Havde De _anet_ det? sagde Hr. Mølbom--han var knap kommen indenfor
Døren i Canths Entré--: _Anede_ De det?
Han blev staaende foran Sundt med udstrakte Hænder:
-Det er jo, som Ven Bastrup vilde rende bort med Mo'er, sagde han.
Hr. Mølbom stod midt i Gangen med udbredte Arme; Tankeeksperimentet
slog ham som et Brædt gennem Hovedet.
Fru Mølbom tog sine Galosker af i Tavshed.
-Og ingen vidste det, sagde Hr. Mølbom og rystede paa Hovedet, som om
det var det forunderligste ved Sagen og Bortførelser vanligt
anonceredes paa Gadetavlerne. Jeg forstaar det ikke, sagde han.
-Der laa et Brev til Duncker, sagde Sundt, da han kom hjem, som sagde,
hun var rejst og ... forklarede ham.
Mølboms Ærme-Elastiker i Forvaring, foran Spejlet.
-Og _han?_ sagde Fru Mølbom. Det var hendes første Ord; hun havde kun
hilst Goddag med et majestætisk Nik.
-Scheele rejste nok allerede iforgaars, sagde Sundt. Selskabet havde
Tøjet af, og Bastrup lukkede Dagligstuedøren op for Fru Mølbom og de
andre.
Inde i Stuen var den øvrige Kreds allerede samlet, med Tilvækst af Fru
Legationsraadinde Sten. En Slags »Aflægger« af Kredsen, der var stødt
til den i Aften i Anledning af Begivenheden, og som fik Detailler af
Oberstinde Strøm, der sad i Hjørnesofaen med sine store stikkende
Glasøjne frittende paa hver, der kom.
-Børn--Børn, slog Fru Canth Allarm strax ved Døren: Børn--hvad siger
»Menigheden«?
Men den højlydte Stemning vilde ikke rigtig slaa an, og man blev ved
at hviske i Krogene, mens Mitte og Putte, der var blevet oppe, gik fra
Skød til Skød hos Damerne og blev kærtegnede.
-Putte--Putte, kaldte Fru Sten over Gulvet og tog Putte op, der blev
helt kælen af al den Ømhed og laa tæt ind til Legationsraadinden, som
klappede Barnets Haar, mens hun blev ved at tale med Fru Strøm om
Dunckers to stakkels Drenge:
-Ja, sagde hun og sukkede, de stakkels Smaa--de smaa Stakler.
De sagde alle en beklagende, distræt Sætning om Børnene Kredsen
rundt--undtagen Fru Mølbom, der udtrykte hele sin Indignation ved en
stram Taushed--til der blev en ny Pavse, og Fru Canth sagde
(Stemningen blev ved at være lidt tung):
-Agathe spiller vist et Stykke; og Agathe, der havde arbejdet stille
ved Siden af Fru Mølbom, rejste sig og gik hen til Klaveret, just som
Herluf kom.
Frøken Agathe, der var konfirmeret i Efteraaret og havde udviklet sig
til en unærmelig ung Dame af engelsk Tilsnit med yderlig rank Ryg og
opskudte Skuldre, satte sig med et velopdraget Ansigt til at spille en
lettere »Sonate«, mens alle sagde Goddag til Herluf: Hvad si'er
De?--hvad si'er De? sagde Hr. Mølbom ophidset og holdt ham fast i
Frakkekraven. Herluf kom til Sæde hos Fru Strøm, der altid modtog ham
med et ejendommeligt Nik som en Slags hemmelig »Medvider« og gjorde
Plads i Sofaen.
Rundtom i Stuen talte man to og to i Ly af Musiken, mens lille Hr.
Canth gik nervøs frem og tilbage, uden at høre og se, frem og tilbage,
og Frøken Agathe blev ved at afhaspe sin Sonate, der var énsformig som
et Sæt Fingerøvelser.
Ved Vinduet, halvt skjult bag Gardinerne, stod Fru Canth og Sundt.
Samtalen ude i Stuen blev højere og højere, kun Fru Mølbom sad
uforanderlig tavs under Lampen, flettende Fryndser, assisteret af
Bastrup.
-Tante Strøm, Tante Strøm, raabte Fru Canth fra Vinduet i en underlig
høj Tone, der lød, som den vilde slaa over, er det ikke ogsaa sandt,
at jeg faldt i Krampegraad, da jeg hørte det?
Fru Strøm vendte sig og bevidnede det.
-Ja, sagde Fru Canth, lille Edvard vilde ikke tro det; og hun vendte
sig igen til Vinduet.
-Jo--det var saamæn sandt, bevidnede Oberstinden, og hun begyndte at
fortælle meget levende, hvordan hun kom herhen imorges--hun havde jo
hørt det strax ... og Anna sad dèr ved Sybordet....
De to ved Vinduet var blevet ganske stille, stod kun tæt ved Siden af
hinanden, mens de ude i Stuen lo og talte højt:
-At De tog Dem det saa nær, sagde Sundt saa langsomt og sagte.
-Ja, sagde hun og vilde se op og kunde ikke--de Stakler, sagde hun.
-_Mon?_ hvidskede Sundt. Og forvirrede, i samme Nu begge overmandede
af den hemmelige Misundelse, der pinte dem, eller af Leden, der brød
frem i dem, eller af en pludselig Skam--ønskede de sig i samme Tanke
endelig ganske _nær_ hinanden eller endelig _løs_....
Mens Oberstinden blev ved med Krampegraaden, saa Sundt kunde have
kvalt den gamle Sladdertaske med sine Hænder:
-Anna, Anna,--blev hun ved--skriger jeg, men hun blir bare ved at
hulke og hulke, til vi maatte bade hende og lukke alting op paa
hende....
-Spil dog mér--spil dog mer, Agathe, raabte nu Fru Canth og traadte
frem paa Gulvet. Jeg maa se til Bordet, sagde hun og gik.
Agathe havde gjort sin Pligt og vendte tilbage til sin Plads.
Konversationen var nu blevet meget højrøstet, og hver berettede sine
Enkeltheder.
-Men hvordan tog Manden det? raabte Fru Sten fra sin Puf. Oberst--De
var der jo?
Oberstindcn tog Ordet fra Obersten: Duncker havde selv lukket op for
Obersten i Entréen og sagt, da de kom ind i Stuen: »at _dette_ var ham
kærere«....
-_Kærere_. Alle var forargede. Fru Sten maatte høre det endnu en Gang
af Obersten selv, ganske nøje--han maatte komme hen til hendes Puf.
-Men hvordan _saa' han ud?_ sagde hun. Obersten kunde ikke nærmere
tydeliggjøre, hvordan Hr. Duncker havde set ud: Saadan--som altid,
sagde han.
Man var paa Veje til at oprøres igen. Fru Sten skreg indigneret paa
sin Plads. Hr. Mølbom, der under større Sindsbevægelser var
uimodtagelig for fremmede Idéer, sagde kun igen til Herluf:
-Forstaar De det? forstaar De det? Fem Aar er han kommet i Huset--fem
Aar, tidlig og sildig ... Jeg forstaar det ikke, sagde han og gik til
den næste.
Lille Hr. Canth, der bestandig vandrede frem og tilbage, og som var
saa nervøs, at han havde Trækninger i Ansigtet og rystede paa
Hænderne, han strakte frem mod Berg, sagde hastigt og halvhvidskende:
-Jo--_de_ to forstaar man--ikke sandt? _dette_ forstaar man, sagde den
lille Mand og trykkede Bergs Haand, saa det næsten gjorde ondt i hans
fingre.
Fru Canth kom tilbage, meget optagen af Mitte og Putte, der havde bedt
om at maatte blive oppe til Bordet, hvis da »Fa'er« gav Lov, hvad
Lille Assessor saa vist aldrig havde tænkt paa at nægte; og lidt efter
blev der lukket op til Spisestuen, hvor Børnene fik Plads ved det
store Bord. Alle Damerne vilde skære for til dem, og Poderne talte
højrøstet med, mens alle lo ad hver af Puttes Bemærkninger.
Fru Sten havde blandet Salaten i den store Kumme og séende paa de
Canthske to, der spiste med Servietterne halvt op til Ørene, sagde hun
igen:
-Ja--de stakkels smaa hos Dunkers.
Alle talte om Børnene, og Stemningen var let sentimental, mens de to
Canther pludrede med, og man tog til sig af Retterne med god Appetit,
i Kredsen af de vante Ansigter.
-Men man sidder dog rart, sagde Mølbom og saa' sig rundt med løftet
Glas: Rigtig rart.
-Vidne, Sundt--Vidne, lange Arthur....
Det var, som Hr. Mølbom havde brudt Isen. Der lagde sig lidt efter
lidt en egen hjemlig fornøjet og hyggelig Stemning over Bordet, som
ved et Familiebord, hvor alle de nærmeste er kommet vel sammen.
Obersten talte om Tiderne, der maaske ikke var saa glimrende, som det
saa' ud til, og de andre hørte til. Ogsaa Hr. Mølbom førte Ordet; og
man rejste sig fra Bordet under en stille, tilfreds Munterhed, hvor
man trykkede hinanden i begge Hænder, med lange velménte »Velbekomme«
og saa gladmætte ud.
-Pyh--her er varmt, sagde Fru Canth, og slog Døren til det kønne
Sovekammer op; hun havde lukket den før Bordet, da hun badede sit
Ansigt med _Eau de Cologne_.
Man gik ind i Dagligstuen, og, mætte, siddende to og to rundt om i
Krogene, blev de Herrer og Damer filosofiske, lettende deres Hjærter
ved mere dybsindige Sentenser og dømmende »Begivenheden« objektivt,
under Udvikling af megen Levevisdom.
Der laa et eget Præg af Velvære over Stuen, hvor Herrerne og Damerne
passiarede rundt om, mens Agathe, den unge Pige, stille syede ved
Lampen; og Hr. Mølbom en Gang imellem maatte følge sit Hjertes Trang
og gaa over Gulvet for at »Mo'er«, der vendte Kinden til, med et
stramt Udtryk; Fru Mølbom saa' bestandig potenseret krænket ud, naar
hun fordøjede.
Lille Fru Canth, som selv havde brygget Toddyerne til Herrerne,
sad nu ligeoverfor Berg paa Chaiselongen, med Puderne efter
»Bagdad-Modellerne« i Ryggen. Samtalen imellem dem var gaaet istaa, og
hver sad i sine Tanker, mens Stemmerne lod halvhvidskende i Stuen:
-Nej--lille Herluf--sagde hun og satte pludselig Fødderne energisk i
Gulvet for at rejse sig: man kan jo more sig uden at »synde«, sagde
hun og gik fra ham.
Man brød op lidt tidligere end sædvanlig; Berg og Sundt fulgtes ad og
talte naturligvis igen om Dunckers:
-Det havde selvfølgelig været _meget_ »hedt« længe, sagde Sundt.
-Sandsynligt, sagde Berg.
-Og med _det_ kom saa naturlig alle Kvalerne ... Scenerne,
Fjortendags-Bruddene--sagde Sundt i en ejendommelig misfornøjet
Tone--hun havde stadig Samvittighedsnag, Skrupler--overfor Mand og
Børn--og ... den Historie, sluttede Sundt.
De gik lidt i Tavshed. Saa sagde Sundt, lige under en Lygte i en
langsom Tone:
-Nej--Gud ske Lov, Berg, man kan gaa i sin Grav som en hæderlig Mand
og vide, man er aldrig traadt nogens Ret for nær....
-Ja, ja, sagde han og gik videre: det er det bedste....
De gik lidt igen i Tavshed, før de skiltes ovre ved Jernbanen: Ser De,
sagde Sundt, som dog stadig ikke havde faaet talt rigtig ud: Man kan
jo ogsaa ... uden--ha'e det rart.
-I vort Klima, sagde Berg.
Sundt saa' paa ham og lo lidt usikkert, idet han gik.
... Familien Mølbom travede over Halmtorvet ned mod den gamle By. Fru
Mølbom var pludselig blevet veltalende; hendes Krænkelse gik ud over
Legationsraadinde Sten og en blottet Split paa hendes Ryg. Det var Fru
Mølboms Specialitet at maale hver Kvarttomme af kvindelig Nøgenhed hos
Næsten. Og hun vidste, sagde hun, i det hele taget ikke, hvordan det
kunde være, at »saadanne Personer« evigt sneg sig ind i deres
Kreds....
Bastrup vidste det heller ikke. De gik hjemad.
--Frøken Agathe Strøm sad op i sin Seng og aflagde Stuepigen
Beretning. Efter at Frøken Agathe var blevet voksen, var det blevet
Stuepigen, hun betroede sine fortroligere Iagttagelser. Nu fortalte
hun om Sundt og »Konen« bag Gardinerne.
-Hm--om de tror, man ikke har Øjne, sagde hun og fortalte videre, mens
de fniste sammen, hun og Pigen. Det blev ud paa Natten, før Frøken
Agathe sov i sin jomfruelige Seng med Omhænget med de lyserøde
Rosenknopper.
* * * * *
-Naa--Hjertet op i Livet.
Adolf sagde i Centralbankens Port Farvel til Berg, der havde fulgt
ham--Alverden maatte »følge« Adolf nu, naar han blot skulde gaa ti
Skridt ned ad en Gade.
Berg holdt Tommelfingeren i Vejret for at ønske Lykke, og de sagde
endnu et Par Brandere, som de ligesom glemte at le ad, da Adolf brød
af med ét:
Naa--saa venter De i Forretningen, sagde han og løb op ad Trappen:
Konferensraad Hein havde ønsket en privat Samtale med Hr. Adolf.
Han kom forbi Glasdørene ind til den store Hal, hvor Expedienter og
Kunder bevægede sig lydløst ved Disken, mens Assistenterne arbejdede
Pult ved Pult, og han gik ind i en Slags Forhal, en høj flisebelagt og
kold Sal, hvor Bankpersonalet hængte sit Tøj, og som desuden agerede
Ventesal for dem, der privat skulde tale med Chefen.
Adolf gav sit Kort til et af Budene, som bragte det ind ad den store
Egetræsdør til Privatkontoret, der lukkede sig sagte paa blødt Filt,
og derpaa vendte tilbage til Budestuen, bag hvis Glasdør de lande
uniformerede Banktjenere, der drev langs Væggene med dinglende Ben,
debatterede deres med de »halve Øl« staaende under Bænken.
Adolf satte sig for at vente. Der var adskillige, som skulde ind før
ham, Haandværksmestre og Provinskøbmænd, der søgte Laan paa tvivlsomme
Sikkerheder, og som derfor maatte gaa lige til Chefen. De sad, den ene
uden at se den anden, med Hovedet i Hænderne, evig skiftende Stilling
som søvnløse, der kaster sig. Adolf blev mer og mer nervøs af at se
paa disse levende Avtomater, der rejste sig og gik op og ned og atter
satte sig; alle gik de rundt med samme Udtryk af Aandsfraværelse, som
om den ene smittede den anden. Og saa denne Dør, der gik op og i
hvert femte, tiende Minut, lydløst, paa sit Filt ... selv troede Adolf
stadig han passede paa _sit_ Ansigt, saa det forblev ligegyldigt og
roligt.
Han gav sig i Snak med en sværlemmet Provinsgrosserer, der halvsov i
en Krog, træt af det meget Løberi i »Byen«. Buddene talte saa højt
inde i deres Rum, saa man hørte Stemmerne ud i Stilheden: Nu var der
kun to før ham. Han blev ved at snakke uden selv at vide, hvad han
sagde: Bankembedsmændenes Overfrakker hang med deres fine Silkefoer
langs Knagerne, og Adolf begyndte paa én Gang at værdsætte dette kønne
Stof i Tankerne og tænkte:
Hvor mange af _dem_ har mon Underskud i Kasserne?
Nu kom hans Formand ud. Adolf aabnede Døren, og Konferentsraaden
hævede Ansigtet fra Papirerne og saa´ hen paa ham: Strax, sagde han og
gav sig til at arbejde igen, mens han lod Adolf staa midt paa Gulvet.
Adolf fik paa én Gang som hundrede Sanser og saa´ Værelset,
Vægkortene, det store Kronometer, Konferentsraadens Profil med det
samme Blik, mens han tænkte:
-Hm--hm--mér Venten, og han drejede sig mod et Vægkort med Ryggen mod
Konferentsraaden.
Konferentsraaden skrev en Tid, mens Adolf, der holdt Hænderne
nonchalent paa Ryggen, følte sin egen Puls til Lyden af det dikkende
Kronometer.
-Ja--saa er jeg til Deres Disposition, sagde Konferentsraaden og saa'
hastigt hen paa ham, før han atter dukkede sig over sine Papirer.
-Eller--jeg til Deres, Hr. Konferentsraad, sagde Adolf med et let Buk
og satte sig.
-Ja--det er ganske vist mig, sagde Konferentsraaden langsomt, der har
ønsket at tale med Dem. Vi maa--han søgte noget om Ordene--en Gang
tale ud med hinanden; han tav lidt.
-De spænder Deres Kredit meget stærkt, Hr. Adolf, sagde han saa og
saa' paa ham: Deres og Deres Fa'ers.
-Ja--sagde Adolf smilende, uden at tage Blikket bort (og tænkte:
»Hm--hvad jeg ventede«), det staar vel til at antage, at en
Forretningsmand som min Fa'er véd, hvad han gør.
Konferentsraaden legede med sin store Lineal og svarede ikke.
Og Adolf sagde i en Tone, der blev endnu en Kende brøsigere ved Synet
af denne Lineal, der gik irriterende frem og tilbage som en
Perpendikel: Det er vel kun naturligt, Hr. Konferensraad, naar en
Fader sætter sin Formue i sin Søns Forretning.
-Sin _Kredit_, rettede Konferentsraaden og legede igen lidt med
Linealen, før han lagde til:
-Ja, ja--Deres Fader er jo et godt Navn. Direktør Hein lagde et lille
Eftertryk paa det sidste Ord og saa' hen paa Adolf, der, som smittet
af Lineallegen, var begyndte at dreje sin høje Hat som en Mølle mellem
sine Ben. Konferentsraaden betragtede interesseret denne Mølle, før
han lagde Linealen ned og sagde:
-Jeg har imidlertid som _Ven_ villet gøre Dem, _Dem_ personlig, sagde
han og vendte Ansigtet helt bort mod Vinduet--der dog sikkert er bedst
inde i Forretningerne--i hele Forretnings_gangen_ (udtrykte han
præcisere sin Tanke og saa' ned paa Møllen, der blev ved at dreje)
opmærksom paa, at Bankdirektørerne er blevet enige om at vise megen
Forsigtighed overfor Deres Foretagender.
-Ja--jeg vil endogsaa sige Dem, sagde han bestemt, en ganske særlig
Forsigtighed, Hr. Adolf.
Adolf holdt Hatten mod sit Knæ: Ja, sagde han ironisk, men Ordene kom
lidt hastigt efter hinanden; Bankerne maa jo vide, hvad de gør.
-De _tror_ det, sagde Konferentsraaden skarpere. Der blev en lille
Pavse: Det er i Virkeligheden en _meget_ betydelig Vekselmasse, der er
i Omløb paa Deres og Deres Fa'ers Navn, sagde Hr. Hein roligere.
Adolf syntes, at Timetallene paa Kronometret gik rundt som et Hjul,
men han smilte og sagde:
-Ja, det vil jo altsammen være ændret, naar først Prioriteten er
ordnet, Hr. Konferentsraad.
Det syntes at more Konferentsraaden, for han begyndte at lé lystigt og
lo en rum Tid: Ja, sagde han--den Dag vil jeg gratulere Dem. _Os_
staar nu Victoria-Etablissementet i halvanden tinglæste Million.
-Vi _er_ tilfreds, sagde han. Konferentsraaden var vedblivende meget
munter, mens han rejste sig, og ogsaa Adolf stod op:
-Men Centralbanken har holdt os længe hen, Hr. Konferentsraad, sagde
han og tilføjede: Paa en Tid, hvor man kunde have sluttet andre
Engagementer.
Konferentsraaden havde vist slet ikke hørt det, for han vedblev kun at
smile en lille Stund og sagde saa, bestandig muntert og uden
tilsyneladende Sammenhæng med noget af det foregaaende:
-De er en forfængelig Mand, Hr. Adolf--en meget forfængelig Mand, det
har jeg altid sagt.
Han gik et Par Skridt frem fra Skrivebordet: Naa--sagde han--saa vil
De jo betragte denne Samtale ... der bli'r mellem os--som det, den
er--som: et Venskabsbevis ... Farvel, han bukkede kort.
-Farvel.
Der var ikke mer. Haanden gav Konferentsraaden ikke. Adolf naaede
Døren og fik den ogsaa lukket: rank gik han, som balancerede han paa
et Brædt. Han saa' alt, Buddene og Kunderne og Assistenterne og
Trappen, med en urimelig Tydelighed og vidste slet ikke, hvad han
saa'.
Han gik over Gaden, hvor Spenner ventede i Kaféens Vindu: Hvad? har du
nu Tandpine igen? raabte han (de var Dus nu) og greb ham i Armen.
Adolfs Ansigt var fortrukket og hvidt som Kalk, og der stod Kellnere
rundtomkring.
-Ja, sagde han blot og satte sig.
Der blev bragt Direktøren Kognak at holde ved Tænderne.
... Den provinsielle Grosserer maatte slaa Konferentsraaden
opmuntrende paa Skuldren, før han vendte sig fra Vinduet, hvor han
havde sét Adolf skraa over Pladsen som var han en Søvngænger, der
listede frem langs et Tag.--I Forretningen ventede Herluf.
Han havde først siddet oppe i Kontoret, hvor Papirerne flød støvede
paa Pultene, Adolf kom her jo næsten aldrig mer. Saa var han vandret
rundt nede i Lokalet: Butiken saa' ud som plyndret efter det sidste
Salg--et »Kronesalg«, Adolfs nyeste Idé, en Konkurrence med
Halvtreds-Øre-Boderne, hvor man strøg de allersidste Kroner ind for
Sæson-Resterne. Der hang kun rundt over Montrerne under Loftet nogle
medtagne udstoppede Duer, der fløj ligesom skræmte med deres udspændte
Vinger.
Berg drev rundt fra Væg til Væg og spøgte med Frøknerne og slog paa de
tomme Cartoner, der var stillet op paa Montrerne i Figurer. Han hørte
efter en Kunde og holdt det ikke mere ud i Butiken, saa de begge gik
op igen, i det forladte Kontor, Frøken Hansen og han; og de ventede,
staaende eller gaaende rundt:
-At det kan vare saa længe, sagde hun.
-Ja, sagde han. Og de tog atter Uhret frem--heroppe var Væg-uhret
gaaet istaa--: Halv fem, sagde Herluf.
-Og han gik Klokken tre?
-Ja, sagde han.
De gik atter ned, begge to--de maatte være sammen--og de talte, mens
de spejdede ud af Vinduerne, til de vendte tilbage igen til Kontoret:
-Maaske er han gaaet hjem, sagde Herluf og troede det ikke selv.
Telefonen ringede: Det var en Depeche fra »Spenner-Bureauets« Tourné,
der var ankommet til »Victoria«; Bernhard-Schmidt-Tournéen i Ribe:
Udsolgt Hus og utallige Fremkaldelser.
-Og en Kasse paa sytten Kroner, sagde Berg og lod utaalmodig
Høreapparatet falde haardt ned i sin Gaffel.
De sad atter tavse: Hvor han dog bliver af, sagde Frøken Hansen igen.
Hun begyndte tankeløs at gaa rundt og støve af paa Pulten og inde i
det lille Rum, hvor gamle Adolfs Kontrolmærker hang glemte og gulnede
paa deres Pinde.
Herluf fulgte hende derind, hun tog Pindene op: Ja, sagde hun, naar
den Gamle blot ikke faar dem at sé.
-Den Gamle--hvad? sagde Berg.
-Vekslerne, sagde hun, og hele hendes Ansigt blev hvidt: de to derude
skriver jo Navnet.
-Men--for Guds Skyld, sagde hun og holdt Haanden hastigt og angst op
for Munden. Herluf var blevet lige saa bleg som hun og greb hen mod
hende. Det varede lidt, for han spurgte--og der var slet ingen Lyd i
hans Stemme--:
-Hvorlænge har det været saadan?
-Længe, sagde hun.
De traadte ud af Rummet, og Frøken Hansen gik ned i Butiken. Lidt
efter rev Herluf Døren op dernedtil:
-Jeg gaar ham imøde, raabte han. Han kunde ikke blive, ikke længer
holde det ud; og han gik ud ad Bagdøren. Han saa' slet ikke den Dame,
han strejfede i Gangen.
-Vil De ikke se mig, Berg, sagde en Stemme. Det er vel ikke nødigt
--og han stod foran Asta Heltz tæt ved Døren--at vi undgaar hinanden,
sagde hun.
Han sagde intet og hilste knap: At vi dog aldrig sés. sagde hun med en
let Anstrængelse, og vilde holde ham et Øjeblik fast, trods hans
Forvirring, som hun troede skyldtes hende:
-Vi var jo dog altid gode Venner.
Berg bøjede kun stille Hovedet.
Saa sagde Asta, idet hun førte Armen frem, som vilde hun indramme hele
hans nye Existens her inde og derude paa »Victoria«, i en Tone, der
skulde spøge, men lod lidt brudt:
-Og _her_ har De altsaa _Troen?_ sagde hun.
Og misforstaaende ham paany (det var, som Sted og Jord skulde glide
bort under hans Fødder, og han blev saa bleg som et Lig) angst, for at
han skulde tage det som blot Skyggen af Bebrejdelse, sagde hun mildt
og bedrøvet:
-Aa--Berg--desværre--vi var vel Tvivlere begge.
Hun drejede Hovedet ud mod den ventende Vogn: Jeg skal ind at købe hos
Dem, sagde hun. Det er Fru Stern, der venter derude--den lille
Stakkel.
Berg blev som vækket ved det fremmede Navn og saa' ud: Ja--var det Fru
Stern--det lille syge, skræmte Ansigt. Han kunde slet ikke have kendt
hende igen, som hun saa' ud....
-De saa' hende vist en Aften hos os, sagde Asta--for et Par Aar siden
... Den Aften, sagde hun sagtere.
Asta Heltz var gaaet ind i Butiken efter at have rakt ham Haanden.
Herluf følte sig kun som bedøvet og saa ganske uskikket til at tænke,
mens han, idet han gik ned mod Østergade, vendte sig mekanisk Gang paa
Gang for at stirre forbavset tilbage paa lille Fru Sterns forandrede
Ansigt.
Paa Østergade kom Adolf imod ham. Arm i Arm med Blom, stortalende og
rødkindet: De maatte i »National« i Aften, sagde han, alle i
»National«, i Aften--der var Debut i Aften ... Adolf havde en høj,
støjende Stemme og store Bevægelser, mens han blev ved at snakke om
National, og om at _han_ inviterede Selskabet til »Victoria«....
-Men hvordan gik det? hvordan gik det? sagde Berg halvhøjt og tog ham
i Armen.
-Alt i Orden--naturligvis, sagde han brøsigt og begyndte igen at tale
om »National«: de maatte have Brodersen med...
De hørte en Stemme bag sig. Det var gamle Adolf, der snakkesalig havde
fulgt et Medlem af »Athenæum« op og ned ad Ruten, og som vrøvlede
Art--mens ogsaa Konstantin blev mere og mere højrøstet (mens han
idelig kneb Herluf i Armen) og Fader og Søn stod paa Fortovet
ligeoverfor hinanden og pratede med underlige Diskantstemmer, saa det
skar gennem Berg.
Endelig blev der en Pavse, og den gamle sagde med et hurtigt og sky
Blik hen paa Sønnen:
-Ja--du gaar vel ikke hjem til Middag--Konstantin?
-Nej--jeg maa være paa »Victoria« sagde Adolf.
-Ja--Farvel da, sagde den gamle, og lo paa sin umotiverede Maade.
-Jeg gaar med, Hr. Adolf, sagde Berg. Han følte en angstfuld
Medlidenhed med den gamle Mand, der blev ved at snakke uophørligt lige
til sin Gadedør hjemme.
Konstantin skiltes fra Blom oppe paa Købmagergades Hjørne. Da han løb
forbi Glasdøren til Forretningen, slog han stort ud med Armen ind til
Frøknerne. Frøken Hansen vaklede i Knæene, da hun saa' hans Ansigt, og
hun løb op ad Kontortrappen og slog Døren til.
-Hvordan er det? hvordan er det? sagde hun og kunde næppe tale.
Han stod kun lidt med fortrukket Ansigt, for han faldt ned over Pulten
som et livløst Noget og hulkede højt.
-For Guds Skyld, for Guds Skyld--der kan komme nogen, sagde hun i den
yderste Angest og tog ham om Skuldrene: Hvad er der skét--hvad er der
skét? sagde hun. Sig det--sig det....
Han løftede Ansigtet og saa' kun paa hende med Øjne, der var stive og
som forvaagede, idet han begyndte at hulke igen.
-Véd han det? sagde hun: véd han det? hendes Tænder klaprede i Munden,
og hendes Arme faldt slapt ned langs Siderne.
Han svarede ikke strax--hulkede kun. Men saa begyndte han at tale;
afbrudt af Stønnen, med ludende Hoved fortalte han alt, spækkende det
med Forbandelser, anklagende dem alle: Martens med sine kalkede Rønner
og Spenner, som han kaldte »en Forbryder« og Berg, den Stymper--dem
alle: _Ham--ham_ lod de bære det, raabte han fortvivlet, til han som
et Kadaver faldt ned over Pulten.
Frøken Hansen gik op og ned, talte ikke, tog hans Hænder og slap dem
raadløs igen.
-Om nogen kom--om nogen kom, blev hun ved at sige og vred Hænderne.
-Hr. Adolf--Hr. Adolf--hun havde bragt Vand og dyppede sine Fingre for
at væde hans Tindinger. Der kan komme nogen, der kan komme nogen,
sagde hun og vidste ikke selv, hvad hun talte.
Han løftede Hovedet og saa' forvildet paa hende. Sit Forhaar havde
hun halvt revet op, og hendes Kinder brændte i Angstfeber. Adolf greb
hendes Hænder og trykkede hendes Fingre, saa de smertede:
-Hr. Adolf, sagde hun og trak sig en Kende bort. Men de forblev dog
med Ansigterne tæt indmod hinanden, begge blege, aandeløse, pludselig
Blik i Blik--mens hun mumlede hans Navn endnu en Gang, lænet ind mod
hans Skulder.
Og i et fortvivlet, dyrisk, desperat Begær, greb han hende om
Haandledene og førte hende ind i den gamles Rum, hvis Dør han slog
til, saa den store Kinesers Hoved faldt forover, og Tungen af det røde
Træ raktes dinglende langt ud af Munden.
* * * * *
Marie Pige havde allerede nogle Gange været ved Dørene for at se efter
Fru Mathilde, som hun sad der igen, timevis, sammenkrøben med Fødderne
op paa Sofaen under Tæppet, og hverken hørte eller saa', men bare
stirrede og stirrede frem for sig, som var der en Ulykke sket.
Marie Pige var igen ved Dørene, da det ringede. Det var Asta Heltz,
der var her med Vognen.
-Det er kun mig, sagde hun straks i den første Stue, lille Fru
Mathilde fo'r sammen: Saa kører vi, sagde Asta muntert.
-Ja--Vejret er vist smukt, sagde Mathilde og nikkede mat ud imod
hende.
-Hvad er der dog med dig, Mathilde? sagde Asta og tog hendes Hænder,
som var ganske kolde: hvad er der dog med dig? hun saa' bekymret ned i
Venindens Ansigt, hvor Øjnene, syntes hun, blev større og større hver
Dag, med saadant et ængstende skræmt Blik, næsten som hos et sygt
lille Barn.
-Hvad er der dog. Mathilde? sagde hun mildt.
-Ingenting--ingenting, sagde Fru Stern og slog med Hovedet.
-Vist saa, sagde Asta og tog hende næsten paa Skødet: noget er der,
noget maa der være, sagde hun og klappede hendes Haar. Hun talte til
hende som til et Barn og brugte de gamle Kælenavne fra den Gang i
Pensionen, naar Mathilde kom i Mørkningen (da faldt Hjemveen altid
strengest over de unge Pigebørn) og krøb saa tæt, tæt ind til Asta:
Mathildes Hjemve havde været som en hel stum Forstenelse, og saa
havde Asta altid været den, der maatte trøste og hjælpe.
-Det bli'r jo godt igen, det bli'r jo godt igen, sagde Asta nu som den
Gang: Lille Mus--lille Mus.
Mathilde næsten stønnede og rev sit Hoved bort: det gamle Kælenavn
pinte hende nu: Nej, nej, sagde hun heftigt.
-Mathilde dog--men Mathilde dog.
-Jeg tager Tøjet paa, sagde Mathilde hastigt og gik ud.
Asta blev siddende og ventede: hun vidste virkelig slet ingen Raad
mer. Hun havde forsøgt alt, hvad hun kunde tænke--lige fra den Dag,
Mathilde, der var i Visit hos dem, inde i hendes Stue med ét, midt som
de stod, havde kastet sig ind til hende og havde grædt og grædt, uden
at svare og uden at tale, blot grædt og grædt...
Ord havde hun ikke faaet ud af hende. Da Graaden var stilnet, sad
Mathilde kun tavs og forknyt paa Sofaen hos hende--længe.
-Jeg maa jo nok komme igen til dig, sagde hun saa, da hun gik, det
var, som Graaden vilde komme op igen.
Næste Dag havde Asta hentet hende med Vognen. Hun tænkte, det vilde
maaske opmuntre hende, nu Vejret var smukt, og Foraaret rigtig kom.
Men Mathilde sad mest som hjemme, stille forknyt i sit Hjørne, og
viste kun en egen ydmyg Taknemlighed, der næsten pinte Asta... .
... Mathilde kom tilbage med Tøjet paa, og de gik ned til Vognen. Hun
blev meget snaksom idag, mens de kørte--en hastig og broget
Snakkesalighed, der undertiden kom over hende, som vilde hun pludselig
plapre sig fra det, der pinte hende, snakke og snakke, mens hun stadig
sad med de samme stive og stirrende Øjne og talte, talte om løst og
fast:
-I Morgen rejser jeg, sagde hun pludselig.
-Rejser? sagde Asta.
-Men hvorhen?
-Over til Gaarden ... Stern har skrevet ... Det kom alt med den samme
ynksomme Hast, som legede hun »Hund og Hare« med sine egne Tanker ...
Han er der ... Og der er saa smukt nu ... nu det bli'r Foraar, har han
skrevet, sagde hun.
-Men hvorfor vil du rejse netop nu--nu, da du ikke er rask, sagde
Asta.
-For--jo, sagde Mathilde og nikkede. Hun tav, med de stirrende Øjne ud
i Luften, til de vendte hjem.
... Hun blev borte otte-ti Dage. Asta syntes, hendes Væsen var næsten
endnu mere ængstende og forskræmt, da hun kom tilbage.
Til Erhard havde hun kun skrevet to Gange, mens hun var borte: et Par
korte, stumpede Breve, der havde gjort ham ganske beklemt og
forvirret, saa han gik urolig rundt--tilsidst rent forpint--og ikke
vidste, hvad han skulde tænke: Hvad mon der var i Vejen?
For der maatte jo dog være noget i Vejen....
Mathildes mange Bud og Afbud i den allersidste Tid og hendes Flagren
og Støjen, naar hun endelig kom, havde han ikke regnet for noget
videre; han havde taget det for Luner eller »Følger af Foraaret«, som
gik over.
Men Brevene nu forstod han ikke. De var saa besynderlige, helt
anderledes end før: et Par regelrette Sætninger med en Haand saa
omhyggelig som Bogstaverne i en Skønskriftbog uden saa meget som et
eneste af deres »egne« Ord--kun de nøgne Par Sætninger.
Og Erhard blev kun endnu uroligere, da hun var vendt tilbage. Tiden,
naar hun kom, havde hun ikke skrevet. Men Lange havde tilfældigvis
været ombord paa det samme Malmøskib og fortalte det:
-Man maa lufte sine Nerver, sagde han. Man maa lufte dem ...
Skidt--skidt er det, sagde han og holdt sig paa Baghovedet....
-Var forresten Bekendte ombord: lille Fru Stern blandt andre--det er
osse en pillet Kylling, hun, sluttede Lange.
Erhard følte, han blev bleg og talte lidt for hastigt om andet. Da han
kom hjem, skrev han. Hun sendte to Gange Afbud, og én Gang ventede han
ved Volden forgæves. Hjem til hende vilde han ikke gaa; og der forløb
endnu et Par Dage, hvor han sagde, at »det jo i Grunden var ham saa
ret ligegyldigt.«
Saa skrev Mathilde, at de maatte mødes en Aften ude--i Grønningen,
naar det mørknede.
Erhard indtraf først og maatte vente længe. Tilsidst kom hun, og da
han kendte hendes Skikkelse, der kom hastigt imod ham i Mørket, blev
han forvirret, saa ingen af dem talte, mens de hurtigt ned mod Vandet.
Hun var foran--hun næsten løb--og Erhard blev endnu mere forvirret ved
Synet af hendes Skikkelse, der ligesom flygtede foran ham: Ja--noget
er der sket, sagde han. Og han overvejede paany, hvad det kunde være,
hvad hun vilde bebrejde ham, om hun havde erfaret en Utroskab--for han
havde haft »Luner« under deres Forhold--; og midt under sin
Sindsbevægelse følte han pludselig en uimodstaaelig Nysgerrighed:
hvad der vel nu vilde ske? noget nyt vilde der komme.
Mathilde vendte sig om, da han naaede Kastelsgraven. Hun blev meget
livlig, mens de gik hen langs Vandet, talte og lo (hun førte kun lidt
for ofte de urolige Hænder op og ned i Luften, saa de mange Armringe
raslede) og han talte med. Mens det for hvert Minut, de gik, var dem
begge, som gled de kun bort og bort fra hinanden, og de tilsidst
syntes, at alle de gamle egne Ord, som de dog blev ved at bruge med en
smertelig Vedholdenhed, som piskede de Avner i en Kværn--_altid_ havde
været ligesaa tomme og saa indholdsløse som nu.
Fornuft blev der ikke talt. Da de tredje Gang vendte om paa deres Vej,
var det ganske mørkt:
-Men det er paa Tiden, sagde Mathilde hastigt og drejede bort fra
Vandet.
-Naar mon vi ses, sagde Erhard med en underlig, dump, resigneret
Stemme.
-Ja--jeg véd ikke, sagde Mathilde med den samme Hast. Mo'r er evig
derhjemme--i den sidste Tid.
De skiltes med et af deres vante Haandslag, hvor de klaskede Hænderne
djærvt i hinanden, højt oppe fra Luften.
-Jø-s.
-Jø-s, sagde de begge.
Erhard stod i Skyggen, til Mathilde kom op i Sporvognen.
Hun naaede hjem, hvor Generalinden ventede. Hun sagde, hun havde været
hos Asta og faldt sammen som en Klud ved Bordet bag Lampen.
Generalinden blev siddende lidt med Hækletøjet og mønstrede Datteren,
der var bleg som et Lig. Saa rejste hun sig: hun maatte paany
konferere med Marie Pige.
Hendes Naade havde aldrig haft Hemmeligheder for Marie Pige, og i
denne Tid konfererede hun daglig med hende i hver en Krog: Hendes
Naade var jo--ogsaa efter Maries Oplysninger--længst overbevist om, at
der »ikke mere kunde være Tvivl«.
Marie fik Ordre til at afgive et sidste Skøn og bevægede sin lange
knoklede Person ind i Dagligstuen, hvor hun gik rundt og »satte Stole
tilrette«, mens hun undersøgte Fru Mathilde fra alle Sider med et Par
Øjne som en klog Kone, der er hentet til en syg Hoppe.
Generalinden kaldte til The inde fra Spisestuen, før Marie havde endt
sine Undersøgelser, og Mathilde saa' op og mødte Pigens hvasse Øjne
paa sig:
-Hvad vil du? sagde hun heftigt og fo'r op.
-Nej--nej--jeg skal ingen The have, sagde hun og næsten rev sig løs
fra Generalinden inde i Spisestuen for at løbe ind i Sovekamret, hvis
Dør hun slog til. Dér kunde hun da i det mindste være i Fred for deres
Hvisken og Synen--gemme sig og ligge i Mørket.
Generalinden var forarget. Dette gik for vidt. Hele hendes Uger gamle
forlegne Utaalmodighed overfor den blege, forpinte Datter slog ud i
Indignation: Man var dog vel Moder og Datter og kunde vise
Fortrolighed. Generalinden udøste sit Hjerte for Marie Pige, og de
holdt endeligt Raad, mens Naaden drak sin The, i Dagligstuen. En Gang
imellem blev Marie sendt ud for at »høre efter« og sneg sig paa
Hosesokker ned forbi Sovekammerdøren; naar Mathilde hørte Trinene,
gemte hun sig i Puderne og tvang sig til at holde inde med at græde.
Generalinden havde imidlertid fattet sin Beslutning: Der maatte en
Ende paa det. Og før hun gik hjem, kom hun ganske til Ro igen ved at
læse et Par Sider i »Thornam«.
Det Thornamske Sundhedsleksikon var som en Skat i Familien: Den giver
jeg dig med, min Pige, havde Generalinden sagt til Mathilde et Par
Dage før hendes Bryllup og havde lagt Thornam ned i Bogkassen ved
Siden af H.P. Holst's Digte og Mathildes øvrige literære
Konfirmationsgaver. »Thornam« var i den Familie som en Slags Indvielse
til Ægteskabet....
Da Generalinden arriverede næste Formiddag, lukkede Marie hende op i
Entréen og hvidskede. Alt var vel--Fru Mathilde var ved Friseringen.
Generalinden svarede med et Nik, som en Feltherre vilde hilse sin
Front før Slaget, og gik ind i Sovekamret.
Men da hun kom derind og saa' Datteren, der sad bleg, i den hvide
Frisérkaabe foran Spejlet og kun hilste med en stum, træt Bøjning af
sit Hoved, som En der overgiver sig tavst--blev Generalinden forlegen
igen, og hun begyndte at gaa frem og tilbage i Stuen, uden at vide,
hvordan hun skulde gribe Sagen an, helt forvirret og næsten at sidde
foran Spejlet ubevægelig og følelsesløs: hun havde grædt alle Tanker
ud inat.
Ingen af dem talte; og for hvert Sekund steg Ubehaget hos
Generalinden, der flyttede sig hid og did, til hun paany blev greben
af hele Forbitrelsen fra igaar, en Indignation overfor det
»overdrevne« i denne abnorme Smerte, hun ikke forstod, og sagde:
-Dette her kan jeg ikke længer forsvare, Mathilde, det--det er en ...
Urimelighed--der gik en ganske svag Skælven gennem Skikkelsen i
Frisérkaaben, og Generalinden var saa echaufferet, at man rént ud
kunde have sagt, hun »transpirérte«--
-Madam Jensen er her, brast det ud af »Naaden«.
Mathilde rørte sig ikke, skønt hun forstod, at det var Nettet, de nu
trak sammen om hende.
Generalinden følte sig uendelig lettet, da hun saa' Madam Jensen, der
havde biet i Spisesalen, komme frem i Døren.
Men ogsaa Madam Jensen standsede et Øjeblik forlegen foran den blege
unge Frue, der havde vendt Hovedet imod hende i næsten sanseløs Skræk
... Men saa gik hun med et mildt Udtryk i Ansigtet (Madam Jensen havde
praktiseret i tre og tyve Aar--»diskré« sagde hun og sammenfattede
hele sit Program i det ene Ord, som hun berøvede dets »t«; hun vidste,
hvad en »Første-Gang« var) et Par Skridt frem og hilste.
Generalinden rejste sig og kyssede sin Datter paa Panden ligesom til
en Velsignelse.
Hun og Marie Pige gik udenfor Sovekammerdøren i Spisestuen og ventede.
Der var kommen en egen sær Højtidelighed over dem, saa de var ikke
ulig et Par Præstinder, som i en Tempelforgaard biede paa
Aabenbaringen af de hellige Mysterier.
* * * * *
Hun kom altsaa ikke--igen ikke.
Erhard havde allerede Frakken paa for at gaa og havde slukket Lampen,
saa kun Lysene for Spejlet brændte. Men han satte sig alligevel endnu
en Gang i den samme Stol, hvor han havde tilbragt hele den sidste
Time, og han begyndte forfra paa den ene og samme Tanke, som havde
fulgt ham uafladeligt lige fra den Aften, de var skiltes i Grønningen,
Mathilde og han:
-Om det var »det«--om det kunde være »det«?
Og han sammenholdt paany alle Omstændigheder ... hendes Luner ...
hendes Væsen ... det Hele fra den sidste Tid....
Han fo'r sammen, da det bankede paa Døren, og raabte saa »Kom
ind«--han troede, det var Værtens Pige. Men det bankede igen, forknyt,
saa det næsten var uhørligt, og han rejste sig for at lukke op.
Det var Mathilde, der stod lænet mod Dørkarmen.
Erhard kvalte et Udbrud, da han saa' hende, og hun gik ind forbi ham
med underlig sammensunkne Skuldre, som En, der er gaaet en saa lang
Vej. Han blev greben af en raadløs Medlidenhed og Smerte:--_det_ var
Mathilde; og han bøjede sig frem og tog hendes Hænder, der var kolde,
som havde alt Blod forladt dem--de besvarede ikke hans Tryk.
Fra det første Nu, han saa' hende ved Døren, havde han vidst: Ja, det
er som jeg tænkte. Og mens han endnu holdt hendes Hænder i sine, fo'r
et Sekund alle Tankerne fra de sidste Dage paany gennem hans Hoved--og
undertrykte selv hans Smerte--Ærgrelse, Forventning, Beregninger af
Faren og han sagde (og han fik endog Tid til at undre sig over, at han
ikke følte sig skinsyg paa Stern): Det var altsaa ogsaa derfor, hun
rejste.
De begyndte begge at tale, mens Mathilde tog Tøjet af og satte sig, og
Erhard sagde:
-Du er saa kold ... her er jo Portvin et Steds, og begyndte at gaa
frem og tilbage og tage Flaske, Glas og Bakke frem af et Skab, mens
han blev ved at tale med sig selv i rasende Hast:
-Men du elsker hende jo ... Hvorfor taler du saa ikke til hende,
klart, aabent, og tager Ansvaret paa dig som en Mand? Hvorfor tager du
hende ikke om Hovedet--kysser hende (hvorfor har du i det hele taget
ikke kysset hende?) og siger, siger, hvad det eneste fornuftige, det
eneste hæderlige var: Vi to, som _elsker hinanden_, maa jo vide, det
er _vort_ Barn--_jeg_ véd, jeg er dets _Fader_....
Men han gjorde ikke andet end noget kejtet at række hende Glasset med
Vin og sagde: Det vil varme dig: og forlegen begyndte han at rulle
hendes kolde Hænder mellem sine, mens han i en forloren Kæletone
sagde:
-De smaa kolde Hænder--de smaa kolde Hænder, og satte sig ved Siden af
hende for selv at drikke.
Han fyldte Glassene paany, mens de blev ved at tale med
aandsfraværende Øjne maalende hvert Minut, der forløb. Og bestandig
forlegen, blot for at der skulde »ské« noget, lod Erhard sig glide ned
fra Sædet paa Tæppet og klappede kærtegnende hendes Fødder--»de smaa
Kid«--der var kolde som et Ligs, ligesom hendes Hænder.
Og enten for at overdøve en ulidelig Smerte, der overvældede dem
begge, eller i en pludselig fortvivlet Lystighed var de med ét begyndt
at brydes og fo'r begge op og løb rundt i Stuen efter hinanden, hede,
léende og aandeløse ... Erhard havde hældt en Vandslat i det tomme
Glas, da han vendte sig og saa' paa Mathilde, der var blevet staaende
stirrende frem for sig, med fremrakte Hænder, midt i Stuen. De holdt
begge op at lé: Mathilde, vilde han sige men tav og blev kun staaende.
Hun stod som forstenet, stirrende rundt om sig i Stuen, der lignede
Valpladsen efter en »Tagfat«, som søgte hun, Hjælp eller Flugt--før
hun mekanisk lod Hænderne synke. Greben af en Elendighed, der
gennemskar hendes Forstenelse, hele hendes Barnehjernes Bedøvelse som
et pludseligt Lyn saa' hun i dette Kammer, hærget som af en
»Blindebuk«, foran Erhards Ansigt, hvor Latteren var stivnet som en
flov Grimasse, hele denne Kærlighedslegs Historie, der havde gjort
hende til Moder.
Og som om hendes Tanker, der syntes at have selv Dødsmomentets
sprængende Voldsomhed, havde meddelt sig til ham ved tusind elektriske
Traade paa en Gang, gennemløb han dem alle og forstod hende.
Og dog han rørte sig ikke, talte ikke og holdt hende ikke tilbage;
stod bare, som var han blevet lam med sit flove Ansigt, mens han saa'
hende tage Tøjet paa med sært stive Fingre--binde Hattebaandene om sit
Ansigt som af Voks--og gaa som en Søvngænger vilde gaa og lukke Døren
sagte til.
... Da hun var gaaet, vandrede han længe rundt i begge Stuer, flyttede
Møblerne paa Plads og stillede Glassene ind. Og med Overfrakken paa,
foran de snart nedbrændte Lys, han vilde slukke, sagde han:
-Hm--du er altsaa ikke en Gang istand til at føle Sorg.
Pustede Lysene ud og gik.
* * * * *
Hos Godsejer Sterns blev der spist Frokost paa Terrassen foran den
store, gammelt hyggelige Have.
Generalinden havde overtaget hele Husstyrelsen i Sommer og kælede for
»sin Søn« og for Mathilde som en Rugehøne for et Par Kyllinger. _Han_
fik sine Livretter og _hun_ matte »skaanes«.
Hele Huset dæggede og pyllede om Fruen; de slæbte Hvilestole rundt,
naar hun vilde »gaa«; (eller rettere naar Hendes Naade vilde, at hun
skulde gaa, for Mathilde selv »vilde« jo ikke saa meget, lod mest
handle med sig--som de syntes, bleg og stille forknyt) og naar hun
havde lagt sig, sad Generalinden som en Cerberus foran Havestuedørene
og tyssede paa hver Gartnerkarl, der vilde liste sig forbi Bygningen.
Frokosten var endt, og Generalinden mente, at Mathilde skulde hvile
lidt nede under Blodbøgen nu, der var Skygge....
Stuepigen slæbte afsted med den store Hvilestol, og Mathilde selv kom
op fra sit Sæde: Støt dig paa mig, sagde Generalinden, og hun nikkede
endnu en Gang til Stern, mens hun gik med Mathilde ned ad Terrassen.
Stem blev siddende ved det dækkede Bord og røg en Cigar ud. Der var et
eget Velvære over ham i Sommer--det var vel Familielivet.
Han skød Cigarrøgen ud i langagtige Skyer, medens han saa' efter de
to, der gik ned over Plænen.
-Ja--en udmærket Moder, sagde han, og saa' beundrende efter
Generalindens ranke Ryg.
Nede under Blodbøgen var der svalt og rart. Generalinden læste højt i
en Roman af Dickens for sin blege Datter.
... Familien Gerster laa paa Landet ved Skodsborg. Det vil sige
Professoren og Professorinden, ti Erhard blev i Byen. Han gled helt
tilbage i den Blomske Kreds. Stemningen var iøvrigt lidt mat i
Kredsen, og Erhard sad mest kun bleg og sløv midt i Selskabet,
stirrende frem i Luften:
-Erhard, raabte Lange: Ser du Spøgelser?
-Ja, sagde Erhard tvært: Jer. Og han sad igen som før, mens Brodersen,
der ikke havde hørt andet end »Erhard« og »Spøgelser«, sagde den
kyniske Vittighed, hvoraf de alle lo:
-Ja-a, sagde han: Han er s'gu bange ... Det er derfor, han
aldrig--tør ligge alene i Mørke....
De lo længe, længe allesammen....
--Daarlig saa' Erhard ud hele Sommeren.