IV

Himlen var høj og sommerlys endnu, skønt det var helt ind i September,

og langs Søerne skinnede de gullige Blade mellem Løvet som om det var

sydlige Frugter i Solen.

Herluf var paa Vejen ud til Gerster efter Prøven, da han saa et Par

kendte Rygge foran sig og raabte dem an. Det var Lange med Arnoldsen.

Lange havde i den siste Tid slaaet sig paa Arnoldsen, der havde

forladt »Bladet« og levede af at give Timer i Skoler for om Aftenen at

undervise et Par Haandværkssvende i Arithmetik og Retskrivning.

Lange stak sin Arm ind under Arnoldsens, som slog han en haard Klo i

hans sarte Person, naar de mødtes. De talte om social Videnskab op og

ned ad Gaderne:

-Han ved s'gu en Del, sagde Lange til Herluf. Egenlig en ganske

fornuftig Fyr--han blinkede beskyttende--og, som sagt, han har lært en

Del. Moderne Videnskab, forklarede han med en egen Snøften paa Ordene.

-Ja sagde Herluf--.

-Og Sagen er, sagde Lange og spilede Fingrene ud: man maa s'gu _vide_

noget, du ... Hvad ved de andre? At knappe deres egne Bukser ved de,

sagde Lange. Men »Ideer«--Tak. Lange gjorde en Haandbevægelse, som

berøvede han »de andre« en hver Idé.

-Men Arnold har dog lært en del, sagde han igen. Og saa gir man ham

_Synspunkterne_--du--forstaar du--»det større« Syn paa Tingene.

-Man lærer virkelig en Del ... Jeg mærker s'gu, man lærer ikke saa

lidt: man faar dog Begrebet, forstaar du, sagde Lange.

-Men med Nerverne er det skidt, sluttede han misfornøjet. Det vokser

jo nok--og go'e Billeder har man nok af--s'gu brillante Billeder, du

... og man ved, hvordan Lyset skal falde ... men alligevel ... Man maa

s'gu først _lære_ noget, sagde Lange og holdt Berg i en Knap, mens han

nikkede energisk med Hovedet: Imponere dem paa det videnskabelige,

sluttede han sin Udvikling.

... Berg kom hen til de to Peripatetikere, der var stanset: Her gaar

vi to Invalider sagde Lange og holdt sig paa Hovedet (Arnoldsen var

iøvrigt ingenlunde Invalid, men følte sig tvertimod meget

friskere siden han var begyndt at forklare Pytagoras for sine

Haandværkssvende); skidt, gamle Ven, skidt med Nerverne, sagde Lange.

-Maa stadig være i den friske Luft, sagde han.

-Det er vel Efteraaret, sagde Herluf.

-Ja--ja, nikkede Lange bekymret. Naa--man gaar og sér Tingene og lærer

s'gu en Del, sagde han med et opmuntrende Nik hen til Arnoldsen, der

gik ved Siden af ham, stille og blegnæbet.

-Og hvordan gaar det med Deres Haandværkssvende, Arnoldsen? spurgte

Herluf.

-Godt, sagde Arnoldsen kort.

-Det er s'gu meget opofrende af ham, sagde Lange og nikkede ... Vi

tænker jo ogsaa over, du, at lave en hel Foredragsforening for de

Folk, vi, nogle Stykker, der dog véd noget ... Det gir et Menneske

Øvelse, du, man lærer at udtrykke sig, sagde Lange.

-Og »Vuerne« kommer s'gu bedst, naar man _taler_, sluttede han glad.

De skiftede Emne og talte om Teatret, mens de gik ned mod

Taarnbygningerne.

-Naa, sagde Lange og blinkede fornøjet (Lange var besjælet af en

voksende Munterhed overfor andres Smaa-Uheld): Paa Nordmændene gik I

nok i Vandet, i Gamle.

-Der var fuldt hver Aften, sagde Herluf.

-Ja, der var nok Folk, som lod sig drive derind mod gode Ord og

Fribillet, sagde Lange. De naaede Porten og sagde Farvel. Vi slaar et

Slag ned mod Østerbro, sagde Lange og lagde atter Armen energisk ind i

Arnoldsens.

-»Vel« du, nikkede han til Berg, der blev staaende lidt i Gersters

Port og saa efter de to Rygge. Lange havde saa mange store

Haandbevægelser, mens han gik og opløste den moderne Videnskab i

Synspunkter.

Oppe hos Gersters ringede han paa. Den unge Herre var ikke hjemme,

sagde Stuepigen. Men Fruen--.

-Ja--hvis Fruen var visibel, sagde Herluf, der ikke havde sét

Professerinden, siden hun var kommen ind fra Landet. Han gik ind at

vente i Gangen.

Pigen kom tilbage og lukkede Døren til Dagligstuen op: Hvis Hr.

Direktøren vilde vente et Øjeblik herinde, sagde hun, saa kom Fruen

strax.

Herluf gik ind i Dagligstuen, hvor de tomme Stole paa »Visitpladserne«

nu, da der ingen var, stod saa underlig ubehjælpsomt ligeoverfor

hinanden som et Par forlegne Folk, der præsenteres og ikke ved, hvad

de i al Verden skal begynde paa. Han ventede en god Stund, mens han

hørte Dørene støjende gaa inde i Spisestuen og undrede sig over, at

Professoren kunde være hjemme nu paa denne Tid.

Tilsidst kom Professorinden: Aa--man har endnu alle de landlige Vaner

og la'r sig overraske højt op paa Dagen, sagde hun og hilste.

Sandheden var, at Professorens allerede havde været inde fra Landet i

over fire Uger. Men Professorinden kom i den sidste Tid saa svært

videre end til »Skammekrogen«, hvor hun ogsaa efter Frokost naar

Erhard var gaaet, blev siddende med saa meget Arbejde. Linned og

Dækketøj, hun saa efter og sorterede og talte. Husjomfruen vidste slet

ikke, hvad der gik af Fruen, saa travlt hun nu havde for bare evig at

kunne sidde med noget mellem Hænderne.

Berg og Fruen satte sig, og Samtalen gik saa slideligt om Sommerophold

og de mange fremmede, der nu kom her Aar for Aar--mens Herluf

uvilkaarligt sad og saa' paa Professorindens travle Hæklenaal: han

havde aldrig for set Fru Gerster med noget Arbejde, naar der var

Besøg.

-Men vi tog lidt tidlig ind, sagde hun. Gerster havde hele Sommeren

lamenteret over den evige Jernbanekørsel....

-Og saa var Erhard jo ogsaa saa ganske alene herinde--lagde hun til.

Der blev en Pavse. Herluf havde i Tanker taget en Bog paa det lille

Marmorbord med Haandbiblioteket og læste nu paa Ryggen Titlen: Monrad,

Fra Bønnens Verden. Han vidste ikke selv, hvorfor han blev forlegen og

vilde skubbe Bogen tilbage ind under Hylden, da Professorinden saa' op

for at sige noget og blev ligesaa forlegen som han:

-Og Vejret blev ogsaa uheldigt, sagde hun lidt stødvis.

Hun begyndte at spørge om Berg--hvor han havde været og sagde saa

pludselig, næsten uden at vente paa hans Svar:

-Erhard har ikke haft rigtig godt af i Sommer.

-Nej--han sér lidt daarlig ud, sagde Herluf forvirret. De følte begge,

at Isen nu var brudt, og at der nu maatte tales videre om Erhard. Men

de ventede og--Herluf stadig med Øjnene i Gulvet.

-Og jeg er saa bange for hans Sundhed, sagde saa Professorinden, og

idet hun hastigt lagde Hækletøjet bort, tilføjede hun:

-Kunde De ikke--tale med ham?

-Jeg? sagde Herluf ... Ja--hvis det kan nytte.

-For det er kun en Vane hos Erhard, sagde hun og hendes Stemme blev

pludselig meget bevæget, det er slet ikke andet end en Vane ... at han

er saa lidet hjemme.

-Nej, sagde Herluf.

-Det er kun Selskabet--jeg mener, sagde hun, nogle af dem, der holder

ham fast i daarligt Kompagni....

-For selv er han--i Virkeligheden er han, sagde hun, og hendes Stemme

blev igen bevæget, saa hun næppe kunde tale, ikke andet end et

Barn,--kun et Barn, sagde hun og holdt Hæklenaalen mod sine Læber, der

sitrede rebelsk.

Berg mumlede noget som en Bekræftelse, og Professorinden sagde efter

en lille Stunds Forløb sagtere:

-Har han ogsaa talt til Dem om »sin Idé«--at han vil flytte

herhjemmefra.

-Ja--han har sagt noget om det, sagde Berg og saa' ned.

-Ja, der er saa mange Tvistepunkter mellem de gamle og de unge--i vor

Tid, sagde Professorinden og søgte at smile.

Til Tvistepunkter--Professorinden havde ganske Ret--var i Familien

Gerster snart alt blevet mellem Himmel og Jord. Det var som

Professoren og Erhard saa' sig hede paa hinanden, blot de kom i Stue

sammen; og de talte sig i Brand over Literatur og Politik--over en

Række Ligegyldigheder, der kun dækkede over alt det andet, hvorom de

ikke talte. Det var Dag ud og Dag ind kun en gold Strid, saasnart de

bare saas.

-Og Gerster er ogsaa lidt let irritabel, sagde Professorinden.

De tav igen, til Fruen atter sagde den samme Sætning:

-Og jeg er saa bange for hans Sundhed, sagde hun igen med samme

skælvende Stemme.

Herluf vilde sige noget og bryde den nye Tavshed, da de hørte

Professorens Skridt i Sideværelset, og Professorinden uvilkaarligt

rejste sig halvt:

-Der er Gerster--allerede, sagde hun.

-Herluf vilde gaa, men Professoren holdt paa ham, næsten overdreven

høflig, mens de igen begyndte at tale om Landophold og Sommer.

-Jeg har netop sagt Hr. Berg, at Jernbanen dog blev Gerster besværlig,

sagde Fruen.

-Ja--infam Kørsel, sagde Professoren pludselig i en ganske anden, høj

Tone og rejste sig. Han gik op og ned ad Gulvet et Par Gange:

-Har De maaske set vor Hr. Søn fornylig? spurgte han saa med ét.

-Ja, sagde Berg.

-Nu vil han jo flytte, sagde Professoren i samme hede Tone. Han kan

ikke mere bo herhjemme--her er blevet ham for snævert, sagde han og

slog med Armene ud i Stuen: Ikke Luft nok for et Par moderne Lunger.

Han blev ved at gaa op og ned paa Gulvet i samme Hjørne som en urolig

Hund i Lænke og talte med en hidsig, bevæget Stemme: Ikke nye Idéer

nok i Atmosfæren, sagde han.

-Ikke _Frihed_ nok, raabte han.

-Gerster, sagde Fruen.

-De véd maaske, om han allerede _har_ lejet Lejlighed, sagde

Professoren og vendte sig.

-Ikke det jeg ved, sagde Berg. Ogsaa han talte som Fruen med en

tøvende og usikker Stemme.

-Og vi er jo beredt til at gøre alt, hvad han vil, sagde Professoren

pludselig standsende, i en høj, skændende Tone--hvis han _bliver_ her,

føjede han til og vendte sig.

De tav alle tre, mens Professoren blev ved at gaa frem og tilbage i

for sig, bøjet frem mod den lille Boghylde.

-Men han kunde da i alt Fald, syntes jeg, spise herhjemme, sagde hun

sagte.

Herluf sad og krammede om Stolekanten: Der er jo intet skét endnu

--sagde han.

Professoren vilde tale igen, men gik pludselig, virrende med Hovedet,

bort over Gulvet. I Døren vendte han sig halvt og sagde barsk for at

skjule sin Bevægelse:

-Aa--Drengen er forrykt, raabte han og gik.

Professorinden blev siddende ved Boghylden. Taarerne var begyndt at

løbe hende ned ad Kinderne, og hun standsede dem ikke.

Hun græd stille, uden at tænke paa, at Berg var en fremmed, der saa

hendes Graad.

Og Berg vendte sig om mod Vinduet, raadløs og bevæget ved Synet af

denne »Dame«, der græd. Saadan sad de længe, mens der ikke blev

vekslet et Ord.

Professorinden var hørt op at græde, og da Berg vendte sig, rakte hun

ham Haanden til Farvel uden at rejse sig. Hendes Stemme slog over, og

hun kunde ikke tale.

Herluf bukkede kun tavs som hun.

Da han kom ud paa Gangen for at gaa, lukkede Professoren sin Dør op,

og talte nogle Øjeblikke med ham som sædvanlig, mens han aabnede

Entrédøren. Og da Berg allerede var kommen ud paa Trappen, sagde han

pludselig:

-Han kan jo faa det ganske som han vil--her hos os. Om De vil sige ham

det.

Professoren blev staaende lidt, efter at han havde lukket Døren for

Berg, og i en pludselig Forbitrelse drejede han Nøglen to Gange om

--bag disse moderne Forførere af hans Søn.

Professorinden havde rejst sig og var stille gaaet tilbage til sin

Krog i Spisestuen. Hun tænkte Dag og Nat kun det ene: Hvem det var,

der ødelagde hendes Søn. Hun gik om Dagene ind i hans Værelse og hun

søgte om et Billede, et Brev, et Tegn fra »hende«. Hun aabnede hans

Skrivebord med én af sine Nøgler og hun undersøgte hvert Papir og hver

skreven Linje--for at finde et Bud, for at vide, hvem hun var: Det var

bedre, hun vidste, hvem hun var.

Men hun fandt intet--for der var ingenting.

Den Allemandslykke, som Erhard nød, satte ikke slige sentimentale

Spor, som de, hun søgte. Og hun blev under sin resultatløse Forsken

næsten endnu mere urolig og forpint--Dag for Dag overfor denne sin

sløve og viljeløse Søn, som hun lidt efter lidt var kommen til at

omgaaes med en stille Nænsomhed, som var han en Rekonvalescent, der

trængte til Omhu og Pleje.

For Resten var han jo kun saa lidt hjemme hos hende--næsten kun ved

Spisetiderne, og ved Middagen havde de saa den evige Strid, som

Gerster ikke kunde lade fare.

Erhard havde stadig de to Stuer ved »Volden«. Dér var han mést.

»Benene vilde til Kroen«; og han var kun som en Slags stille Dranker,

der, naar det gaar hen mod Aften, af Vane, uden Begejstring og uden

nogen Støj berusede sig, ligegyldigt i hvad det var.

Herluf sad en Dag oppe hos ham ved »Volden« i Stuerne, hvor alt var

falmet og uhjemligt som i et Passant-Værelse i et Vestervoldhotel,

hvor hver Rejsende kun bliver én Nat. Efteraaret trak med sin

Fugtighed ind gennem baade Væg og Dør.

-Erhard, sagde Herluf, synes du egenlig her er rart?

-Næ-æ.

-Ja--jeg ikke heller.

-Og hvad saa? sagde Gerster.

-Saa skulde du dog hellere forandre det--og meget andet.

-Hvorfor? sagde Gerster blot.

De tav lidt.

-Paa Alfarvej vokser der idenmindste ikke Græs, sagde Erhard og blev

liggende længe med Øjnene op i Loftet.

De talte ikke mer.

Men et par Uger efter sagde Erhard Voldværelserne op.

* * * * *

Herluf Berg saa' Leverandørernes Vogne og Kærrer udenfor

»Victoria-Porten« endnu, og han vendte hastigt tilbage om Hjørnet til

Jernbanegade for at vente lidt. Han undgik helst Leverandørernes

Morgenkoncert, naar Slagter og Vildthandler og Bager bragte deres

Varer til Køkkenet. De vilde ikke udlevere dem uden Betaling, og de

skreg paa Bagtrappen, med deres Kontrabøger i Hænderne, saa man hørte

dem op gennem hele Gaarden.

Idag var man særlig højrøstet. En høj og skrattende Kvindestemme

skældte og svor op, saa det lod helt ud i Porten. Det var en

Vadskerkone fra Roskilde, der skulde have Betaling for noget Dækketøj.

Slagteren og Vildthandlerens Bud, der havde afleveret deres Rationer

mod Drikkepenge, blev hængende paa Trappegelænderet og hørte til;

Bagerdrengen skreg i med og vilde ikke udlevere Brødet uden mod

Kontant.

Spenner var forvirret og løb op ad Trappen, mens Konen blev ved at

skænde: Her vil man nok snyde Fattigfolk for deres Penge, skreg hun op

efter ham.

Spenner rendte ind gennem Restaurantionssalene til Buffetjomfruen,

der lige var kommen. Han tog Byttepengene ud af Skuffen og ragede alle

Skillingerne sammen i sine Hænder og løb med dem.

Vadskerkonen blev stille, da han kom ud paa Trappen igen og bad hende

gaa med over i Kontoret, hvor han talte Pengene op paa Pulten.

Slagteren og Vildthandlerbuddet drev fløjtende afsted ud ad Porten,

men Bagerdrengen blev ved at skingre forbitret gennem Gaarden og peb i

Fingrene op efter Syerskerne paa Teatrets Skræddersal, der havde faaet

Vinduerne op ved Larmen og stak de fnisende Hoveder ud i Gaarden for

at høre til.

Hr. Desgrais ordnede Morgenens Bytte nede i det store Køkken,

skillende og vragende Kødstykker og Vildt. Det var lidt efter lidt

blevet Blandingsgods, der er af Leverandørerne anbragte i

»Victoria-Etablissementets« Køkken, og Hr. Degrais kasserede rigeligt,

undersøgende Høns og Stege med ubevægelig Ro som en Videnskabsmand i

sit Laboratorium.

Den store Kok var færdig med at sortere og saa' prøvende ud over det

samlede Indkøb, hvoraf han havde sine fem Procent.

Han vendte sig mod Bordet med »Konserverne«. Det var aargamle Daaser

med en Del Rust langs Sømmene. Hr. Degrais vejede dem i sine velnærede

Hænder ... Der kom en Kvindeperson forbi, mens han stod der. Det var

Fru Martens, der, hulkindet og bleg, gik gennem Køkkenet til sin Post.

Hr. Degrais bandte paa sin fransk, da hun gik ham forbi. Hilse gjorde

de ikke paa hinanden.

... Herluf havde tilbragt Tiden med at læse Koncertplakaterne ved

Hovedindgangen i Jernbanegade. Det var Plakaten til om Aftenen, Dyna

Beymers første Koncert. Det var den »belgiske Nattergal«, som Hr.

Theodor Franz dog havde besluttet sig til at føre til København--uden

Garanti: Nattergalen sang for den halve Kasse. Plakaterne var meget

sindrige, omkransede af Bladenes Udtalelser om Frøkenens

Privat-Soirée, hvor hun havde sunget for de musikalske Notabiliteter

og Pressen efter »en let Déjeuner«.

Da Herluf havde sét Vildhandlerbuddet drive af med den hidsige

Bagerdreng i Hælene, gik han tilbage forbi Restauranten og ind ad

Porten. Vadskerkonen kom just ud fra Spenners Kontor, hvor Adolf stak

Hovedet ud ad den modsatte Dør, da hun var gaaet.

-Naa--er De her begge? sagde Berg.

-Ja--men vi har travlt, sagde Adolf og gav blot flygtigt Haanden, før

han gik igen med Spenner, og de fik lukket Døren til den indre Stue

efter sig.

Herluf gik rolig ned til Prøven. Han var nu snart vant til Adolfs Hast

og hans og Spenners Raadslagninger i alle Kroge. Allevegne, hvor man

kom, kunde man træffe dem forhandlende for lukkede Døre.

Det var i det hele noget sært i den sidste Tid med Konsortiets

medlemmer--næsten som var det Vinden, der tog dem, saa de den ene Dag

var som hægtede sammen og ikke veg fra hinanden men blev i samme

Kontor egentlig ørkesløse tilhobe blot for at sidde her op ad

hinanden, mens den tunge Maskine stønnede op gennem Huset som et

sværtbelæsset sitrende Dyr.

Og paa andre Dage fløj Kompagnonerne forbi hinanden paa Gangene med et

hastigt Haandtryk og urolige Øjne for at komme bort igen; havende

travlt med, man vidste ikke hvad; eller lukkende sig inde til de evige

»Forhandlinger om Prioriteten«, som Adolf og Spenner drev overalt: i

Kontorerne, i de smaa Restaurationskabinetter, saagar i

Garderoberne--med Kommissionærer, Agenter og dunkle Projektmagere, der

dukkede op i Etablissementet paa Trapper og Gange og blev skjulte og

bespiste i alle Kroge otte Dage lang, til de gav Plads for andre.

-Ja, ja, vi har Forhandling, sagde Adolf og løb forbi Herluf ind i et

Kabinet til én af disse Herrer Forhandlere, hvoraf der ofte var to

eller tre paa samme Tid, gemte hver i sit Rum, for at den ene ikke

skulde sé den anden.

Det blev efterhaanden alle Slags Folk, med hvilke der forhandledes: en

forhenværende Godsejer, der søgte høje Renter for sine disponible

Penge, en velhavende Skuespiller, der tænkte at blive Direktør for en

billig Skilling; alle Arter af hemmelighedsfulde Mellemmænd, der sagde

sig at være Bud for store unavngivne Forretningsfolk eller for anonyme

Konsortier, hvis Existens var grundløst Projekt. Alle kom de otte Dage

og gik igen, Godsejeren nogle tusind Kroner fattigere, men de

allerfleste kun forgæves bespiste tidligt og sildigt, med Hr.

Desgrais' dyre Mad, som Kellnerne serverede for de Herrer med diskrete

Ansigter, som var det »en Herre med Dame,« de vartede op med de

franske Kyllinger.

Der faldt i den sidste Tid rigeligt af med hemmelige Drikkepenge, som

»Direktørerne« (Spenner lod sig nu ogsaa kalde Direktør, saa det rent

vrimlede med »Styrere«) stak til Opvarteren i al Stilhed i et Hjørne

eller ude paa Gangen: »den Herre vilde ikke ses--ikke af nogen«, blev

der sagt, og Opvarteren forstod.

Alle havde Hemmeligheder i Victoriaetablissementet med hinanden og for

hinanden lige ned til Kellnerne.

Nede i Køkkenet havde Hr. Desgrais saa travlt som i Restaurantens mest

glimrende Tid. For ogsaa naar de var alene, tog Direktørerne

overdaadig godt til sig og bestilte sig smaa separate Maaltider, som

de pludselig fandt paa at nyde i Kabinetterne, ene, med megen Slags

Vin til, saa de bagefter laa og snuede paa Sofaen hele Timer midt paa

Dagen og vaagnede utilpas og rødho'dede. Saa var de sært sky og lidt

forlegne for hinanden, naar de netop mødtes, idet de listede ud ad

Dørene.

Martens var sjældent at finde fem Minutter paa samme Sted.

Han drev mest ørkesløs omkring i Gaderne, der begrændsede

Victoriaetablissementets Firkant, som Ildspaasætteren om Tomten, hvor

det brænder.

... Første Akt af Prøven var forbi--det var Arrangementsprøve paa en

Operette, »Den lystige Krig«, som Herluf vilde se at faa op til

December for at slaa saa megen Mønt som muligt af den slemme døde

Tid--og Herluf vendte tilbage til Spenners Kontor, hvor Adolf tog sin

Overfrakke paa:

-Satan--til Svamplugt herinde, sagde han, da han kom ind.

-Ja--ubehagelig, sagde Spenner fra Pulten og begyndte geskæftig at

snakke løs om Svamp og Vejr og Prøve.

-Naa--saa gaar du? sagde han midt i det, vendt til Adolf, der gik hen

imod Døren.

-Ja, sagde Adolf blot.

-Hvorhen? spurgte Berg.

-Hjem, sagde han i Døren og gik.

Adolf gik ned af Trappen. Hans Tanker drog sløve alle de kendte Veje

for at søge »Udvej«. Men der var ingen mer. Ud til de alleryderste

Grænser--for tusinde Gang--af Venskab, Forretningsforbindelser og

Bekendtskab gik han for at søge Udvej til Penge. Men der var ingen

mer.

Spenner og han havde skændtes, med halvhøje forbitrede Stemmer, hvor

hver Sætning skar som en Kniv, mens de stod blege og pludselig

fjendtlige overfor hinanden.

-Det skal altsaa være forbi, sagde Spenner. For femhundrede halvtreds

Kroner forbi--og i Morgen har vi Leje af Theatergarderoberne.

-Tag _Du_ Pengene et Steds, sagde Adolf.

-Din Moder har Penge, sagde Spenner.

Adolf svarede ikke. Ikke en Gang for Spenner tilstod han, at _det_

længst var forbi, som havde heddet »Moders Penge«--stakkelt to, tre

tusind, som han havde ført i Munden ved Siden af »Faders Formue«, og

som gamle Fru Adolf længst havde bragt ham i »Bikubebogen« en Morgen

ved Theen, da gamle Adolf laa af Gigt og ikke var ved Bordet.

Angst og bange havde hun stukket Bogen til ham--Konstantin blev saa

let hidsig og holdt jo ikke af, at man blandede sig i hans Ting--:

-Jeg mente kun, Konstantin, sagde hun, at hvorfor skal de staa paa et

fremmed Sted, naar man selv--naar man selv har Forretning, sluttede

hun helt forvirret.

Og Adolf havde taget dem med en Floskel: »skønt det egentlig ikke

behøvedes«. Da han havde faaet Tøjet paa for at gaa, vendte han dog

pludselig om og gik ind og kyssede den »Gamle«.

Hun var saa glad: maaske det dog kunde lette lidt for

Konstantin--tænkte hun.

... Nej, Penge var der ikke mer ... Men hans Tanker søgte om Værdier,

Ting at gøre i Penge, noget, hvorpaa man kunde faa penge....

Sølvtøjet var der.

Han tænkte igen paa Sølvtøjet, som han havde sét en Morgen nu

fornylig, da Moderen og Pigen pudsede det i Spisestuen. han var gaaet

igennem Værelset og var standset for at sé paa det. Moderen snakkede

og pudsede, mens han stod og gjorde det i Penge i Tankerne, Stykke for

Stykke:

-Det var Penge--ikke saa faa Penge, tænkte han.

-Det var Fødselsdagsgaflerne, sagde gamle Fru Adolf og lagde den

sidste Prøvesølvsgaflerne, hen til de øvrige pudsede sytten.

Han gjorde Overslag med Skeer, Gafler og Bakker.

-Gaar du, Konstantin? sagde hun.

-Ja. Farvel, sagde han aandsfraværende. Han tænkte allerede paa,

hvordan man skulde kunne faa det ud af Skabene uden at det mærkedes,

og uden at det blev sét:

-Kommer du til Middag? spurgte hun.

Man maatte kunne pakke gamle Bøger ind i Lagenerne--og gamle Papirer,

saa det just blev de gamle Pakker at sé til.

-Nej, sagde han som før og gik.

Fra den Dag havde Adolf stadig haft Sølvskabet i Tanker--som en

»Udvej«: Hver Dag fordrede jo Udveje. Men han havde ikke haft Mod,

skønt han tidt havde været derhjemme om Formiddagen, naar Huset var

tomt og alle ude undtagen gamle Marie, som det var saa let at sende

bort: Gamle Fru Adolf var sjældent hjemme om Formiddagene nu.

Hun gik fra Dør til Dør hos Slægt og hos Bekendte og lovtalte

Konstantin--evindelig lovtelte Konstantin, pyntet i den fine Brokades

Kaabe, en Gave. som han havde sendt hjem en Dag, og som hun først

havde grædt de modige Taarer over: hun blev altid saa beklemt ved

Konstantins Presenter. Men siden gik hun omkring og gjorde Stads i

Kaaben og lod alle beundre den.

-Ja--Gud ske Lov, sagde hun og følte selv hen ad Ærmet: Konstantin kan

jo gøre det.

... Nej-nej--hidtil havde Adolf ikke haft Mod. Men idag maatte det

være. Der var ingen anden Udvej:

Idag maatte han tage og pantsætte Sølvtøjet.

Paa Kongens Nytorv tog han et Bybud, der skulde komme om tre Kvarter:

Døren stod aaben, sagde Adolf, saa han kunde gaa lige ind. Bybudet

skulde komme, og Adolf gik videre hjem.

Han lukkede Entrédøren saa underlig sagte op uden at gøre mindste Støj

med Nøglen i Laasen. I hele Huset var der stille, Dørene til Gangen

stod aabne. Han hængte sit Tøj op og gik gennem Stuerne med de store

gamle Møbler, som han kendte, fra Barn, hvert et Stykke. Solen faldt

ind over Moderens Strikkekurv paa Bordet.

Han gik ud i Køkkenet. Der var ingen og lige stille overalt. Han

aabnede Bagtrappedøren for at sé efter gamle Marie. Han hørte hendes

Stemme nede fra Køkkendøren i Stuen. Hun talte med Pigen dernede, paa

Vejen til Byen....

Han blev staaende lidt, med Døren paa Klem og lyttede. Marie talte om

ham, forbedrende én af Fruens lange og lovprisende Historier, som hun

bragte videre til alle Køkkendøre.

Adolf trak stille Døren til og gik tilbage. Han aabnede Døren ind til

Sovekamret--pludselig angst for, at Moderen dog kunde være derinde.

Men Forældrenes to halvsmalle Senge stod kun saa forladte ved Siden af

hinanden med de hvide Tæpper, mens Vækkeuhret dikkede.

Saa tog han sig sammen og begyndte at søge Bøger og Papir frem til

Pakkerne inde i sin Stue. Skabsnøglerne var i Nøglekurven, som han

maatte hente i Forældrenes Sovekammer med sit evigt dikkende Uhr.

Kurven stod bag Toilettespejlet: der havde den sin Plads, vidste han

fra lille ... Han saa' bort forbi Sengene, mens han tog den.

Skabsnøglerne fandt han ikke, prøvede baade fire og fem, før han fik

den rette, som han pludselig lod sidde i det aabne Skab greben af

Angst: han havde ikke rullet ned--om nogen saa herind.

Han rullede ned i Spisestuen og inde hos sig selv, og han fik

Sølvtøjspakkerne ud af Skabet ... en lille Pakke i lyserøde Papirer

faldt i Skyndingen ned fra hans Arme paa Gulvet. Han blev saa angst

ved Støjen, som maatte der komme nogen ved Larmen i det tomme Hus. Det

var hans Daabsbestik og hans lille Bæger, der var gledet ned paa

Gulvet....

Han lagde det alt paa Spisestuebordet, forpustet et Nu, som kunde han

ikke bære det.

Inde hos sig selv laasede han alle Døre, mens han løste alle Pakkerne

én for én og viklede dem ud af Lagenerne; hver enkelt efterlignede han

nøje i Façon, stoppende de hvide Stykker ud med Papir og bindende dem

sammen igen....

Han hviskede stadig med sig selv, mens han listede frem og tilbage i

de to halvmørke Stuer og lagde de nye Pakker ind, vogtende over, at de

laa just som før....

Bægeret og Bestikket havde han nær glemt paa sin Seng. Han stak det

ind til en Side i Skabet før han stillede Nøglekurven i en Krog af med

Forældrenes hvide Senge.

--Bybudet var gaaet med den tunge store Haandkuffert, da Marie Pige

tog i Spisestuedøren til Gangen. Den var i Laas endnu, han havde glemt

at dreje den om igen.

-Ja, sagde Adolf, der lukkede op, jeg gik her rundt--og--klædte mig

paa.

Marie Pige troede, den unge Herre var blevet rent forstyrret, som han

saa' ud, bleg og svedig i Ansigtet....

Adolf kom ud i Køkkenet til hende og snakkede op en hel Evighed med

hende, løst og fast, lystigt--før han gik.

Bybudet skulde træffe ham ovre i en Kafé.

* * * * *

Da Herluf efter Prøven gik over i Victoria-Restauranten for at spise,

hørte han et højt Skænderi slaa op fra Kælderen. Inde ved Buffeten var

den forskrækkede Jomfru løbet fra sin Plads, og Kyperen fo'r raabende

ned ad Trappen:

-Det er Chefen--det er Chefen, raabte han og løb ned.

Man hørte Hr. Desgrais' Stemme, brølende som en uvan Tyr og pludselig

Madam Martens Røst, der blev ved at skrige det ene Ord:

-Tyv--Tyv.

Herluf løb ind i Buffetrummet og ned ad Trappen forbi Buffetjomfruen,

som stod rystende ved Gelænderet:

-Tyv, raabte Madam Martens igen.

-Hun har fundet det fordærvede Kød, sagde Jomfruen, hvis Tænder

klaprede i Munden.

Herluf gik ned. Midt i Køkkenet stod Hr. Desgrais--Kokkene var

sprunget til og holdt ham--foran Fru Martens, der havde slæbt Truget

med det fordærvede Kød ind i Køkkenet og væltet det ud paa Gulvet: hun

havde fundet Truget i en af Chefens Kroge, fuldt af hans »kasserede«

Kød, som han kastede derhen og lod halvraadne ubrugt:

-Tyv, Tyv, raabte hun igen. Hr. Desgrais rev sig løs, og de skreg

alle. Pigerne hvinede højt, mens han løb frem mod Madam Martens med

den løftede Storsløv. Men pludselig rallede han, gurglende som et

tykhalset Dyr og faldt over mod Væggen, som blev han kvalt af sit eget

Raseri....

Madam Martens blev ved at staa bleg og ubevægelig med sine knyttede

Hænder foran Kokken ... Ingen sandsede mer, alle løb kun hid og did.

Hr. Desgrais havde rejst sig igen og stødte Kokkene til Side, der

vilde hjælpe ham. Hele hans fede Ansigt var hvidt som Kalk, mens han

slyngede en eneste lang Forbandelse hen over Køkkenet og gik.

Herluf var gaaet ned; han vilde tale med Fru Martens. Men hun vendte

sig fra ham og gik uden et Ord.

Oppe fra lød Kellnernes Klokker, der kaldte paa bestilte Portioner.

Men nede var alt i Forvirring, Kasserollerne kogte over paa det store

Komfur og en tæt Os stod op fra de forladte Spid ... Ud over

Gulvfliserne laa Hr. Desgrais' kasserede og halvfordærvede Kød.

Kellnernes hidsige Klokker blev ved at lyde der oppe, mens Spenner

foer skrigende ned ad Trappen for at faa at vide, hvad her gik for

sig.

Trægt vendte Kokke og Piger tilbage til deres Arbejde, mens Madam

Martens gik op ad Bagtrappen--hjem.

Hun satte ikke mere sin Fod i Martens »Bygning«.

Da Spenner havde skaffet Ro i Køkkenet, og han og Herluf kom op i

Restaurationen, traf de Adolf:

-Det varede, sagde Spenner, da han saa' ham.

-Ellevehundrede, svarede Adolf blot.

-Brillant--brillant, sagde Spenner. Herluf var vant til deres

Frimurervæsen: de saa' aldrig hinanden uden strax at signalisere med

en Talstørrelse eller et Firma.

-Skal vi saa spise, raabte Adolf, der var febrilsk og med skinnende

Øjne som En, der har drukket, og slog i Bordet med sin Stok.

-Ja--hvis vi faar noget, sagde Berg.

Spenner og han vilde til at fortælle Optrinet i Køkkenet mellem Chefen

og Madam Martens. Men da de vilde begynde, kom de til at lé begge to,

rent ustyrligt, saa det klukkede i dem, og man forstod ikke andet end

Navnene, som de blev ved at sige, afbrudte af Latteren:

-Men hvad er det--hvad er det med Desgrais? sagde Adolf, der selv

begyndte at le ligesom de to andre, uden at vide hvoraf, med sin høje

generende Latter (alle lo de ligesom i Anfald, der pludselig holdt op,

som glemte de at lé med ét): hvad er det med Desgrais? raabte Adolf

igen.

-Kokken--Kokken, sagde Berg, der aldrig kom videre. Spenner bare lo;

det var ét Kor af deres larmende Latter, mens Adolf kaldte Kellneren

til for at faa Forklaringen....

Endelig havde han faaet Historien, men de blev endnu længe ved at lé,

mens de drak, som om de vilde skylle Latteren ned med Vin, indtil de

lidt efter lidt kom til Ro og sad forpustede af al den krampagtige

Lystighed.

-At Desgrais var gaaet--var bare godt. Man fik andre--billigere, ti

for én, sagde Adolf.

-Ti for én, bekræftede Spenner.

-Men, sagde Adolf, det er dog paa høje Tid, man sætter Martens ud.

-Ja, sagde Spenner, der er sket Ulykker nok.

At »sætte hinanden ud« var et Yndlingsthema blandt Direktørerne nu.

Hvor af dem byggede Luftkasteller og lagde Planer om at blive ene og

fri for den anden, »saa det endelige kunde gaa og man blev sin egen

Herre«. Adolf og Spenner vilde købe Martens ud samme Dag »den

Prioritet blev ordnet«, og Martens løb Gade op og Gade ned og

fortalte, at »han købte Historien kvit igen«, som han sagde--til hvem,

der vilde høre det.

De blev ved at spise og drikke. Herluf talte igen om Madam Martens, og

de lo paa ny, mens Adolf frittede Kellneren ud, som krammede

snakkesalig frem med sine Køkkenmemoirer for Direktørerne, der sad

omgivne af Vinkølere og Fade, de havde sat fra sig paa Stole, som af

en hel Vold.

Ved Desserten blev der banket paa Døren. Det var Billetkasserer

Jespersen, der vilde afgive Rapport om Salget: der var kun solgt

daarligt, rent daarligt til Koncerten.

Tohundrede og syv Kroner, raabte Adolf. Ved alle tre Salg? sagde han

med løftet Glas og efterlignede Hr. Theodor Franz' Stemme, der altid

lød som en halv Torden.

-Ja, sagde Hr. Jespersen, der bestandig betragtede det som en rent

personlig Skændsel, naar der var daarligt solgt ved »Hullet« og som

ikke forstod al den Lystighed hos Direktørerne, der blev ved at lé ad

hans to hundrede og syv:

-Ved alle tre Salg, tilstod han forknyt.

-Det er ikke til Laurbærkransene, raabte Spenner.

-Nej, sagde Hr. Jespersen, det er ikke til Udgifterne. Og da de andre

stadig lo, sagde han ligesom undskyldende i en bekymret Tone:

-Men der er ingen »Træk« mer, Hr. Direktør.

-N-ej, sagde Berg.

Adolf kom slet ikke ud af sin høje, kighostelignende Latter: Jespersen

maatte have et Glas, sagde han, Jespersen fortjente et Glas. Men Hr.

Jespersen vægrede sig, helt skræmt af denne lydelige Lystighed, han

ikke begreb--tilsidst fik han dog et Glas i Haanden:

-Paa en god Indgang da, sagde han og drak.

Selskabet lo igen, da det bankede paany. Det var Hr. Theodor Franz i

Rejsetøj; han kom lige fra Malmøbaaden (efter Præsentationen havde han

arbejdet i to Dage i Sydsverig), men han kendte Ulykken: Hr. Franz'

første Gang var bestandig til Kassen.

Han blev staaende indigneret foran det dækkede Bord og sagde til

Jespersen, der stod fuldstændig ulykkelig, med Glasset i Haanden:

-Jeg søgte Dem, min Herre, sagde han værdigt.

Berg, der blev ved at være meget munter, sagde: Ja--Hr. Jespersen var

her just for at spørge, hvordan der skulde forholdes med

Fribilletter....

-Ja--sagde Hr. Theodor Franz ophidset, for Bænkene skal vi vel ikke

synge.

-Ja, Jespersen, sagde Berg og blev pludselig mismodig ved at udtale

denne Sætning, han havde sagt saa tidt: Saa fylder De Huset.

-Vel, sagde Jespersen og gik til Døren. Men pludselig vendte Hr.

Theodor Franz sig om og udstrakte Haanden med en stor Bevægelse:

-Nej, sagde han, der sendes ingen ud.

-Ikke én sendes ud, sagde han: Vi ta'er Salen som den er, mine Herrer.

Publikum er træt af Humbug--her har været for mange udsolgte Huse:

Ingen af Direktørerne sagde noget. De sad paa én Gang sløve og

mismodige foran Impresarioen, som angik det hele dem slet ikke. Men

Hr. Franz blev ved at begejstres for sin egen Plan, ordnende alt,

gestikulerende heftigt i sin store Kavaj, der lignede en Sæk: med

Chefen for Klaken maatte han tale selv. Kunstnerinden turde ikke

»modtages«.

Hun skal erobre Publikum--Publikum skal dømme selv, sagde han. Klaken

tør først applaudere efter det tredje Numer.

Hr. Theodor Franz gik selv for at afbestille Buketter og

Lavrbærkranse; de passede ikke til det nye Arrangement. Jespersen og

Spenner fulgte efter.

Da Døren lukkede sig, lo Adolf og Berg igen højt og længe, til de

pludselig holdt op paa én Gang som paa Kommando, generede af deres

egen tomme Latter, der døde hen. De sad længe tavse, mens der blev

ganske mørkt i Stuen:

-Ja, Saa gaar vel ogsaa vi derover, sagde Adolf og rejste sig tungt

fra Sædet.

-Ja--det gør vi vel, sagde Berg.

Ovre i Foyeren var de to Herrer af »Buketten« allerede Kommen Og gik

forfrosne og urolige omkring, bandende det Hele, nervøse og irriterede

ved at skulle ud og spille løs for den tomme Sal. Selv Maskinfolkene

slæbte trægere og mismodigt paa Fødderne, mens de stillede

Lavrbærtræerne op i Hjørnerne paa Scenen, og ude i Salen et Par Sæder

blev slaaet ned med dumpe Smæk i det store Hus.

Et Par Skuespillere kiggede, frysende, ud gennem Hullerne:

-Nej--jeg gaar sgu hellere hjem, sagde den ene og vendte sig.

Der blev stor Støj ude i Kulissen. Det var Hr. Theodor Franz, der

smækkede Jerndøren op for Primadonnaen, som bruste ind i Foyeren fulgt

af de tre Direktører, der skulde underholde hende i Embeds Medfør, men

snart faldt slappe hen, én efter én, siddende ved Siden af hinanden

langs Væggen som Folk, der længst har opgivet Spillet. Sangerinden,

der var svær og kortbenet som en japansk Høne, begyndte at fæste

Diamantaigretter rundt i sit Titushoved, mens hun trippede uroligt

mellem de to Spejle:

-Er der saa faa! sagde hun ængstelig.

-Ikke et Menneske, erklærede Pianisten.

Hun begyndte at smøre sine nøgne Arme ind med Pudder ved Hjælp af et

Stykke Vat, endnu mere nervøs foran disse tre tavse Herrer, der sad

ubevægelige, ret op og ned, langs Væggen, som sov de med aabne Øjne:

-At der er saa faa, sagde hun igen, vendt mod Væggen.

-Der er ikke mange, sagde Herluf; og spurgte saa, om man var færdig,

og der kunde begyndes.

-Strax, strax, sagde Damen, der blev ved at hænge uægte Perlestads,

hun tog af en Safianspose, i tætte Rader om Halsen.

-Strax, sagde hun og sendte et Par forfjamskede Triller ud i Rummet

for at rense Halsen.

De to Herrer gik med for at begynde, og man hørte op fra Scenen

Sonaten for Piano og Violin, daddelløs og livlig som en lang

Vuggevise. De tre Direktører rejste sig, irriterede ved at sé paa

dette korte Fruentimmer, der trippede sansesløst rundt foran Spejlene,

og de vendte tilbage til Kontoret tavse, siddende hver i sin Krog uden

at tale med hinanden.

Hr. Jespersen kom ind med Kassen. Den var tohundrede tre og fyretyve

Kroner med Indgangen. Adolf talte dem træt og ligegyldig og vendte

tilbage til sin Plads. Og Hr. Jespersen, der stadig var saa underlig

uhyggelig tilmode i Aften og ikke forstod Direktørerne, sagde for dog

at sige noget, før han gik.

-Nej--hun har jo ikke trukket, sagde han.

-Godnat.

De tre foresatte nikkede kun. Ude paa Scenen havde Sangerinden begyndt

paa sin Arie og sendte nogle tynde og magtløse Triller ud i den hule

Sal. Da Arien var forbi, lød der nogle magre Haandtjat i Huset, og Hr.

Theodor Franz rev Kontordøren op:

-Publikum tøer op, raabte han. Publikum tøer op.

Men da ingen svarede, og han mærkede, at her ikke var synderlig Bund

for Begejstring, løb han igen og vendte tilbage til Foyeren for at

udskælde Nattergalen for lukket Dør.

Første Afdeling var forbi, og de drev alle rundt paa Scenen. De saa'

ud ad Hullerne. Kritikerne frøs gudhengivent paa Flankerne af de lange

Bænke, hvor de opslagne Sæder gloede dumt op mod rampen. Balkonen stod

ganske tom. Frisens dansende Engle saa' ud, som rakte de Næse ad det

tomme Parket.

Man var begyndt igen, og Direktoratet var vandret tilbage til Foyeren

... Nede paa Scenen gik man løs paa Aftenens afgørende Nummer, en Arie

med Piano og Violin, Programmets _pièce de résistance_. Klaken faldt

tjenstvillig ind efter den første Sats, men de faa Betalere blev

siddende uimodtagelige og sløve; et Par enkelte hyssede, saa Hr.

Theodor Franz løb fra Kulissen op i Foyeren, ude af sig selv, mens han

raabte:

-Hvad vil de Folk, sagde han. Vil De sige mig, hvad de vil--de Folk?

Han plantede sig foran Herluf, der intet svarede og kun rystede paa

Hovedet. Men Hr. Theodor Franz blev ved at rase--holdende inde mellem

Vredesudbrudene, lyttende, haabende endnu, at Stemningen kunde vende

sig: Hun har fyldt Trocadéros store Sal, sagde han, trippende paa

Benene. Mine Herrer, hun har fyldt Trocadéro.

Men Arien var forbi, og man hørte ikke andet end Klakens dumpe Næver i

Salen.

-Ind, ind, raabte Hr. Theodor Franz ned til Sangerinden, som havde

mistet al Besindelse og tumlede som et drejesygt Faar i Kulissen.

Og han vendte sig atter mod de tre Direktører, skændende endnu

voldsommere, saa Herluf lukkede Døren til, for at man ikke skulde høre

ham ned paa Scenen. Han talte højere og højere, udskældte Publikum,

Salen, Akustiken, Byen, blandende to, tre Sprog--ude af sig selv, mens

han løb op og ned.

Adolf vilde gaa, men paa Vejen hen mod Døren tabte han Taalmodigheden,

og han begyndte at raabe ligesom Hr. Franz, skældende Sangerinden ud,

kaldende hende et gammelt Cirkusdyr--en Dragon--en forældet Humbug er

hun, raabte han, hvis De vil vide det.

-Man maa vel ogsaa kende, hvad det var, man sendte til en By som

København, sluttede Adolf tilsidst.

-En By som København, skreg Hr. Theodor Franz i det yderste Raseri,

mine Herrer, en By som København ... Skal jeg sige Dem, hvad den

er--Deres By København? En tom Blære, min Herre--en tom Blære er den,

skal jeg sige Dem....

-Dumme Gaas, raabte han, pludseligt afbrydende, og fløj hen mod

Nattergalen, der frygtsomt aabnede Døren, som hun i samme Nu fik

slaaet i lige paa sin Næse.

Hr. Theodor Franz pustede, seende sig rundt efter en ny Genstand for

sit Raseri. Men han fandt ingen og gentog kun endnu en Gang sit

skingrende:

-En tom Blære, mine Herrer, idet han greb sin Hat og Stok.

-Adieu, sagde han, mens han svingede arrigt med sine Ben, som vilde

han ryste Stedets Støv af sine Saaler:

-Prosit--Deres København, sagde han og slog Jerndøren i, saa det

rungede.

Nede paa Scenen spillede Violinisten en fransk »Berceuse«.

Herluf Berg rejste sig: Jeg gaar ned paa »Bladet«, sagde han. Han

vilde forsøge at mildne Nederlaget, saa vidt det stod i hans Magt.

Helt ned i Gaarden hørte han Primadonnaens evneløse og forskrækkede

Kvidder. Da han kom gennem Porten, var han nær falden over en Karre,

hvorpaa der var opstablet en stor Trækuffert. Det var Hr. Desgrais',

der ikke vilde blive saa længe som Natten over i Etablissementet: og

da Herluf kom forbi Glasdøren til Hovedtrappen, saa' han Chefen, bred

og stormægtig, skride rejsefærdig ned ad Trinene til Forstuen.

Nede paa »Bladet« var der halv Belysning i alle Stuerne, hvor

Medarbejderne sad bøjede over Bordene. Herluf fik en hastig og

distræt Haand rakt frem til Tryk, og der blev skrevet videre.

Musikanmelderen gik ham forbi med et »God Aften«, for at lukke sig

inde og skrive sin Notits.

Redaktøren alene havde fuldt Lys i sit Kontor, hvor han sad ved sit

Bord ligeoverfor Kaptajn Petersen, der var i Kjole varm og ophidset

efter en første Debut som Foredragsholder. Han havde i Frederiksberg

Vaabenbrødreforening talt om Betydningen af at fejre de nationale

Mindedage som Fester.

-Der var Løftelse, sagde han med sin bevægede og brede Stemme, der var

virkelig Løftelse over Forsamlingen ... Og tusind Mennesker, omtrent

tusind Mennesker, anslog Formanden, sluttede Kaptajnen.

Redaktøren sad lidt, til han vendte sig om mod Herluf:

-Ja--_der_ ser De, Hr. Berg, sagde han, det er de billige Fornøjelser,

som Folk vil ha'e.

Det gav et Sæt i Kaptajnen, og han rejste sig. Undertiden forstod han

ikke ret Redaktørens Udtryksmaade. Han gik ind til Gravesen, der hørte

paa ham med nogle smaa Grynt uden at afbryde sit Arbejde: Hr. Gravesen

arbejdede tungt i sine Oversættelser det sidste Aar. Ballet havde

trukket saa meget efter sig af Invitationer og ny Omgang.

Fru Petersen kom tilsidst frem i Døren til Konversationsværelset for

at afbryde Kaptejnens noget overflødige Veltalenhed; hun var i den

skotske Galla, hun havde overværet Foredraget paa en Hædersplads ved

Siden af Tribunen.

-Petersen, kaldte hun. Kaptajnen brød op.

-Det var vel nyttigere, om du ogsaa tog til de andre Aviser, sagde Fru

Petersen.

-Naturlig--min Engel--naturlig, sagde Kaptajnen noget ør. Ægteparret

drog videre i Droske for at forkynde Kaptajnens patriotiske Sukcès i

de øvrige velsindede Redaktioner.

Berg brød med en rask Beslutning ind til Musikanmelderen, der i

Notitsen i høflige Ord talte om »en let Indisposition, der i øvrigt

næsten havde fortaget sig i Løbet af Aftenen.«

-Hun synger vel ikke oftere! sagde han, da han havde læst Notitsen

højt.

... Hr. Theodor Franz havde stoppet hele sin Kunstnerbuket i en

Droske, og de rullede hjemad. Impresario'ens første Ophidselse havde

sat sig, og hans Stemning var nærmest vemodig. Han lodsede

Nattergalen, der endnu ikke var kommen til rigtig Besindelse igen, men

bare krampagtig holdt om sin Safranspose med Stadsen, ud foran »Hotel

d'Angleterre« tilligemed de to Herrer. Han selv blev staaende nogle

Øjeblikke paa Fortoget og saa sorgmodig ud over det store Torv, der

laa mørkt og forladt i Oktoberaftenen:

-Skade--Skade sagde den store Impresario i en trist Tone: det var et

saa smukt »Terrain«.

Han bøjede om ad Hovedvagtsgade for at gaa til Telegrafstationen: han

meldte til Gøteborg et »velbesat Hus og fuldstændig kunstnerisk Sejr«.

... Adolf havde fundet Gerster ude i »Victoria« efter Koncerten, og

havde hægtet sig til ham, saa de havde spist til Aften sammen, skønt

de egenlig ikke kunde udstaa hinanden. Men det var dog Selskab og

bedre end at sidde ene--for begge Parter.

Nu gik de hjem over Kongens Nytorv. Erhard fulgte saa sløvt med lige

til Adolfs Dør, hvor de sagde Farvel, og Gerster gik tilbage hostende,

saa det lød hen gennem den hele Gade.

Det var Adolfs værste Øjeblik paa hele Døgnet, naar han skulde have

denne Gadedør op om Natten for at naa op ad Trappen og gaa ind gennem

Forældrenes stille, forladte Stuer. Al hans Angst brød frem paa én

Gang, al den Angst, der lod ham gaa som en fremmed gennem alle Dagens

Begivenheder--Ansten for Mørket, for Natten, og endnu mer for Dagen

imorgen end for Natten.

I Spisestuen gik Voxsvovlstiken ud, og det varede noget, før han havde

fundet Lys og tændt....

Han var allerede halv klædt af og sad paa sin Seng, da han atter

drejede Nøglen om paa sin Dør og listede sagte ind i Spisestuen igen.

Nøglekurven stod endnu i Vinduskarmen _der_, hvor han havde sat den.

Han blev staaende og lyttede noget, men alt forblev stille i Huset.

Saa tog han Skabsnøglen og sneg sig frem til Skabet, som han fik

lukket op. Pakkerne laa der ganske, som han havde lagt dem; han følte

et Par Gange hen derover med sine Hænder, før han lukkede igen....

Sagte trak han Sovekammerdøren til ... I Stagen brændte Lyset ned ved

Siden af den blundendes Seng.

Inde i Forældrenes Sovekammer vendte man sig i Sengene. Adolf

--hvorfor sover du ikke, hvidskede gamle Fru Adolf. Men gamle Adolf

svarede ikke og laa stille som en Mus. Og atter laa de to Gamle uden

at røre sig--søvnløse i det tavse Hus, hvor kun vandet rundt i Rørene

sagte sukkede.

* * * * *

Det var en Eftermiddag først i December, da Herluf kom hjem og fandt

et Brev paa sit Bord. Udskriften _var_ Gersters Haand, skønt den var

saa flygtig og ulæselig, at han næppe kunde kende den, og Brevet selv

var skrevet ulæseligere endnu.

Der stod:

Kære H.

Du véd maaske slet ikke, at jeg er syg, eller at det nu er blevet

værre. I de sidste Dage taler de om at slæbe mig til Montreux eller

Mentona eller et andet Sted mod Syden. Og kunde du, vilde jeg jo gerne

sé dig forinden.

Din EG.

Herluf sad ganske lamslaaet med Brevet i Haanden: at Erhard var saa

syg, alvorlig syg--skulde mod syd, og han havde slet ikke vidst det

... Han syntes dog, han havde nyligt set ham og talt med ham paa Gaden

... Men det kunde ogsaa gerne være, det var en hel Maaned siden. Tiden

gik saadan nu, bare optagen af _det_ ene: at holde sig oppe, oven

Vande; af Krigen paa Kniven for at naa fra Dag til Dag til nu i

Terminen, hvor Spenner og Adolf sagde, de havde Hjælpen sikker, og der

skulde blive Ende, Slut paa alle Forlegenhederne en Gang--

Ja--det kunde godt være en Maaned siden, han havde talt med ham, og da

havde han sét elendig ud, elendig....

Herluf vilde strax gaa derud, og mens han gik et Par Huse ned ad

Frederiksborggade, blev han mer og mer urolig. Strax da Pigen lukkede

op i Entréen, var det som Sygelugts-Stemningen, hvor den lægger sig

som usynlige Filter om alting, slog imod ham, saa han uvilkaarlig

hviskede:

-Hvordan er det? sagde han.

-Ikke godt, sagde hun. Blodspytningen kom jo i Nat....

-Den unge Herre venter Dem, sagde hun og aabnede Spisestudøren. Men

han maa ikke tale længe.

Herluf gik gennem Spisestuen varsomt, som galdt det ikke at vække en

sovende.

-Er det dig, spurgte Erhards Stemme, da han kom paa Tærskelen.

-Ja, sagde Herluf

-Luk Døren og tænd saa Lampen, sagde Erhard: her er jo ganske mørkt.

-Ja, sagde Herluf, som rystede paa Hænderne af Bevægelse ved Lyden af

Erhards Stemme, der var saa mat, og dog var blevet saa underlig

melodisk, syntes han.

-Stil den bag Hovedgærdet.

-Ja, sagde Herluf og gjorde det, før han satte sig ved Sengen.

-Ja--her ligger _jeg_, du, sagde Erhard og lod de hvide Hænder falde

ned paa Dynen.

Herluf var blevet ganske forskrækket ved at sé hans Ansigt, der var

blevet saa magert, saa ganske lille og magert: Hvor er det muligt?

tænkte han. I saa kort Tid--saa kort Tid--og han er kun fem og tyve

Aar, knap fem og tyve Aar ... _Yngre end vi andre_, blev han ved at

tænke. Og forvirret sagde han fuldstændig dumt:

-Og du var dog nylig ude, sagde han. Han var endnu helt som bedøvet;

pludselig revet ud som han var blevet af denne Dagkamp paa Livet, hen

til en Kammerat, der imens havde lagt sig hen for at dø--

Erhard laa og saa paa ham med de syges store og vogtende Øjne:

-Ja det kom jo pludselig, sagde han. Det vil sige--nu det sidste kom

jo pludseligt.

De tav lidt. Herluf var stadig forvirret og vidste ikke, hvad han

skulde sige: Men naar det nu bliver taget i Tide, sagde han, og du

kommer til Syden....

Erhard rystede paa Hovedet og lukkede Øjnene, som vilde han ikke i

Herlufs Ansigt læse Bekræftelsen paa sin Opgivelse.

-Mo'r er allerede begyndt at gaa i Kirke, sagde han med lidt af et

Smil. Hvor saadan en Fruentimmerhjerne er underlig, du, sagde han og

holdt sig paa Hovedet. Os opdrager de til at blive ganske ligegyldige,

og saa naar vi--naar vi skal til at sige Adieu, bliver de troende.

-Men--Erhard--fordi man bliver syg--

-Ja--ja, sagde han træt, lad nu det være godt ... Han laa og stirrede

frem mod Væggen: Er der ogsaa saa stort tabt? sagde han. Hvad var man

vel blevet til, du? Skrive som de bedste i dette Land eller snakke som

de øvrige--ved du, det var knap Umagen værd.

Han tav. Herluf saa' kun op paa den stille Plet af Lampen.

-Herluf, sagde Erhard saa igen sagtere--men jeg er--jeg er Fa'r, du,

sagde han.

Det gav et formeligt Sæt i Herluf, og han kom til at le sagte, mod sin

Vilje: han saa' paa det lille pillede Drengeansigt paa Puden:

-Fa'r? sagde han.

Erhard gjorde en lille Bevægelse i Sengen, som følte han en Smerte et

Steds, og lagde Hovedet dybere ned i Skyggen; Ja, sagde han.

-Husker du en Aften, jeg kom op til dig--eller en Nat--og du kastede

Nøglerne ned paa Gaden fra dit Vindue ... og jeg kom op--fra

_hende_....

-Det varede over et Aar--halvandet Aar, sagde han og udtalte halvandet

uendelig dvælende-blødt ... Du vidste det vel forresten? sagde han og

saa op....

Herluf nikkede lidt ubestemt uden at se paa ham.

-Jeg var meget--meget (og han tøvede paany foran dette Ord »elske«,

som han, der nu skulde dø paa Grund af sin Mangel paa Respekt for

Kjærlighedens Gjerninger, havde haft saa besynderlig en Sky for at

udtale hele sit Liv) forelsket en Tid, sagde han saa ... Indtil _det_

kom ... og hun brød....

-Brød, gentog han; og i en anden Tone, et Forsøg paa Ironi, der ikke

lykkedes, sagde han:

-Hun vilde ikke godkende mig som Fa'r.

Der var stille i Stuen; man hørte kun Erhards hastige, syge Aande.

Herluf havde dækket Øjnene med sin Haand. Det var ham i disse

Øjeblikke, der samlede de tusinde Erindringer, som sad han ved

Dødslejet af deres hele Ungdom--deres afmægtige, resultatløse

Ungdom....

-Nej, sagde Erhard, vi voxer ikke ud til at blive Fædre, du.

De tav længe, hver fortabt i sine Tanker, til Erhard begyndte at

spørge om Kammeraterne, om Lange og Arnoldsen--Især om Arnoldsen, hvad

de tog sig til, og hvad de vilde.

Herluf fortalte, og Erhard hørte til, liggende stille paa Puden og

séende paa ham med et Par vagtsomme Øjne:

-Ja, sagde han kun et Par Gange: naar det blot blir til noget--naar

det blot blir til noget.

De tav igen, og Herluf rejste sig: Du maa ikke tale mér nu, sagde han;

Erhard holdt ham ikke tilbage.

-Saa sér jeg dig maaske ikke mer, sagde han og saa ham ind i hans

Ansigt--før jeg rejser.

-Farvel--du, hviskede Herluf.

-Farvel--og hils de andre, sagde Erhard ganske sagte.

-Ja--naturligvis--jeg skriver, sagde Herluf.

-Ja--Tak.

De saa ikke mer paa hinanden, og Herluf gik.

Ude i Spisestuen ventede Pigen, og han spurgte om Fruen: hun var i

Dagligstuen. Herluf saa' hende kun dunkelt, da han kom derind. Der var

Skærm over Lampen, som stod i et andet Hjørne. Men hendes Stemme var

meget kold og formel, som var han en ganske fremmed.

-Ja--de rejste til Montreux, saa snart som muligt ... men Rejsen var

jo besværlig.

-Den værste Rejsetid, sagde Herluf.

Samtalen slæbte sig hen, og han fik sig ikke rejst, for de hørte

Skridt i den næste Stue, og Professoren stod i Døren i Galla--fra

Onsdagstaflet kom han:

-Er du dér? sagde han.

-Ja, sagde Fruen....

I samme Øjeblik saa' Professoren Herluf og stansede et Nu, før han gik

et Par Skridt frem og sagde lige foran Berg, med en Stemme, der

dirrede, saa den blev ganske hæs:

-Har De dog ikke i Sinde at lade ham dø i Fred?

Herluf vilde svare, men Professoren blev kun staaende tavs og séende

paa ham tre Skridt fra Døren; og Herluf gik hen over Gulvet, uden at

sige noget, uden en Lyd--ud ad Døren, med Professoren i Hælene, tavs,

lige til Gangdøren, som blev aabnet og atter lukket. Berg blev

staaende paa Trappen.

-Vist ud, sagde han lakonisk og saa' uvilkaarligt op og ned ad den

kønne imiterede Egetræsdør med »Gerster-Professor« paa Pladen--før han

gik ned ad Trappen.

Professoren gik ind igen, bleg og dirrende:

-Gerster, sagde Fruen blot.

-Nu tør man vel rense sit Hus, sagde han med sin høje Stemme. Ellers

er det dig maaske ikke nok, at vi har udleveret dem vor Søn?

-Ja--udleveret, raabte han, _udleveret_ ... Vi har slæbt dem

herind--vi har taalt dem ved vort Bord--disse Folk--disse gudløse

Folk, sagde han og knyttede Hænderne.

Og hele hans Raseri, opsamlet i Aar, hele hans Fortvivlelse gød sig ud

i en Strøm af hæse Ord, Skældsnavne, hans Dagblads banale

Beskyldninger, Ukvemsord, Forbandelser af »disse Apostle«:

-Forbrydere, raabte han, Forbrydere ... Falsknere af

Moralen--Falsknere af Moralen, gentog han, bidende sig fast i hvert

Skældsord, der kom ham paa Tungen overfor disse Mennesker--hvis Bøger

vi læser, hvis Aviser vi faar ind ad vore Døre hvis Liv vi lever ...

Liv vi lever, gentog han: _Deres_ var denne By--de havde bygget den

... disse Mennesker, disse »Frihedens« Folk, bygget den med deres frie

Kærlighed. bygget den med deres frie Tanke--med deres »Abetro«.

-Hvor har de gjort af Gud, raabte han pludselig, hvor har de gjort af

Gud? raabte han, som først havde fundet Navnet Gud igen i dette sidste

Halvaars Kampe med Erhard.

Og han talte atter om Byen, skændende den, forbandende den, givende

den Navn af baade Sodoma og Babel--Tyven af hans Søn:

-Til hvad har de gjort den? raabte han. Hvad har de gjort den til?

--en Gøglerby--et _Paradis for Gøglere_....

Stemmen forsagede ham og han næsten rallede, han kunde ikke tale mer.

Baandet om hans Hals var sprunget op, og Kommandørkorset laa midt paa

Tæppet.

Fru Gerster svarede ikke, da han tav. Hun sad kun længe, som bedøvet,

og saa' paa den Mand, hun havde skabt. Tomme for Tomme, og givet al

sin Stilling i den By, han skændede.

Hun havde ingen Tanker. Hun sad kun forbavset, forvirret, længe; til

hun rejste sig tungt og gik tilbage til Spisestuen til sin Krog, hvor

hun satte sig som lammet, bestandig uden Tanker og--begyndte at bede.

* * * * *

Herluf drev om i Gaderne længe, et Par Timer, saa da han kom til

»Victoria-Etablissementet«, var Forestillingen forbi. Men Kelneren i

Restauranten sagde, at Hr. Adolf ventede Hr. Berg i »National«.

-Og Hr. Spenner? sagde Berg halvt tankeløst.

-Ja--Hr. Spenner har jo ikke været her idag, sagde Kelneren.

Spenner var stadig sygemeldt i den sidste Tid og blev dagvis borte

fra »Victoria«.

Da Herluf kom over Gaden, saa' han Adolf gaa op og ned udenfor

Indgangen, frem og tilbage paa Fortovet, uden Hat:

-Men, Adolf, sagde han.

-Jeg frisker mig lidt, sagde Adolf febrilsk og blev ved at gaa. Jeg

kommer strax.

-Men--uden Hat, sagde Berg.

-Den er derinde, sagde Adolf blot i samme Tone. Jeg kommer strax.

Berg gik ind ganske urolig ved Adolfs underlig forstyrrede Ansigt.

Oppe i Logen sad Blom og Brodersen med en Hvid-Vins-Flaske i Køler.

Lidt efter kom ogsaa Adolf tilbage, men Stemningen var trykket. Først

talte man om Gerster og saa om blonde Krause: »han havde maattet

kvittere«, som Brodersen sagde. »Hollandsk Soldat, Gamle« ... Herluf

talte kun lidt, og Adolf stirrede blot ud i Rummet, farende pludselig

med Haanden til Hovedet hvert Øjeblik--som jog han en usynlig Flue

bort.

Brodersen sad med begge Armene paa Bordet: Ja, sagde han med sin fede

Stemme: nogen maa jo være Bukkene, der sendes ud i Ørkenen. Adolf

vendte sig og lo længe, overstadig ad Brodersens bibelske Vittighed:

-Ja, Skaal for Bukkene, sagde han og stødte sit Glas mod de andres,

mens han blev ved at lé. Saa rejste han sig og gik et Par Gange rundt

i Salen og kom tilbage og satte sig igen og rev sig saa løs.

-Jeg vil tale med dig, sagde han til Herluf, som blev forundret over

dette »Du«. De gik hen til Døren og stod lidt, før Adolf sagde helt

aandsfraværende:

-Ja--naar kan vi sés imorgen?

-Imorgen tidlig, sagde Berg forbavset. Til Generalprøven.

-Ja--ja--imorgen tidlig....

-Og naar er det? spurgte han i den samme sært opfarende Tone.

-Klokken ti, sagde Berg.

-Adieu, sagde Adolf og vendte sig. Men han kom strax tilbage Igen og

tog hans Haand paany, klemmende den i sin:

-Saa imorgen, sagde han og gik.

Herluf vilde raabe efter ham, men Døren slog allerede i, og Adolf var

ude ... Berg vilde blot hente sit Tøj i Logen, han vilde hjem.

Brodersen og Blom sad alene tilbage. De var matte i Humøret i Aften.

-Du, sagde Blom og saa ud over Gulvet, stuvende fuldt af det léende,

»brunhatte'de« Ung-København, vi kunde s'gu gerne trække os tilbage

nu--der _er_ Efterfølgere....

-Ja, sagde Brodersen, der er »opdraget« et net lille Kuld--et nydeligt

Kuld ... Man har jo lært dem, hvordan et Slips skal bindes, sagde han

tilfreds.

-Ja, vel, sagde Blom, men hvad saa--Gamle?

-Man bli'r Ægtemænd, sagde Brodersen og snøftede, og vendende tilbage

til sine Citaters bestandige Kilde, sagde han:

-Og opfylder Budene, du, og gør sig Jorden underdanig....

... Herluf kom ud paa Gaden. Fra Tunnelen, fra Cirkusbygningen, fra

National lød »Fahrbacherne«s Støj, Violiner, Trommer og Triangel i én

Tummel, som for at holde Gæsterne sammen til et allersidste Glas....

Og midt i den glade og hidsige Larm, laa Victoriateatrets korte Façade

tavs og mørk lig et underligt Gravmæle.

V

Den rigtige Vinter vilde dog ikke komme. Det var den samme evige

Taage, der svøbte alting i sit Graat--ogsaa idag.

Herluf var gaaet meget tidligt hjemmefra; han var urolig over Adolfs

sære Væsen igaar og vilde tale med ham før Generalprøven. Men i

Direktionskontoret traf han ingen, hverken Adolf eller Spenner, og han

gik nedenunder for at søge _der_; Koristerne begyndte allerede at

springe paa Trappen til Generalprøven.

Døren til Spenners Kontor stod aaben paa vid Gab, men inde var der

ingen. Med sine nøgne Pulte og Lugten af Svamp saa' Kontoret ud, som

var det længst forladt og stod til Leje; Batterier af tømte Flasker

fyldte allevegne. Herluf fo'r sammen, da han kom ind i den næste Stue

og saa' en fremmed Mand, der hilste:

-Ja--Døren stod aaben, sagde han undskyldende. Det var Bankbudet.

-Ja, sagde Herluf. Hr. Adolf er her ikke.

Bankbudet gik, og Herluf vendte tilbage til Direktionskontoret. Den

stramme Lugt af Svampen slog i det fugtige Vejr op fra Kældrene og

mærkedes gennem hele Huset. Ovenpaa begyndte Koristerne allerede at

støje i Garderoben, og ude paa Scenen repeterede Barytonisten til

Klaver midt mellem Maskinfolkene, der i Halvmørket rumsterede med

deres Sætstykker.

Og Adolf kom endnu ikke.

Herluf telefonerede til Forretningen og fik intet Svar. De to gamle

Magistratsbetjente kom paa deres vante Morgenrunde for at kontrollere

Billetterne til Fattigskatten. De maatte tænde et Gasblus for at sé i

Tusmørket og de begyndte séndrægtigt paa Optællingen, mens Herluf gik

urolig op og ned og ventede.

Det bankede igen. Det var Frøken Hansen, der kom bleg og forpustet:

De? sagde Herluf, mens Vejret næsten gik fra ham: Hvor er Adolf?

-Har han ikke været her? sagde hun.

Herluf rystede paa Hovedet og de stod et Øjeblik bestyrtede, uden at

tale: Har Bankbudet været her, sagde hun saa, hviskende af Hensyn til

de to Gamle, der stadig talte deres Billetter under Gasblusset.

-Ja.

-Ogsaa hos os.

De gik ind i det andet Værelse, og Frøken Hansen greb Herluf

krampagtigt om Haandleddet: Hvor er han? sagde hun. Jeg er saa angst.

-Maaske hjemme, sagde Herluf og troede det ikke selv.

Frøken Hansen hørte det ikke, hun stirrede ud i Luften: Han har jo

altid talt om idag, sagde hun ... jo længe talte om idag.

-Ja, sagde Herluf

Han kom til at tænke paa, at de forfaldne Vekselsummer stod noterede

paa Spenners Almanak, og de gik begge ned for at søge den. Paa Væggen

hang den ikke mere, men Pulten var ulaaset, og omsider fandt de

Almanaken mellem kasseret Klatpapir og gamle Pennekasser. Der stod

ingen Tal opført ved Dagen, kun tre Kors, ved Siden af Datum: den

ottende December.

-Og hvor er _han_, sagde Frøken Hansen.

-Spenner?

-Ja.

-De siger han er syg, sagde Herluf.

De stod lidt, bestandig bestyrtede. Jeg vil gaa hjem, sagde Frøken

Hansen og lukkede Pulten.

-Til de Gamle?

-Ja.

De gik begge ud paa Gangen, hvor Koristerne hang støjende over

Gelænderne i deres brogede Uniformer:

-Ja, sagde Herluf, her er jo Generalprøve.

Oppe fra Damegarderoben hørte man Regissørens Klokke, og Koristinderne

rutschede leende ned ad Trapperne med de vatterede Pagebén.

-De kommer jo igen, sagde Herluf.

-Ja.

De skiltes, og Herluf vendte tilbage til Direktionsværelset, hvor de

Gamle var ved at pakke sammen under Lampen.

-Naa, sagde den ene og nikkede. Det har været lidt smaat i den sidste

Tid, Hr. Direktør ... Men nu blir det vel bedre--skønt det er

Julemaaneden nu.

-Ja, sagde Herluf, det er det ... Farvel.

De to Gamle kom afsted, just som Regissøren meldte, at alt var i

Orden. Tæppet kunde gaa.

-Vel--saa begynd, sagde Herluf og blev i Kontoret. Ouverturen begyndte

og lød dæmpet op bag Tæppet, mens Solisterne løb febrilsk til og fra

deres Garderober.

Men Herluf blev; han kunde ikke gaa ned i Salen, han vilde ikke kunne

udholde det. Han vandrede kun op og ned, ventende paa Adolf,

forestillende sig alle Ulykker, overbevist om, at det var forbi, at

alt var ude, det var slut og at nu Huset vilde styrte om dem.

Og hvor var de henne? Hvor var de? Hvor var Spenner? Var de da alle

løbet af Landet? Spenner, der var ansat, der var Embedsmand, der havde

til Pligt at være her? Hvor var Spenner?

Hele Herlufs Angst samlede sig, mens han ventede, i et pludseligt

meningsløst Raseri mod dette ene Menneske, Spenner, med det øde

Kontor, aabent for alle Vinde, den nøgne, ulaasede Pult--hele denne

Forladthed, der forraadte dem, der kompromitterede dem--selv om de

ogsaa reddede sig.

For de _maatte_ redde sig....

Han satte sig ved sit Bord og havde ikke hørt, det bankede--da der

stod en fremmed Mand indenfor Døren og hilste.

-Hvad vil De, sagde han og fo'r op.

Den fremmede svarede ikke strax: Jeg er fra Politiet, sagde han saa

blot høflig og dæmpet.

-Hvad er der skét? sagde Herluf kun. Han troede, hans Hjerte var holdt

op at slaa. Den fremmede svarede ikke, gik blot over Gulvet og aabnede

den modsatte Dør for Hr. Rowan, Chefen, der kom ind; Herluf kendte

ham:

-Kun ingen Støj, sagde han og rakte Haanden tyssende ud mod Herluf:

-Hr. Spenners Kontor er jo nedenunder?

-Ja, sagde Herluf.

-Og her?

-Er mit, sagde Herluf.

Hr. Rowan konfererede med Betjenten--de talte begge dæmpet, som Læger

i en Sygestue: Og det var godt, om De gik ned til Prøven, sagde Hr.

Rowan.

-Ja. Herluf vendte sig. Han saa' hverken Gulv eller Væg. Ude paa

Gangen sank han sammen et Øjeblik ved Gelænderet. Ogsaa foran

Spenners Dør stod der en fremmed Mand, som maalte ham.

Herluf gik ned. Han vist baade svarede og spurgte i Kulissen, før ham

kom ned i Salen, hvor der var mørkt. Menneskene paa Scenen saa' han

som Skyggerne af en Laterna magica, og han sad rank, vogtende

paa sig selv som en drukken. Det var Scenen med Løgene, de

spillede--Hollænderen, der græd for sine Løg, sine firehundrede Løg.

Et Par Skuespillere slog sig ned paa Bænken lige bag ham og

profeterede, for at gøre sig behagelige, en stor Sukces:

-Ja, sagde den ene højt, den redder os Terminen.--Vi gaar ind i det

nye Aar, bekræftede den anden, mens Hollænderen blev ved at jamre.

Men pludselig fo'r Direktøren op og standsede Orkestret, raabende til

et par Korister, der hviskede i Baggrunden--hidsig, i Angst for, at de

vidste det, at det var _det_, de hviskede; skældende dem ud over al

Maade, mens Synderne stod forfjamskede med skrævende Bén....

Og med ét løb han, som vilde han forhale det et Øjeblik, opholde det

blot et Minut, op paa Scenen, omordnede Grupperingen, eksperimenterede

med Kormassen, gav nye Ideer; opfindsom midt i sin Angst, omkalfatrede

han alt, blot for at opholde det uundgaaelige et Minut.

Under Finalen gik han.

Udenfor sin Dør mødte han Frøken Hansen, bleg og forstyrret. Han var

der ikke, sagde hun. Jeg blev opholdt.

Han aabnede Døren uden at tale, og hun vilde spørge--da hun holdt inde

ved Synet af den fremmede, der bestandig gik op og ned, stum, uden at

hilse, som en fjendtlig Vagtpost: Hvem er det? hvidskede hun

stakaandet.

Og pludselig gættede hun, lænende sig et Øjeblik mod Væggen, før hun

gik frem over Gulvet mod Bordet. Og som forstenede sad de begge tavse

og ventende, hver paa sin Side af Skrivebordet foran den tavse

fremmede. Udenfor var Akten forbi, og de herte Koristerne, der

støjende løb til deres Garderober opad Trappen. De skælvede, naar de

hørte Skuespillernes Stemmer tæt ved Døren.

Frøken Hansen saa' hele Tiden de to Gamle, som de havde siddet

Sørgmodige og forknytte ved Thebordet, da hun kom: Ja, sagde den gamle

Frue, vi sidder ene, Konstantin bliver paa Victoria nu; og hun havde

sét paa hende med sine smaa ængstelige frittende Øjne, mens Frøken

Hansen havde fundet et Paaskud for sit Komme og hastigt vilde gaa

igen. Men den gamle Hr. Adolf vilde slaa Følge med hende, og det

varede en halv Evighed, før de kom afsted, mens den gamle Frue blev

ved at spørge med sin angstfyldte Stemme.

-Hils, hils ham, havde hun raabt tilsidst, da de gik, ud over

Gelænderet.

Og saa havde Frøken Hansen maattet gaa, Gade op og Gade ned, med den

gamle Herre, der ikke vilde slippe hende, men snakkede og angstfulde

ganske som den gamle Frues.

-Ja ja, ja ja--hils derude, hils derude, havde han endelig sagt og var

bleven staaende og havde sét efter hende lige til hun var bøjet om

Hjørnet....

... De sad stadig ubevægelige paa samme Plads. Herluf lyttede efter

Skuespillernes Fodtrin paa Trapperne, raadvild og skamfuld, som fornam

han allerede deres Klager og Forbandelser nu, mens han ventede.

Men Regissørens Klokke gik som sædvanlig og de hørte Forspillet og

Koret af Fyrstinde Artemisias Hofdamer:

En Kop endnu, om jeg maa be'. En Kop endnu! Nej vil man sé--hun

drikker tre--Tre Kopper Thé.

Der blev banket let paa den modsatte Dør, og Betjenten gik ud.

-Hvor er han? sagde Frøken Hansen, strækkende sig hastigt frem over

Bordet, hviskende, som hun ikke turde tale.

-Jeg véd det ikke, sagde Herluf i samme Tone og de tav igen.

-Dette Hus, dette Hus, sagde Frøken Hansen pludselig og løftede de

knyttede Hænder.

Den fremmede vendte tilbage og de da atter tavse, mens de hørte

Fyrstinde Artemisias skrattende gamle Stemme og Hofdamerne, der

svarede hende med Omkvædet:

Ja--saa skal det vise sig, at det er en lystig Krig, saa lysrig, saa

lystig, saa lystig en Krig.

Ogsaa Betjenten havde sat sig. Han rokkede lidt efter lidt med

Hovedet, med, et ret muntert Ansigt, i Takt til Musiken, da Døren gik

op, og de alle stod op. Det var Chefen. Han lukkede Døren efter sig og

sagde efter et lille Øjebliks Stilhed med sin ejendommelige, varsomme

Stemme:

-Ja, det er jo i alt Fald en Fallit.

Herluf bøjede Hovedet, han kunde ikke svare. Frøken Hansen lagde

Panden ned mod Bordet og græd stille.

Ude sang de endnu--Kærlighedsduetten:

Kun _det_ Kys ægte blir, som Elskov Elskov gir, hvor Læbe bringer Læbe

Bud om Flammer, tændt af Elskovs Gud--som Elskov Elskov gir.

Pludselig hørte de ilfærdige Skridt frem og tilbage paa Gange og

Trapper, og mange Stemmer, der hviskede. Musiken holdt op, og Folk løb

forvirret frem over Scenen. Herluf havde allerede vendt sig mod Døren,

der aabnede sig foran en Flok af forskrækkede Ansigter:

-Menneske dog, raabte Ørnulf, hvad gaar her for sig? Hvad er her sket?

Ingen svarede, og han saa' fra den ene til den anden: Er det en

Fallit? sagde han saa med halv Stemme.

-Ja, sagde Herluf sagte.

Døren lukkede sig igen. Forvirrede løb alle Skuespillerne ned paa

Scenen, samlende sig i smaa maalløse Flokke, staaende raadløse, i

deres Operettepynt, midt mellem Sætstykkerne, forstenede som

Brandlidte om en Tomt, Korister. Maskinfolk og Musikere. Og man hørte

ikke andet end den høje Jamren fra en gammel Komiker, der uafladelig

gik op og ned og slog begge de løftede Hænder ned mod sin Isse:

-Nej, Herre Jesus, forbarme sig--nej, Herre Jesus forbarme sig.

Lidt efter lidt kom de behjertede Herrer til sig selv, og én af dem

sprang op paa et Sætstykke og raabte: Skuespilpersonalet til Foyeren.

De svarede alle: Ja--Skuespilpersonalet til Foyeren; og de strømmede

ind i Samlingsstuen, hvor Dagslyset faldt ind gennem Skodderne. Knap

var Dørene lukkede, før de alle begyndte at tale i Munden paa

hinanden, hidsige eller klagende, lignende en Flok Markedsgøglere, i

deres Stads, med de aftagne Parykker i Hænderne, latterlige som en

Skare Klowner, mens de alle skreg med de kalkede Ansigter, der stive

af Sminken, fortrak sig til Grimasser, naar de talte.

Og pludselig blev der atter mere stille, mens hver enkelt blev

staaende aandsfraværende, stirrende frem for sig; med ét fortabt i et

langt ængsteligt Regnestykke som et Svælg uden Bund af Forpligtelser,

Bekymringer og Angst--til han igen begyndte at skrige op, médløst,

endnu højere, søgende om Hjælp, foreslaaende Udveje:

-Nu før Jul, nu før Jul, sagde de alle.

De samlede sig alle om denne ene Sætning, der ligesom skærpede deres

Fortvivlelse; og de valgte en Deputation til at gaa til Herluf: man

maatte i alt Fald have Oplysninger, man maatte have Erklæringer.

Deputationen var valgt og gik op over Scenen, hvor Koristerne

raadslog, ophidsede og talende i Munden paa hinanden ligesom

Skuespillerne, mens Maskinfolkene stod stille i Kulisserne, tavse og

tungsindige, vante til Striker og »Spadseren«. Orkestermedlemmerne var

vendt tilbage til Orkestret, hvor de sad hvidskende mellem Pultene: Ét

var dog godt, at Balsæsonen begyndte saa kort efter Jul.

Deputationen kom ind i Kontoret. Ørnulf var Ordfører for Kammeraterne.

-Ja, sagde Herluf, jeg skal komme.

Han ventede et Øjeblik, før han gik ud og ned over Scenen, hvor

Arbejderne sørgmodigt tog Hatte og Huer af i Kulisserne. Koristerne

fulgte bagefter ham hen imod Foyer-Døren i en stor Flok. Der blev

ganske stille, da han kom ind. Men da Herluf saa' alle disse sminkede

Ansigter--skræmte og ventende--her i Dagslyset, blev han paany greben

af Forvirring, saa man knap hørte Ordene, han sagde:

-Ja--jeg kan kun sige Dem ... han holdt inde og begyndte igen med sin

skælvende og næsten uhørlige Stemme: Ulykken, som har ramt os--os alle

og dette Hus ... Ved de sidste to Ord slog hans Stemme over, og han

brast i Graad, vinkende med Haanden, at han kunde ikke tale, idet han

gik.

Et Øjeblik forblev der tyst, mens alle stod grebne af den samme

Bevægelse, bestormede alle af de samme Erindringer: Huset--dette Hus

... Stille veg Koristerne til Side og gjorde Plads for Herluf, der gik

ned over Scenen, de unge Piger begyndte at snøfte og græde.

Herluf gik ind i Kontoret og satte sig. Han hulkede med Hovedet ned

mod sit Bord. Saa løftede han Ansigtet og vendte sig mod Betjenten:

-Vil De sige dem, at vi kører til Centralbanken, sagde han. Om de vil

vælge et Par til at følge med.

Han blev atter rolig, og han overvejede alle Enkeltheder. Det var den

eneste Udvej: Personalet maatte have Gager--nu før Jul maatte de i

hvert Fald have Gager. Og Centralbanken vilde selv ikke kunne opgive

Teatret, kunde ikke lade Krach'et strække sig til Driften uden selv at

lide Tab.

Han begyndte at gøre Overslag i Hovedet om de aftenlige Udgifter og om

mulige Besparelser. Tøjet havde han allerede paa, da Hr. Stæhr

arriverede. Han var meget échaufferet, med alle Lommer fulde af

strittende Papirer; han vilde have Oplysninger, mens han vedblev at

snakke, søgende Bekræftelse paa en Mængde Enkeltheder, Herluf slet

ikke kendte:

-Man siger, den falske Vekselmasse vil naa op til

halvfemsindstyvetusind--at det har kunnet gaa saa længe, mærkværdigt

... Hr. Stæhr satte sig, med aaben Overfrakke, spørgende ud om Adolfs

Forsvinden og Spenners Forspring: Fire Dage mener man, har ham

Forspring, sagde han. Fire Dage ... Ja--han var vel egenlig Sjælen,

Sjælen i det hele ... Nu dukker der jo ogsaa Ting op om hans

Fortid....

Hr. Stæhr blev ved.

Herluf sagde blot: Ja--kære Stæhr--jeg véd ingenting ... Vi tager til

Centralbanken. Og han gik for at hente de to andre, mens Hr. Stæhr gik

ned paa den forladte Scene--undersøgende alt, hastigt inspireret af

dette Billede af Flugt og Ødelæggelse, som den dybe, tavse Sal syntes

at stirre paa som et mørkt gennemborende Øje....

De to Skuespillere steg ind i Drosken tilligemed Berg. De blev,

aandsfraværende ud af Vinduerne:

-Ja, ja--hvad mon han egenlig vil sige? sagde den ene, den første

Elsker.

Og Ørnulf svarede:

-Ja--man maa forstaa at tage ham.

Herluf sagde ikke et Ord, før de naaede Banken og stod ud. De maatte

vente en Tid, mens Skuespillerne blev mer og mer nervøse, rettede paa

sig og fo'r med Hænderne gennem de svedige Tupeer.

-Min Ven, sagde Ørnulf, Sagen er Kammeraternes; og de ventede igen,

febrilske, ligesom før, indtil de endelig kom ind.

Konferentsraaden gik frem og tilbage paa Gulvet: Jeg havde næsten

ventet Dem, mine Herrer, sagde han og bød dem tage Plads. Der var en

hastig Bestemthed over ham, medens han spurgte, hvad de da egenlig

havde tænkt dem; hvorledes de da mente, Banken kunde stille sig

overfor dem--som var hans Sætninger endnu kortere og klarere end

vanligt.

Men de to Skuespillere havde slet intet tænkt, og de begyndte kun at

fortabe sig i lange Deklamationer om »det hele Personales fortvivlede

Stilling« og »Kammeraterne, der vilde staa Last og Brast«.

Konferentsraaden sad bøjet over sit Bord, mens Ørnulf blev ved at

tale, gestikulerende heftigt med begge Armene, og den første Elsker,

der havde mistet Vejret og var faldet fra, ledsagede hans Veltalenhed

med vekslende Stillinger ligesom et Akkompagnement.

Herluf talte ikke. Det var som de andre Omgivelser, maaske just dette

Værelse først havde vakt og æggede hele Følelsen af hans Smerte.

-Ja, sagde Ørnulf, Kammeraterne vil holde sammen.

-Vi vil staa sammen, sluttede han, og finde os i _Hans_ Vilje. Ørnulf

havde løftet Øjnene op mod Loftet og rav; og Konferentsraaden lod

Skuespillerens Ord dø hen i en ganske lille næsten umærkelig Pavse,

før han sagde, med Ansigtet med mod sine Papirer:

-Ja--jeg kan jo meget godt forstaa og ... dele disse mere almindelige

og humane Synspunkter. Men, sagde han, Banken maa dog regne med visse

Tal ... Og Konferentsraaden spurgte om Gagebudgettet og om

Kontrakternes mulige Gyldighed.

Men Ørnulf forlod hurtig Tallene og blev atter religiøs og talte om

Forsynet og den menneskelige Følelse, rørt og med taarefyldte Øjne

over sin egen Veltalenhed, mens den første Elsker som henreven

stirrede ham ind i Ansigtet. Konferentsraaden havde drejet sin Stol,

saa han vendte Ansigtet helt om mod dem, og han sad, med Hænderne

støttede mod sine Kræ og saa', ufravendt, lige paa de to Komedianter.

Elskeren, der begyndte at føle sig usikker under Konferentsraadens

Blik og som svedte som Helten i et fædrelandshistorisk Skuespil, vilde

endelig standse sin Kollega og sagde:

-Kammeraterne mente saa, man kunde garantere dem Gagen.

Ørnulf holdt inde som med et Ryk og tog sig til Hovedet: Ja--sagde han

i en anden Tone--Betingelsen maa være de garanterede Gager.

Der blev igen en Pavse, før Konferentsraaden atter vendte sig mod

Skrivebordet og sagde: Ja--Bankraadet træder just nu sammen--og hvad

der kan ske, vil naturligvis afhænge af de Herrers Beslutninger ...

Jeg tror dog at turde sige, at der vil være en overvejende

Sandsynlighed for, at man beslutter sig til foreløbig at overtage

Driften ... under en passende Ledelse....

Herluf bøjede sig lidt frem bag det store Skrivebord, hvor han sad, og

han sagde med lidt Møje (det var overhovedet de første Ord, han

fremførte):

-Ja--_jeg_ er naturligvis traadt bort fra al Ledelse. Stemmen lød knap

frem gennem Rummet, og der var et Øjeblik stille i Stuen, som ventede

Konferentsraaden, en af Skuespillerne skulde tale; med de tav begge,

og med en lidt anden Stemme--enten utaalmodig eller maaske

bevæget--sagde Konferentsraaden: Ja--det er maaske under disse

Omstændigheder bedst, at Ledelsen vælges (Konferentsraaden tøvede et

bitte Øjeblik foran Ordet) udaf Kammeraternes Midte....

Han tav, og idet han rejste sig, sagde han: Vi vil jo ikke foretage

literære Experimenter, mine Herrer.

-Nej--Hr. Konferentsraad, plumpede det samstemmende ud af den første

Elsker:

-Kun hytte Skindet. Og begge Skuespillerne lo, lettede og glade,

indtil ogsaa Konferentsraaden faldt ind med sin ejendommelige halve

Latter, mens han bestandig saa' paa de to Kunstnere. Herluf stod bleg

ved Siden af Bordet.

-Saa vil De faa Besked om en Timestid, sagde Konferentsraaden

afsluttende. Og Ørnulf, der atter blev meget bevæget og holdt

Konferentsraadens fremrakte Haand længe i sin, sagde:

-Ja--saa ske--saa ske, hvad der maa.

De to Skuespillere gik hen mod Døren og Konferentsraaden sagde til

Herluf: Naar saa' De Adolf sidst?

-Iaftes.

-Ja--han skal jo først være flygtet imorges, sagde Konferentsraaden.

Han stod et Øjeblik foran Berg, som han endnu vilde sige et Par Ord,

men han fandt ingen og sagde kun et hastigt og meningsløst:

-Ja--lev vel, og vendte sig.

-Adieu, sagde Herluf.

Ude paa Trappen komplimenterede den første Elsker sin Kollega.

-Ja--det gik jo, sagde Ørnulf.

-Brillant, sagde Elskeren.

-Jeg talte for Kammeraterne, Ørnulf rørt og bredt, og han maatte

standse for at række sin Ven begge Hænderne, midt paa Trappen.

Konferentsraaden tøvede nogle Øjeblikke, før han aabnede Døren til den

store Hal for at gaa til Bankraadssalen. Det var allerede sent, og

Hallen var mørk, saa Kunder og Expedienter gled frem og tilbage som

listende Skygger, og Assistenterne sad bøjede over de store Pulte, der

rejste sig som sære Skafotter.

-Om vi fik Lys herinde, sagde Konferentsraaden højt fra Vindeltrappens

Trin. Og han blev staaende, mens der blev tændt fra Pult til Pult: det

saa' saa mærkeligt ud, som om Mørket kun flygtede som store hastige

Flagermus op under Hvælvingerne og gemte sig.

Konferentsraaden gik op.

I Bankraadssalen var der tændt, og de Herrer var allerede kommen. De

var arriverede ligefra Børsen, irriterede og ubehagelige til Mode ved

Rygterne og Forespørgslerne, utilpas ved det fugtige Vejr, der kaldte

alle deres smaa Svagheder frem: Excellencen, der allerede var i Kjole

for at køre til Middag, kunde ved dette Vejr slet ikke høre.

Konferentsraaden hilste, og de Herrer tog Plads uden Ord, siddende om

Bordet som en højtidelig Jury, mens Konferensraaden tog Ordet og

sagde--halvt frem mod Excellencen, der begyndte at manøvrere med et

meget omfangsrigt Hørerør--at han havde anset det for sin Pligt strax

at sammenkalde de Herrer ... navnlig, sagde han, for at berolige

Bankraadet.

De Herrer blev ved at sidde uimodtagelige og tavse, og

Konferentsraaden sagde: Thi der var i Virkeligheden ingen Grund, for

Banken ikke nogen Grund til at ængstes over denne indtrufne Kalamitet.

-Saasnart man, sagde han, undersøger de nøgne Tal.

Han aabnede sin Mappe og begyndte at klarlægge Situationen og at give

alle Oplysninger, mens han talte i den forretningsmæssige og rent

refererende Tone, som han altid anvendte i Omtalen af mindre

frugtbringende Transaktioner, og hvori han rangerede Tabstallene ind

som givne Regnskabsposter, summerende og adderende de uskyldige Tal i

lange Kolonner, der langsomt beroligede Nerverne.

Han opgjorde Summerne, idet han til en Begyndelse dvælede ved enkelte

Tusinder, der »maaske for Øjeblikket kunde vise sig mere tvivlsomme«:

han afvejede Taxationsværdierne, ansættende lavt: Lad os sætte lavt,

mine Herrer, blev han ved at sige: vi sætter lavt--af Hensyn til

Tiderne; og han afrundede Summerne »med alle de upaaagtede Værdier«,

som han kaldte dem: Inventar, Garderobe, Dekorationer....

Han specificerede, bladende i sine Papirer, mens han klatrede fra

tusind til tusind. Excellencens Hørerør gik op og ned som i

samstemmende Nik.

-Overfor disse Værdier, mine Herrer, sagde Konferensraaden, staar da

for Banken de halvanden tinglæste Million.

Han lukkede Mappen og saa' for første Gang op. De Herrer var længst

beroligede og akklamerede Oplysningerne, gørende smaa private

Bemærkninger fra Stol til Stol. Og som noget ganske selvfølgeligt

tilføjede Konferentsraaden en Bemærkning om den foreløbige Overtagelse

af Driften: man var med Skuespillerne saa godt som enig og vilde af

deres Midte lade vælge en kunstnerisk Ledelse.

De Herrer skød allerede Stolene tilbage for at bryde op, tilfredse og

højrøstede: For Hr. Henrik Hansen var der ikke megen Tid: han boede

endnu paa Strandvejen--flyttede først ind til Jul ... Dumheder,

Dumheder, sagde Generalkonsul Brodersen ... Ja--Damerne, sagde Hr.

Henrik Hansen og trak paa Skuldrene; det er Damerne....

Men Konferentsraaden holdt de Herrer tilbage: Hva', raabte

Excellencen, hva' sier han? er der mere? han var højst misfornøjet.

-Ja, Excellence, raabte Konferensraaden: der var en Meddelelse endnu.

De Herrer satte sig, ret surmulende, og kun Konferentsraaden blev

staaende foran sin Stol, støttet til Bordet:

-Det er foreløbig kun, sagde han, en kort Meddelelse, jeg kan gøre de

Herrer. Alle nærmere Oplysninger vil jeg--som De vil kunne

forstaa--naturligvis først senere se mig i Stand til at yde

Bankraadet. Staden København--sagde han, og det var, som han

uvilkaarligt hævede Røsten--ser sig, for at fyldestgøre en saa hastig

Udviklings mangfoldige, naturlige Krav, foranlediget til at optage et

nyt Millionlaan.

-Københavns Kommune beærer os, mine Herrer, beærer Centralbanken, med

Emissionen af dette Papir.

Konferentsraaden tav, og der var et lille Øjeblik stille i Bankraadets

Sal.

... De Herrer var gaaet, og Konferentsraaden vendte gennem den lyse

Hal tilbage til sit Kontor:

Dagen var hans.

Han skrev kun endnu det korte Brev til »Victoriateatrets samlede

Persionale« og sendte det bort med et Bud.

Han havde allerede Overfrakken paa og havde slukket Lampen, men han

blev i Tanker staaende bag Skrivebordet. Lyset fra Fortovslygterne

faldt ind paa Væggen henover Nordevropas store Kort. Han stirrede

længe paa Kortet, paa Danmark: det var som blev i det flakkende Lys

dets Konturer urolige og vidskedes ud. Længe stod Konferentsraad Hein

foran det store Kort eftertænksom, med et Udtryk næsten af Smerte.

* * * * *

-Ja--sig saa De det, sagde Herluf. »Deputationen« var staaet af ved

Hovedportalen og gik ned gennem Logegangen. De to andre gik videre, og

han aabnede en af Dørene til Logerne. Der var mørkt i det store Hus,

mørkt oppe og nede, og Herluf syntes, det var, som dulmede det at

sidde her.

Han sad der længe, til han vækkedes af nogle høje, jublende Hurraraab.

Det var Skuespillerne, der havde faaet Konferentsraadens Brev og som

lod Elskeren og Ørnulf leve højt.

Saa hørte han dem bryde op, og Støjen døde hen. Der var blevet tyst.

Med Hovedet hvilende mod Logekanten stirrede han ned paa Scenen, hvor

Sætstyks-Bjergene laa væltede rundt omkring. Det var, som hver enkelt

lille Stump og Stykke interesserede ham og som vilde han for bestandig

indprænte sig dets Billede.

Et Par Maskinister gik nu over Scenen og saa blev der helt slukket.

Herluf Berg var næppe kommen hjem, for det ringede igen. Det var en

civil Betjent, der skulde hente ham til Raadhuset.

De gik over mod Boulevarden og op gennem Nørregade uden at veksle et

Ord. Da de naaede Raadhuset, gik de over Gaarden og ned gennem

Kælderen.

-Hm, sagde Herluf i en besynderlig Trang til at forstille sig, og

spøge: De holder underjordiske Gange her.

-Ja, sagde Betjenten kort, og de gik videre gennem Gangen, hvor deres

Fodtrin lod stærkt mod Fliserne frem langs de hvidtede Vægge. Ad en

lille Trappe kom de op foran Chefens Dør.

Stuen var meget stor, og kun Skrivebordet, hvor Chefen sad, laa i Lys

af et Par Lamper. Hr. Rowan løftede Hovedet op fra sine Akter og

hilste, med sit anstrengte eller bedrøvede Blik frem mod Herluf.

-Jeg har maattet ulejlige Dem endnu iaften, sagde han med sin mærkelig

dæmpede Stemme, som talte han bestandig i et Sygeværelse. Vi maatte

strax--endnu i Dag føre den anholdte sammen med Dem og Hr. Martens.

Berg blev nu først Martens vaer, henne ved Døren, i Mørket. Bygmestren

sad trykket ind mod Karmen, helt ude paa Kanten af en Stol og førte

uafladelig Hænderne frem og tilbage, den ene over den anden--med en

egen ængstelig Underdanighed over sig, som var han en Haandværkssvend,

der ventede paa Raadhuset for at faa skrevet i Vandrebogen.

-Ja, sagde Hr. Rowan, vil De saa føre ham herop. Betjenten gik frem

over det maattebelagte Gulv, og de ventede alle tre tavse, til Døren

blev lukket op igen. Berg saa' ikke op, men det var som følte han

dette Billede af Adolf, der stod ved Siden af Betjenten; han var saa

ganske »Fangen« med bøjet Nakke og holdt de ustadige Øjne (røde i det

hvide, som var alle Aarerne sprungne) stivt ned mod Gulvet--som var

han allerede, syntes Berg, skilt fra dem ved baade Slaa og Mure,

saadan som han der stod.

Hr. Rowan spurgte, og de svarede efter Tur. Det begyndte med Martens.

Det gjaldt om at fastslaa Udviklingen for at komme til Klarhed om

Grænsen og Omfanget af Falsknerierne. Man maatte kende Midlerne,

Kapitalen, med hvilken der fra Begyndelsen var arbejdet.

Men Martens vidste intet og blev kun ved at nævne det ene Navn:

Spenner og Spenner i den underligt klynkende Tone som en Almuesmand,

der for Herskabet skal rede for sig. Men Hr. Rowan blev ved at afhøre

ham, formende sine Spørgsmaal skarpere, ligesom med et Skær af

Utaalmodighed overfor denne uafladelige Klynken, der gemte sig bag en

anden.

-Men hvad _mener_ De, De havde, sagde han tilsidst. Hvormed begyndte

de at bygge »Victoria-Etablissementet?«

Martens saa' pludselig op: Med et Par Hundredetusind, sagde han med ét

i en høj, skinger Tone, der skar hen gennem Stuen: Et Par

Hundredetusind rammede de vel En ned i Grunden med deres Pæle.

Og for første Gang reven ud af sin forknytte og stumpe Ængstelighed

ved Tanken om disse Hundredetusinder, man havde begravet for ham midt

i Stadsgravens Mudder, man havde pumpet ham bort som den smeltende

Sné--greben af en pludselig Forbitrelse, Arbejderens gamle Raseri i

ham mod Herrerne, der havde misbrugt og forurettet ham, fortalte han

hele dette skønne Hus Historie.

Han havde sét alt, med Smaakaarsmandens mistroiske Øjne:

Leverandørernes Bedragerier og Haandværksmestrenes Svindel; og som en

uvorn Dreng, der pludselig ødelægger det egne Legetøj og sønderslider

Stykke for Stykke, fortalte han om Murværket, hvor der var iblandet

Stén fra nedbrudte Rønner; Bjælkerne, som havde udtjent i gamle

Bindingsværkshuse; om Vandet, der var som en Sø, hvori de rejste

Grunden for at opnaa det første Laan; Svampen, som aad sig ind i alle

Mure og slog ud paa hver en Væg; Jernkorsene, hvormed man havde

afstivet Kælderhvælvingerne, der revnede--trævlende det op, hele sit

Værk, hvor man bedrog og blev bedraget, blev han ved at fortælle:

Om Imitationens Stads, der solgtes og modtoges for ægte;

Haandværksmestrene, der satte deres Navne paa Veksler, forledte af

Spenner; Leverandørerne, betalte paa Sigt, der afrundede deres

opskruede Regninger; Kokkene, som lod Kødet fordærve for at rane

Indkøbs-Procenterne; om Fribilletterne, af hvilke man betalte Skat; om

Nordmændene med deres fyrretyve udsolgte Hus, der maatte drage hjem

for Skillingerne fra pantsatte Kufferter--alt fortalte han, staaende

op og talende forbitret og højt, mens han fægtede med de knyttede

Hænder, som rettede han bestandige voldsomme Slag mod usynlige

Ansigter.

Hr. Rowan havde ladet ham tale og kun uafbrudt sét paa ham med sine

forskende Øjne. Adolf stod bestandig kun som med bagbundne Hænder,

ubevægelig.

Men hvordan kunde De blive i det Foretagende, sagde Hr. Rowan, naar

De vidste alt det?

Martens havde sat sig:

-Hm, sagde han mumlende: man véd det jo nok ... men man er vel

i'et....

-Og, sagde han pludselig i en anden Tone og slog ud med Haanden

ligesom før: _De_ (han saa' frem paa Berg og Adolf og talte atter

gennemtrængende, som raabte han til en stor Forsamling)_ De spillede

jo Velhaverne_.

Martens tav, og der var stille lidt igen, til Hr. Rowan atter vendte

sig til Adolf, der svarede med den samme slukte Stemme. Forhøret over

ham var kort. Han havde jo tilstaaet alt.

Berg hørte ubevægelig til, med Hovedet ned mod sit Bryst. Han følte

kun en sløv og blytung Træthed, mens de nævnede endnu en Gang alle

disse Tal og Summer, al den stjaalne og falske Mønt, der havde været

deres hele Driftskapital.

-Saa var der altsaa egenlig, sagde Hr. Rowan, slet ingen nævneværdig

Kapital at begynde med:

-Kun Deres Faders gode Navn, sluttede han.

Han rettede endnu et Par Spørgsmaal til Berg om Driften, og Forhøret

var forbi.

Adolf havde allerede med Betjenten vendt sig for at gaa, da han

begreb, at han og Berg skulde ikke mere sés: han vendte sig hastigt et

Nu og strakte som bedende Haanden halvvejs frem; hvert Træk i hans

Ansigt sitrede. Og før Betjenten kunde hindre det eller Hr. Rowan

tale, greb Herluf Adolfs Haand--saalænge han levede, vilde Berg mindes

denne Haand, saa stiv og kold som en Døendes--og lagde et Øjeblik sit

Hoved ind mod hans Skulder:

-Aa, Adolf, sagde han sagte, mens Taarerne pludselig sprang frem af

hans Øjne, de »Papirer« har vi jo alle været med at skrive paa.

Adolf var ude, Døren lukket. Og Berg og Martens ventede begge paa, at

Hr. Rowan skulde rejse sig: Ja, mine Herrer, sagde han og stod op: saa

er det altsaa forbi.

Og idet han rakte Haanden frem mod Bergs højre, som han beholdt et

Øjeblik i sin, sagde han:

-De har ikke ret kendt Grunden, hvor De byggede, Hr. Berg.

-Farvel.

Herluf og Martens gik samme Vej, som Berg var kommen. Martens fulgte

bagefter, talende uafbrudt med sig selv i en mumlende og utydelig

Tone.

Oppe paa Torvet gik Herluf hjemad, trykket tæt ind mod Husene.

Pludselig fo'r han sammen og blev et Øjeblik staaende: Det var et

Ansigt--Fru Martens', der dukkede frem fra Skyggen i en Port, bleg,

med et ubeskriveligt Udtryk af Had i de opspilede Øjne.

* * * * *

Da Berg den næste Formiddag ringede paa hos gamle Adolfs, lukkede den

gamle Pige op. Inde i Dagligstuen sad seks, syv Damer tavse, med

Hænderne i Skødet, i en Kreds ude paa Gulvet, som sad de paa Vagt om

et usynligt Lig.

Der var saa mørkt, at man knap kendte Ansigterne. Det var lutter

Paarørende og saa Frøken Hansen, der sad ved Siden af Fru Adolf og

hele Tiden klappede hendes Hænder.

Ingen af dem talte til Berg, de nikkede kun og blev siddende tavse i

deres Kreds.

Gamle Hr. Adolf kom ind fra Spisestuen og gik med rokkende Hoved om

paa Gulvet: Naa, Mo'er, naa, Mo'er, sagde han og klappede sin Kone paa

Haaret og gik rundt igen.

Fru Adolf sad kun med rystende Hoved og gentog hvert femte Minut den

samme, stadig den samme Sætning:

-At han sidder dér og fryser, sagde hun med en underlig snøvlende

Stemme. At han sidder dér og fryser.

Pludselig saa' hun hen paa Berg og Spurgte--som hun havde spurgt

enhver--: Tror De, jeg maa sende Klæder der op, sagde hun.

-Aa, ja, sagde Berg.

-Tror De? gentog hun.

-Naa, Mo'r--naa, Mo'r, hørte man gamle Adolf igen.

Pludselig kastede Frøken Hansen sig ned paa Gulvet og hulkede højt med

Ansigtet ned i den gamle Frues Skød.

Berg kunde ikke holde det ud derinde, og han gik ind i den anden Stue.

Gamle Adolf fulgte efter ham og lukkede sagte Døren. Ogsaa herinde

blev han ved at trippe rundt, hvileløs, frem og tilbage, til han

tilsidst kom hen og lagde begge Hænder paa Bergs Skuldre og saa' ham

ind i Ansigtet med sine smaa, fortvivlede Øjne.

Og, idet han bevægede Læberne til en Klage, der ikke fik Lyd, lagde

han med Et sit Hoved ind mod Bergs Bryst og ind til den unge,

halvfremmede Man græd den gamle hjælpeløst over sit plyndrede Hus,

over sit agtede Navn og over sin Søn.

-Hr. Adolf--Hr. Adolf, stammede Berg kun og vidste ikke et Ord til

Trøst.

Den Gamle var gaaet og havde aabnet Dagligstuedøren igen. Derinde var

der atter saa tyst som før. Berg vendte sig og gik: her var der ingen

Hjælp at yde og intet Raad at give.

Han lukkede Døren til Gangen, og næppe havde Damerne i Dagligstuen

hørt Lyden af Døren, som blev lukket, før der brød ud en Strøm af

Bebrejdelser og Forbandelser mod »dem, der havde forledt ham«.

Da Berg hørte Stemmerne ud i Gangen, forstod han strax. Og langt borte

i Gaden syntes han endnu, det var, som disse Forbandelser naaede ham

og traf ham som Lyn.

Han vilde ikke gaa hjem. Han vilde blive i frisk Luft. Han gik ud ad

Bredgade til Grønningen. Men Taagen hængte tungt i de bladløse Træer.

Han bøjede ind paa Langelinje; han trængte til at se Vandet, det vide

frie Vand. Men Sundet laa dorsk og graat--dødt under Taagens Masse.

Ude paa Reden stak et Par Skibe som Skeletter Masterne og ovre fra

Værfterne lod Klangen af Hamrene mod de høje Skibsskrog som Lyden af

besynderlig dumpe og brustne Klokker.

Berg sad der længe, stirrende frem mod Taagen og det døde Sund.

Da han kom hjem, laa der et Brev paa hans Bord. Efter at han havde

læst Udskriften, gled Konvoluten ud af hans Haand; Herluf huskede

pludselig hin Aften, da han her paa samme Sted havde fundet Brevet med

Svalen. Det havde været Astas sidste Brev.

Og med ét, mens han tænkte paa alt dette, var det som om han pludselig

følte al den gamle Længsel efter Asta, som alt samlede sig i én

længselsfuld Tanke om hende--lykkelig som de første kærlighedssikre

Dage.

Til han paa én Gang sagde, han eller »Hr. Sokrates« med denne

besynderlige muntre Betoning:

-Naa--saa dét skulde du nu være fejg nok til.

-Det skulde du vel nu til at forsøge at bilde dig ind. Det vilde jo

ogsaa være saa rart, sagde »Stemmen«--rigtig saa nemt.

-Nej, nej, sagde Herluf og rejste sig energisk: nej, nej, alt

andet--kun ikke det.

Han gik op og ned i Stuen før han igen satte sig med et Suk og læste

Brevet: Asta var stadig ovre hos Sterns i Blekingen for at pleje

Mathilde og være hende til Selskab.

-Den Lille er død, skrev hun. Maaske var det godt. Foreløbig bliver

jeg her hos Mathilde, den lille Stakkel: her, kære Ven, gælder det af

et sygt Barn at faa gjort et helt og rigtigt Menneske. Men der er

noget, som stadig optager og foruroliger Mathilde: hun har hørt at

Deres Ven, Erhard Gerster, skulde være meget syg og lidende i Begreb

med at rejse til Mentona eller ialfald et steds i Syden. Vil De ikke,

hvis De véd noget og har paalidelige Efterretninger, skrive mig det

til for at berolige den stakkels Mathilde.