Det var de korte Dage.
Saa strid Regn og #saa# mat Snesjap. Men altid graa Himmel og Væde.
Selv Frøken Jensens bedste Elever kom i Træsko over Markerne til
Skolen.
Paa Stationen var Perronen en Sø. De sidste Smaablade fra Havehækken
kom ud at sejle. Dryppende kom Togene, Konduktørerne løb om formummede
i vaade Kapper. Lille-Bentzen sprang med Posttaskerne under
Paraplyen.
Kiærs Sædvogne havde Voksdugspresenninger, og Kuskene sad i
Regnkapper.
Forvalter Huus kørte selv den første Vogn til Stationen. Der var nok
at gøre med Fragt og Klarering.
-Der er de fra Kiærs, sagde Bai ind til sin Kone.
Forvalter Huus plejede at komme en halv Times Tid af Regnfrakken og
faa en Kop Kaffe tillivs hos Bais.
Medens Fru Bai gik til og fra og dækkede til Kaffen, rumsterede Huus
og Karlene paa Perronen og ladede Sækkene i Godsvognene. Katinka saa'
dem løbe forbi Vinduerne. De saa' saa vældige ud i deres Olietøj.
Marie Pige sværmede for Huus og gik altid og talte om ham ved sit
Arbejde.
Hun blev aldrig færdig med hans Fortrin. Og det sidste var altid:
-Og saadan en Røst han har....
Det var en blød, trohjertet Stemme, og ingen vidste, hvorfor Marie
just havde forliebet sig i den.
Naar Huus var færdig derude, kom de ind til Kaffen. Der var lunt og
godt og Duft af et Par Potteplanter, som blomstrede i Vinduet endnu.
-Ja--det er det, jeg siger, sagde Huus og gned Hænderne, hos Fru Bai
er der rart.
Hyggen kom ogsaa med Huus. Der var saadan en stille Tilfredshed ved
ham; mange Ord havde han ikke, og sjældent "fortalte" han noget. Men
han gled saa godt i den daglige Smaasnak, muntert, altid ligelig i
Humør. Og man følte det rart, naar han bare #var# der.
Der kom et Godstog paa den Tid, og Bai skulde paa Perronen at
ekspedere.
Det gjorde ingen Forskel, naar han gik og de to andre blev ene. De
smaasnakkede eller tav. Hun gik til Vinduet og lo ad Bai, som sprang
rundt derude i Regnen.
Huus saa' til Katinkas Blomster og gav hende Raad om at pleje dem.
Katinka kom hen til ham, og de saa' til Planterne sammen. Han kendte
hver eneste af dem, om den skød eller om den stod stille, og hvad der
skulde gøres med den.
Huus havde Interesse for alle saadan smaa Ting, for Duerne og for de
nye Jordbærbede, som var blevet lagt an nu i Efteraaret.
Katinka spurgte ham til Raads, og de gik rundt og saa' til det og til
det.
Bai havde aldrig brudt sig om saadan noget. Men med Huus var det, som
der stadig var noget nyt at faa at vide, at spørge til Raads om og at
indrette.
De havde paa den Maade altid nok at tale om, saadan stille og sindigt,
som det laa for dem begge.
Der var saamænd ligefrem næsten altid et og andet, der #ventede# paa
Huus--selv om han ogsaa kom hver Dag, som i denne Tid, hvor de paa
Rugaard solgte Sæden.
Frøken Ida Abel havde ogsaa tidt Ærinde paa Stationen. Hun stred sig
ned ad Vejen med et Brev, der skulde med Middagsposten.
-Gud, hvilket Vejr, Hr. Løjtnant.
-En Kop Kaffe, Frøken--lidt indvendig Væde til at staa imod med ...
Huus er inde hos min Kone....
-Men er de fra Rugaard her?
-Ja, med Sæd.
Ida-Yngst havde ikke anet det.
Fra Hjørneforhøjningen paa Gaarden kunde "Kyllingerne" holde Rundskue
over hele Egnen.
Ida-Yngst sad der i Formiddagstimerne.
Hun begyndte at tage Papillotterne af Haaret.
-Hvor skal du hen? Louise-Ældst gik med Krydderpose for Tandpine.
-Bringe Brev til Stationen....
-Mo'r--Louise hvinte--nu vil Ida rende igen. Hm, om du tænker, du faar
malet dér....
-Kommer det #dig# ved? Ida-Yngst slog Døren til Sovekamret i paa Næsen
af Med-Kyllingen.
-Gud bevar's, vil du gøre dig latterlig--men du ta'er dine egne
Støvler. Det si'er jeg dig, Ida....
-Mo'r, si' til Ida, hun ta'er sine egne Støvler--altid render hun i
mine Knap til Stationen....
-Pyh, siger Ida, som er færdig med Pandegriflen.
-Og #mine# Handsker--maa jeg være fri ... Louise snapper et Par
Handsker ud af Hænderne paa Ida. Og der smækkes igen med et Par Døre.
-Hva' var der dog, Børn? siger Fru Abel. Hun kommer ind med vaade
Hænder fra Køkkenet. Hun har skrællet Kartofler.
-Ida stjæler mine Klæ'er. Frøken Louise-Ældst græder af Arrigskab.
Enkefru Abel gør stille i Orden efter Ida-Yngst og vender tilbage til
sine Kartofler....
-Søde Fru Bai, siger Ida-Yngst i Døren--jeg kommer ikke ind. Goddag,
Hr. Huus, jeg ser saa rædsom ud ... Jeg kigger blot. Goddag....
Frøken Abel kom ind. Hun havde udskaaret Bryst under Regnkaaben.
-Det er, naar det nærmer sig Jul--man har saa rædsom travlt ... Aa, De
tillader vel, Hr. Huus ... at jeg kommer forbi.
Frøken Abel kom ind i Sofaen: Dejligt at sidde, sagde hun.
Men hun sad ikke længe. Der var altfor meget, hun maatte beundre.
Frøken Ida Abel var saa ungdommelig henrykt.
-Gud, det lille Tæppe....
Frøken Abel maatte ud at føle paa det lille Tæppe.
-Aa, Hr. Huus, tillader De ... Hun skulde igen forbi.
Hun følte paa Tæppet....
-Mo'er si'er altid, jeg flagrer, sagde Ida-Yngst.
Enkefru Abel kaldte undertiden Døtrene for sine "Flagreduer". Men
Navnet vandt ikke Hævd. Der var noget ved Louise-Ældst, som absolut
udelukkede Begrebet "Due".
Og det blev ved "Kyllingerne".
Naar Frøken Abel var arriveret, varede det ikke saa længe, inden
Forvalter Huus brød op.
-Der var ikke Plads til saa mange i en Stue, hvor Frøken Ida var,
sagde han.
* * * * *
Det blev henimod Jul.
Huus tog en Gang om Ugen til Randers i Forretninger. Han havde altid
noget at besørge for Fru Bai, Bai maatte ikke høre det. De to hviskede
ene inde i Dagligstuen i lange Tider, naar Huus var kommet med Toget.
Katinka syntes ikke, hun havde glædet sig i mange Aar til Julen,
saadan som hun glædede sig iaar.
Det laa ogsaa i Vejret.
Det var blevet lys, klingende Frost og Sne over Jorden.
Naar Huus havde været i Randers, blev han paa Stationen til The. Han
kom med Otte-Toget. Fru Bai sad tidt i Mørkning endnu.
-Vil De spille lidt, sagde han.
-Aa, jeg kan kun de Par--
-Men naar jeg nu gerne vil høre dem ... Han sad paa en Stol i en Krog
ved Siden af Sofaen.
Katinka spillede sine fem Stykker, der alle lignede hverandre. Det
kunde ellers aldrig falde hende ind at spille for nogen. Men Huus, han
sad saa stille, henne i sin Krog, saa man slet ikke mærkede ham. Og
saa var han ogsaa ganske umusikalsk.
Naar hun havde spillet, kunde de gerne sidde en Stund, uden at nogen
sagde noget, til Marie kom med Lampe og Thetøj.
Efter Theen tog Bai Huus med ind paa Kontoret.
-Mandfolk maa ogsaa en Gang imellem være hos sig selv, sagde han.
Naar de var alene, Huus og han, fortalte Bai Fruentimmerhistorier.
-Han havde ogsaa været med i sin Tid ... da de laa paa Skolen.
-Og København #havde# haft Fruentimmer ... naa--#det# er gaaet
tilbage...
-De si'er, de gaar til Rusland nu ... Ja--ka' sgu' gerne være....
-Tilbage er 'et gaaet....
-Naar man har kendt Kamilla--Kamilla Andersen--brav Pige--brillant
Pige--
-Tog en sørgelig Ende med hende, for hun styrtede sig s'gu ud af et
Vindu....
-#Ærgerrig# Pige. Bai blinkede. Huus lod, som han forstod Kamillas
Ærgerrighed.
-Meget ærgerrig Pige ... Kendte hende, brillant.
Bai snakkede hele Tiden. Huus røg sin Cigar og saa' ikke særlig
interesseret ud.
-Jeg spø'r jo ogsaa, sagde Bai, de unge Mennesker, saadan i
Sommerferien, i Præstegaarden: Hvad har I nu for Fruentimmer, spørger
jeg. Er det #godt?#
-Smaapi'er, gamle Ven. Smaapi'er.
-Ja-a--de gaar til Rusland, si'er de--kan s'gu gerne være.
Huus udtalte ingen Mening om, hvor de gik her. Han saa' paa Uhret.
-Det er vel paa de Tider, sagde han.
-Aa--hva'....
Men Huus maatte afsted: Det er dog en Trekvartersvej....
De gik ind til Fruen.
-Skal vi ikke følge Huus, sagde hun, Vejret er smukt....
-Saa gu'--at faa Benene rørt....
De fulgte.
Katinka gik ved Bais Arm. Huus paa hendes anden Side, Sneen knasede
under deres Fødder henad Vejen.
-Hvor der er Stjerner iaar, sagde Katinka.
-Ja--en Mængde mer end i Fjor, Tik. Bai var altid oplivet, naar han
havde været hos sig selv.
-Ja, jeg tror det, sagde Katinka.
-Mærkeligt er det med Vejret, sagde Huus.
-Ja--det var Bai--den Kulde før Jul.
-Og den holder Nytaar ind....
-Mener De?....
Saa tav de, og naar de talte igen, var det noget lignende.
Ved Omdrejningen sagde Bais Godnat.
Fru Bai nynnede hen ad Vejen. Naar de kom hjem, blev hun staaende i
Døren, mens Bai hentede Haandlygten og gik over og saa' efter Sporet
til Nattoget.
Han kom tilbage. Naa--sagde han.
Katinka aandede ud i Luften, langt.
-Hvor Kulde er rar, sagde hun, og slog ind gennem sin egen Aande i
Luften med Haanden.
De gik ind.
Bai laa i Sengen og røg en Stump Cigar. Saa sagde han:
-Ja--Huus er s'gu et rart Menneske ... Men han er en Tørvetriller.
Fru Bai sad foran Spejlet. Hun lo.
Men Bai betroede Kiær, at han troede s'gu ikke, Huus forstod sig no'et
paa Fruentimmer.
-Jeg føler ham jo saadan paa Tænderne--ser De, sagde han, om Aftenen,
naar han er nede hos os ... men jeg tror s'gu ikke han forstaar sig
stort paa Fruentimmer....
-Naa, gamle Bai, sagde Kiær, og de slog hinanden paa Skuldrene og lo
glad. #Alle# ka' jo ikke være Kendere.
-Nej--heldigvis da ... og Huus--jeg tror s'gu ikke....
De blev kaldt ind til Kaffen.
* * * * *
De sidste Dage før Jul var der travlt paa Stationen. Der var en
Bringen og Henten. Ingen vilde vente paa Postbudet.
Frøknerne Abel sendte Smaakort med Lykønskninger og spurgte om Pakker.
Frøken Jensen bragte en Cigarkasse med en hel Stang Lak fordelt som
Dekorationer rundt om paa Sejlgarnet.
-Mine Hænders Arbejde, Fru Bai, sagde Frøken Jensen. Hændernes Arbejde
var til hendes Søster.
Fru Bai sagde: Fru Abel var jo i Randers igaar....
-Det er Terminspengene, sagde Frøken Jensen spidst, der er kommet til
Huse....
-Hun var saa belæsset, da hun kom hjem....
-Jeg #tror# det nok.
-De er da hos Abels Juleaften?
-Nej ... vi boer Dør om Dør, Fru Bai ... men Abels ... har altid nok i
at huske paa sig selv....
-Tidligere har jeg jo altid været hos Lindes, i Præstegaarden....
-Nej, Abels, sagde Frøken Jensen--aa nej--det er ikke alle, som er
ens....
Fru Bai bad Frøken Jensen, om hun maaske vilde tage tiltakke hos dem.
Hun fik det sagt om Aftenen, Bai kom ind fra Sporet.
-Mathias--sagde hun, hun brugte Mathias til mere tvivlsomme
Meddelelser--jeg har maattet be' Lille-Jensen her til Juleaften ...
hun ka' jo ikke gaa til Lindes....
-Naa, for min Skyld--Bai hadede "det lille Parykstativ"--ja naar #du#
bare faar Lemmeforsamling.
Bai gik lidt rundt.
-Ska' hun ikke til Abels, sagde han.
-Det er just det--de har jo ikke bedt hende, Mathias....
-Naa--det har de s'gu gjort Ret i, sagde Bai, der smed Støvlerne af
sig. Naa, det er jo din Fornøjelse.
Fru Bai var glad over, hun havde faaet det sagt.
-Frøken Jensen kom Klokken halv seks med Spaankurv og Moppe.
Hun gjorde Undskyldning for #Bel-ami#.
-Den er jo ellers hos Abels--jeg lukker den jo ellers altid ind hos
Abels. Men Saften, forstaar De, vilde jeg jo nødig ... men den gør
ingen Ulykke ... den #er# et stille Dyr.
Bel-ami blev anbragt paa et Tæppe i Sovekamret. Dér blev den. Den led
af Sovesyge og gjorde ikke anden Kvalm, end at den snorkede.
-Han sover af et godt Hjerte, sagde Frøken Jensen, der fik Manchetter
og Krave op af Spaankurven.
Bel-ami var kun besværlig, naar den skulde hjem. Den havde absolut
mistet Smagen for Bevægelse.
Ved hvert tiende Skridt stod den stille og hylede med Halen mellem
Benene.
Naar ingen saa' det, tog Frøken Jensen den paa Armen og bar Bel-ami.
De spiste Klokken seks. "Træet" stod i et Hjørne. Lille-Bentzen var
med strøget Hanekam og i Konfirmationsfrakke.
Han spiste som en Ulv.
Bai fyldte stadig Glassene og stødte til Frøken Jensens og Bentzens
Bægere.
-Naa, Skaal, Frøken Jensen.
-Skaal, min go'e Bentzen--det er kun Jul en Gang om Aaret, sagde han.
Han blev ved at fylde i.
Lille-Bentzen blev rød i Hovedet som en Hummer.
-Vi drikker jo som i Hedenold, sagde Frøken Jensen.
Døren stod aaben ud til Kontoret. Telegrafen prikkede uafladelig.
Kollegerne ønskede hinanden "Glædelig Jul" langs ad Linjen. Bai gik
til og fra og svarede.
-Hils fra mig, sagde Katinka.
-Glædelig Jul fra Mundstrup, sagde Bai fra Apparatet.
-Ja, sagde Frøken Jensen, det er det, jeg siger til mine Elevere: vor
Tid har ophævet Rummet, siger jeg saa tidt til dem.
Ved Æbleskiverne blev Frøken Jensen livlig. Hun nikkede barnligt til
sig selv i Spejlet og sagde "Skaal".
Frøken Jensen var i en ny Chignon, hun havde foræret sig selv til
Jul. Hun bar nu Haar af tre Nuancer.
Frøken Jensen blev lidt efter lidt glad ved sig selv.
Efter Bordet, medens Træet blev tændt, forsøgte Lille-Bentzen at
springe Buk over Marie-Pige ude i Køkkenet.
Katinka gik stille om og gav sig god Tid med at tænde. Hun vilde ogsaa
nok være lidt alene.
-Gud véd, om Huus har faaet vores Pakke, sagde hun. Hun stod paa en
Stol og tændte an med en Vokskerte.
I sidste Nu tog hun et Fichu fra sit Bord--hun havde faaet det sendt
fra en Søster--og lagde det hen til Frøken Jensen. Der saa' saa
fattigt ud paa Frøken Jensens Plads; hun delte Sofaen med
Lille-Bentzen.
Katinka aabnede Døren til Kontoret, og de kom ind til Træet.
De gik omkring og saa' paa deres Ting, takkende og halvgenerte. Frøken
Jensen hentede smaa Silkepapirspakker frem fra Spaankurven og lagde
dem rundt paa Pladserne.
Marie-Pige kom ind i hvidt Forklæde. Hun gik rundt med sine egne
Presenter i Favnen og følte paa Genstandene rundt i Krogene.
Ottetoget blev ekspederet, og de sad igen i Stuen. Træet brændte
stadig i sin Krog.
Der var meget varmt og oset derinde af de mange Lys paa Træet.
Bai halvkæmpede med Søvnen og sagde:
-Man bli'r skakmat af den Festivéren, Frøken Jensen, al den Juleglæde
mætter, sagde han.
De var alle døsige og saa' paa Klokken. De to Damer begyndte stadig
igen at tale om Presenterne, hvordan de var arbejdet.
-Jeg tror, jeg vil gaa ind og se, hvordan man har regeret Verden,
sagde Bai. Han slap ind i Kontoret. Lille-Bentzen sad og sov paa en
Stol under Pibebrædtet.
De to Damer blev alene. De sad i en Krog ved Klaveret, foran Træet,
og var meget søvnige.
De var blundet ind et Øjeblik og fór sammen op i Skræk ved en Knitren
i Træet. Der var Ild i en Gren.
-Det er snart brændt ned, sagde Katinka og slukkede.
Lysene begyndte at brænde ned et efter et, og Træet blev mørkt. De
sad, helt vaagne igen, og saa' paa det slukkede Træ--kun et Par Lys
brændte svagt endnu.
De blev begge grebet af den samme stille Sørgmodighed ved at se paa de
sidste smaa Lys, det var, som de kun fremhævede det mørke, døde Træ.
Frøken Jensen begyndte at tale. Først hørte Katinka knap, hvad det
var, hun sagde, hun blev i sine egne Tanker om dem hjemme og saa Huus.
Katinka vidste ikke, hvorfor hun hele Aftenen havde tænkt saa meget
paa Huus. Han var kommet i hendes Tanker hele Tiden.