Her er ingen Straae.
Første Poet.
Saa lad os heste om den.
_(De føle i deres Lommer, men har ingen Penge.)_
Julie.
Jeg skal tage op; den vinder, som gietter, hvor mange jeg har i Haanden
fra een til fire.
_(De giette, fierde Poet vinder, og viser en ubeskrivelig Glæde.
Pedellen kommer igien med fem Kobberskillinger, som han tæller
fra sig paa Bordet. Hver tager en Skilling, fierde Poet to.)_
Første Poet.
Gid der maatte opvækkes mange saa noble Gemytter blandt Konerne, saa
skulde vi ikke saa ofte spise koldt Kiøkken.
Julie.
Tør jeg tage mig den Frihed at spørge, hvorledes de kan levere
Skandskrifter uden at vide over hvad Æmne?
Første Poet.
Æmnet er stedse eens, nemlig over Koner som slaae deres Mænd.
Julie.
Men hvad siger Konerne dertil?
Anden Poet.
Hvad en honet Kone er, hun prygler sin Mand, og faaer af ham en frisk
Pasqvil.
Tredie Poet.
Men der findes desværre de blant dem, som ere ugudelige nok til at lee
deraf, saa Mændene blive kiede af at slaae Vand paa Gaasen, og Brødet
tages os derved af Munden.
Fierde Poet.
Herre Gud! Frøken Søster! man maae jo dog leve!
Julie.
Jeg indseer just ikke Nødvendigheden. _(Alle ser bister til hende, hun
grunder forlegen paa Svar)_ Det kommer ellers an paa, hvem de forstaaer
ved Man.