Erhard aabnede Bøgerne og begyndte at læse: Fy, fy, fy, sagde hun, og
holdt ham med Haanden for Munden, men han blev ved. Saa læste hun
selv, i sit Pensionsfransk, med sine smaa Anfald af Fnisen, og de sled
i Bogen og holdt hinanden Haanden for Munden, til hun rev sig løs:
-Uh--du, sagde hun og satte sig paa den anden Side af Bordet foran
Konfekten: Har du et Par andre, sagde hun og pegede paa Romanerne.
Erhard gemte Bøgerne for at blade i dem hjemme. Intet voldte ham
større Glæde end Mathildes Anmærkninger i Roman-Marginerne--med denne
lille Krimskrams-Haandskrift, han var uforskammet nok til at sige
lignede hendes Næse, der ogsaa havde en saadan kæk lille Drejning
opad.
Brevene, som hun skrev til ham--hun skrev otte Sider fulde for at sige
ham, naar »han« var hjemme eller hun ikke kunde komme--lignede saa
ganske Noterne. De var saa fulde af gesvindte Parentheser, den ene i
den anden; og Linjerne gik over i hinanden (hun skrev uden Øjemaal og
begyndte midt paa Papiret Ordene med nogle store Drabantbogstaver, der
saa blev ganske smaa og »sammenknirkede« mod Enden af Linjen og slog
en lille Hale op- eller nedefter)--saa han hittede næppe Rede i dem.
Alt blev kaldt med Øgenavne, saa det var som ét hebraisk af »deres
Ord«, det hele. Erhard kom lidt efter lidt til at skrive næsten
ligedan.
-Mus, sagde han.
-Hm, hun pustede blot frem over Bordet imod ham....
Det var en Aften i det kongelige Teater, han havde bemærket hende
første Gang. Og siden havde han set hende en tre, fire Tirsdage paa
den samme Plads, hvor hun sad som en lille sammenkrøben Fugleunge
mellem Damerne. Hun havde ogsaa set ham, fin og køn, nede i Parkettet.
Efter Forestillingen blev hun hentet af en Pige og gik forresten
gennem Forsalen uden at skænke ham saameget som et Blik. Med Pigen
pludrede hun over Torvet.
Saa en Aften kom det tjenende Væsen ikke, og Fru Stern blev staaende
i Forsalen, ganske forskrækket, til der blev næsten helt tomt.
Sporvogne var der nu ingen af mere, og hun løb over Torvet ned ad
Bredgade, trykket helt ind mod Husene, i sin Kaabe.
-Véd du, hvad jeg tænkte? sagde hun til Erhard. Han følger nok efter,
tænkte jeg, sagde hun siden.
Han var gaaet hen til hende og havde tilbudt hende en Droske--og var
ogsaa steget ind. Hun sagde nogle ligegyldige Ord og morede sig,
morede sig inderligt over den hele Situation med Drosken og _ham_ i
Drosken--og saa sagde han:
-At nu havde Pigen naturligvis heller ingen The derhjemme.
-Jo, sagde hun blot i sin Krog og lo.
-Hun skulde meget hellere spise ude, sagde han.
Hun svarede ikke.
-Intet menneske saa' dem--ikke et Menneske--og saa kørte Drosken hende
hjem....
Det blev til, at de holdt foran en Restauration nede i Nærheden af
Østergade, og hun kom op og sad med Kaaben paa i Kabinettet paa den
røde Plyds-Stol, som en lille Pige paa Kanten af et Badekar og saa'
paa alting--Bordet og Servicet og Gardinerne og Spejlet med sine
Tøjplanter paa Jardinièren--med et Par nysgerrige og skræmte Øjne,
mens Opvarteren svansede rundt med Bagdelen for stadig diskret at
vende Agterspejl mod »Damen«.
Men lidt efter lidt, ved Bordet, begyndte hun at gotte sig, da hun
saa, der var ingen Fare; Erhard behandlede hende ganske som Dame, og
de morede sig kun som et muntert Kotillons-Par, der har det rart med
hinanden i Krogen af en Balsal.
Lige med ét sagde hun rask og tømte sit Glas:
-Aa--jeg si'er, jeg tog hjem at drikke The med Owans; og hun lyttede
efter Stemmerne i Nabokabinettet. hvor der nu blev livligt, og hun
listede paa Tæerne--Hys, sagde hun og slog med Haanden hen imod ham;
hvad hun havde for smaa geskæftige Hænder--hen til Døren og lagde Øret
til: Hys; hun holdt Fingeren op.
Hun morede sig over alting, over alle de fyldte Fade paa Bordet, over
Kellneren og over dem i SideKabinettet ... Erhard aabnede Døren til
Balkonen, og hun sneg sig med derud, stadig tyssende. De stod og saa'
ned i den stille mørke Gade:
-Der boer min Svoger, sagde hun og pegede over paa Hotel d'Angleterres
lange Vinduesrække--hun havde en egen Maade at skyde de smaa Skuldre
op, Erhard vidste ikke, om han nogen Tid havde set noget saa sødt:
-Han sover nu, sagde han.
-Ja, nikkede hun og lo sagte.
Og saa var hun kørt hjem, havde ikke sovet hele Natten af Fornøjelse.
Mathilde Stern var saamæn ellers kommen til den fulde Erkendelse, at
der ikke var det allermindste morsomme ved Livet.
Først havde hun gaaet i Skole hos Frøken Ricard, og saa havde hun
gaaet i Skole hos »Søstrene« nede i Genf; og saa var hun kommet hjem,
hvor hendes Moder altid havde et Øje paa hver Finger og et Par i
Nakken: Det var bare alt det gamle--stadig, skønt hun nu var fulde
nitten Aar: Ikke at sidde med Fødderne over hinanden under Stolen; og
rette Ryggen, og ligge lige ud i Sengen; og »holde sit Fransk godt
vedlige«....
Om Sommeren, naar de laa paa Landet, gik Generalinden selv--lige som
et Lys i Ryggen--med sine to Døtre, én paa hver Side, til Bad. Hun
stod med Uhret paa Badebroen for at tælle Minuterne, mens Døtrene var
i Vandet. Mathilde, der elskede at pladske i Bassinet, naar Solen
skinnede, blev raabt an de Snese Gange:
-Din Teint, raabte Generalinden, om du vilde tænke lidt paa din Teint.
... Og det blev saamæn heller ikke anderledes, da hun blev gift ...
Bare, at hun havde »ham« over sig ogsaa--naar han var hjemme da--og
forresten som sædvanlig Generalinden, der spiste hos dem hver Søndag,
og Marie Kokkepige, Moderen havde givet hende med hjemmefra, da hun
blev gift....
Marie Kokkepige havde været hendes Barnepige, fra hun ikke var mere
end seks, syv Aar: Mathilde blev fint klædt paa i broderet hvid Kjole
til Middag og bagefter spadserede de paa »Anstalten« med Marie Pige,
der altid skændte med sit: Naa--Mathilde--det skal jeg sige til
Oberstinden.
Mathilde havde én Fornøjelse: at løbe hen til Skovkilden--bag Maries
Ryg--og sætte sig i det vaade Bassin og lade sig gennembløde, den fine
Kjole og Mamelukkerne, saa hun blev _gennemvaad_ lige ind til
Popoen....
Der sad hun saa, med sammenknebne Læber, og strittede, til Pigen kom
og rev hende væk....
Hjemme betog siden Generalinden hende den Slags abnorme Lyster....
-Gud være lovet, sagde Generalinden om Søndagen ved Kaffen: vi er en
_normal_ Familie--
... Dagen efter Restaurationbesøget kom der et lille Brev fra Erhard,
den næste Dag endnu et; og et Par Uger efter svippede hun for første
Gang herind ad Døren til de to Stuer ved Volden--halvt forskræmt og
halvt nysgerrig som en Kanariefugl, der har faaet et nyt Bur.
Lidt efter lidt kom han ogsaa hjemme--i Begyndelsen, naar »han« var
forrejst, og begge Piger var sendt ud:
-Marie Pige, sagde hun, stiv af Skræk, ved hver Lyd af en Dør. Marie
Pige var hendes evige Angst--Provsten, som de kaldte hende.
Det var fra en Aften hjemme hos Mathilde, da Pigerne var sendt bort,
og Mathilde krøb sammen i sit Hjørne med det lille Hviletæppe over
Fødderne, mens Erhard fortalte Skolehistorier--Skolehistorier var
Mathildes største Fornøjelse, og selv var hun evig fuld af
Fortællinger om Skolen og »Søstrene«--:
Det var en Sommer i Jylland, hvor Erhard havde bygget Løvhytte i
Byskoven (det havde iøvrig været hans eneste og sære Anfald af
saadanne umiddelbare og naive Drengepassioner) med Stedets
Højærværdigheds to Sønner, hvor de saa havde røget og brygget Punsch
for Indtægten af solgte Ordbøger, saa de kom snurrende hjem, indtil de
en Dag blev opdagede af den forfærdede Provst....
Erhard skildrede Provstens Forfærdelse, og Mathilde lo, saa det
klukkede--da de med ét hørte Marie Piges Trin i Spisestuen, og
Mathilde fo'r op:
-Hys--Provsten, sagde hun.
Og Erhard maatte listes ud--Mathilde gik i Forvejen--gennem den mørke
Gang, han kneb hende i Armene, mens hun blev ved at hviske: Men
Provsten--men Provsten, til han var vel ude.
Saa løb Mathilde lige paa Marie Pige i Gangen:
-Men er Fru Mathilde her? Marie Pige kaldte aldrig sit Herskab andet
end Fru Mathilde.
-Ja-a, sagde Mathilde, der saa, naar hun blev greben, strax blev
aldeles forfjamsket--jeg vilde kun føle, om min Kaabe ... var vaad
endnu efter Regnen.
Erhard paastod »Fru Mathilde«, var aldrig saa sød, som naar hun løj:
hun saa' først saa ganske hjælpeløs ud, til hun gjorde en lille
resolut Grimasse og fik Usandheden sagt. Erhard sagde, hun var hver
Gang saa stolt over Bedriften som en Kylling ved et Vindæg:
-Pyh, sagde hun og slog henimod ham med Findrene i Luften: det er vel
det første, man faar lært....
Efterhaanden blev de kækkere, og der var en sand Legen Skjul i hele
Huset, hvor Erhard var gemt i alle Kroge. Da Mathilde fik en daarlig
Fod og ikke kunde gaa ud, kom Erhard hver Formiddag. De havde
Hovedkvarter i Badekamret med Bord af et Brædt over Karret.
En Gang imellem spillede de Kort, ved højlys Dag. Det var en af
Mathildes Glæder:
-Du, sagde hun og spillede ud paa Brædtet: Stik. »Hjemme« havde hun og
Søster Berta i Ferierne haft Kortene gemt under Hovedpuden:
-Saa spillede vi i Sengene, sagde hun og lo, skønt Døren stod paa Klem
til Mo'r.
Hvert tiende Minut humpede hun geskæftig ud paa den syge Fod og gik
nynnende frem og tilbage mellem Spisestuen og Køkkenet, tjattende paa
den laasede Badekammerdør.
Stern kom hjem, mens hun endnu havde den daarlige Fod, og hun kvidrede
om ham og passede hans Vaner og gjorde Fagter som den, der i »Tampen
brænder« har gemt Tampen.
-_Han_, sagde hun og lo, mens hun humpede om med hans Middagskaffe,
paa sin syge Fod. Stern »begreb s'gu ikke, hvad der var kommet for en
Støj over Konen«.
Men nu var Foden rask, og »han« rejst igen over til Gaarden i
Blekingen.
... De sad og gyngede hver i sin Stol, og Erhard saa' paa Mathildes
Fødder, som hun strakte som en Danserinde, naar hun stødte fra Gulvet.
Han maatte ned paa Gulvet og kæle for Fødderne--»de smaa Kid«,
som han kaldte dem. Men hun rev sig løs og flygtede op paa sin
Yndlingsplads--i Vindueskarmen, med Benene op og Hagen støttet mod
Knæene. Der sad hun saa og kiggede ind i »Hytten«--som de kaldte
Stuen--:
-Ja, sagde hun til Erhard, som vilde sidde paa en Stol ved Siden af
hende, naar du sidder pænt....
Erhard sad saa nogenlunde »pænt«, og de saa' begge, ved Siden af
hinanden, ind paa »Hytten«.
-Du, sagde hun pludselig og saa' ned paa ham næsten som et Barn, der
første Gang siger noget som Severostotchnij i Geografien:
-Elsker du mig? sagde hun og lo ham halvt ind i Ansigtet.
Det gav næsten som et Ryk i Erhard, og Blodet skød ham som en Strøm op
i Ansigtet--de plejede ikke at benytte det Verbum at elske--:
-Ja, sagde han; og begyndte at kysse hendes Hænder....
--Det maa være en sen Labansalder, der er kommet over Erhard, sagde
Professorinden ved Frokostbordet, hvor Herluf Berg drak en Kop Kaffe
og blev bombarderet med Brødkugler af Lille-Gerster.
-Du ser s'gu ud som en Palmesøndags-Konfirmand, sagde Lange, der mødte
Gerster ved Volden.
-Saa? sagde Gerster og svippede ham med sin Stok mellem de stærkt
hjulede Ben.
-Det manglede sgu blot, du skulde faa røde Kinder, sagde Lange. Dem
fik Lille-Gerster dog ikke.
* * * * *
Det var en Formiddag hen paa Vinteren. Frøknerne i Forretningen
støvede af i Mangel af andet at tage Vare. Der vilde ikke komme rigtig
Vind i Sejlene iaar, skønt det var midt i Sæsonen.
-Billighed vil de ha' ... Billighed raaber de paa ... Forretning er
der nok af, sagde Adolf, der havde en vidunderlig Evne til at fylde
det hele Lokale med Støj, naar der var blot saa meget som to enlige
Kunder i Butiken:
-Men bare billigt, billigt, billigt, sagde han og søgte hidsigt paa
Pulten.
-Der lagde De Pennen, sagde Frøken Hansen, Højrehaanden i
Forretningen, en sagtegaaende, slank og køn Dame, der gerne dvælede et
Minut ved Pulten, naar hun afleverede Kontrolmærkerne. Adolf var saa
distræt, at han aldrig fandt det ene for det andet.
Gamle Fru Adolf var bange, Konstantin »havde taget sig for meget paa«:
Paa ham hviler det, sagde hun, stakkels Dreng.
-Hvad mener _du_, Adolf? spurgte hun Manden.
-Ja, ja, min Pige, man maa lade dem skalte, sagde gamle Adolf. Han
blev mest inde i sit Rum hos Kineseren og talte Mærker. Og naar
Konstantin ikke var der--for han holdt jo ikke af, at man blandede sig
i hans Ting--listede han Journalen ind i sit Hul og gik den igennem:
_den_ stemte. Og de andre Bøger førte jo nu allesammen Spenner.
-Ja, ja--sagde gamle Fru Adolf. Der er kun saa mange Slags Mennesker,
Adolf ... Gamle Fru Adolf gav ingen nærmere Oplysninger om, hvad hun
mente, og de drak Kaffen i Tavshed. De drak nu tidt Eftermiddagskaffen
alene; Konstantin spiste ude i »Victoria« for Nemheds Skyld.
Fru Adolf gik sjældent op i Butiken mere undtagen om Aftenen eller
straks om Formiddagen, naar hun vidste, Konstantin var ude paa
Teatret.
Hun sad paa en Stol ved Disken hos Frøken Hansen--de to var blevet
gode Venner--og sagde med sin Lille-Pige-Stemme: Jeg synes ikke, her
er saa godt »besøgt« mere, sagde hun og saa' ængsteligt op paa hende.
-Naar Sæsonen først kommer rigtig i Flor, sagde Frøken Hansen.
-Ja--naar den bare kommer i Flor, sagde den gamle Frue, og der blev
Tavshed, til hun gik.
Lidt efter kom Berg for at spørge efter Adolf. Han var allerede gaaet
ud paa Victoria, sagde Frøken Hansen; straks imorges gik han.
Hun gik med Herluf op i Kontoret--Dørene blev altid trukket til i den
sidste Tid ude paa »Victoria« og i Forretningen--: Han er der ikke,
sagde hun om gamle Adolf, da Berg saa' hen mod Tapetdøren.
-Hr. Spenner fik saa Bøgerne ud igaar, sagde hun.
-Hm, ja, naar _det_ hjalp, sagde Berg og kradsede paa Klatpapiret med
en tør Pen. Konsortiet adresserede i Krogene rigeligt smaa tvivlrige
Venligheder til hinanden--Adolf undtagen, som fo'r op mod hvert Ord,
man vovede mod »Kompagnonerne«.
-Og hvad nyt ellers? sagde Berg.
-Penge blev her hentet igen igaar, sagde Frøken Hansen.
-Hm--og vi havde selv en god Kasse, sagde Berg, der blev ved at kradse
med Pennen.
Der blev ringet paa Telefonen, om Berg var der. Han maatte komme
strax, blev der sagt. Theodor Franz var paa »Victoria«.
-Naa, sagde Berg, frisk Mod. Det var, som om de alle var blevet
ligesom tungere i Benene, naar de skulde rejse sig.
-Farvel, Frøken, sagde han.
-Farvel, Frøkenen fulgte ham til Dørs. Man vekslede med Frøken
Hansen--og i det hele i Victoria-Kredsen--ejendommelige
forstaaelsesfulde Haandtryk i den sidste Tid.
Berg hørte Hr. Theodor Franz's Røst helt ud paa Trappen, og da han
aabnede Døren, saa' han Impressarioen, der under afgørende
Forhandlinger fik nogle pludselige og højst besynderlige
Ghetto-bevægelser, der lod Hatten ryge bagaf og lod Næsen blive
betænkelig som til Opbrud:
-Mine Herrer, sagde han med genvunden Værdighed, en Patti synger ikke
paa Kredit.
Hr. Theodor Franz knappede sin Pels: Ja, mine Herrer, sagde han
krænket: Koncertsalenes Patti....
»Koncerttribunernes Patti« var en halt »belgisk Nattergal«, Hr.
Theodor Franz vilde føre til Skandinavien. Men Hr. Franz vilde have
Garantier: det var hans Princip, at Honoraret forlods deponeredes i
Banken.
Og Adolf mente, at han kunde dele Risikoen....
Hr. Theodor Franz havde knappet sin Pels og givet Opbruds-Signal til
sin Ledsager, en langhalset Pianist af et særdeles »polsk« Ydre, som
Berg først nu blev vaer i en Krog.
Berg spurgte beroligende om Tidspunkt og Repertoire, da Martens rev
Døren op og sagde helt forpustet af Alteration: At »Hein« ventede
dernede. Og Adolf og Berg sagde paa én Gang:
-Hvad?--Hvor? og var ude, før man fik set sig om, mens Adolf hastig
havde raabt noget til Spenner, der blev ene med Hr. Theodor Franz og
Pianisten.
Impressarioen saa´sig indigneret om: Ja--saa gaar vi vel, sagde han
med Værdighed.
Hr. Spenner forklarede ham, at en nødvendig Samtale--at en meget
afgørende Samtale havde bortkaldt de Herrer, og Hr. Theodor Franz
rejste dog sikkert ikke idag....
-Iaften, min Herre, sagde Hr. Theodor Franz, der i de sidste to tre
Minuter lidt efter lidt blev mer og mer aandeligt borte, som en
Skildpadde, der trækker sig i Skal.
Han gik med Pianisten.
Udenfor Facaden blev han staaende foran de store Plakattavler, hvor
der var mange brogede Underlags-Rester af Programmer--Hr. Theodor
Franz var ikke ulig en Hund, der orienterer sig angaaende et
Plankeværk, mens han betragtede disse mange Rester af kønne
Plakater--:
-Min bedste, sagde Impressarioen og vendte sig til sin langhalsede
Pylades: Her gives for mange »populære Koncerter«, sagde han og vendte
sig.
Portier'en havde vist Konferensraaden ind i Konversationssalen, hvor
han havde glemt ham for et saare muntert Selskab--med Brodersen og
Blom i Spidsen--der havde spist en god Frokost, og som nu her vilde
spise godt til Middag.
Konferensraaden var kommen saa halvt om halvt for Prioriteten, den
anden Prioritet i »Victoria« og alt dets Iventarium. Hein undte gerne
Konsortiet Hjælpen: det var og blev dog noget som en Benjamin blandt
Centralbankens Foretagender, Victoriaetablissementet. Men paa den
anden Side tøvede han dog og kunde ikke beslutte sig: Foreløbig vilde
han nu lade Filialdirektørerne fra Provinserne, som kom sammen til
Halvaarsmøde her i næste Uge, spise til Middag herude.
Saa kunde man altid sé, hvordan det videre vilde udvikle sig.
Han gik frem og tilbage, til han standsede ved Glasdøren og saa' over
Gangen ind gennem Restaurationssalene. De var tomme endnu, og de
opdækkede Borde ventede pretentiøse og stive med de vifteformede
Servietter i Glassene og de pletterede Opsatser fyldte med Tøjroser.
De to fede Kellnere stod ved Midtdøren, ørkesløse og ubevægelige, hver
paa sin Side, som et Par moderniserede Satyrer, med Benene over Kors i
deres Brunelsstøvler. Portièren over Døren hang allerede slatten i
Folderne, og Guldet i Brokaden var blevet mat af Røgen af
Allemands-Tobak. Martssolen var slem: allevegne saa' man var der slidt
paa Møbler og Inventar et Par Kanter hist og her og et Par Kanter her.
Konferensraaden maatte undre sig--saa hurtigt det gik. Men Publikum
sled.
Der blev kun spist ved et enkelt Bord, bag en Halvvæg. Nu stak der et
Ansigt frem bag Skillerummet: Det var Martens. Han spiste ene, tagende
godt til sig--Kellneren bragte Vin og lukkede Fade.
Konferensraaden maatte finde det underholdende, for han blev ved at
staa ved Glasdøren og se ind, hvor »Bygmesteren« sad og gjorde sig
til gode alene midt i sin tomme Sal. Først en Hilsen af Brodersen
udenfor vækkede ham, og han begyndte at maale Gulvet igen.
Herinde havde alting holdt sig bedre; kun paa Sofaerne og Lænestolene
saa' man forvitrede Pletter paa Betrækket dér, hvor Folk havde siddet.
Konferensraaden var saa interesseret, at han begyndte at føle rundt
paa det Brokadestof. Det var en Imitation med Guldtraade, som
flossede. Men i Portièrerne havde Stoffet holdt sig--de var foret med
dobbelt Shirting, for Foldernes Skyld.
Konferensraaden blev ved at gaa op og ned, fra Døren til Spejlet, til
han gik et pludseligt Slag over mod Krogen til venstre: et Par Borde
var stillet ovenpaa hinanden og glemt. De fire sorte Ibentræsben stak
op i Vejret. Men under de sorte, guldforsirede Bordben var Pladens
opadvendte Bagside graahvid--det upolerede Fyr.
Konferensraaden blev staaende, perplex, foran de to Borde med de
opadvendte lakerte Ben: Alle Bordene var saadan. Konferensraaden gik
fra det ene til det andet og løftede de kønne--shirtingforede--Bordtæpper
og slog paa de smukke sorte Plader med Knoen, heftigt og heftigere:
-Dette var _for_ usolidt gjort.
Pludselig havde Martens set ham gennem Glasdørene og var løbet op i
Kontoret. Da Berg og Adolf kom ned, sad Konferensraaden paa den runde
Midtsofa, med Hat og Stok ved Siden af sig: de følte strax, der var
noget ramt i Luften.
-Det gjorde intet, at han havde ventet, aldeles intet, sagde
Konferensraaden.
-Han var blot kommet for at tale om en lille Middag--for de
Bank-Delegerede--man agtede at spise herude....
Martens kom ind, forvirret og lidt blussende; men der vilde ingen ret
Samtale komme i Gang, mens Konferensraaden blev ved kun at tale om
Middagen: I al Tarvelighed--i al Tarvelighed, sagde han, Tiderne er
saavidt ikke til andet, og Adolf var lidt for urolig-underdanig.
Indtil Konferentsraaden rejste sig--han havde nu anslaaet en helt
spøgende Tone og talte om Martens's Frokost--:
-Jeg saa' til, sagde han og lo. Og helt i forbigaaende, mens han kom
hen foran de to glemte Borde, sagde han i en leende Tone, idet han
berørte Fyrrepladen med Knappen af sin Stok:
-De _der_, bedste Bygmester, er forhaabenlig ikke mellem de
»Ibentræsborde«, der repræsenterer 43 Kroner pr. Styk paa vor
Inventarieliste....
De tre havde alle i samme Nu, endnu før han talte, set den ulykkelige
Bagside--Adolf kunde have knust samtlige de forbandede Ben; Martens
talte først, forvirret som en Dreng, der er grebet i at snyde i
Lektien:
-Jo--jo, sagde han ... De er betalt med 43, sagde han.
-Ja, Leverandører benytter sig af Omstændighederne, sagde
Konferensraaden. Og idet han gav sig til at halvlé igen, sagde han:
Det er kun et Gode, at saadanne Folk har godt af at vente en Tid paa
deres Penge....
Konferensraaden traadte gennem Glasdøren ud paa Gangen. Inde bag de
modsatte Spejlruder saa' de Restavrationssalen: der var blevet fuldt
ved Bordene; Fade, Glas og Kølere blinkede allevegne--og Solen stod
ikke paa mere. De graa Stuk-Søjler løftede sig stilfuldt og fornemt,
bærende Loftets pompøse Ornamentur.
Og med et virkeligt Smil--i en Følelse af Beroligelse--sagde
Konferensraaden:
-Dog et smukt Billede.
Han blev staaende lidt, og i den samme Følelse, paa samme Tid af
Beroligelse og Samhørighed, vekslede de alle Haandtryk her foran Salen
og skiltes.
Om Aftenen sad Adolf og Spenner hver paa sin Side af Pulten, efter at
Dagskassen var gjort op.
-Men noget _maa_ der gøres, sagde Adolf Men hvad? ... Satan, han
holder Øje med hele Driften ... Ja, naar vi kunde spille et Par
Maaneder med fuldt Hus, saa fik vi vel Prioriteten....
-Vi maa ... lade, som vi havde fuldt, sagde Spenner.
-Ja, sagde Adolf utaalmodigt, Fribilletter feder s'gu ikke
Fattiglisten.
-Nej, sagde Spenner: ikke--saa længe vi _stempler_ dem.
Adolf saa' op: Det vilde komme ud, Spenner, sagde han hurtigt.
Spenner svarede ikke, og Adolf saa' igen ned i Hovedbogen: han stirrede,
uden at tænke paa det, paa Spenners mange Navne-Efterskrivninger paa
Klatpapiret.
... Et Par Dage efter lod Adolf Billetkasserer Jespersen kalde op paa
Kontoret.
Han sad genért og kradsede med Pennen paa sit Klatpapir, mens han
talte med Kassereren. Det var ikke nødvendigt, sagde han, at stemple
alle Fribilletterne--foreløbig.
-Vi maa s'gu ha'e »ægte« Hus, Jespersen, sluttede Adolf og lo.
Berg mødte Billetkassereren i Døren: Hvad gaar her for sig? sagde han.
-Vi har haft en hemmelig Konference, vi to, spøgte Adolf. Farvel,
Jespersen.
Berg var gaaet hen til Pulten:
-Saa, sagde han; han havde sét ned paa Adolfs Klatpapir: Nu maler han
saagu ogsaa Autografer.
Hele Klatpapiret var kradset fuldt med gamle Adolfs sære sitrende
Navnetræk....
Fra den Dag blev det store Gros af Fribilletter ikke længer stemplet
med det lejdegivende »Fri«. Victoriateatret betalte i Stilhed
Fattigskat af sine Fribilletter.