I
Konferentsraad Hein havde endt sine fortrolige Meddelelser til
Centralbankens Raad og lukkede sin Mappe sammen.
-Iøvrigt, sluttede han, er det naturligvis min Overtydning--som jeg er
overbevist om, at Bankraadet tilfulde deler--at denne øjeblikkelige
Stilstand, rent forbigaaende Stilstand, ikke for os kan indeholde
nogensomhelst Anledning til større Foruroligelse. Banken er Hjærtet i
den Række store Foretagender, som i det sidste Tiaar har omskabt hele
vort Forretningsliv og--jeg tør sige det--hele vor økonomiske
Situation. En række Foretagender, som vi alle véd ikke blot
repræsenterer en stor Del af vort Samfunds Kapitaler, men som fremfor
alt er udsprungne nødvendige af Udviklingens Trang. Under saadanne
Omstændigheder gælder det for os sikkerlig kun om at vise Fasthed og
Udholdenhed.
Konferensraaden skubbede den tunge Egestol tilbage og gjorde et let
Buk mod Bankraadets Formand, der forstod, at det var sluttet--Hans
Excellence Lehnsgreven var meget døv--og rejste sig. Alle de svære
Stole (Konferentsraad Hein hadede personlig alt, hvad der hed
»Imitation«, og Bankraadssalen var udstyret med Møbler af næsten
middelalderlig Soliditet) blev skubbet til Side, og de Herrer
konverserede i Vindusfordybningerne. Etatsraad Blom forsøgte at raabe
Hans Excellence op--Kolleger som de var, begge kongevalgte Medlemmer
af Landstinget:
-Excellencen har naturligvis hørt hende, sagde Hr. Blom.
-_Hvem?_ raabte Excellencen.
-Miss Tea, svarede hr. Blom med Haanden for Munden. Hun spillede jo
igaar hos Majestæterne.
-Ja, ja, sagde Excellencen. Jeg gaar nu altid strax til Whistbordet
paa Slottet, betroede han, saa lydt, som meddelte han sig i Taagehorn
... Hva' si'er De? sagde han.
-At Deres Excellence har ganske Ret, raabte Hr. Blom.
Emnet Miss Tea forplantede sig videre langs Vinduerne. Alle de Herrer
talte om Hofsoiréen og »Violin-Feen«, der satte Byen paa den anden
Ende af Henrykkelse.
-Men det var ogsaa et overordenligt Talent--et ganske overordenligt
Talent....
-Ganske vist: et mærkeligt Talent ... Tre og tyve tusind er der taget
ind, siger man, af Victoriateatret i tre Koncerter....
Alle diskuterede de tre og tyve tusind. Generalkonsul Brodersen, der
altid saa' ud, som holdt han Næsen over en for syrlig Bordeaux, sagde:
Æ--æ--Røverhistorier; men Etatsraad Henrik Hansen havde selv set Folk
staa i Queue, saa hans Vogn kom ikke frem paa Købmagergade udenfor
Kunsthandelen.
Violin-Feen Miss Téa var en »Første-Pris« fra Pariserkonservatoriet,
som i ti Aar under Hr. Theodor Franz' Auspicier havde været femten Aar
i to Verdensdele. Ved Ankomsten til København fyldte hun sytten.
Hr. Theodor Franz satte megen Pris paa Miss Téa: Min Herre--sagde
han--hun har ingen Skrupler. Impressario'en havde ikke Uret. Miss Tea
lod gøre med sig, ganske hvad Hr. Theodor Franz vilde, og tilbragte
iøvrigt Tiden med at sætte Gevinsten i Sparekassen i Livorno (denne
Amerikanerinde var født i Livorno); i store Øjeblikkes Anfald af
Rørelse, sagde Hr. Theodor Franz undertiden:
-Min Herre--jeg tør sige, jeg betragter hende som mit eget Barn....
Den store Impressario var ankommen til København tre Dage før Feen:
Mine Herrer, sagde han. Jeg véd det, København er et Terræn, hvor der
kan arbejdes.
Hans første Arbejde var at lukke Victoriateatrets just aabnede Kontor
for Billetsalget. Det var Hr. Theodor Franz's Princip at sælge
Billetterne i »Byernes Hjerte«. _Han_ vidste ikke, sagde han, hvad
Udbytte man vilde have af en »Tilstrømning« i _denne_ Gade....
Billetterne blev solgt paa Købmagergade....
-Ja ... vi _kom_ ikke frem, det var Etatsraad Henrik Hansen, der blev
ved at udmale »Queuen« paa Købmagergade--der var sort, siger jeg, sort
af Mennesker.
Man talte endnu nogen Tid om Miss Téa.--Ja, sagde Højesteretsadvokat
Exner, jeg véd det fra Kabinetssekretæren, Hans Majestæt vil dekorere
hende--; og talende om det hele Victoriaetablissement, sagde
Konferensraad Hein, afsluttende, og med Øjnene ud paa Pladsen foran
dem:
-Ja--et lykkeligt Foretagende--et lykkeligt Foretagende.
Bankraadet opløste sig for at gaa hen at spise Frokost.
Konferentsraad Hein var blevet et Øjeblik tilbage i Bankraads-Salen.
Nu gik han ad Vindeltrappen ned i det store Forretningslokale i Stuen.
Bankraadsmødet og hans egen Veltalenhed havde spredt hans Ærgrelser
fra om Morgenen, hvor et Par Aktieselskaber til Tørlægning af jydske
Fjorde havde meldt Fortrædeligheder om nødvendig Forøgelse af
Aktiekapitalerne, og han blev staaende et Nu paa Trappens nederste
Trin og smilte.
I det store Rum, hvis hvælvede Loft var baaret af Stenpiller som en
Kirke, stod og sad Kontoristerne ved deres Pulte, bøjede over det
stille Arbejde; og selv foran Skranken, hvor Indgangsdørene faldt
sagte til, skærmede af Gummirande, gik Kunderne ligesom varsomt paa
Tæpperne og talte kun halvhøjt med Ekspeditørerne, der optalte
Sedlerne mumlende--som om der i den store Sal celebreredes en evig
stille Messe.
Konferentsraaden blev ved at smile, mens han gik frem gennem
Salen--det var ham ogsaa idag en egen Glæde at se dette tavse og høje
Rum, hvor man som bestandig hørte Millionstrømmens umærkelige
Gliden--forbi Pultene, hvor ingen hilste, skønt alle saa' ham: det var
i Centralbanken forbudt at spilde Tid med Hilsener.
Han havde endt sin Runde og gik ind i sit private Kontor, hvor store
Kort over Danmark og Skandinavien hang paa Væggene. Han var fordybet i
sit Arbejde, saa han ikke mærkede Banktjeneren, der bragte ham et
Kort.
Det var Herluf Berg, som ønskede at tale med Konferentsraaden.
Konferentsraaden vendte sig i Stolen, da han kom ind: _Dem_, sagde
han, ja, Dem ser man jo altid gerne ... Hr. Adolf, han lo lidt, kan
undertiden komme til Ulejlighed....
-Ja ... idag, sagde Berg, kommer vi vist saa nogenledes om ... det
samme ... Hr. Konferentsraad.
-Jeg vilde gerne, sagde han og satte sig paa den budte Stol, søge at
interessere Konferentsraaden lidt virksomt for os.
-Jeg interesserer mig meget for Dem, sagde Konferentsraaden, som
legede med en Lineal og ikke mere saa' paa ham.
-Men denne Interesse, Hr. Konferentsraad, maatte gerne--og Herluf
Berg lo lidt--give sig noget tydeligt Udslag.
-Bedste Hr. Berg, sagde Konferentsraaden og slap Linealen, Folk, der
tager tyvetusinder ind, kan saa vist leve uden anden Prioriteter....
-Ikke naar Driften fordrer de tyvetusind, sagde Berg.
Konferentsraaden svarede ikke og Herluf begyndte at tale, benyttende
Konferentsraadens Tavshed, udviklende endnu en Gang alle sine Planer.
Han talte om alt det, der var udrettet i disse halvandet Aar: de tre,
fire store skandinaviske Værker, de med Eneret til Opførelse havde
ført gennem hele Norden; Gæstespillet af den Stockholmske Opera--de
betydningsfulde Fremstillinger af Ibsenske og Bjørnsonske Værker, der
nu til Sommer forberedtes af Nordmændene....
Og fra alle de kunstneriske Synspunkter gik han over til de mere
materielle Fordele. Han gjorde opmærksom paa alle Besparelserne ved
Eneretsopførelserne, der lod den danske Trup høste i hele Norden, mens
Overskuddet tilhørte København; og han satte Konferentsraaden ind i
visse direktoriale Hemmeligheder, som forøgede Victoria-Scenens
Chancer: Disse Stockholmere og Folk fra Kristiania modtog jo i
Virkeligheden ikke stort mer end Halvdelen af det Aften-Honorar, om
hvilket Bladene skreg (Konferentsraaden smilte muntert ved Ordene om
Bladene) Kunstnerne vilde jo fremfor alt »Indvielsen«, Seglet i
København; og de spillede derfor billigt, naar kun ingen erfarede
det--
Konferentsraaden sagde endnu bestandig intet, og Berg ventede nogle
Øjeblikke. Og da han atter talte, var det i en anden Tone, pludseligt
indtrængende og med en Varme, der vilde overbevise:
-Men alt dette var intet, sagde han, kun de hemmelige smaa Midler til
at faa noget stort til at lykkes: En gammel Tanke maatte faa ny Form.
-Vi vil fra Scenen give Norden en Kunst og _vænne det til ét Sprog,_
sagde han.
Og som om han fik en egen Veltalenhed ved Samværet med denne Mand, der
fra dette Rum og Hus skabte saa store Ting, gav Berg sig ganske hen:
Ja--vi vil lære dem at _forstaa_, at _tænke_ videre i, at _føle_ i et
andet, det beslægtede Sprog, i hvilken vi spiller--_vi_ rundt i Sverig
og Norge--og vore Gæster her ... Og Sprogene vil komme til at synes
_Dialekter_ overfor Følelsen af den store Enhed ... Det er Sagen for
hver, der forstaar, hvad Sprogs Enhed betyder.
-Og saa er det _Deres_ Tur, sagde han pludseligt, naar Sindene er
blevet modtagelige, Deres Tur: Lovgivningens og Kapitalens.
Han havde maaske ventet et Ord, men det kom ikke. Konferensraaden
betragtede Klatpapiret i sin Mappe. Og hidsigt, muligvis irriteret ved
denne Tavshed, sagde Berg:
-Og det _maa_ lykkes: _Ti uden Skandinavien er København en By uden
Opland._
Og da Konferentsraaden pludselig saa' op, som med et Ryk, sagde Berg
og slog Armene ned mod Kanten af sin Stol:
-Ja--vil De sige mig--hvad er der vel Plads til i dette Land?
Konferentsraaden havde løftet Hovedet, og Berg fulgte instinktmæssig
Retningen af hans Blik, der hvilede paa Skandinaviens Kort paa Væggen.
Med Øjnene paa Kortet, hvis hundrede Skibsruter bøjede sig ind mod
København, sagde Konferentsraaden med sit ejendommelige Smil:
-Jeg har fundet Plads til en Havn.
Og i en anden Tone, bestandig betragtende Kortet, som hans Geni havde
aflæst dets Hemmeligheder, sagde han:
-Fire og treds amputerede os for Land ved Hofterne ... Nu har vi kun
Vandene tilbage, de _levende_ Vande, sagde han.
Der var nogle Øjeblikke stille i Kontoret, til Konferentsraaden vendte
sig om mod Berg og sagde muntert:
-Naa--og hvad er det saa, De vil?
-Kunne arbejde i Ro, hr. Konferentsraad, sagde Berg i samme Tone.
-Jeg vil være ganske oprigtig, sagde han og saa' paa sine egne Hænder,
mens han talte,--der maa arbejdes meget, meget alvorligt: Nye
Ideer--nye Foretagender fordrer Tid--og naar den første Nysgerrighed
hos Publikum, Nyheds-Rusen har fortaget sig--og den er maaske paa Veje
til at foretage sig--maa man støtte sig til--til ordnede Forhold for
at komme videre, sagde han.
Konferentsraaden havde atter hastigt set hen paa hans Ansigt:
-Ja--jeg har troet at se _det_, sagde han, at Publikum er blevet mere
»nøgternt«....
Berg gjorde en ivrig Bevægelse som for at falde ham i Talen: Naa, jeg
mener kun, sagde Konferentsraaden ... Vi mærker alle denne ... (det
var som om han søgte om et Ord og saa igen tog det alt brugte)
Nøgternhed ... Og det er netop Grunden, hvorfor jeg virkelig i dette
Øjeblik har haft Betænkeligheder ved at engagere Banken i denne
Sag....
-Men, sagde han, lad Hr. Adolf komme herop--iovermorgen ... Man kunde
Jo ordne Sagen--en Kassekredit kan man jo altid foreløbig aabne Dem
... til det hele ordner sig.
-Ikke sandt, saa siger De hr. Adolf, han kan se herop? sagde
Konferentsraaden. Berg rejste sig og takkede, og Konferentsraaden, der
stod op ved Skrivebordet, slog ham paa Skuldren og lo:
-Adieu, sagde han, De--Ridder af det skandinaviske Opland.
Berg gik. Ovre paa Nabohjørnet ventede Adolf i en Kafé paa, hvad det
blev til. Spenner var ogsaa kommet til, han, som ellers aldrig kom ind
i det Indre af Byen paa den Tid.
Adolf var helt rødplettet paa Kinderne: Gik det? sagde han.
-Han giver en Kassekredit, sagde Berg, naar De kommer til ham
iovermorgen.
-Hvor stor? sagde Adolf.
-Det sagde han ikke ... Han ménte kun, at saadan kunde man, lettest,
foreløbig ordne Sagen.
-Hva'--sagde Adolf og slog Berg paa Kinderne med et Par hede
Hænder--er _det_ en Karl--hva? Adolf var altid rede til at beundre de
andre, mens han selv i Stilhed trak det værste Læs.
Spenner bare lo og dukkede: Nu skal han ha' Mad--han har fortjent den,
sagde Adolf.
Berg fik Frokost, mens Adolf snakkede løs (Berg blev næsten ganske
urolig over hans Lystighed) og da de var færdig med Kaffen, gik de ned
paa Købmagergade: Hr. Theodor Franz havde Klokken ét aabnet
Billetsalget til Miss Teas »første og eneste populære Koncert«.
Billettagende Bybude garnerede Trappen og hele Entréen var fuld af
Folk. Hr. Theodor Franz havde personlig indrettet Butiken, saa der
ikke var Plads til tyve Mennesker ad Gangen.
-Mine Herrer, sagde Hr. Theodor Franz, Klokken elleve saa' jeg mig
nødsaget til at rekvirere Politi....
Det rekvirerede Ordenspoliti var en venlig Betjent, der tømte et Bæger
inde hos gamle Adolf i Pulterkamret under den aflægse Kineser.
Berg affattede »Tilstrømnings-Notitser« til Aftenbladene.
-Ja, min Herre, sagde Hr. Theodor Franz, der læste dem--Reklamer
syntes Impressarien at forstaa i alle Sprog ved en Slags sjette
Sands--:
-Ja, sagde han: Her bør man skatte Pressen....
-Mine Herrer, sagde han og lagde Haanden med udspilede Fingre ned paa
Bordet: De har en Presse, der gaar i Spidsen for Bevægelserne.
Klokken halvtre var der udsolgt til Miss Teas eneste populære Koncert.
Féen lod sig bevæge til at give endnu en allersidste Koncert, som
sluttede med »egne Kompositioner«. »Vi spiller dem _kun_ i sidste
Koncert«, sagde Hr. Theodor Franz.
Ingen i Verden havde endnu hittet Rede i dette Kvidder paa en Violin
... Jublen var ubeskrivelig.
--Centralbanken aabnede foreløbig »Victoria-Etablissementet« en større
Kasse-Kredit.
* * * * *
Det ringede endelig, og Erhard slog Tæppet fra Døren for at lade Fru
Stern svippe ind.
-Pyh, hvor har jeg løbet--Fru Stern rystede sit Fuglehoved og lod
Hænderne synke i Skødet, mens hun satte sig--vi kom aldrig fra Bordet
idag for den Snak ... Nu--Erhard fik et Tjat med den aftrukne Handske,
alt var i bestandig Bevægelse hos Mathilde, Hoved og Hænder, mens hun
talte: Nu er han rejst, sagde hun og rystede Sølvarmbaandene ned paa
sin Arm.
_Han_ var Hr. Godsejer Stern, en Ægtemand, som tilbragte meste Delen
af sit Liv med at afrejse til Jagter, hvortil der i Stilhed sluttede
sig høje L'hombrer. Mathilde kaldte ham aldrig andet end »han«,
pludrende om ham, løst og fast, med en egen Skadefryd, som en
Skolepige, der endelig en Gang faar udøst sit Hjærte om en
Klasselærerinde....
-Mus, sagde Erhard og holdt Munden frem.
-Is, sagde hun og satte Trutmund som et Barn, mens de kyssedes.
-_Der,_ sagde hun og lagde et Par gule Bind, som hun havde gemt under
Overstykket paa Bordet, har du dine stygge Bøger.
Det var franske Romaner, Erhard laante hende, og som hun læste
hjemme, krøbet sammen paa sin Sofa, med smaa tøsede Udbrud af
indvendig Munterhed; noget nær med en Glæde som den, hvormed et Barn
genhilser Gaardhanens Kontrafej paa Abc'ens første Blad.