Behager Frøkenen at spise Suppe med mig?
Julie.
Jeg takker ærbødigst, jeg spiser til Middag hos Jens Skoeflekkers.
Anden Raadsherre.
Det maae de takke Krandsen for. Ha, ha, ha.
Tredie Raadsherre.
Ja den Jens skal være en stor Nar efter Krandse.
Femte Raadsherre.
Lad os gaae, mine Herrer, hiem at spise og samle nye Kræfter til at
udholde nyt Slæb i Morgen.
Julie.
Ja jeg maae tilstaae, de har et møisommeligt Embede?
Anden Raadsherre.
Og det Dag ud og Dag ind.
Tredie Raadsherre.
Og alt, hvad vi fortiener derved er nogle visne Skillinger til
Knappenaale.
Siette Raadsherre.
Vi arbeide for at tiene et uskiønsomt Publicum, og arbeide os gamle for
Tiden. Men det er Tid at gaae.
_(De gaaer.)_
Femte Act.
Første Scene.
i Skoeflikkerens Huus.
To fremmede, Julie, de fire Poeter sidde om et Bord, hvorpaa
staaer en Ølkande, en Flaske og et Glas. De spise i Taushed,
Poeterne graadigen, og naar de kommer til at tale, tale de med
Maden i Munden, Grete Skoeflikker kiger frem af en Culis,
hvorfra hun ei sees eller høres af de andre.
Grete.
_(sagte pegende paa sin Mand.)_
Det vidste jeg nok min Mand, at du vilde holde Giestebud, da jeg bildte
dig ind, at jeg skulde spise paa Landet.
Jens.
I maae ikke tage ilde op I gode Venner, at jeg kun giver Erter og Flesk
og røget Kiød.
Første Poet.
Det bedste er godt nok Hr. Patron, det er og en solid og sund Føde, den
har man længst godt af. Jeg kan desuden nok begribe, at Hr. Patronens
Kone ikke under dem mange Penge at raade over i hendes Fraværelse at
kiøbe ferskt for.
Jens.
Nei, det veed Himlen; og saae hun mig beværte mine gode Venner, saa var
hun i Stand til at blive uartig, hvor tarveligt her end gaaer til.