Hvad en vel opdragen Cavalier er blant os, seer ved sin Ankomst i Kirken
strax efter om der er opkommen nye Moder, giver et Vink til Fruentimmer
af nøie Bekiendtskab, og naar han dermed er færdig, sover han til hans
Kammerpige kommer og vækker ham, for at sige ham, at Prækenen er ude.
Julie.
Maaskee deres Præster prædike slet.
Siette Raadsherre.
Nei vi have ypperlige Mænd.
Fierde Raadsherre.
Det er just Ulykken den. Det var min i Gaar.
Femte Raadsherre.
Naar man af Glemsomhed er agtpaagivende for længe, saa farvel Søvn!
Tredie Raadsherre.
Ja naar man af Uforsigtighed har glemt at tage Bomuld i Lommen, saa
staaer man virkelig meget stoer Fare.
Julie.
Men siden deres Præster ere gode, hvorfor høre de dem da ikke?
Anden Raadsherre.
O Himmel hvor kan de tale saa? Bevare baade mig og hver ægte Kavailler
fra den Skam!
Første Raadsherre.
_(peger paa Patienten.)_
De seer, hvordan den Hr. Kollega er faren baade paa Siæl og Legeme.
Stakkel! han har, desværre, alt for stor Aarsag til at være saa. Men
mine Herrer, Klokken er mange.