-_Kan_ han no'et?
-Véd s'gu ikke.
Talen var om unge Adolf, mens Gerster tog »Ess Bouquet« ud af
Skrivebordet og rakte Berg. Erhards Essentser var lukket inde af
Hensyn til Professoren, der hadede den »Moskuspest« i Stuerne.
(Professorinden kom, naar hun skulde ud, og fik en Draabe paa
Handsken: Det mærker din Fa´er ikke, sagde hun; i det ægteskabelige
Sovekammer herskede kun Køllnervand).
-Véd s'gu ikke--men Penge har han--si'er de, og nu aabner han jo den
nye Forretning--paa Købmagergade.
-Ja--hvad er det for en Forretning? sagde Gerster, som tændte en
Cigaret.
-Ja--det vil han jo ikke ud med--det er naturligvis en
Kunsthandel--han vil revolutionere Smagen herhjemme, siger han. Men
Penge maa han ha', sagde Berg ... Den Gamle har tjent dem paa
»Husholdningsbøger«....
-Jo. Tak, Adolfs »Den lille Bogholder i fem Størrelser«, opremsede
Gerster efter det bekendte Avertissement.
-Men de skal være gaaet svært i Fyrrerne, sagde Berg og begyndte at
lé: ... Foreløbig er de Gamle rykket ud fra Pilestræde med alle de
fine Mahognitræsmøbler og er flyttet ned i Tordenskjoldsgade.
-Hm, sagde Gerster. Kønne Ruder har han lavet sig.
-Og han gaar ind paa Ens Idéer, sér du, sagde Berg. Han _forstaar_,
sagde han. Men kan _udrette_ noget med Adolf. Han rejste sig og gik
hen over Gulvet: Og véd du, sagde han og slog ud med Haanden: her
trængte til at udrettes noget. Her trænger forbandet til, at der blev
handlet i dette land.
Han blev ved at gaa frem og tilbage over Gulvet og talte om Adolf og
Martens: De havde ligefrem tilbudt ham Kompagniskab--ja,
alvorligt--helt Kompagniskab--hvor de stillede den fornødne
Kapital....
-Og nu var et Teater noget værd, nu--hvor Staden voksede for hver Dag
til at blive Nordens Hovedstad.
-Ja, ja, det blir den, sagde han.
Nu var Tiden for Folk med Kapital til at benytte Konjunkturerne, Tiden
for dem, der havde Idéer og Øjne at sé med--nu, hvor Norden kun
ventede paa Stedet, hvor man kunstnerisk kunde samles--»kun ventede«
gentog Herluf Berg to Gange og nikkede ud i Luften--paa _Pladsen_ til
at samles. Teatret var Stedet, hvor Banen var brudt, _der_ var
Sam-Interessen vakt: Ibsen og Bjørnson var ikke Nordmænd mer, de var
blevet Skandinaver, de spilledes lige op til Haparanda, lige over til
Wiborg, Wiborg i Finland ... allevegne.
-Sér du, fortsatte han og standsede ved Vinduet: Det er Konjunkturer.
Og idet han ligesom oversaa en lang Felttogsplan, tilføjede han med
Hovedet lænet mod Vinduessprossen: Og Teatret giver ogsaa Plads for
Reklamen, du--
Han vendte sig lidt efter og begyndte igen at gaa, mens han talte i en
anden Tone: Man maa sé Tingene, som de er, du, og være praktisk,
Kunstnerne er ogsaa blevet Mennesker, som vil _leve_--og sidde blødt.
Forfatterne vil komme, naar man rækker dem blot den lille Finger: de
venter jo ligefrem paa Skandinavien, der skal honorere dem....
Herluf satte sig og udviklede Planen for Driften. Der skulde spilles
hele Aaret, Eneret, skandinaviske Værker, sat i Scene af Forfatterne
selv, om Vinteren her og om Sommeren rundt om, i Stockholm, Gøteborg,
Kristiania og Bergen ... mens Stockholmernes Opera sang her eller
Skuespillerne fra Kristiania spillede; saa udvekslede man Kunst....
-Man lærer hinanden at kende, sagde han. Og man har tillige
Lejeindtægten i den døde Tid.
Han begyndte atter at tale om »den ene Kunst«, om Malerne og
Musikerne, der vilde følge Eksemplet, Forfatterne gav, og søge til
København: Hvortil har man Jernbanerne? sagde han og lo. Eller
Dampskibene. Vi skal nok røre Trommerne, til de kommer til København
--til os.
Gerster havde lagt Cigaren og skottede hen til Herluf. I al
Hemmelighed holdt han svært af at sé paa Berg, naar han saadan var
rigtig »oppe« i en Plan.
-Og Provinsbyerne, sagde han, ta'er vi med Strejfkorps. De har faaet
den rette Aand. Jeg gi'er Adolf Ret: der er kommen Stemning i
Provinserne og--der er Penge at tjene. Hvad er Afstandene nu? Er det
Afstande at tale om? Aarhus og Odense er rene Forstæder til det nye
København.
Han gik lidt, hen til Gerster, og lagde Haanden paa hans Skulder: Ja
--du, der var noget at gøre nu, sagde han. Og Gerster sagde:
-Men saa grib til, du. (Det var en af Gersters Yndlingstalemaader »at
gribe til«--selv greb han aldrig til).
-Naa, sagde han halvt misfornøjet. Det bankede med en flot Kno paa
Døren til Entréen. _Der_ har vi Lange.
-Kom ind, sagde han.
Lange sejlede ind med Stokken i den fremskudte Haand og løftede
Skuldre:
-Goddag--saa man er hjemme, sagde han og satte sig. Hvad tygger I Drøv
paa?
-Paa din Fremtidsberømmelse, sagde Gerster og tog Plads igen.
-Tak--det maa smage af mere, sagde Lange.
Samtalen slæbte sig mat afsted. Inde i Spisestuen blev der slaaet med
en Dør, saa Døren ind til Erhard sprang op. Det var Professoren, som
kom hjem fra Kliniken og vilde have »frisk Luft i Stuerne«.
Erhard rejste sig for at lukke: Vil Gerster ha' Koteletten strax,
hørte man Professorinden. Og der blev stille.
-Hvad har I ellers bedrevet, sagde Erhard til Lange og satte sig igen.
-Hvad man har bedrevet, sagde Lange i sit betænkelige Tonefald. Hvad
man bedriver--gamle. Drak et Glas hos Paula iaftes--af Kedsomhed.
Det lod ikke til, at Berg og lille Gerster interesserede sig saa meget
for Paula: Hun fortalte forresten en Historie, sagde Lange, en aldeles
glimrende Historie ... om blonde Krause--I véd, ham med Haarene i
Panden. Men du maa ved Gud ikke sige det til nogen--Lange efterlignede
Frøken Paulas Stemme ved at tage nogle ejendommelige fede Nasallyde--I
kender hende, naar hun er »diskret« med Haanden op for Munden:
-_Du_--han er »Susse«, sagde hun; (sér I hende? sagde Lange og blev
ved med Paulas Stemme)--han lagde sig her ned paa Gulvet, forsikrer
jeg dig--detvar, som han _sank_, siger jeg dig, og lagde Hovedet ind
til mig--ganske stille, ligesom han var helt henne (og han havde
lukket Øjnene, sagde Lange med et af Paulas forklarende Nik) og saa
sagde han--ganske sagte, du: Er det at elske? sagde han.
-Jeg havde ved Gud Taarer i Øjnene, sluttede Lange med Paulas Røst.
-Hva' si'r I til det? sagde han og viftede henrykt med Hænderne.
-Det kan jeg s'gu ikke finde noget latterligt i, sagde Erhard
langsomt. Vi bliver jo alle gjort nysgerrige, fra vi er syv Aar uden
nogensinde at faa noget rigtigt at vide ... _Jeg_ spørger endnu nogle
Gange, sagde han, om »_det_« er at elske?
-Saa spørger du vist ikke paa de rigtige Steder, sagde Lange kynisk og
viftede.
-Saa? sagde Gerster--du siger mig maaske nogle bedre ... Jeg har
ellers (Gerster vendte sig om mod Vinduet og saa' et Øjeblik ud af
Øjnene omtrent som Bergs Hund, da den en Gang havde brækket sin Pote)
saadan omtrent søgt overalt....
-Men Paula er forresten en ækel snakkesalig Pige, sagde han i en anden
Tone.
-Ja, det er hun, sagde Berg og kom til at le sagte. Paula sladrede om
alt; Lille-Gerster selv var ét af hendes Yndlingsæmner:
-Du, Herluf, sagde hun en Gang: Erhard er ikke, som han giver sig ud
for?
-Hvad mener du med det? havde Herluf sagt.
-Han græder tit, du, sagde hun fortroligt.
-Ja saa. Saa græder du vel ogsaa, Paula? spurgte Herluf.
-Ja. Jeg græder da tit.
-Hvorover?
-Man _har_ da Følelse, havde hun sagt, halvt fornærmet.
Herluf kom til at le ganske højt ved at tænke sig de to travrige
Grædepile paa Paulas røde Sofa--ved Siden af hinanden.
-Hvad ler du af? sagde Lange.
-Af noget meget sørgeligt, svarede Berg.
-Ja--jeg synes ogsaa, Humøret staar paa Frost, sagde Lange, der var
halvkrænket over Optagelsen af sin Historie og lettede paa sig. Det
har vel ingen Hast, sagde Gerster. Det var jo kun et Løb herop, sagde
Lange, for at sé, om du levede. Han tog Afsked og gik.
De to andre blev siddende tavse.
-Vi var i »Konstantia« igaar, sagde saa Gerster. Blom og Brodersen og
Damerne....
-Hm, sagde Herluf blot.
-Vi drak Kaffe paa Balkonen--du, og saa skød vi til Skive efter
Flagstangen med Underkopperne ... Du skulde ha' set Buffetjomfruen og
Kellnerne hvor de »spjættede« ... Erhard spilede Fingrene ud
Sprællemand--for at vise, hvor Kellnerne havde »spjættet«: De var
ganske blege, du, sagde han.
Det var i det Hele en Forlystelse i Kredsen Blom at faa Folk til »at
spjætte«. Man eksperimenterer, Gamle, sagde Blom. Eksperimenterne var
mangeartede. Det siste Eksperiment igaar--eller imorges tidligt--havde
været _det_ højst uskyldige: at de havde stukket Cigarerne med den
brændende Ende i Munden paa et Par sovende Medborgere--hvad der dog
havde foranlediget dem til at forlade Lokalet og forlægge
»Eksperimenterne« hjem til Damerne. Et Par Timer efter gik Blom og
Lille-Gerster hjemad.
Gerster tog Portnøglen op: Du, sagde Blom. Vi er et Par Bæster.
-Ja, sagde Gerster. Det er vi.
-God Nat.
-God Nat.
Gerster gik op. Inde i sit Værelse gik han hen til det aabne
Vindu--han stod og rakte tre Gange Tungen ud i Luften, for han lukkede
det.
Ude i Gangen knirkede en Dør. Det var Professorinden, der ikke kunde
vænne sig af med at ligge søvnløs, til hun havde hørt Erhard komme
hjem.
... Herluf og Gerster sad tavse igen. Saa sagde Gerster,--da de atter
havde talt lidt om ligegyldige Ting--lidt dybt, med Øjnene i sit Skød:
-Du--tror du nogensinde, jeg bliver forelsket? sagde han langsomt.
Herluf saa'hen paa ham: Jeg véd ikke, sagde han sagte.
De sad igen stille en lille Tid, til Gerster rejste sig: Jeg har gjort
et Bekendtskab, sagde han, tøvende og med Ansigtet mod Vinduet ... Jeg
tror egenlig, jeg kunde komme til at holde af hende ... Hun er meget
sød....
-Gift, sagde han.
Gerster stod lidt og i den samme--tovende eller ubestemt misfornøjede
--Tone som før sagde han:
-Og du? Naar bli'r det til noget i Vimmelskaftet?
I Vimmelskaftet laa den Heltzske Gaard, Frøken Asta Heltz' Hjem: Man
»talte« jo nu i Aarevis om Asta og Herluf.
Herluf trak træt paa Skuldrene og saa' i Gulvet.
-Nej, sagde Gerster med et Suk--det er det: man har s'gu mistet
Tilliden, du, til det, man selv gaar rundt og føler.
-Ja, sagde Herluf.
-Skal vi gaa ind til Mo'er? Gerster vendte sig.
-Ja--jeg vilde just sige det. Jeg skal gaa. Der var ingen Døre mellem
de tre Dagligværelser, det samme brunlige Tæppe gik over alle Gulve.
Alt var polstret, men i dæmpede Kulører. Professorinden stod op fra
Skrivebordet, da de kom ind.
-Vi forstyrrer Professorinden, sagde Berg.
-Aldeles ikke, smilte Fruen (i Virkeligheden havde man altid en
Følelse, som om Professorinden kun fordrev et Kvarterstid i sin Stue
som en Værtinde, der sidder og venter paa de Fremmede til Middag) ...
Vel har man travlt, sagde hun og pegede: Det er Kongressen, tilføjede
hun og smilte, mens hun tog Plads i »Visithjørnet« bag et mindre
Marmorbord med en lille Standhylde, der indeholdt Professorindens
privateste Haandbibliotek: et Par Bind af Topsøe, Martensens Ethik og
Meyers Fremmed-Ordbog.
-Mo'er bespiser allerede den medicinske Videnskab, forklarede Erhard.
-Aa, det er kun nogle Sektionsmøder ... Sektionerne, der skal dannes,
sagde Fruen, og saa spiser de her hos os ... Gerster finder, disse
tørre Komitémøder passer ikke mere for vor Tid, smilte hun.
-Maa jeg spørge Mo'er, sagde Erhard. Skal saa Fruerne med?
-Ja--vi ta'er dem dog med, Erhard ... Det er det mildnende Element,
mener Gerster, sagde hun. Erhard gav et Par halvmumlede
Ondskabsfuldheder tilbedste om de medicinske Fruer og Professorinden
sagde: Erhard--vi hører selv med til Lavet, og satte sig tilbage i
Sofaen (hun havde en egen bred Maade at sætte sig tilrette paa under
Smaasladder, der mindede lidt om de tyve Aar i Provinserne).
-Naa, sagde Gerster, de taler vel ikke bedre om os.
-Nej, sagde Fruen og sukkede: du har Ret i det, og hun gav selv i en
vis hyggelig Tone, en lille Historie om en Kollega tilbedste. Man
talte i det hele frit hos Gersters--selv om de nærmeste Venner: Man
kan jo sé de smaa Svagheder, sagde Fruen, som havde hele
ProvinsSelskabets Skarpsyn for Smaating. Frisproget gjorde meget til,
at hver strax følte sig vel i Huset, som optaget i den nære Kreds.
-Naar Erhard blot ikke siger det ved Middagsbordet, sagde Fruen.
Erhard kender sin Fa'er ... Gerster har saa megen Korpsaand,
forklarede hun Berg.
Der blev talt om Spisestuen: om man virkelig ogsaa turde lade dem
spise tyve. Naar Mo'er vil ta' Skammekrogen bort, kan man spise fire
og tyve, sagde Erhard.
-Det er Erhards Syndebuk, sagde Fruen. »Skammekrogen« var et
Privat-Hjørne af Spisestuen med et Divanbord og den gamle Sofa fra
Provinsdagligstuen. Erhard paastod, at hans Moder flyttede derind og
strikkede, naar der ingen var hjemme.
-Ja--sagde Fruen--naar Vinden staar paa her, sidder jeg derinde.
Sandheden var, at »Skammekrogen«, var hendes kæreste Plads. Naar hun
skulde være alene hjemme, flyttede hun derind med en lille lavfodet
Sparelampe, der næppe nok oplyste selve Krogen: Erhard kom ind og
sagde Farvel--i Kjole og med det hvide Slips--før han gik.
Hun holdt af at sé ham saa soigneret og fin (ogsaa Dametoiletter var
ét af de stadige Emner, Erhard og hun debatterede ved deres
Yndlingsmaaltid, Frokosten, naar de var ene; og det morede hende
stille, naar Erhard vidste saa »detailleret« Besked); og naar han var
gaaet, blev hun siddende, smilende ved Tanken om den Tid, da de endnu
boede i Provinserne, og hun og Erhard, der var Gymnasiast, sammen
læste det lille københavnske Dagblad med Billeder, som Erhard holdt
bag Professorens Ryg, og hvis Kvartalspenge hun betalte--for at det
kunde bringe dem Bud »derovrefra«.
Og Professorinden kunde blive siddende i sin Krog, fortabt i gamle
Erindringer, uden at tage sig noget til--lige til Jomfruen bragte
hende Theen paa en lille Bakke med en lukket Porcellænssukkerskaal:
naar Professorinden var ene, tilfredsstillede hun en lille hemmelig
Svaghed, hun havde for mørkt Puddersukker i sin The....
* * * * *
Et Par Uger efter skulde Berg spise til Middag hos Konferentsraadinde
Heltz.
En af Husets to stille Stuepiger hjalp ham Frakken af nede i
Stueetagen--der var altid en egen ren Luft af de mange Planter paa
Trappegangen--og allerede i den første Stue lød det som Mudret af et
helt Fuglebjerg: Alle blev straks højstemte i Vimmelskaftet.
Konferentsraadinden snakkede og lo højt--med begge Hænder strakt frem
mod hver, der kom--saa man saa' hendes to Rader Tænder, saa hvide og
sunde, som prøvede de hver Dag Kræfter med tykt Rugbrød.
Herluf undskyldte, at han kom for silde:
-Ja--det véd Gud, De gør, lo Konferentsraadinden og rystede hans
Hænder.
Der var tolv, femten Mennesker i Stuen: Ægteparret Jürgens, Professor
Jürgens fra Landbohøjskolen, Fruen var fra Nakskov, en Ungdomsveninde
af Konferentsraadinden; Hr. og Fru Ekberg, der ikke havde regnet paa
Daglys før Bordet og var lidt for pudret; Etatsraadinde Knudsen--ogsaa
fra Nakskov--med Datter, Sundt: en lille ung Fru Stern, som Berg ikke
kendte, og som han skulde have tilbords; Frøken Asta og Frøken Julie;
og Huslægen med Kone, der nu kom med Tungen ud af Halsen og erklærede,
han havde en Ulvehunger.
Alle snakkede i Munden paa hinanden, siddende og staaende rundtom i
Stuen, hvor de store svære Møbler--de var ikke fornyet siden
Konferentsraadens Død for ti Aar siden--var spredt over Gulvet:
-Det er Asta, sagde Konferentsraadinden. Jeg holder ikke af det. Jeg
vil helst sidde fast opad Væggene.
Berg var gaaet hen til Frøken Asta--hendes Smil var slaaet frem imod
ham lige strax ved Døren--og han talte med en halv sky, halv øm
Stemme, mens hun blev ved at se ham glad ind i Ansigtet og smilte.
Frøken Julie demonstrerede foran Huslægen: Tyvende Bal, Dr. Friis,
tyvende Bal--i _November_, sagde hun og spilede fingrene ud foran hans
Ansigt; Frøken Julie var i lyserødt og mindede i Gestus lidt om en
Ingénue paa Teatret.
De stilfærdige Stuepiger havde Døren op, og man gik ind i Spisestuen i
Lyset. Konferentsraadinden øste selv op, og Sundt sagde--med
Servietten stukket ind under Vesten, saa den skærmede et Stykke af
Skjorten--og slog ud med de kønne Hænder over Bordet:
-Er det nu ikke rart? sagde han og smilte som en Bisp i en Gaaserede.
Ja, Frøken Asta, sagde han og saa' mildt til det første Glas Sherry:
Fyrre--det er Zenith ... man forstaar et godt Bord, man har gjort
Erfaringerne, Damerne forkæler En ... Sundt svælgede i Herlighederne
ved at være fyrre.
-Ja, ja, raabte Fru Jürgens leende. Sundt kender Fadene. Fru Jürgens
brugte Talemaader som en holbergsk Pernille, var i Selskab udskaaret,
saa hun regelmæssig i sidste Nu, før de tog afsted, maatte hjælpe
efter med et Kniplingslommetørklæde, og var en Mønstermoder for syv
»Drenge«, hvoraf den ældste var Rus iaar.
-Maaske er det Zenith for Herrerne, sagde Fru Ekberg.
-Naa, mine Damer, sagde Dr. Friis. De har saamæn ogsaa lært at
konservere Dem.
De lo igen, og Konferentsraadinden, der var færdig med Suppen, sagde
betænksomt: Ja det _er_ mærkeligt ... Naar jeg tænker paa _min_
Moder....
-Hm, sagde Julie, der delte Berg med den lille Fru Stern: jeg vilde
dog finde det rart, om Bedstemødrene blev ved at gaa med Kappe.
Man fik en Fisk med Hummer, og Konferentsraadinden, der havde Vinsmag,
lod særlige Mærker gaa, støvede, rundt i Kurve:
-God? ... Ikke? nikkede hun fornøjet rundt til Herrerne.
-En Vin, kære, sagde Ekberg op imod hende. Han nænnede slet ikke at
sluge den.
Lille Fru Stern havde ikke sagt et Ord, hun glemte endogsaa at spise
og sad blot og stirrede med et Par store lyksalige Øjne, og bevægede
undertiden pludselig Skuldrene--opad som en lille Fugl under
Æggeheden.
-Mathilde, sagde Asta over Bordet og lo til Berg.
-Der flyver dig en stegt Due i Munden.
-Ja, sagde den lille frue og fo'r sammen. De drak med hinanden. Rundt
om, over Bordet, blev der talt om Pigebørn og Opdragelse.
-Ja, jeg, sagde Fru Ekberg, der stadig havde Ansigtet i Bevægelse
(naar det var i Ro, begyndte det at markere »Zenith«)--ligefrem
_studere_ min Datter.
(Denne langbenede elleveaarige var udstyret med Hoftepuder og
Fingerringe, saa hun var ikke ulig en hellig Krokodille.)
-Ja, ja, Fru Friis sukkede. Opdragelsen var en Kunst ... Hvem kendte
nu tildags sine egne Børn? sagde hun, mens Fru Ekberg gentog at det
var et Studium, og Fru Jürgens sagde: Fortrolighed--bare Fortrolighed,
kære; og Konferentsraadinden saa' med sit glade Ansigt henover sine
Døtre og sagde:
-Man kender da vel sit eget Kød og Blod....
-Ja, Gud hjælpe os, sagde Frøken Julie i en halvhøj Parenthes og slog
Viften ud: Vi er ikke fra Nakskov.
Men Hr. Ekberg var enig med Fru Friis ... Det var en Revolution--en
sand Revolution i de unge Gemytter ... Hr. Ekberg tilskrev den
Symaskinen....
-Ja--kære Frue, Symaskinen sagde han overbevist ... De køber
ude--køber de ikke alting ude? De køber »færdigt«--man køber færdigt
... Hvad skal man saa gi' de unge Døtre at bestille ... Vil De _sige_
mig, hvad man skal give dem at bestille?
Hr. Ekberg tav og ventede med aaben Mund paa, hvad Fru Friis vilde
give dem at bestille.
Etatsraadinde Knudsen, der var lidt døv, og som først nu var kommet
rigtig paa det klare med Samtalen--hidtil havde hun indskrænket sig
til at nikke glad ned til Konferentsraadinden hver femte Minut--sagde,
at de hørte, de læste--de fik for meget at vide....
-Og danser for meget, sagde Professor Jürgens ned over sin Tallerken.
Man serverede en Oksetunge i Madeirasauce med Trøfler og Hr. Ekberg
forlod Symaskinen; hans Frue var blevet mere højrøstet (Fru Ekberg
blev altid et Øjeblik højrøstet, naar hendes Mand fortabte sig i
dybsindige Materier) og talte om Skolerne: Ja--hos Frøken Zachrisson
havde hver Elev et Apparat paa sin Plads, saa de rettede Ryggene....
-Ja--den Sidden bukket sagde Konferentsraadinden, nede fra sin
Bordende. Den er en Ulidelighed ... Den er det, der gi'er den megen
Blegsot....
-Nej, sagde Fru Jürgens, vi Nakskovere--Emma, hun løftede Glasset mod
Husfruen. Paa Nakskov, Anna, raabte Konferentsraadinden ned til Fru
Knudsen: Paa den gamle Tid, Anna.
-Ja--paa den Tid, sagde Fru Knudsen og nikkede. De drak alle tre: Jo,
sagde Fru Jürgens og satte Glasset resolut ned, vi kunde tumle
Springfyrene. Hun slog en Brødkugle over paa Professoren: _Han_ husker
Skovballerne, sagde hun og lo.
Hun blev ved at tale om Nakskovtiden, Etatsraadinden hørte kun det
halve, men sad og smilte: Ja, ja, Frederikke, du var nu altid det
muntre Blod, sagde hun. Konferentsraadinden sad med Taarer i Øjnene
over sit Glas--hun tænkte paa Konferentsraaden.
-Mo'er, hviskede Asta op.
-Lille Børn, sagde Fru Heltz og saa' fra den ene Datter til den
anden. Hun løftede Glasset og Døtrene svarede. Asta holdt Glasset op
med Øjnene paa Herluf--de straalende Øjne--og han hævede ogsaa sit
Glas, og de drak, med Blikket paa hinanden, mens hele Bordet summede
af al den glade Forelskelse i Nakskov.
-Slyngel, sagde han til sig selv, mens han drak og blev blussende rød,
idet han satte Glasset ned paa Dugen.
Alle lo og snakkede; selv Frøken Knudsen vaagnede ved det pludselige
Ord »Ramløsa« og gav sig til at forfølge en Familie »Beck-Friis« op
gennem Aarhundrederne; Fru Jürgens sluttede af med Nakskov og slog ud
mod Sundt.
-Nej, nej,--der var ingen gamle Ungkarle _der_.... Da vidste Folk,
hvad de vilde--min Kære, og kunde bestemme sig.
Hr. Ekberg slog paa sit Glas, men Herluf hørte ikke efter, hvad han
sagde. Han stirrede kun paa Asta, der smilte frem over Bordet, ved
Siden af Sundt. Lyset fra Kronen lod Atlasklivet skinne som et Pantser
om hendes Bryst: Hvor er hun smuk, tænkte han.
-De kender vist--Berg fo'r sammen, det var virkelig den lille Fru
Stern, der havde talt, og to Gange havde maattet sige: »De kender
vist«, og var blevet saa rød som en Pæon. De kender vist en ... Hr.
Gerster, Erhard Gerster, sagde hun og hun tabte fuldkommen Fatningen
ved at nævne Fornavnet....
-Ja, sagde Berg ... ja ... Han tog ikke Øjnene fra Asta: Og hende
skulde du ikke elske, sagde han til sig selv ... Ja, Fruen kender
Gerster? sagde han.
-Ja--sagde den lille Frue--det er en Ven af min Svoger; hvorpaa hun
blev helt borte i Forvirring og ikke mere oplod sin Mund, til de
rejste sig fra Bordet.
Kaffen blev baaret om i Dagligstuen under »Tak for Mad« og Støjen. Fru
Jürgens blev staaende hos Konferentsraadinden, lænet til sin Mand:
-Ja, sagde hun, _jeg_ har faaet Lov til at beholde ham. Og de to
Veninder blev staaende Haand i Haand, mens Professoren gik hen til
Herrerne, der var overvættes varme og rødho'dede og talte om Adolfs
nye Forretning: »Ja, det er nye Spisesedler, han vil lave«, sagde
Ekberg--og om Gersters Klinik: Det skulde særlig være med døvstumme,
han eksperimenterede:
-Ja, sagde Dr. Friis,_de_ klager ikke.
Alle snakkede, og ingen hørte, hvad den anden sagde. Fru Ekberg havde
fanget Sundt ind i en Hjørnesofa og talte om, »hvad man da egentlig
antog var Kvindens Bestemmelse«, mens hun saa' ham lige ind i Ansigtet
gennem sin Stang-Lorgnette.
Ekberg kom til--i et Par Buer over Gulvet--: Kære, sagde han til
Sundt, hun forfærder Dem ... Ikke? hun forfærder Dem ... Ja, sagde han
og slog beundrende ud med Haanden, _hun_ er radikal....
Ovre i det andet Hjørne stod Asta, Berg og lille Fru Stern i en
Klynge: Ikke? sagde Asta og næsten »rullede« den lille Frue: hun
ligner en Fugleunge?
-Nej, nej, rør mig ikke, raabte den lille Frue, hun var purpurrød og
skubbede Skuldrene op, saa kilden som et Kid: Rør mig ikke, siger
jeg....
Lidt efter lidt trak Herrerne ind i Rygeværelset, hvor Hr. Ekberg
talte om Ægteskabet: Ægteskabet, sagde han, kære Ven--_vort_ Ægteskab
er et Kammeratskab.
De andre Herrer sank hen i Tavshed, tyggende paa Cigarerne; de kendte
det Ekbergske Ægteskab ud og ind fra Rygeværelserne.
Inde i Dagligstuen var Damerne faldet lidt til Ro, mens Fru Knudsen og
Fru Ekberg talte om nye Lejligheder og Eskilstuna-Ovne:
-Ja, ja, sagde Etatsraadinden, ja, ja ... men de varmer ikke, de
varmer ikke....
Ud paa Aftenen spillede de Lotteri, Damerne og Sundt, der sad og
glædede sig over alle de kønne Hænder, der løb saa travlt over paa
Bordet. Fru Jürgens raabte op, og Konferentsraadinden og Fru Knudsen
var saa ivrige som Børn: Hva' for et Numer? hvad sagde hun for at
Numer? sagde Etatsraadinden.
-Aa, de har ingen Øjne i Hovedet, sagde Konferentsraadinden, som satte
paa baade tilhøjre og venstre, hos Frøken Knudsen og den lille Fru
Stern, der bare sad og smilte ud i Luften og kildrede sin lille
Barnehage med Spidsen af sin sammenfoldede Vifte.
Asta kom imod Berg i Spisestuedøren: Spiller De ikke? sagde hun. Jeg
ikke heller--Stemmen lød paa én Gang saa besynderlig fraværende og
modløs--kom--inde i »Fa'ers Stue« er der stille. De gik gennem
Spisestuen ind i Konferentsraadens Værelse, hvor de store Møbler, med
Kæmpesofaerne i Nicher, stod urørte, som da han levede. Asta satte
sig.
-Hvad blir det saa til, sagde hun. Med Teatret.
-Véd ikke, sagde han. Men pint af Usikkerheden, næsten Frygten, der
altid sneg sig ind over ham, naar de var ene, begyndte han--blot for
overhovedet at tale, kun for at de ikke skulde sidde tause--at
fortælle hende alt. Han talte om den store Opgave, om Arbejdet, om
Anstrengelserne, om alle Planerne, om alt det som endelig, _endelig_
skulde fylde hans Liv; han talte, blev ved at tale; som drevet frem af
en hidsig Utaalmodighed, for hvilken han ikke selv gjorde sig
Regnskab, oprullede han som et Fremtidskort over hele sit Liv--til han
tav, aandeløs som efter et langt Løb, og pludselig paany følte sig
forvirret foran hendes stirrende Blik, næsten angst:
-_Og jeg da?_ sagde hun:
Herluf bøjede uvilkaarlig sit Hoved, næsten som En, der dukker sig for
Slag, mens Asta blev ved at stirre paa ham:
-Jeg kan gaa her som en gammel jomfru og ryste mine Krøller--og som
fortvivlet rystede hun de tænkte Krøller--gaa her--alle de Aar, sagde
hun.
Hun hulkede, med Ansigtet ned mod Bordet, kort og stille.
Herluf havde rejst sig, han fandt ingen Ord, mens han krammede om
Bordet--det var som _i et_ ulideligt Nu al den ganske Afmagt skulde
samles af disse fire Aars Forsøg paa at føle Kærlighed:
-Asta, sagde han.
Og i samme Nu holdt han inde: Men det er jo derfor, du har anstillet
det hele--for at _komme løs_, sagde han til sig selv; og han tav og
følte sig blodrød som en Desertør, fejg og elendig som en Falskner,
der gribes.
Asta løftede Hovedet og forsøgte at tvinge Graaden tilbage: Der sér
man, hvor man bliver følsom imellemstunder, sagde hun og vilde smile.
-Ja--De har vist ganske Ret, sagde hun: Vi skulde alle søge
Virksomhed, sagde hun. Hun rejste sig, nikkede til ham og gik.
Herluf stod endnu nogle Øjeblikke, da hun var gaaet.
Han vidste ikke selv, hvad Paaskud han for Konferentsraadinden fandt
til at gaa--hvor Synet af hendes gode Ansigt smertede ham, som en
hemmelig Tyv--; ude i Gangen stod den lille Fru Stern:
-_De_ gaar ogsaa, sagde hun, helt forfjamsket.
-Ja, sagde Berg.
-Ja--Jeg ogsaa, sagde hun og gav sig til at knappe Handsken op igen.
Nede paa Hjørnet løb Berg paa Lille-Gerster under en Lygtepæl:
Ja--Godnat, sagde han blot, han hørte ikke, hvad han sagde, og gik
videre.
--Gæsterne var gaaet, og Konferentsraadinden vandrede rundt i sine
Stuer og smaasnakkede. Kokkepigen kom ind og blev takket, glorød endnu
efter Anstrengelserne:
-Rigtig nydeligt, Sofie, altsammen rigtig tilpas ... Ogsaa Suppen,
netop tilpas....
-Naar Etatsraadinden kun er tilfreds, nejede Sofie--Sofie Kokkepige
kom aldrig længer i Rangforordningen end til Etatsraadinden, det havde
hun nu kaldt Fruen i tyve Aar.
-Ja, rigtig tilpas, Sofie, sagde Fruen.
Gamle Sofie gik, og Konferentsraadinden satte sig, lidt træt, og saa'
ind gennem sine kønne, stille Stuer. Det var Astas Hoved, som hun
følte ind til sin Skulder.
-Ja, vi har det godt, Børn, sagde hun ... Vi maa være Gud
taknemmelige.
-Asta trykkede hendes Hænder og rejste sig. Hun gik ind i Faderens
Stue. Julie havde slaaet sig ned ved Klaveret i Kabinettet og kvidrede
sin Livvise.
-Sidder Frøkenen her, sagde en af de stille Stuepiger, der kom med
Pusteren for at slukke.
-Stine kan godt slukke, sagde Asta.
Pigen slukkede. Inde i Kabinettet jodlede Julie, mens Asta sad i
Mørket.
Det var nær ved Midnatsstunden, da Babette og Benoit gik fra Gilde
gennem Lunden: Der var mørkt og fælt--hu, ha! Stakkels Knøs han gøs
med Rette. Faldri faldrala fari lari lette. Aa jeg ryster, sa' Benoit.
Aa din Kryster, sa' Babette.
Saa holdt hun op og slog Klaveret i.
-Asta, kaldte Moderen ind gennem Stuerne.
-Ja, Mo'er. Asta gik ind til de andre.
-Gud forbarme sig, hvor dog Mathilde Stern er kedelig, sagde Julie,
som sad paa Sengekanten i Søstrenes Sovekammer.
-Er _det_ en ung Frue, sagde hun og slog de fremstrakte Ben kækt mod
hinanden under Natkjolen. Man gifter sig vel da, for at _dette_ skal
høre op....
-Hvilket?
-Pyh, sagde Julie blot og krøb i Seng.
* * * * *
Herluf Berg gik op og ned, op og ned, i sin Stue og førte lange
Samtaler med sig selv:
Det var altsaa forbi: han var løbet infamt derfra. Og han havde
_kun_--han eller denne hr. X, der sad i den mørke Bagstue i hans
Hjerne og regerede i Smug--fra den første Dag taget Haand i dette,
filtret sig ind i dette: Virksomhed, Planer, Teater, for at slippe og
»komme løs«.
Det var _det_, der havde ligget bag Ordene--strax, den Gang oppe i
Redaktionsværelset, da han første Gang sagde (og blev forbavset, som
havde en fremmed talt, en anden Mand, der stod ved Siden af ham): »Og
man kom løs« ... oh han havde vidst det lige strax, hvad det betød, og
havde dog handlet videre i Skjul af alt det andet--det om »Virksomhed«
og »Planer«.
Og nu var det sket. Nu var alt forbi og rigtig dødt.
Hvor han huskede den første Aften, da denne Kærligheds-Kamp begyndte:
da han kom hjem fra Bal, saa sikker, hed og munter, med hele Fanget
fuldt af Smil og Minder. Og saa, midt som han sad--_da_ havde hun
smilet og _der_ havde de vexlet Blik, tænkte han--havde han sagt, selv
sagt, pludselig ud i Luften (just saadan som hint første: Og man kom
løs):
-Ja--elske hende, gør du jo ikke ... Og han havde _selv_ hørt Ordene
med en Angst, saa han sprang op som for at værge sig eller som for at
løbe fra dem, men Stemmen blev blot ved.
-Men det véd du jo godt, at du ikke elsker hende ... Det har du jo
aldrig troet, at du elskede hende, blev den ved med sin standhaftige
Ro som en Mand, der slog ham venligt paa Skuldren:
-Det har du jo hele Tiden vidst, sagde Stemmen venligt--denne nye
»Sokrates-Røst«: at det ikke er Kærlighed. Pust det bare ikke op til
Kærlighed.
Fra den Dag var Kampen begyndt--Forsøgene paa at føle Kærlighed: hvor
han tvang sig i Hede, og hvor han lunede med Stemninger; hvor han sad
med Pulsen af hver en Følelse, og hvor han rugede hver Fornemmelse hed
i sin Fantasi--for at spørge: Hvorfor skulde det ikke være Kærlighed?
Er _det_ ikke Kærlighed? Og denne »anden«, denne Hr. Sokrates, smilte
kun og spurgte igen: Hvis du troer det?
Og alligevel han saa' hendes Skønhed, og han begærede hende. Han kunde
have ofret hende alt ... ti ofre kunde han, kun ikke elske....
-Og _hun_.
Hvor han havde gættet hende--hvor han havde forstaaet hende.
Som idag mødte hun ham hver Dag med et Smil, sikker og tillidsfuld
--et Smil, som naar Solen gik gennem Skyer, strax naar de saaes. For
under Fraværelsen sugede hun Tillid af Erindringerne, som hendes
Tanker pudsede op, og hun troede, naar de ikke saaes.
Men naar de saa mødtes, og de sad overfor hinanden--og hun lyttede med
sit ganske Væsen paa blot én Lyd, én Tone, som Lidenskaben har
dem--saa sneg Uvirkeligheden sig langsomt ind over hende, og de følte
begge hjælpeløst den samme uhyre Modløshed, under hvilken de sank
sammen....
Og der var ingen Mulighed for et Samliv til at klare det. Kun Sæsonens
og Konveniensens Møder, mens Tvivlene afstumpede hver Følelse, Dag for
Dag. Og alt blev vagt imellem dem, og man som levede kun i omskrivende
Ord og Talemaader: Forholdet blev som Bruddet var--nu idag....
Herluf stod ved Vinduet, halvafklædt allerede, da det fløjtede nede
paa Fortovet. Det var Gerster. Kan jeg komme op? sagde han.
-Ja--men jeg gaar i Seng. Herluf smed Nøglerne ned.
Lille Gerster sad ved Sengen med Overfrakken aaben og rød i Kinderne.
-_Hvor_ kommer _du_ fra, sagde Herluf, som laa i Sengen.
-Du--sagde Gerster--du, jeg tror, jeg elsker, brast det ud af ham.
Han fortalte om hende: Hun er det sødeste, du, sagde han. Hans Stemme
havde endnu over sig som en Klang af alle Stævnemødets Kælenavne, som
han kom fra.
-Det er hende--den Gifte, sagde han og smilte. Han saa' ud som en Rus
ved sit første Sold, som han sad.
Herluf havde ikke sagt et Ord. Men som var den en Stén, han løftede
for fysisk at dulme en stor Smerte, tog han om Hovedpuden og skød den
bort:
-Og _jeg_ tror, jeg imorgen bliver Victoria-Teatrets Direktør, sagde
han.
Gerster hørte knap: Naa--endelig, sagde han. Og han blev ved at tale,
med sin sært vibrerende Stemme, mens Herluf Berg--virksomhedens Mand
fra imorgen--med Hovedet paa Armen blev ved at stirre paa dette
Menneske, der _elskede_.
* * * * *
Næste Dag underskrev han Kontrakten.
Victoria-Teatret skulde, under Konsortiet: Martens, Adolf junior og
Herluf Berg, aabnes om tre Maaneder.
Et Par første Kræfter havde Martens eller Spenner allerede sikret sig:
En Primadonna, som var blevet uklar med sin gamle Direktør, og en
Elsker, der et Par Aar havde givet sig af med at spille med tre
Stjerner som Gæst, Resten af Personalet tog man fra en Trup, der havde
rejst i Norge.
Sæsonen vilde jo være langt henne, naar man fik aabnet, og man kunde
sagtens spille de Par Maaneder »paa Huset«.