Hun nikkede til Frøken Jensen og lod, som hun hørte til.
Frøken Jensen talte om sin Ungdom og dumpede pludseligt ind i at
fortælle sin Kærlighedshistorie. Hun var allerede helt inde i
Fortællingen, da Katinka mærkede det og undrede sig over, hvordan
Frøken Jensen kom til at fortælle det nu og til hende....
Det var en ganske simpel Historie om en Kærlighed, som ikke var blevet
gengældt. Hun havde troet, det var hende, og saa var det hendes
Veninde.
Frøken Jensen talte halvt sagte, i en og samme, stille Tone,
Lommetørklædet havde hun fremme, og en Gang imellem snøftede hun lidt
og førte det hen over Kinderne.
Katinka blev lidt efter lidt rørt. Saa tænkte hun paa, hvordan det
lille rynkede Menneske vel havde set ud som ung. Maaske havde hun
alligevel haft en net lille Figur.
Og nu sad hun her forladt og alene.
Katinka blev helt hjerteklemt, og hun tog Frøken Jensens Hænder og
klappede dem sagte.
Den Gamle græd stærkere under hendes Kærtegn. Katinka blev ved at
klappe hendes Hænder.
De sidste Lysstumper brændte ned, og Juletræet stod helt mørkt.
-Og gennem Livet skal en enlig Kvinde, sagde Frøken Jensen, hvad for
Snarer de end lægger for hendes Fod.
Frøken Jensen var igen landet ved Præsten og hans "Ord".
Katinka slap Frøken Jensens Haand. Hun syntes, der var blevet ganske
koldt og uhyggeligt om det slukkede Træ.
Bai slog Døren op til det lyse Kontor. Det var et ridende Bud, som
bragte en Pakke fra Huus.
-Lamperne, Marie, raabte Katinka og løb ind i Kontoret med Pakken.
Det var et meget fint fileret Sjal med gyldne Traade i, et stort et,
som kunde pakkes sammen til ingenting.
Katinka blev ved at staa med Sjalet. Hun var saa glad ved det. Hun
havde haft et ganske lignende, og det var hun for et Par Uger siden
kommet for Skade at brænde....
-Men dette var meget finere....
Og hun blev ved at staa med Sjalet.
Bai var munter igen nu, han havde sovet Middagen ud, og de drak alle
et Par Snapse af den ægte Rom i Theen.
Lille-Bentzen blev saa salig, at han løb over paa sit Kammer og
hentede nogle Digte, han havde skrevet paa mange Stumper Papir, bag
paa gamle Tariffer og Regnskaber.
Han læste højt, saa Bai slog sig paa Maven af Latter. Katinka sad og
smilte med Huus' fine Sjal om sig.
Frøken Jensen spillede tilsidst en Tyrolervals, og Lille-Bentzen fløj
halvflov ud i Køkkenet og valsede med Marie, saa hun hvinte.
De maatte alle hjælpe til at faa Bel-ami vækket, da Frøken Jensen
skulde gaa; den vilde paa ingen Maade væk fra sit Tæppe. Bai traadte
den paa Halestumpen, da Frøken Jensen vendte sig.
Lille-Bentzen skulde følge hjem. Men Frøken Jensen, der var saa ræd
som en Hare for Mørke, vilde gaa alene.
Frøken Jensen vilde ikke bære sin Bel-ami, naar nogen saa' det.
De fulgte hende alle ud til Perronlaagen og raabte "Glædelig Jul",
"Glædelig Jul" ud over Hækken.
Bel-ami hylede midt paa den snelagte Vej. Den gik ikke af Stedet.
Da Frøken Jensen havde set, at de alle var gaaet ind, bøjede hun sig
ned og tog Bel-ami op under Armen.
Frøken Jensen var bundet til som en Eskimokone, mens hun gik hjem i
Julenatten.
Katinka slog Vinduerne op i Dagligstuen, saa den skærende Luft kom
ind.
-Hm, den lille Krukke, sagde Bai. Han var ganske menneskekærlig glad
ved at have haft Lille-Jensen i Aften.
-Det Skind, sagde Katinka. Hun blev staaende ved Vinduet og saa' ud
over den hvide Mark i Natten.
-Man skulde ikke tro, Du klagede over Hoste, sagde Bai. Han lukkede
Døren til Sovekamret.
Bentzen gik over Perronen til sit Kammer.
-Hun #tog# Moppen, sagde han. Han havde gemt sig bag Hækken for at se
den Begivenhed. Glædelig Jul, Frue....
-Glædelig Jul, Bentzen.
Der blev lukket et Par Døre, og saa var det ganske stille.
Kun nu og da lød der en fin Summen i Telegrafens Traade.
* * * * *
Katinka var ude at fodre Duerne, før de gik i Kirke.
Det var høj og stille Luft, og Klokkerne lød ned forbi Skoven. Rundt
paa de hvide Marker saa' man Bønderne, som travede af, i Gaasegang,
langs de skovlede Stier, til Offer.
De ventede i Flok udenfor Kirken og ønskede hinanden "Glædelig Fest".
Konerne rakte hinanden Spidsen af Fingrene og hviskede.
Saa stod de stille og saa' paa hinanden, til en ny kom til i Kredsen.
Bais kom lidt sent, og Kirken var fuld. Katinka nikkede "Jul" til
Huus, der stod tæt ved Døren, og gik op til sin Plads.
Hun delte Stol med Abels, lige bag Præstens.
Kyllingerne Abel forsvandt i Slør og fantastiske Slyngninger.
Fru Linde havde Øjne i Nakken paa de store Offerdage. Hun "klædte" sig
og Frøkenen for Offerdagene og Spædekalvene.
Frøkenen gik aldrig i Kirke, naar der var "Tallerkenvals i Koret".
De sang de gamle Julesalmer, og lidt efter lidt vandt de alle med,
store og smaa. Det lød saa stærkt og glad op under Hvælvingerne.
Vintersolen stod lys ind ad Vinduerne mod de hvide Vægge. Gamle Linde
talte om Hyrderne paa Marken og Menneskene, som var idag en Frelser
fød, med tarvelige stilfærdige Ord, saa der dalede som Enfoldighedens
Fred ned over hans Kirke.
Katinka blev i Julestemningen, mens Offertoget gik op om Alteret i en
lang Marsch. Mændene gik stive, tungt i Fliserne og vendte tilbage til
deres Plads uden at have fortrukket en Mine.
Konerne rokkede af, generte og røde i Hovederne, seende stift paa det
sammenlagte Lommetørklæde.
Fru Linde havde Øjnene ved #Hænderne# ved Alteret.
Fru Linde havde været Præstekone i fem og tredive Aar og siddet til
utallige Offerdage. Hun saa' paa #Hænderne,# hvor meget hver lagde.
Hænderne havde ikke samme Bevægelse, af Lommerne, naar de lagde lidt,
og naar de lagde mere.
Fru Linde anslog Offeret til et Middelaar.
Udenfor Kirken traf Bais Huus. Man aandede op ude i den friske Luft,
og der blev en storønsken "Glædelig Jul" igen.
"Pastoren" kom med Offerpengene i et sammenbundet Lommetørklæde, og
alle hilste og kniksede. Naa, Frøken Jensen, saa ønsker vi vel
hinanden Glædelig Jul, sagde "Gamle Pastor".
Katinka gik ud af Laagen med Huus. Bai blev lidt tilbage med Kiær, saa
de to gik alene henad Vejen.
Solen laa over de blankglitrende Marker; hist og her ved Gaardene
havde de Dannebrog ude paa Flagstængerne i den høje Luft.
Rundtom drog Kirkegæsterne hjem i Flok.
Katinka havde endnu Julesalmerne i sit Øre, hun følte alting som i
glad Højtidelighed.
-Julen er rar, sagde hun.
-Ja, sagde han og lagde hele sin Overbevisning ind i "Ja'et".
-Og han sagde det osse rigtig kønt, lagde han lidt efter til.
-Ja, sagde Katinka, det var en rigtig køn Præken.
De gik lidt.
-Men jeg har jo slet ikke takket Dem, sagde saa Katinka, for
Sjalet....
-Ingenting at takke for.
-Jo netop ... jeg blev saa glad. Jeg havde haft næsten Magen og halvt
forbrændt det.
-Ja, det véd jeg jo ... De havde det Sjal paa den Dag, jeg kom.
Katinka vilde sige: Hvor saa' De det? Men sagde det ikke. Hun vidste
heller ikke, hvorfor hun med ét blev rød, og hun for første Gang
mærkede, at de sagde ingenting og søgte om noget til at faa brudt
Tavsheden med.
De kom ned til Skoven, og Anneksklokkerne kimede.
Det var, som om Klokkerne slet ikke vilde holde op idag, at lyde.
-De gaar da med ind, sagde Katinka, og bærer ikke Jul fra Huset.
De stod paa Perronen og hørte paa Klokkerne, mens de ventede paa Bai.
Huus blev der hele Dagen.
Da Bai satte sig til Bordet, der skinnede med sin Damaskesdug og mange
Glasassietter, sagde han:
-Ja, man har det godt i sin Familie. Lille-Bentzen raabte:
-Ja, da--og lo af Fornøjelse.
Huus sagde ingenting. Han sad, som Katinka sagde, bare og saa' glad ud
af Øjnene.
Og hele Dagen hvilede der en stille Glæde over Huset.
Om Aftenen spillede de Whist. Lille-Bentzen var Fjerdemand.
-I Præstegaarden talte de Offerpengene af Papirerne. Fru Linde var
skuffet. Offeret var betydeligt #under# et Middelaar.
-Hvoraf kommer det, Linde? sagde hun.
Pastoren sad og saa' eftertænksomt paa de mange #smaa# Mønter.
-Hvoraf kommer det? De Folk tror, vi kan leve som Liljerne paa en
Mark.
Fru Linde gør en Pavse og tæller for sidste Gang de hele Kroner.
-Med Familje, sluttede Fru Linde.
-Naa, min Pige, siger Gamle Linde, lad os idetmindste være taknemlige
for Kapitelstaksten.
Præstefrøkenen og Pastor Andersen morede sig med at vælte Møblerne i
Salen: de spillede Gulvkrocket.
-Jeg hytter mig for Mo'er, sagde Frøken Agnes. #Alle# de uædlere
Elementer er i Oprør hos Mo'er paa de store Offerdage.
* * * * *
Julen gik.
Katinka syntes ikke, hun havde haft saa rar, hjemlig en Jul siden
længe, ikke siden hun var hjemme. Ikke, at der skete noget særligt og
mer end ellers; de var hos Lindes med Huus og et Par andre, og Frøken
Linde og Kapellanen kom til dem en Aften med Kiær og Huus. Frøknerne
Abel var til Eftermiddagstoget og blev ogsaa bedt ind. Og efter
Ottetoget dansede de i Ventesalen og sang til.
Noget særligt var der ikke. Men det var, som om alting var i saadan en
lykkelig Gænge.
Den eneste, der, "gnavede" lidt, var Huus. Han sad tit og faldt hen i
den sidste Tid.
-Huus, sagde Katinka, sover De?
Huus fór helt sammen, som han sad.
Bai blev ganske smittet af det hele Veltilmode i Huset.
-Satan til Indflydelse Vejret kan ha'e, sagde han, naar han stod paa
Perronen og havde ekspederet Eftermiddagstoget. Føler mig s'gu
forbavsende vel i denne Tid--forbavsende vel....
Og hele deres Ægteskab var i denne Tid som forrykket og rykket Aar
tilbage. Ikke paa nogen Maade voldsomt eller hidsigt, men fortroligt
og fornøjet.
Det var Nytaarsaften hen mod tolv. Bais var oppe for at drikke Aaret
ind.
Der lød et vældigt Rabalder mod Plankeværket.
-Hva' Pokker, sagde Bai, det gav et Choc i baade ham og Bentzen, der
spillede seks og treds, Peter ku' gerne spare paa Krudtet.
Det bankede paa Ruden, og Huus' Stemme raabte "Glædeligt Nytaar".
-Hva Fa'en--er det Huus, sagde Bai og stod op.
-Jeg tænkte det straks, sagde Katinka. Hun havde helt faaet
Hjertebanken af Rabalderet.
Bai kom ud og fik lukket op. Huus var i Slæde.
-Men bevares, sagde Bai, kom dog ind og drik paa 'et....
-Godaften, Huus, Katinka kom frem i Døren. Vi drikker dog Aaret ind,
sagde hun.
De bandt Hesten ind i Varehuset, og Katinka gav den Bred.
De drak Aaret ind og bestemte, de vilde blive oppe til Nattoget. Det
kom forbi Klokken to.
-Spil et Stykke, Tik, sagde Bai.
Katinka spillede en Polka, og Bai brummede til.
-Ja, sagde han, man var en svær Danser i sin Tid, hva' Tik? Han
kildede hende ned paa Halsen.
De gik ud paa Perronen. Himlen var mørk for første Gang i lang Tid.
-Det gi'r mer Sne, sagde Bai. Han tog lidt løs Sne og tjattede det i
Ansigtet paa Lille-Bentzen. Det blev en almindelig Fægtning en Stund.
-Dér har vi ham, sagde Bai. De hørte Toget som en fjern Brusen.
-Mørk er 'en s'gu iaften, sagde Bai.
Støjen kom nærmere. Nu rokkede Lokomotivet over Broen. Det lille Lys
kom nærmere og voksede; saa bruste Lokomotivet frem fra Mørket som et
stort lysøjet Bestie.
Og de stod alle fire stille, mens det raslede hastigt forbi. Damp stod
af Vejen mens der faldt Lys fra Vognene ud over Sneen.
Klaprende gik det bort, ud i Mørket.
-Hm, sagde Katinka, saadan gaar vi ind i Aaret. De havde staaet tavse
lidt.
Hun lænede sig op til sin Mand og strøg Haaret mod hans Kind.
Bai var ogsaa grebet af Situationen. Han bøjede sig ned og kyssede
hende.
Toget bruste langt borte. De vendte sig alle og gik ind.
Huus var gram mod Dyret, da han kørte hjem i Slæden. Af Pidsken fik
det, saa det føg, og Forbandelser i Tilgift,
Mørkt var det, og der begyndte at komme Storm op.
Katinka kunde ikke sove. Hun vækkede Bai.
-Bai, sagde hun.
-Hvad er der? Bai vendte sig.
-Det er et slemt Vejr....
-Naa, vi er jo ikke tilsøs, sagde Bai; han halvsov.
-Men det fyger, sagde Katinka; tror Du, Huus er hjemme nu, Bai.
-Aa, vor Herre bevar'es....
Bai sov ind igen....
Men Katinka sov ikke. Hun var bange for Huus, der var paa Vejen i det
Vejr. Det var saa mørkt--og han var dog ny paa Egnen.
Hvor det var mærkeligt at tænke sig, at det kun var tre Maaneder,
siden Huus var kommet her....
Om han dog ogsaa var hjemme nu ... Katinka hørte igen efter Vejret,
der tog til ... Han havde ogsaa været bedrøvet iaften--siddet saadan
hen--hun kendte ham--og set forknyt ud ... Noget maatte der være i
Vejen.
Noget var der i Vejen i den sidste Tid....
Men naar han bare var hjemme nu--saa--Vejret tog til....
Katinka blundede ind og sov ved Siden af sin Mand.
Anden Nytaarsdag var der Selskab i Præstegaarden.
Den halve Egn arriverede, og der var en Snakken og en Pludren gennem
alle Stuer helt ud i Gangen. Det gik altid saadan, al Verden fik
Tungebaandet løst, naar de kom i Præstegaarden.
Familien Abel mødte først, da Ordsprogslegen var begyndt. De kom altid
forsilde.
-Tiden løber fra os, sagde Fru Abel. Vi kan aldrig rive os løs fra
Reden.
Naar Frøknerne Abel skulde ud, gik de fra Middag rundt i Frisérkaaber
og skændtes. Fru Abel maatte klæde sig paa i sidste Minut og saa'
altid ud, som om en Storm havde hærget hende.
De legede Ordsprogsleg, saa der ikke hang en Trevl urørt i noget
Klædeskab i Præstegaarden.
Frøken Agnes spillede tyk Mand i Husmandens Benklæder og bagefter
Grønlænder med Katinka til Grønlænderkone.
-Dejlige Kone, sagde hun, De er ikke snærpet.
De dansede Pingasut, saa Katinka var helt ør. Fru Bai var saa glad, at
hun næsten var kaad.
Ida-Yngst stod for det andet Parti. Det var mest noget med Harem eller
med et stort Badested. Hvor det saa var, blev Ida-Yngst favnet og
trykket af en tyndslidt blond Sekondløjtnant.
I Dørene stimlede de ældre sammen og saa' til. Udenfor Salsvinduerne i
Haven stod Avlskarlen, de to Husmænd og Drengene og grinte ad deres
"knøv" Frøken.
Gamle Pastor Linde gik til og fra:
-De morer sig, de morer sig, sagde han og gik hen mellem de ældre.
Enkefru Abel saa' efter Pastoren; hun sad ved Siden af Møllerens Frue:
-Ja, her er livligt.
-Ja, sagde Møllerens Frue. Et livligt Præstehus. Tonen var lidt streng
paa "Præste".
Hendes Helene stod ved Siden af sin Moder. Hun vilde helst være fri
for at lege med.
Møllerens havde bygget nyt Stuehus og vilde opad. De gav to Selskaber
om Aaret, hvor Folk sad i Kreds og stirrede paa de nye Møbler. Alt
#blev ved# at være nyt.
Paa alle Møblerne var der Ting og Stykker, Frøken Helene havde
forarbejdet.
Til daglig boede Familien i en Stue, i "Gammellængen". En Gang om Ugen
blev der lagt i Stuehuset, for at Møblerne ikke skulde tage Skade.
Frøken Helene var eneste Barn. Hun var opdraget af Frøken Jensen med
særligt Hensyn til Undervisning i fremmede Sprog. Hun var den
eleganteste Dame paa Egnen, med udpræget Smag for Guldprydelser. Til
alle Toiletter var hun, inden Døre, i graa Filtsko og hvide
Bomuldsstrømper.
I Selskab blev hun let fornærmet og stillede sig hen ved Siden af sin
Moder med et surt Ansigt.
-Ja, siger Fru Abel, mine Kyllinger finder det jo undertiden lidt vel
livligt....
-Mo'er, siger Ida-Yngst, giv mig dit Lommetørklæde.
-Straks. Ida-Yngst tager det noget ublidt fra Enkefruen.
Ida-Yngst skal spille med Natkappe og har opdaget, at hendes eget
Lommetørklæde er lidt defekt.
-De er saa ivrige i Legen, siger Fru Abel til Møllerens Frue.
Ordsprogslegen er forbi, og de tager en "rask Blindebuk" før Bordet.
Der er en Hvinen i Salen og en Stormen, saa den gamle Kakkelovn nejer
sig ved det.
-Kakkelovnen, skriger de, Kakkelovnen.
-Flæsk, Flæsk.
Ida-Yngst er saa udmattet, at hun segner. Hun kan ikke faa Vejret for
Hjertebanken: Føl, siger hun og lægger Løjtnantens Haand ind til sit
Bryst, hvor mit Hjerte banker.
Katinka er Blindebuk og bliver svunget, saa hun knap kan staa.
-Nej--se mig til den dejlige Kone, raaber Frøken Agnes....
-Flæsk--Flæsk.
Katinka fanger Huus.
-Hvem er det?
Han bøjer sig, og Katinka føler paa hans Haar: Det er Huus, raaber
hun. Gamle Pastor Linde klapper i Hænderne, at man skal tilbords.
-Huus, siger Katinka, hvad er der i Vejen? der er noget i Vejen med
Dem?
-Hvor falder det Dem ind?
-De er ikke saa glad i den sidste Tid ... som før....
-Der er ingenting i Vejen, Fru Bai....
-Og jeg, siger Katinka, er netop saa glad....
-Ja, sagde Huus, det ser man.
Bai kom fra Spillebordet: Bevares, hvor ser du ud, sagde han.
Katinka lo: Ja, vi har danset grønlandsk. Hun gik tilbords med Huus.
Bai snapper Ida-Yngst fra Løjtnanten, der gaar bagefter med
Skolelærerens Søn.
-Hansen, siger Løjtnanten, hvem er den Pige?
-Aa, Moderen, den skæve derhenne med Pastoren, hun sidder paa Aftægt
heroppe paa Gaarden.
-Satans Pige, siger Løjtnanten. Hun har s'gu et flot Bryst....
Alle kommer til Sæde; Pastoren sidder for Bordenden. Han drikker under
Maden to Skaaler, "for de fraværende" og "for den gode Aand i
Selskabet". De er blevet drukket med de samme Ord i sytten Aar der i
Præstegaarden.
Tilsidst faar de Kransekage med Knalderter. Pastoren knalder med
Frøken Jensen.
Løjtnanten har faaet kilet en Stol ind bag Ida-Yngst. Der er saa
snæver Plads, at de næsten maa sidde paa Skødet.
Man kan ikke høre Ørenlyd, mens de ler og knalder og læser Deviser
højt.
-Ja, siger gamle Linde, det er Ungdom.
-Huus, det er os, siger Katinka. Hun holder en Knaldert frem.
Huus tager i den: De fik Devisen, siger Katinka.
Huus læser paa det lille Papir: Dum Snak, siger han og river det over.
-Huus dog, hvad stod der?
-Alle Konditorsvende skriver om Kærlighed, siger Ida-Yngst over
Bordet.
-Frøken Ida--det er Løjtnanten--ska' vi to?
Ida-Yngst vender sig igen og futter med Løjtnanten: Gud, hvor er 'et
upassende, raaber hun. Hun faar en Devise om at kysse, som Løjtnanten
læser op med den lille Knebelsbart lige ind til hendes Kind.
Man flytter Stolene lidt ud fra Bordet, og Damerne vifter sig med
Servietterne. De unge er varme i Hovederne af Heden og Mælkepunchen,
som gaar rundt i store graa Kander.
En lille blegnæset Student lader "Pastor Lindes patriarkalske Hjem"
leve, og alle rejser sig og skriger Hurra. Den lille Student klinker
privat med Pastoren.
-De lille "røde" Mandfolk, siger Gamle Linde, drikker De for mig?
-Man kan have Agtelse for #Personerne#, siger den lille Blegnæse.
-Ja, ja, siger gamle Linde, ja, ja ... Ja, Ungdommen maa jo ha'e no'et
at kæmpe om, ser De, Frue....
Fru Abel er optaget af sin Ida-Yngst. Hun er saa livlig. Hun ligger
næsten i Armene paa Løjtnanten.
-Ja, Deres Velærværdighed, siger hun.
-Ida, min søde Pige, (min søde Pige hører det ikke), Ida-Yngst, drik
et Glas med din Mamma, siger Fru Abel.
-Skaal, siger Ida-Yngst: Løjtnant Nielsen--hun rækker ham sit
Glas--drik med Mo'er....
Enkefru Abel smiler: Aa--aa--hvad min Ida-Yngst har for Indfald....
Den lille Blegnæse véd ikke, om Frøken Helene har læst Schandorph....
Frøken Helene læser "Tasken"....
-Jeg kalder hele Retningen den ægteste Frugt af vor mægtige Brandes
... af Aandsfriheden.
-Brandes, det er jo #ham,# Jøden, siger Frøken Helene. Der er ikke
blevet anden Forestilling tilbage om "Aandsfriheden"--paa Møllen.
Studenten flyver op i den store Darwin.
Bai har sagt noget, saa Frøken Jensen er blevet rød i Hovedet.
-De er saa slem, siger Lille-Jensen og slaar ham over Fingrene.
-Men Huus, siger Katinka: man maa jo ta' Livet, som det er ... og....
-Og?
-Og egenlig er det dog saa lykkeligt....
-Løjtnant, raaber Frøken Ida: De er #styg#.
Gamle Pastor Linde sidder ved sin Bordende med foldede Hænder og
nikker.
-Skal vi saa sige Mo'er Tak for Mad, siger han og rejser sig.
Der bliver en Skraben og Takken for Mad Stuen rundt. Inde i Salen er
Agnes allerede ved Klaveret: der skal danses.
-Jeg véd ikke, om du har #set# Ida, siger Louise-Ældst til Enkefruen.
Man maa gaa i Jorden over hende.
Ida Yngst er første Par med Løjtnanten.
-Liv i 'et, raaber Frøken Agnes fra Klaveret. Hun spiller "Paa min
Kanapé" saa det klirrer i Strengene.
Bai danser med Katinka, til de skal Runde i Stuerne; med hinanden i
Hænderne svirrer de ud gennem Dørene.
Gamle Linde er i Spidsen med den stønnende Jensen.
-Linde, Linde, raaber Fru Linde: dine gamle Ben. Frøken Agnes slaar i
Tangenterne, saa det suser.
-Gud--jeg dør, siger Helene fra Møllerens....
Lige paa én Gang sprænges Kæden. Stakaandet falder Parrene paa Plads
rundtom.
-Pyh, det gav Varme, siger Bai til Løjtnanten og tørrer sig.
-Om vi saa' at finde en Bajer.
Løjtnanten er med. De gaar ind gennem Værelserne.