeg dog hellere
set, at min Hund havde taget imod Dem end jeg.
=Per Nielsen.=
Naa saadan at forstaa! Tho da tykkes jeg snart, jeg følger det Spor,
De selv har anvist; De kommer ubuden til mig, her kommer jeg ubuden
til Dem, saa tykkes jeg, det kan gaa lige op.
=Møller.=
Naa, det begynder jo godt! Tror De ikke, Pastor Blicher, at vi
hellere maa se at ta den Sag lidt mindre heftig.
=Blicher.=
Ja, hvem har begyndt Heftigheden; var det ikke Per Nielsen dér, som
lagde ud i Aarhusbladet forleden og skreg op som en besat, fordi jeg
havde stævnet det danske Folk til Møde paa Himmelbjærget.
=Per Nielsen.=
Maa jeg lige spørge Dem om een Ting, Hr. Pastor, _hvem_ tilhører
Himmelbjærget, Dem eller mig?
=Blicher.=
Ingen af os, Farlil! Himmelbjærget er Nationens.
=Per Nielsen.=
Da er det saa Skade, at Nationen ikke ogsaa betaler Skatter og
Afgifter. Men nu er jeg saa heldig, at ha en jenle Lap Papir
derhjemme, -- imellem os Bønder kalder vi det for et Skjøde {(i
Oprør)} -- -- og i det staar der, Dæwlen knaag'mæ, at Himmelbjærget
er mit! det skal I komme til at respektere, hvad enten saa I er
Præster, eller hvad I er!
=Møller.=
Jo, Pastor Blicher, Manden har Ret; det nytter aldrig ud af Stedet at
ville gaa uden om Lo-ven; saa meget maa De kunne indse.
=Blicher.=
Ja, Loven, Loven; et juridisk Prokuratorspil! Men jeg appellerer til
en højere Lov. {(vendt mod Per Nielsen).} Ser De da slet ikke, Mand,
hvad det drejer sig om? _Har_ Aarhundreders Trældom i den Grad
trykket paa vor Bondes Nakke, at I ikke kan forstaa en Digters Tanke!
Tiden er fuld af de stærkeste Brydninger; men _vi_ sover; det danske
Folk sover; men det skal ruskes op til at ville og handle. Jeg vil
pege paa det nye Morgengry, den nye Dag, der dæmrer over Evropa. Og
der midt i Jyllands Hjærte har Gud rejst vort Folk en Talerstol, der
kan sige Sparto til enhver anden Talerstol i Landet. Og saa kommer
_De_ her og slænger Deres Tøjrekølle midt i Stien for at spærre os
Vejen op til dette Guds Højalter. Hvem er _De_, som tør stænge Ledet
for et helt Folk paa March mod dets Fremtid!
=Per Nielsen.=
Jeg er bare den, der har Skjødet paa Ejendommen.
=Blicher.=
Skjødet paa Himmelbjærget. Det lyder parodisk! -- Saa behandler De
vel Stedet med Plov og Tromle.
=Per Nielsen.=
Jeg har i hvert Fald _Lov_ til det, da enhver kan gjøre med sit, hvad
han vil.
=Blicher.=
Saa har De vel ogsaa Lov til at sætte en Svovlstik til Lyngen deroppe
og la' Ilden udslette enhver Erindring om Stedets Skjønhed?
=Per Nielsen.=
Ja Fanden knaag mig har jeg saa! Det kunde jeg maaskesig faa i Sinde
at vise Dem, om De gaar mig _for_ nær ind paa Bælgen med Deres
Anstalter.
=Blicher.=
Hør nu, Per Nielsen, De er en ualmindelig stridig Mand, som det er
vanskelig at tale med om Sager af aandelig Værdi; maa jeg gi Dem et
Exempel: Vi siger, der var en Bonde, som et Aar havde en usædvanlig
Rugavl. Naa, han høster og binder i Neg og kjører det sammen i en
mægtig Stak midt paa Ageren. Men saasnart det er gjort, sætter han
Ild paa Stakken og lægger hele sin Avl i Aske. Hvad vil De sige om
den Mand?
=Per Nielsen.=
Jeg vilde sgu' sige, at han var taav'le.
=Blicher.=
Hvi det?
=Per Nielsen.=
_Hvi det!_ Stikk' Ild paa Avlen i en Tid, hvor Rugen staar i saadanne
Priser. Spiltaav'le!
=Blicher.=
Ja, men det, De der siger, det er jo Vand paa _min_ Mølle. Paa
Himmelbjærget høstes der ingen Sæd, men der høstes Ynde, Stemning,
Skjønhed; Værdier som ikke mætter Munden, men mætter Sjælen.
=Per Nielsen.=
Ja, det forstaar vi Bønder os ikke paa.
=Blicher.=
_De_ forstaar Dem ikke paa det, Per Nielsen, men Gudskelov, der er
_dem_, der gjør det. Og saa skulde _De_ ha Lov til at ødelægge disse
uskyldige Værdier for alle dem, for hvem de er tifold mere værd end
de smukkeste Afgrøder. De skulde ha Ret til at sætte en uoverstigelig
Mur omkring et af de herligste Udsigtspunkter i hele det danske Land
og sige til Digteren, Maleren, Naturvennen: Se at I smukt kan holde
jer væk fra _mit_ Himmelbjærg! -- Nej, Himmelbjærget er _ikke_ Deres,
men alles; enhver dansk Mand har en Part i det, som i alt hvad skjønt
den vilde og gavmilde Natur har skjænket det Land, som vi med
Stolthed kalder vort.
=Per Nielsen.=
Da er det slemt, som jeg sa før, at de samme gode Folk ikke ogsaa har
tilbudt mig at betale mine Skatter og Afgifter.
=Møller.=
Ja, der tykkes jeg, Per Nielsen ser ret; den Jord jeg betaler Skat
af, den maa ogsaa være min, og den maa andre holde deres Nalliker
fra.
=Blicher.=
Den Skat, Per Nielsen gir af Himmelbjærget, skal næppe trykke ham
haardt; i gamle Dage var al udyrket Jord Alminding, og saadan var det
Ret. Alminding det vil sige: Allemandseje! Letsindigt har det danske
Samfund handlet ved at la sig fraliste Adgangen til sit eget Hus. Og
I Bønder, vis I os, hvad I duer til ved at dyrke den _gamle_ Ager og
faa den til at give flere og flere Fold, men lad Øderne forblive
alles.
Se ikke paa jert Fædreland som paa et flækket Surbrød, der bare skal
tjene jert laveste Behov -- rejs din Nakke du Bonde og faa Del med os
andre i den Lykke at elske et Fædreland, som er _skjønt_!
=Per Nielsen.=
Ja, den Snak kan være god nok, men det bliver nu, som _jeg_ siger:
min Ejendom maa De respektere, da det er den, jeg skal ha min Føde
af. Hvad vilde De sige, Hr. Pastor, hvis jeg en Dag fik i Sinde at
byde Alverden sammen paa Spentrup Præstegaardsmark, og Folk de kom
ikke bare med deres Madkurve og Kluklærker, men saagalt med Kanoner
og -- andre musikalske Instrumenter og begyndte at storke omkring i
Deres Kløvermark eller lave sig Familiesenge i Deres Rugfald -- --
=Blicher.=
Stop nu lidt, Per Nielsen, og faa Fornuften med, før De gir Dem ud
paa denne fantastiske Rejse: Hvis jeg havde indbudt Folk til at slaa
sig ned paa Deres _dyrkede_ Jord, saa kunde De med Rette ha' følt Dem
brøstholden; men det lyngbevoxede Himmelbjærg -- jeg tør forsikre, at
ingen, næppe nok De selv, hidtil har anet, at det var Deres, ja, at
det overhovedet var _nogens_.
=Per Nielsen.=
Men nu ved De det altsaa, og saa venter jeg, at De retter Dem efter
det.
=Blicher.=
Er det Deres sidste Ord?
=Møller=
{(bryder ind i Samtalen).}
Ja, tøv nu lidt, god Folkens! I er begge to saa jewwer i Talen. Jeg
kan vel ikke skille jeres Træde, men jeg kan da forsøge paa at mægle
jer imellem.
At Per Nielsen ikke vil ha det halve Land til at løbe og bisse over
hans Ejendom, det kan enhver sætte sig ind i, og det skulde De ogsaa
kunne forstaa, Hr. Pastor. Men hvad tho, De kan jo kjøbe Bjærget. Byd
ham en Skrup for det. Du vil jo godt sælge det, Per; saadan har _jeg_
da forstaaet det.
=Per Nielsen.=
Sælge, sælge, ja gu' vil jeg sælge! Jeg vil sælge alting, om jeg kan
faa det ordentlig betalt.
=Blicher.=
Ogsaa Samvittigheden!
=Per Nielsen.=