Patriarken i Venedig læste Messen i San Marco. Foran Højalteret stod
han klædt i sit guldindvirkede Ornat med Bispehuen paa sit Hoved,
omgivet af Kordrenge og Prælater med Kors og Røgelsekar. Fra Orgelet
brusede Sangen ned over Kirken, medens den tunge Røgelse sendte
sin Duft over de hvalte Rum. Lyset faldt stærkt ind ad de malede
Ruder, Mosaikken i Loftet glimtede i Guld og stærke Farver, medens
Kærternes Skin flakkede gulligt mod Røgen i den lette, bævende Luft.
Paa Gulvet knælede de andægtige troende, medens nysgerrige fremmede
stod og saa til; enkelte katolske bøjede sig i Andagt, men
Størstedelen, udeltagende Englændere, samtalte ugenert, som var det
et Folkeskuespil, de overværede.
Stærkere brusede Sangen og Orgelklangen, saa lød en enkelt dejlig
Stemme alene gennem Hvælvet. Barnekoret faldt ind og smeltede sammen
med Stemmen for at dø i et Væld af Toner. Musikken tav, og en tør
Oldingestemme læste af Bogen ved Højaltret, to Stemmer svarede, og
atter lød Orglet og Basuner, medens Koret flettede de latinske
Salmestrofer i den skiftende Stemmes Læsen og afbrudte af den
stærke, fuldttonende Enkeltsang.
De Gejstlige for Højaltret bevægede sig, de aftog Bispens Hue og
satte et guldstraalende Mitra paa hans Hoved, Drengene fæstede en
guldskinnende Kaabe om hans Skulder, og stedse skiftede de Plads om
ham, rakte ham Kar og Klæde, samledes om ham for atter at skilles,
medens Sangen ustandselig lød, og Røgelsen steg mod Mosaikken i
Loftet om de flakkende Kærter; stundom dæmpet lød Sangen, stundom
mumlende svagt, medens de troende knælede paa de skarpe Sten, der
med sære brogede Billeder dannede den evige Marcus Kirkes Gulv.
I en Krog tæt op ad Sakristiets Indgang, hvorfra Præsteskaren var
kommen, stod en ung Mand og en ung Kvinde, Arm i Arm. De talte
ikke til hinanden, men hun lænede sig ind til ham, og hendes Hoved
hvilede paa hans Skulder. Det var, som bares deres Tanker af den
dejlige Musik til fjerne Egne. Og den vældige Magt, der ligger i
den tusindaarige Kirkes sære Overlevering, tvang dem ind under dens
Vælde. De forstod ikke Ordene, men de forstod, at der bag Sangen,
bag Musikken laa et Rige, som intet menneskeligt Øje faar at se, men
som er der, fordi Menneskeslægten i de tusind Aar, der svandt, har
bygget sig dette Rige i sine Haab.
Naar Menneskenes Vej gaar det Riges Tærskel forbi, og det sker,
naar alvorsfulde Beslutninger fattes, naar Sorgen og Lykken griber
Sjælene dybest, saa bøjer Sindet sig ind under den vældige Magt, og
selv den, der tvivler eller nægter, føler i saadant Øjeblik den
stærkere Magt, som han ikke fatter. Men dybest føles dette, om to
staar ved hinandens Side, i den Stund de har knyttet deres Hjærter
til hinanden, saa de svulmer af det rigeste Haab i Elskov.
Saa er det intet Skuespil, selv om det synes sært og fremmedartet,
selv om den troendes Andagt synes enfoldig, og Præsternes Færden
uforstaaelig og grundløs. Saa smelter i Rummet Sangen, Røgelseduften
og Lyset sammen med Hvælvet i de dejlige Basiliker til en Drøm, der
bærer Tankerne langt bort, dér, hvor Lykken maa være evig, saavist
som der er Lykke til, og Evigheden i et saadant Øjeblik er Lykke.
Og for de to, som stod der i Drømmen, var alt glemt i dette Øjeblik,
alt andet end netop dette ene, at de var to og lykkelige i en Drøm,
som maatte vare evig.
Messen var tilende, og Prælaterne gik under Orglets Brusen ad Vejen
til Sakristiet. Foran bar Kordrengene Kors og Røgelsekar, ærværdig
skred Patriarken forbi, og da han kastede sit Øje paa de to, der
stod i Krogen, saa han to Mennesker, der bøjede sig mod hinanden i
et varmt Kærligheds Kys.
Da smilede Patriarken under Bispehuen, han, der siden skulle bære
den Tiara, der smykker Pontifex Maximus.