{Hele Baggrunden optaget af én af Ladelængerne paa Gløttrup. Midt for
Scenen en aaben Indkjørsel med takket Portal. Til højre nærmest
Porten to Halvvinduer, til venstre smaa Staldvinduer og en Stalddør
inde i Krogen. Lidt fremme en Vandpost med Trug. Straatag, =nyt= paa
venstre Halvdel, mosgroet paa højre; yderst paa højre Gavl en
Storkerede med rugende Storkemor. Til højre for Laden, men nærmere
Scenen, ses den takkede Gavl af Herskabsbygningen; en Smøge skiller
de to Huse. Paa denne Gavl er der Dør ind til Folkestuen med en
nedadgaaende Stentrappe. En stor Madklokke til venstre for Døren.}
{Til venstre for Scenen har Ladelængen en Udbygning, der springer
nogle Favne frem; paa Enden af denne Udbygning en almindelig
Stalddør, delt paa Midten. Til højre for Døren en Fjæl paa to Stolper
op mod Muren; den tjener til Bænk. Mod Gaardsiden: en Slibesten. Et
Par Grebe staar lænet mod Muren; og to River ligger paa Taget. --
Middags-Sollys.}
{Man er i Færd med at bære Møntørv op paa den nye Tagrygning. En lang
Brandstige støtter mod Hussiden, og en Bunke Møntørv er hobet op ved
Stigens Fod. Oppe paa Rygningen troner =Laurst= og klapper Tørvene i
Bunde med sin Mønningsskovl (af Form som en flad Kasteskovl); ved
Stigens Fod krummer sig =Jens Romlen= med Gjødningssæk over
Skuldrene, mens Drengen =Per= løfter de alenlange, grønne Græstørv op
paa hans Ryg. =Den Blinde= staar og »ser til«.}
=Jens Romlen=
{(til Per, mens han bøjer sig dybt ned).}
Jen til, mi bitte Dreng; helsen skal en jo baare gaa des tiere.
{(=Per= er nær ved at dejse bagover med den mægtige Tørv.)}
=Jens Romlen=
{(videre).}
Ja, det er ett nø Arbed for saadan en bitte Knæjt. Saadan war'et! Det
war hwell! Nu haar a sgu faat det, a ka drag mej. {(Rejser sig op med
Hænderne paa Trinene.)}
Da _war_ det slem; no glemt a mi Skraa. Ka du ett ta'en op af mi
Vestlomm og gi mæ'en?
=Per.=
Jow suren spark mæ kan a saa!
{(Hiver Skraaen frem og hjælper ham den i Munden.)}
=Jens Romlen.=
Aaeha, nu er'et ingen Sag! Nu kund a gaa med mi Tørv lig op i den
syvend Himmel og ind for Guds Engle smaa.
=Den Blinde.=
Aa, vil du saa ikke ta mig med!
=Jens Romlen.=
Aa, din sølle Krøbel, hwad skuld Worherr snaar brug dæ te. Du er jo
saa stor og stærk. Du skuld saamænd heller ta en Par Tørv for mæ.
=Den Blinde.=
Ja, da kan jeg saamænd godt det.
=Jens Romlen.=
Nej, det gaar wall ett. Du kan jo ett si.
=Den Blinde.=
Ja men jeg kan krybe.
{(Har allerede ladet sig belæsse af Per.)}
=Laurst=
{(hamrer med Skovlen).}
Hwad er det, I ligger og glyner atter dernied; faar a snaar nø flir
Tørv.
=Jens Romlen.=
Jøsses, bette Børn, nu blywer han nok skrabajsk[56], ham deropp. Lad
mæ saa kom til Dalren.
[56] _skrabajsk_, streng, vrippen.
{(Arbejder sig op ad Trinene.)}
=Den Blinde=
{(følger efter).}
=Jens Romlen=
{(slænger Byrden paa Tagryggen).}
A--h!
=Laurst.=
Ja, det er Arbed, der tar paa æ Rygstrænger.
=Jens Romlen.=
Ja, en blywer snaar for gammel og stiv te'et. Det war ett som i æ
Ungdaw, da rend en op ad en Stig som en Flu ad en Laaddar[57]. Men
naar den her Hold øwer æ Lænd begynder og indfind sæ, saa er saamænd
det bejst fræ wos.
[57] _Laaddar_, Ladedør.
=Laurst.=
Skal vi ta en bitte Pust?
=Jens Romlen.=
Aaeja! det vild endda _vær_ gued, heropp paa det warm Taag. Her kan
en jo ligg og baag sæ som en Kat for en Ovnsmund.
=Laurst=
{(til den Blinde).}
Hwad, Wolle, kommer du ogsaa hivend. Lad os si, du slaar æ Klører
godt i!
=Den Blinde.=
Jeg er ingen Fare i. Naar en er blind, saa har en et Øje paa hver
Finger.
=Laurst.=
Tho saa er du jo ett aa beklav; saa haar du jo ti, hwor vi anne maa
hjælp wos med tow.
{(Den Blinde kradser forsigtig ned igjen.)}
=Per=
{(er ogsaa søgt til Vejrs).}
=Laurst.=
Hwad skal _du_ her atter?
=Jens Romlen.=
Aa, tho lad æ bette Knæjt ha den Plasir. Det er jo saa skjøn aa kom
te Vejrs i den Alder.
=Per=
{(spankulerer videre hen ad Tagrygningen mod Storkereden).}
=Laurst=
{(holder Øje med ham).}
Kom ett te æ Stork. For faar du ham te aa plukk dæ i di Bowser, tar
han fandenmæ æ Skind mej!
=Jens Romlen.=
Nej, her war'et endda skjøn opp. Her kan en ligfrem ligg aa si æ Kow.
{(Peger ud, liggende paa Maven.)}
Kan du ett ogsaa, Laurst, si no hwid nøj der lig forbi den sønderst
Tørvskru? Jow, det er lissaa sikker, det er _mi_ Kow! Og kan du saa
ett saadan sønden om den nordest Skru si endnu en bette Prik; si! nu
flytter en sæ! jow det er _mi_ Kuen, det er An Kjestin, det er lissaa
sikker!
=Laurst.=
Ja, det er alskjøn aa ka si si Hjemmen.
=Jens Romlen.=
Aaeja, endda! Saadan en bette Hysling[58], -- en kan misæl kom te og
hold aa'et, saa fattig det er! Og nu er a endda glaad ved, a er
bleven hængend ved'et, for nu sir'et jo ud te, te en kund komm te aa
ta nøj ind ved'et.
[58] _Hysling_, Vaaning.
=Laurst.=
Ja, hwad er'et en hører! Te du vil te aa lav Tørv; saadan i det
stur.
=Jens Romlen.=
Ihja! _det_ er lissaa sikker! Nu vil a fandenmæ te aa lav Peng. Her
haar a ga'n aa brokked læng nok. Men æ Mues -- kommer det te aa gaa
... en kan jo øs Peng op med Skovl! -- Det kan fandenmæ vær, en
blywer Millienær! Hehehe!
=Laurst.=
Er det nu ham æ Goj, der laver alt det?
=Jens Romlen.=
Ja, _det_ er sgu æ Goj; det er ham, der haar faat Kig paa æ Mues,
jow, det er lissaa sikker! -- _Det_ er saamøj en Fandens Kaal', han
er bløwen te. Haar du sit ham, si'n han kam hjem fræ Australien?
=Laurst.=
Nej, a haar sgu aalle sit æ Persovn; men en Del haar a jo høt om ham.
Det skal jo vær en geskjæftig Fyr.
=Jens Romlen.=
Ja, føj en Hued der sidder paa ham! Det haaj sgu ingen drømt om, der
kjend, hwad han war falden atter, te han skuld vær bløwn saamøj
Kaa'l.
For æ Faa'r, -- ja, det hower du ett nøj te, men ham gik'et jo da saa
sølle, som det _kan_ gaa en Mennesk. Og Goj sjel han haar jo da gavn
her paa æ Gaard fræ hans bette Tid aa. Da bløw der saamænd tavn
haardt nok paa ham! Ja, det war nu ligfrem for møj; for den gammel
Proft det war saa møj en Røwer! Ja, den Ung er misæl ett aa rues,
naar en turd sej'et; men nu taaler æ Folk jo knap nok saamøj.
=Laurst.=
Naa, den gammel war _saa_ dæwels?
=Jens Romlen.=
Ja, han _haar_ øj manne Mennesker. Gammel Anders herhenn han kan
snakk mej om'et. Og den Blind, der gaar her, -- det er jo da den
gammel Herremand, han kan takk for hans Blindhied.
=Laurst.=
Er'et sand!
=Jens Romlen.=
Ja, wed du ett saamøj! Tho han ga ham jo da en Skud Hagl i æ Hued.
=Laurst.=
Wolle her?
=Jens Romlen.=
Ja, det forstaar sæ. Paa æ Jagt jo da. Tho han skuld jo staa saadan
og mød for'et; og der war nok saa en Haar, der war kneben ud; tho det
kan jo sajtens ski; og æ Herremand han blywer jo hwerregal, som han
plejed; og han skyder jo; det skuld jo hid sæ, te det war atter æ
Haar, men den der mist æ Øwnsyn, det war misæl sølle Wolle! Jow, det
er lissaa sikker!
=Laurst.=
Sej mæ nu engaang; den her Tørvanstalt, der far bløw snakked om: haar
Goj nu saa møj, te han ka bekost _det_ rejst op?
=Jens Romlen.=
Ja, det war ett sær! Det stiller han an som en Røj. Han haar Peng saa
det hwørmer[59].
[59] _hwørmer_, myldrer.
Det vil sej, a ved sgu endda ett, om det just er ham sjel, der haar æ
Skjellinger, men han ved, hwor han kan hivsk'em[60]; ja, det er en
Satans Træjring[61]!
[60] _hivsk'em_, nappe dem.
[61] _Træjring_, Gavstrik.
=Laurst.=
Ja, for det er ett Klatskjellinger, dér skal te'et.
=Jens Romlen.=
Nej, bette søde Børn, _det_ er i Tusinder! Maskiner og ... Greb og
Skovl ... og Værker og Sager -- _Anlegskapitalen,_ -- det skal
fandenmæ nok rend i æ Vejr.
Hihihihi! Der blywer dænenmæ Lyw ved æ Muesland.
=Laurst.=
Ja, det maa du nok sej! Og _du_ skal jo da saa vær mej i'et.
=Jens Romlen.=
Ja, Gud bewaars! _A_ skal jo ha en Stilling. Jow, det er lissaa
sikker.
=Laurst.=
Kan en anden jen ett kom mej i _det_?
=Jens Romlen.=
Jow, forstaar sæ! Tho det er da æ Mjening aa'et, te det skal I mej te
aall sammel. Ja, det maa a wal knap nok fortæl endnu, men det er jo
saadan en Sprekulation han haar, te naar det her kommer i Gaang, saa
skal al æ Egns Smaafolk ta te æ Mues og ingen te æ Herregaard. Saa
skal I sgu si Lojer. For saa kan'et jo aalle bestaa. Det er vi anne,
der holder'et opp. Ja, misyv er'et saa!
{(Peger ud mod Mosen.)}
Derud, derud -- hæ-hæ-hæ! -- ud baag mi bette Hysling, der er'et
fandenmæ æ Sla ska staa! Hwa? Hwa?
=Laurst.=
-- Men haar du nu ogsaa æ Skjød paa'et.
=Jens Romlen.=
Eh-nej, det haar a jo guednok ett.
=Laurst.=
Nej, det er jo æ Gaards.
=Jens Romlen.=
Nej, det er Fanden taa mæ min; det var ett sær! Men æ Skyd skal a ha.
Og den haar a ogsaa wot loved læng.
Det war nøj af det sidst, æ gammel Herremand saa te mæ, far han død:
Æ Hues og æ Mues, Jens, det er din, og ska _vær_ din. -- Saa det ka
de ett gaa mæ fræ. A ska snakk med den Ung om'et den Daa i Daa er.
Det haar a loved æ Goj, og det skal a ogsaa nok staa _ved_.
{(Arbejdsfolk i Træskostøvler og med Spader i Hænderne kommer fra
venstre og gaar igjennem Porten.)}
=Gammel Anders=
{(er kommen ud i Solen. Sætter sig paa Bænken ved Muren).}
=Dorre=
{(ind; tumler med Mejerispandene henne bag Pumpen).}
=Laurst.=
Dorre haar sit saa modfalden ud i den sidst Tid; nu kan en da si,
hwor _det_ stammer fræ.
=Jens Romlen.=
Ja, Herregud; sølle Pig! Vi saâ'et saamænd te hind baade mæ og hinne
Muer: Ta ett te Gløttrup, saalæng du ka undgaa'et. For dér haar ingen
fattig Pig nø godt i Vent. Men det vild hun jo ett hør om; og nu er
hun, som hun er. Her haar sgu snaar aalle wot en Pig, uden hun maatt
hold haran. Saadan war'et i den gammels Tid, og saadan er'et endnu.
Men hwad, de plejer jo aa blyw javnhen forsørret.
=Laurst.=
Ja, en Par Faar og en Husend heropp i æ Hied.
=Jens Romlen.=
Ja, Fattigfolk stiller jo ett stur Fordringer.
=Laurst.=
Nej, aaenej. -- War hun og Goj ett nøj Kjærrester i farom god Daw?
=Jens Romlen.=
Aa, hun war jo dengang ett andt end en Baaen og _kald_ for. Det
først han spurg om, da han kam hjem, war nu iløwle, om Dorre endnu
war ugyvt.
=Laurst.=
Ja, saa haar hun jo da wot[62] nøj i hans Tanker. -- Og du ved, te
det er den ung Herre, som haar wot der.
[62] _wot_, været.
=Jens Romlen.=
Ja, det gaar hun jo ett fræ. Men det maa du endele ett læd dæ forlyd
mej.
=En Stemme=
{(omme fra Gaarden).}
Kan I kom hernied og hjælp vi anne.
=Laurst.=
Ja.
{(De gaar ned ad Stigen og gjennem Porten.)}
=Dorre=
{(synger, mens hun tørrer Spandene):}
Jeg gaar i tusind Tanker
og elsker den, jeg ej kan faa,
han vist i Glæden vanker,
mens Sorg _jeg_ lide maa,
den Sorg som jeg i Hjærtet bær
for dig min Ven saa kjær;
det voldte falske Mennesker,
og derfor Sorgen er.
O, havde jeg ej skuet
dit Ansigt og de Øjne blaa,
saa var jeg aldrig kommet
til Kamret, hvor du laa;
saa bar jeg ej paa dette Sting
her inderst i min Barm,
og kjendte ej de Angstens Ting,
der nu gjør kold og varm.
Nu er jeg mere ensom
end Træet paa min Moders Grav,
naar det mod Natten suser
bag Kirkelaagen lav;
og i dets stille Skyggefavn
jeg finder snart mit Sted,
det eneste jeg kjender nu,
hvor Sorgen gi'r mig Fred.
=Gammel Anders=
{(nærmer sig).}
Aa, bitte Dorre, synger _du_ nu ogsaa den bedrøvele Vis; den haar a
saamænd hør tit i mi Daw fræ den her Plads og aalle for det bejst.
Naar æ Pigger begynder aa syng den Vis, saa er der gjan jet heller
andt i æ Vej med dem. Haar du nu ogsaa ladt dæ narre?
=Dorre.=
Hvorfor spø'rer _du_ mæ om det, Anders?
=Anders.=
Nej, du ka ha Ret i'et. A haar jo ingen Adkomst te aa bland mæ i _di_
Sager. Men a er en gammel Mand, der sjel er bløwen haardt prøved af
Verden! -- Æ Folk snakker møj om dæ og Herren, og han er ett en
Ganning for dæ.
=Dorre=
{(vredt).}
Det ka du jo sej, du ved ett.
=Anders.=
Nej, du maa et blyw vred, Dorre. _Du_ haar gjord mæ saa møj godt, te
a ka aalle glemm dæ'et. Da a laa syg af Gigtfeber nu i æ Foraar og
snaar hwerken ku lett Haând hæ Fued, da howed a nok, bette Dorre,
hwor tit du kam te æ Dar og rat mæ en Haând. Helsen haaj a saamænd
gavn te. Ja uden dæ, hwordan skuld a vær kommen igjemmel me'et, mæ
gammel Hejring, der ett haar und de Krummer, gued Folk kyler te mæ.
Men derfor er'et ogsaa, bitte Dorre, te det vild gaa mæ saanær te æ
Hjat, hwis nue skuld gjør dæ Fortræd. Og den ung Herremand {(ser sig
ængstelig omkring)} han haar æ Faa'rs Sindlav, og det war en Kaa'l,
som ingen fattig Mennesk skuld slaa Bund paa.
=Dorre=
{(heftig).}
Som _a_ sejer, Anders, det er vis nøj, som du gjør klogest i aa hold
dæ uden for.
=Gamle Anders.=
Ja, Dorre, naar du tar'et paa den Maad, saa skal a ett sej jen Urd
mir; saa ved a, hwordan det er fat med dæ.
{(Krykker tilbage til sit Bræt ved Muren.)}
=Dorre=
{(ind i Bryggerset).}
=Goj=
{(kommer ind fra venstre).}
Godda', Gamle! De skulde vel ikke ha' set Jens Romlen for nylig?
=Anders.=
Jow -- æh -- tho han og æ Forkaa'l war ilav mej aa mønn æ Hus for
lidt sin. A tinker næjsten, De ka træff ham nied i æ Stakhaw. Mæ
Forlov aa spør, hwem er æ Persovn?
=Goj.=
Nej, hvad ser jeg, det er jo Anders Røgter, ikke sandt?
=Anders.=
Jow saamænd, _det_ er mi Navn.
=Goj.=
Saa er vi da endelig ikke saa helt ukjendt for hinanden. Men det var
jo ikke at forlange, at du skulde kjende mig efter alle de Aar. Jeg
er Goj, Søn af Jens Uhl[63], som var Gartner her paa Gaarden i din
Ungdom.
[63] _Uhl_, Ulv.
=Anders.=
Hwad sejer du, er _du_ æ Uhls Søn. Aae Jøsses endda! Og du haar wot
_saa_ laant ud i Verdens Riger og Land, imen en anden sølle jen haar
gaan og slæbt med æ Tøjrkøll øver den her jenle Firkant. Hwor kommer
du saa sidst fræ?
=Goj.=
Fra Australien.
=Anders.=
Fræ Au-stra-li-en! Aae Jøsses! Saa er du da kommen øver manne
Færrestejer[64]?
[64] _Færrestejer_, Færgesteder.
=Goj.=
Hahaha, ja, gamle Anders, det vilde blive nogen, om de taltes op.
Du er bleven mig noget graa i Toet siden sidst, vi saaes. Luften er
ikke Smaafolk gunstig her i Danmark. I mister Kuløren for tidlig.
=Anders.=
Ja, æ Lyw skurer paa wos, men det er ett for aa gjør wos kjønner.
=Goj.=
Og du fungerer ikke mere som Kohyrde.
=Anders.=
Nej, det er a endda færdig mej.
=Goj.=
Sidder nu og tærer Naadsens Brød ved Gløttrups Husgavle. Det er næppe
nogen helt misundelsesværdig Afslutning paa et stræbsomt Liv.
=Anders.=
Nej, æ Lyw blywer tit saa taangle. Men a faar jo æ Fød. Klæjer
behøver a jo Gu ha Lov ett mir nøj aa[65].
[65] _nøj aa_, noget af.
=Goj.=
Og Herregaarden gi'er dig saa Udkommet.
=Anders.=
Ja, aaeja; a faar jo dje Levninger. Og tho det er a jo glaad ved; det
war ett sær. A ka jo ingenting forlaang. Der er ingen, der skylder mæ
nøj.
=Goj.=
Nej, Jøsses nej! Naar Daglejeren ikke kan mere, saa gaar det ham ikke
bedre end enhver anden opslidt Kost -- pfui! -- et Spark hen i en
Krog, og saa sætter man en ny Kost paa Skaftet og fejer videre, som
om ingenting var hændet.
Naa, her sidder du altsaa, naar Solen skinner, men nu naar det
regner, eller Vinteren indtræffer?
=Anders.=
Jow, tho saa maa a jo krykk[66] ind i æ Staald. A er jo ett forvænt.
[66] _krykk_, krybe.
=Goj.=
Du bor da formodentlig herinde? Maa jeg kige ind?
=Anders.=
Ja, det maa du saamænd gjan. Æ Herremand kan guednok ett lid'et, men
du sladrer jo et te nue?
=Goj=
{(ind; en lille Pavse; atter frem).}
Nej, det er dog med den stiveste, jeg endnu har set! Og det er en
Menneskebolig! En almindelig Kobaas med nogle uhøvlede Brædder
omkring; og Sengelejet i Krybben; aaja, som selve Barn Jesus. Ja, det
maa man lade dem, det er kristelige og fromme Sind, der her har
truffet Ordningen! Hvor længe har du levet dér?
=Anders.=
Aa, det er jo endda no Aar sin. Det war jo den Gaang, a bløw saa ild
medhandelt aa æ Tyr.
=Goj.=
Naa, det er oven i Kjøbet et Vederlag for at ha' ladet sig spidde af
én af Gaardens berømte Præmietyre. Saa blev du vel ordentlig
gjennemhullet?
=Anders.=
Ja, a laa jo saalæng og war saa møj limpele[67]. A war saamænd ett
manne Firskjellinger ward. Der war ingen, der trowed, te a war kommen
fræ'et; for a war jo da fræ æ Bevidsthied i laange Tider. Nej,
Worherr ska ved, te a war en ring Mennesk.
[67] _limpele_, sølle.
=Goj.=
Naa, og saa blev du heven ind i Baasen dér for at komme lidt til
Krylt[68].
[68] _Krylt_, Kræfter.
=Anders.=
Ja, aaeja. En kund jo snaar forstaa, te det vild trækk læng ud. Og
saa vild a jo vær i æ Vej for de anne. Og saa bløw'et jo bestemt, te
a skuld ha mi egen Menasi; og saa slog de det her sammel te mæ. Ja,
det war nu Frowen, der vild ha æ saadan, for hun er iløwle den bejst.
=Goj.=
Ja, hun maa sandelig ha' et ømt og medfølende Sind! Men her skal
blive ryddet op i denne gamle Skidtkasse!
=Anders.=
Hwad miner du ... Du vil da wal ett ... Aah, gjør mæ endelig ett
ulykkele!
=Goj.=
Gjør _dig_ ulykkelig! Det lyder jo som den argeste Spot. Kan _du_
komme dybere i Savn og Forsømthed, end du er.
=Anders.=
Ja, a kan endda, Goj. A ka komm ad æ Fattegaard. Det klør a endle ett
atter.
=Goj.=
Fattiggaarden! Der kan de aldrig fure _dig_ hen. Ved du ikke, der er
noget, som hedder Alderdomsunderstøttelse?
=Anders.=
Nej, det er, som _a_ sejer, Goj, a vil ett paa Kommunen nu. Her er æ
Plads, hwor a haar laa mi Arbejd, her vil a ogsaa ha mi Død. Hwad,
Fattefolk de maa jo ett forlaang formøj, og _a_ kan jo godt vær tjent
med'et hér. A vil gued nok sej: æ Rotter ka jo blyw nøj slemm, nu sin
de laa den grimm Swinsti lig op ad mæ. Men hwad tho, kan a ett faa
Lov te aa sov om æ Næt saalæng a gjan vild, saa -- som ogsaa æ
Herremand sejer -- kan a jo ta mæ en Skrab[69] om æ Daa. A haar jo
Tid te æ, bitte Faa'r.
[69] _en Skrab_, et Blund.
=Goj=
{(stirrer forfærdet paa ham).}
Aa, Gud i Himlen, hvilke Bløddyr I dog er! Her tripper du omkring i
et Hjørne af et Udhus som en gammel skabet Kat, der ikke fanger Mus
længere, men som er taalt, nærmest fordi ingen gider klynge den op;
og du synes det er farlig godt. Har I dog ikke Næver, for at I en
Gang imellem skulde knytte dem i Stedet for bestandig at folde dem
til Bøn!
=Anders.=
Ja, Goj, du er ung og stredde; du ka sajtens snakk. Men _a_ er en
gammel swag Mand, der staar jenne[70] i Verden.
[70] _jenne_, ene.
{(=Dorre= er under Slutningen af Samtalen kommen ind igjen.)}
{(=Hyrdedrengen Per= har i nogen Tid gaaet omkring Goj og bekikket
ham.)}
=Goj=
{(bliver opmærksom paa ham og siger):}
Hør du lille Klør, jeg bandt min Hest derude i Gaarden, kan du ikke
se efter, om den staar skikkelig; den er noget urolig paa fremmede
Steder.
{(Rækker Drengen en Skilling.)}
=Per.=
Maa -- maa -- maa a behold _den_?
=Goj.=
Javist maa du beholde, hvad jeg gi'r dig.
{(Per stryger af Sted.)}
=Goj=
{(nærmer sig Dorre).}
Godda, Dorre!
=Dorre=
{(med et let)}
Aaeha!
=Goj=
{(byder hende Haanden; ser længe paa hende).}
Jeg syntes, du blev bange. Vidste du da ikke, jeg var her?
=Dorre=
{(forvirret).}
Jow, men -- det er iløwle saa sær aa si dæ ijen.
=Goj=
{(mørkt).}
Du er voxet godt, siden vi sidst saas.
=Dorre.=
Det er ogsaa manne Aar sin.
=Goj=
{(stærkt).}
Men -- du voxer endnu.
=Dorre=
{(i Graad).}
Skal du nu ogsaa te aa gjør mæ Fortræd.
=Goj.=
Det var just ikke saadan, Dorre, jeg drømte om at møde dig, naar jeg
laa derude ved Vagtbaalet paa den anden Side af Jorden, og alle mine
Tanker ilede foran mig hen, hvor du var.
=Dorre.=
A haar aalle loved _dæ_ nøj, saa du haar ett nøj øver mæ heller mi
Handlinger aa sej.
=Goj.=
Nej, naturligvis har du Ret. Hvad der var mellem os, det var jo kun
Barneflirt altsammen. Og det var jo ganske taabeligt af mig at tro,
at jeg var andet end en lille uskyldig Episode i en ung Piges
Elskovsliv -- jeg var blot den elendige sølle Gaasevinge, hvori
Ræveungen prøver Tænderne, før de egentlige Godbidder vanker.
Du _var_ jo ikke større dengang, end at du med begge dine
blankspændede Sko kunde staa i min Haand, naar jeg holdt dig fra mig
i stiv Arm.
Aa, som du stod der paa min Haand og under Skjælmeri skubbed mig Huen
ned i Øjnene, for at jeg ikke skulde kige efter dine Ben, saadan har
du staaet for mig i de mange Aar, da jeg har maattet flakke omkring
efter de Brødkrummer, som de fleste finder i Vuggen.
Og nu ... og nu! Aa, der bliver tilsidst ikke andet for en fattig
Djævel at fæste Lid til end ens egne to staalhaarde Næver!
=Dorre.=
Ja, men Goj, du _haar_ jo aalle skrøwen en Urd[71] te mæ. Kund _a_
ved, om du war løvend heller død!
[71] _en Urd_, et Ord.
=Goj.=
Har du nogensinde skjænket det en Tanke?
=Dorre=
{(stille).}
A haar skinked _dæ_ manne Tanker. Ett aalsammel lig glaad! Hworfor
stak du aa fræ mæ uden aa sej Forwal te mæ?
=Goj.=
Aa, det er ikke fortalt med to Ord, men du kan vel ha' Ret i at
forlange Besked. Saa hør da:
Du ved maaske, at min Far for mange Aar siden var Gartner her paa
Gaarden, men du har næppe faaet den fulde Sandhed at vide om, hvorfor
han pludselig ophørte med at være det.
Ser du, min Mor gik min Far til Haande i Haven med Lugning og
Bærplukning. Hun gjaldt for at være en smuk Kone, og hun var min Fars
Øjesten. Han nægted hende intet, saa langt hans fattige Løn rakte.
En Aften, da hun var færdig i Haven, var hun gaaet ned til Aaen for
at bade. Det var Maaneskin og blikstille, og hun havde ladet sig
drive sorgløs med Strømmen et langt Stykke. Da hun kom tilbage, var
hendes Klæder borte.
=Dorre.=
War hinne Klæjer henn!
=Goj.=
Ja. Hun gik et Øjeblik fortvivlet omkring og søgte; paa een Gang blev
hun grebet bagfra af et Par kraftige Mandsarme; det var Herremanden.
Han havde luret bag en Høstak; derhen bar han hende trods al hendes
Græden og tog sin Vilje med hende.
=Dorre.=
Aa Herre Jøsses!
=Goj.=
Da min Far hørte, hvad der var sket, blev han ude af sig selv af
Harme. Min Mor bad ham saa mindelig ikke at hævne det, men min Far
var døv for hendes Bønner; han rev sit Gevær ned fra Bjælken og
styrted ud i Mørket. Da han naaed Herregaarden, var Dørene allerede
stængede; han gik saa om i Haven og saa, at der endnu var Lys i
Herremandens Kammer. Blindet af sit Raseri retted han Geværpiben mod
Vinduet og fyred.
=Dorre.=
Jessus Krist!
=Goj.=
Aa, der skete kun dette, at der knustes et Par Ruder og en
Lampekuppel; hele Skuddet gik i Fjæset paa et af de gamle
Familieportrætter. Herremanden selv, der havde siddet paa en Stol
mellem Vinduerne i Færd med at afspænde sine Gamascher, fik ikke saa
meget som et Hagl. --
Saa snart Gjerningen var sket, var Far flygtet ud over Marken for at
naa Hjemmet; men Herremandens Hunde indhented ham og sønderrev ham
foran hans egen Dør. Bundet som et Dyr blev han trods alle min Mors
Bønner ført tilbage til Herregaarden. -- Det er unødigt at fortabe
sig i Enkeltheder. Min Mors Beretning blev omgaaet som ond Sladder;
min Far fik en umenneskelig haard Dom. Da han kom ud af Fængslet, var
han aandelig og legemlig en ødelagt Mand. Mor overleved ikke
Begivenheden ret mange Aar; Far drev omkring mellem Sognene som
Pjaltekræmmer. Han sov i Høstakkene og stjal den Mad, der var sat ud
til Hundene.
Saadan gik Tiden, indtil det Aar, da jeg rejste. Som du ved, tjente
jeg selv mange Aar her paa Gaarden og døjed tit meget ondt. En
Vinteraften fik jeg saa Ilbud gjennem en af Gaardens Folk, at min Far
laa heroppe i Hulvejen og vistnok var i Færd med at dø. Jeg iled
derhen; han kunde endnu kjende mig, men det var knapt, _jeg_ kunde
kjende ham. I den senere Tid var han bleven meget sky, og han betroed
sig til ingen. Af hans forvirrede Tale fremgik det, at han i længere
Tid havde omgaaedes med den Tanke at brænde Herregaarden af; han var
nu paa Vej for at fuldbyrde denne Handling, der skulde være hans Livs
sidste; men udmattet af Sult og Kulde var han segnet om i Sneen; jeg
kunde se, han havde slæbt sig et langt Stykke paa Knæerne for at naa
sit Maal. Han forbandede sin Skjæbne, der havde nægtet ham Kræfter
til at naa det, som den havde nægtet ham alt andet. Med denne
Forbandelse udaanded han. -- Da jeg aabned hans blaafrosne Haand,
faldt der en Æske Tændstikker ud af den. Den tog jeg til mig som min
eneste Fædrenearv. Vil du se, jeg har passet godt paa den. {(Viser
Æsken frem.)} Der er endnu ingen brugt af dem.
=Dorre.=
Men, Goj, hwad er'et endda, du haar i Sind!
=Goj.=
Nej, du ta'r fejl, Dorre. Det er ikke for at blive Mordbrænder, _jeg_
er vendt tilbage. Vel har jeg ved min Fars Lig svoret at hævne ham,
og Hævnen er allerede i Anmarch, men derom faar du at høre en anden
Gang.
=Dorre.=
Ja, men Goj, du haar endnu ett saa mæ, hvorfor _du_ rejst di Vej.
=Goj.=
For ikke at blive nødt til at fortsætte, der hvor min Far slap.
At være ene med sin Hævn, det er som at spærres inde i et Bur med
Vilddyr. Den frygtelige Hævntanke, der forhen stjal al min Fred, den
har jeg nu faaet lagt om i et andet Leje. Men nu er du jo lige ved at
omstøde det hele for mig. O, Dorre, hvor skammeligt du handler imod
mig!
=Dorre.=
Ja, du haar godt ved aa snakk, som kund rejs fræ det hile. Du sejer,
a war kuns en Baaen dengaang, og det war a ogsaa. Men a bløw voxen
Pig ilav a tint paa dæ.
Men æ Tid gik, og du skrøw ett, og du _kam_ ett. Og saa kam den Daa,
da a maatt ud og tjen; og saa kam a her te æ Herregaard; for vi skal
jo aalsammel hérhen, og vi kommer her altid tidle nok.
=Goj.=
Hvorfor skal I allesammen hérhen, naar I nu ved, det gaar jer galt.
=Dorre.=
Det kan a ett sej dæ, Goj. Men saadan kom mi Muer hertil far mæ og
hinne Muer ijen. A tinker wal, det er nøj, der ska saadan vær.
=Goj.=
Atter denne forbandede Skjæbnetro, der gaar al Fattigdom som Gift i
Blodet. Derinde sidder gamle Anders i _sin_ Halmrede og finder Trøst
for et forspildt Liv i den samme Trællefloskel: Det skulde saadan
være! Og rundt om ved andre skjæve Husgavle sidder andre
arbejdsbrudte Stympere og mimrer den samme Visdom: "Gud har villet
det saadan!" "Himlen har ønsket min Lykkes Forlis!" -- Vi har saa
megen Himmel herhjemme, at Livet er nær ved at blive os alle et
Helvede!
Aa, Dorre, at ogsaa du, Mosebarnet med de taagede Øjne -- at ogsaa
_du_ skulde falde for Herregaardens forbandede Koglekunster!
Sig mig, Dorre, husker du fra dengang, du gik derhjemme og drev med
Koen i Mosen -- jeg siger: husker du derude paa Sumpen en Plante,
tydelig at se for alle, som den stod der og skinnede i Sol og
Morgendug. Den udstrakte sine røde Hænder, og alle dens strittende
Fingre drypped af klæbrigt Begjær. Og Smaafluerne kom og lod sig
fortrylle af dens Glans, og een for een satte de sig i Blomstens
aabne Haand, og de slikked dens Sødme og gned sig vellystigt mod dens
Purpur. Og langsomt, ganske langsomt begyndte Haanden at lukke sig om
sit Bytte; nu opdaged de Lumskeriet, vilde flyve, men hang fast ved
Vinger og Ben; hen imod Aften aabned Haanden sig atter og lod Byttet
falde, men da var alle de smaa Fluer kun nogle stakkels udsugede
Ting.
Saadan en livsfortærende Organisme er ogsaa Herregaarden, der ligger
der og skinner med alle sine pralende Gavle; og I -- du og dine Lige
-- er de stakkels Fluer, der bare en ussel Stund vælter jer paa dens
Purpur for en skjønne Dag atter at spyttes ud i jeres Lyngarmod.
Dorre, elsker du ham, Herremandsfrøet, din Forfører,
Skjørtebetvingeren?
=Dorre.=
A er ræd for'et.
=Goj.=
Du er ræd for det -- og har dog givet dig i hans Arme?
=Dorre.=
Han haar saadan en Majt øwer mæ, Goj.
=Goj.=
Vil du da la' mig redde dig af hans Magt?
=Dorre.=
Aaenej, Goj. Nu er det saamænd for læng!
{(Der høres Skjænd og vrede Raab fra Baggaarden.)}
=Dorre.=
Aa, Jøsses, nu er han kommen hjem. Det er æ Dreng, han holder saadan
en Hus mej. Han er da saa haard ved den Dreng. {(Man hører Pisk og
Barnegraad.)}
Aa, nu slaar han ham ijen!
=Goj.=
Ja, nu kjender jeg dig atter, min Barndoms onde Rede! Her er den
samme hjemlige Stemning af Raahed og Prygl, som sidst jeg stod her.
{(Ny Larm og Støj rejser sig inde fra Gaarden.)}
=Villads Vedhud=
{(farer mødende og gestikulerende med Bagen til Publikum omkring i
Porten).}
Hov, hov, hov, hov! {(Fløjter).} Men hvad Fanden i syv Sogn er'et
endda, der gaar aa æ Helmis! Pas paa, pas paa, pas paa, pas paa! Vil
en da lig ad æ Ansigt af Folk!
{(Sætter i Favnespring lige mod Publikum.)}