Da Holst den Aften kom hjem, modtog Jeannette ham med sørgmodig
Alvor.
Jeannettes Forelskelse var af en underlig ydmyg Art; som en
østerlandsk Slavinde bøjede hun sig for sin kaarne Herre, hvis store
Magt og Myndighed hun frygtede. Men hun var alvorlig forelsket, og
hendes Følelse var ægte nok. Ung var hun, men hun havde gaaet en Del
igennem, og hun var efterhaanden vænnet til Ydmygelser, men ogsaa
til Ydmyghed. Hun hadede Sjöström, og den Skæbne, der havde ramt
ham, havde ikke mildnet hendes Had. Holst var ellers ikke nogen
særdeles stor Kender af Kvinder og deres Følelser, men han forstod,
at Jeannette havde sluttet sig til ham, og at hun vilde følge ham
som en lydig Hund. Efter det, der var sket, var det ham en Umulighed
at fortsætte det lille Eventyr, der havde overrumplet ham.
Det gjorde ham ondt, at han ikke kunde byde hende selv de ringe
Smuler, hun vilde nøjes med; men hun var ung og frisk, og netop i
den Stemning, der nu havde grebet ham, glædede han sig ved Ungdom
og Friskhed, ved de tusinde Smaating, som en forelsket Kvinde skaber
om den, hun holder af. Han havde med fuldt Overlæg valgt Signora
Montuoris Hus til Opholdssted for i Ro at kunne erfare alt, hvad
Jeannette vidste om Annie, men det var ogsaa den eneste Grund.
Jeannette var nysgerrig med Hensyn til de Folk, hvis Gæst Holst
havde været, og han fortalte hende, hvem det var, og hvorledes
Turen var gaaet. Ulla omtalte han flygtigt, men Jeannette gættede
sig til meget af hans faa Ord og fordoblede sin Ømhed, for at han
skulde glemme. Det var blevet stille ud paa Natten, og inde i de
smaa Kanalgader var der meget varmt. Holst kunde ikke sove, de sad
sammen i et stort Værelse, der vendte mod Kanalen, hvis Vand sukkede
mod Husets Fod, og talte længe sammen, og underligt var det, at hvad
Holst erfarede i den stille Nattetime af den unge Kvinde kastede det
første virkelig skarpe Lys over den Sag, der opfyldte hans Tanker.
Jeannette fortalte om sig selv, og lidt efter lidt voksede frem af
hendes Fortælling netop det, som Holst anede, men ikke turde tro,
før det laa for ham i al sin tydelige Skarphed, som kold, nøgtern
Virkelighed, der truede det, hvortil han knyttede sit Livs varmeste
Forhaabninger.
Jeannette fortalte om sig selv og sin Barndom:
»Far var Vagtmester ved skaanske Dragoner fra Ystad, jeg husker saa
tydelig endnu Gaarden derhjemme, hvor vi Søskende legede, og hvor
Glimmingehus med store Trold i Stenen og de nøgne Kampestensvægge
ikke hundrede Skridt fra vor Legeplads hævede sig op af de grønne
Marker. Og naar saa Soldaterne samledes til Manøvrer og Eksersitsen,
naar Fars Eskadron kom ridende ad Vejen med de store, blankbrune
Heste og Trompeterne paa de svære Skimler, saa standsede de tidt
foran Gaarden, og Mor kom ud med os Børn, og Faders Ritmester paa
sin fine, sortbrune Hest red hen foran Døren og fik en Læskedrik og
spurgte til os og kneb os i Kinderne. Véd du saa, hvem den Ritmester
var? Det var Faderen til den unge Mand, du saa her i Gaar, da I tog
Hugold, Ritmester Ankerkrone. Han havde et prægtigt Herresæde oppe
ved Christiansstad, men Konen var død; de sagde, der havde været
en sørgelig Historie med hende, men det har jeg først hørt senere.
Far fortalte siden saa meget om det, efter at vi var kommet med
Falkenbergs til Paris. For saa var det, da jeg var otte Aar gammel,
det Aar, der var saadan vældig Udstilling i København, at Far og Mor
og min Bror, som var tolv Aar gammel, rejste først til København
og saa bagefter til Paris med den store Greve paa Riddartofte. Det
var en herlig Mand, en af de fineste gamle Mænd, jeg nogensinde har
set, og saa godgørende var han. Hugolds Bror kom til at tjene der
som Staldmester. Nu er den gamle Greve død, men Sønnen skal være
ligesom Faderen -- Tage da -- for den yngre, Otto, ham vil jeg ikke
sige noget godt om, saa stygt han bar sig ad imod mig sidenhen.«
Jeannette sukkede og faldt i Tanker, men Holst, der sad ganske
stille og hørte paa hendes Pludren, bad hende fortælle mere, og hun
fortsatte:
»Jeg husker saa tydelig, jeg kan vel have været en 12 eller 14
Aar, saa kom hun, du før har talt om, Annie Cederlund, første Gang
til Fader. Hun var saa ulykkelig, sagde hun; hun havde været rig og
haft store Venner, men den sidste, en østrigsk Greve, havde spillet
en stor Fallit, som alle talte om i Paris, og nu var Annie syg og
daarlig og troede, hun skulde dø. Hun havde haft ikke faa Penge,
men de var gaaet allesammen til hendes flotte Liv, og hun havde
tænkt paa at drukne sig i Seinen, ligesom jeg, før jeg nu mødte
dig, saa tidt har tænkt paa at springe ud i Kanalen her og gaa
tilbunds fra alle Sorger. Men saa havde hun et lille Barn hjemme i
Christiansstad, hvor hun havde været; og var det ikke underligt?
Det var netop med Faders gamle Ritmester, Ankerkrone, at hun havde
Barnet. Hun holdt saa forskrækkelig meget af ham, men han havde
forstødt hende, og Fader sagde saa tidt siden, at Annie havde været
Skyld i Ritmesterens Kones Død.«
Holst, der havde siddet halvvejs i egne Tanker, blev med ét
opmærksom; han saa skarpt paa Jeannette og spurgte: »Kender du noget
til den Sag, saa fortæl mig alt, hvad du véd.«
Jeannette rystede paa Hovedet: »Nej, jeg véd kun det, Fader sagde,
at Ankerkrone havde holdt af Annie, da hun var en lille Pige oppe i
Smaaland for mange Aar siden, hans Kone havde været saa svag efter
sit sidste Barn, en Pige, og saa havde de ikke levet godt sammen,
Ritmesteren og hans Frue. Men saa var hun bleven rask, og saa var
det bleven helt godt igen, indtil hun saa pludselig døde. Og Annie
havde sat ondt for hende hos Ritmesteren, for hævngerrig var hun,
skønt hun kunde være saa god. Det var ikke som jeg, jeg kunde aldrig
gøre en Mand ondt, jeg virkelig elskede, og Annie elskede Arvid
Ankerkrone meget mere, end de kan skrive om i nogen Roman.«
»Hvorledes véd du det?« spurgte Holst med et lille Smil.
»For det har hun fortalt mig de hundrede Gange -- du skal vide,
Annie var som en Moder for mig, men det var senere, efter at det var
gaaet mig galt. Og derfor kan jeg ikke forstaa, at jeg aldrig har
hørt et Ord fra hende, siden hun forlod mig i Foraaret i Helsingør.
Jeg spurgte Claes Ankerkrone om hende nu i Gaar, men han vilde
ikke sige noget, han blev saa tavs, og han har holdt mere af hende
end nogen skulde kunne tro, men hun kunde ikke lide ham. Han vilde
skilles fra sin Kone og gifte Annie, skønt hun var meget ældre end
han, men hun saa ung ud, -- saa lige med et blev det forbi, og det
var Faderen, der voldte det, det véd jeg, for jeg tog selv imod ham
den Dag.«
Jeannettes Fortælling var meget springende, Holst søgte at tvinge
den tilbage til et jævnt Spor, for hvert Ord, hun kunde fortælle,
var af den største Betydning for ham. Det stod ham klart, at denne
lille Pige vidste bedre end nogen anden alt, hvad der laa forud for
den Forbrydelse, der var begaaet i Skoven Nord for Esrom den 27.
Marts, og han vilde vide alt.
»Det var altsaa i 1894, du saa Annie første Gang?«
Jeannette betænkte sig. »Det var den Sommer, de myrdede Præsidenten
i Frankrig, det husker jeg tydeligt, ja, det var i 1894. Hun boede
hos os et helt Aar og kom sig fuldstændig. Saa rejste hun til sit
Hjem for at se til sit Barn, som vel kunde være en halv Snes Aar
gammelt. Saa var det et Par Aar efter, at Otto Falkenberg kom ned
til sin Fader, han var saadan en Slags Attaché, kaldte de ham, men
der var ikke noget godt ved ham. Jeg var saa stolt over, at han
gjorde saa meget af mig; jeg var saa dygtig til at ride, og vi red
sammen, og han fortalte mig saa meget om alt det, han vilde gøre
for mig, og saa var det, at det gik galt. Han var den første Herre,
jeg indlod mig med, og han forførte mig, uden at jeg selv vidste,
hvor galt det var. Saa blev Fader syg og døde, og samme Dag døde
den gamle Greve. Det var en forfærdelig Tid, for jeg skulde have
en lille, og jeg var saa daarlig, og Barnet døde da ogsaa. Men Mor
sørgede saadan, og min Bror, som var Soldat og laa i Ystad, kom ned
for at hente hende. Men jeg vilde ikke med og rejste med Otto til
Tyskland. Saa blev der skrevet saa meget efter ham, og han traf en
anden, saa han forlod mig, og jeg stod alene i det fremmede Land med
kun faa Penge. Hjem vilde jeg ikke, for jeg skammede mig for min
Broder og min Moder, og tog Plads ved en Cirkus, hvor jeg red lidt
og forresten dansede i Balletten. Det var en tung Tid, men saa kom
vi til Berlin. Ja, det var længe efter, det var vel i 98, og der
traf jeg Hugold; han talte til mig i Manegen, han havde vist faaet
at vide, at jeg var svensk, og saa saa jeg, at han fulgtes med Annie.
De var i Berlin og havde det vist forresten smaat, men hun var saa
god ved mig, og jeg kom da ogsaa til at bo hos dem, og vi rejste
saa sammen, for jeg forlod Cirkus. --
Jeg glemmer aldrig Annie for det Aar, saa god hun var ved mig; men
Penge havde de ikke, og jeg vilde jo more mig, og jeg kendte mange
Herrer, men ingen jeg brød mig om, for det maa du tro, du er den
første, jeg rigtig har holdt af, og det gjorde jeg straks, jeg saa
dig. Du maa ogsaa holde af mig.«
Jeannette saa op paa sin Beskytter med et spørgende, tillidsfuldt
Blik.
Han bøjede sig mod hende og sagde: »Vist skal jeg være god mod dig,
du lille Stakkel.«
Holst betragtede hende længe, saa tog han hendes Hænder i sine og
sagde til hende:
»Jeannette, du er en god og ærlig Pige, og jeg stoler paa dig; du
véd ikke selv, hvor meget du kan være for mig, og det er ingen
Tilfældighed, at vi to har mødt hinanden. Du skal ogsaa vide,
hvorfor jeg er her, og du skal hjælpe mig med et Arbejde, saa tungt,
at du næppe selv vil tro, at du formaar det, men du skal se, at jeg
har Tillid til dig. Først vil jeg dog sige dig, at jeg ikke vil føre
dig bag Lyset.«