Advokaten Karlkvist boede i Christiansstad og var det, Svenskerne
kalder Brændevinsadvokat. Han havde ingen Eksamen, men var en snu og
dygtig Mand, der havde en stor Søgning af Bønder og Haandværksfolk,
og som med Held førte deres Sager og inkasserede deres Penge.
Stedets Jurister saa ned paa ham, men han tjente godt, og da han
havde Ord for at være en ret dygtig Mand, var der jo ikke noget at
sige til, at han drev den frie Næring som »selvbestaltet Advokat.«
Holst traf ham i hans Kontor, der mere lignede en Art Fæstekontor
end et Sagførerkontor, og hele Mandens uautoriserede Stilling
gjorde, at Holst var noget i Tvivl om, hvorledes han skulde behandle
ham.
De sad lidt overfor hinanden; Karlkvist var en Mand paa nogle og
fyrre, glatraget med smaa plirende Øjne, lille af Vækst og klædt som
en Storbonde i Købstadsklæder.
»Jeg vilde gerne tale med Dem om en Frk. Annie Cederlund,« sagde
Holst.
Advokaten kneb Øjnene sammen og gentog: »Annie Cederlund -- hende
kender jeg ikke.«
Holst fortsatte rolig: »Annie Bengtson -- maaske kender Hr.
Karlkvist hende under det Navn.«
Advokaten rystede paa Hovedet.
Holst lod sig ikke afficere, men fortsatte i samme høflige Tone:
»Hvis Hr. Karlkvist hellere vil kalde hende Fru Annie Sjöström, saa
for mig gerne.«
»Jeg kender ikke nogen Dame af det Navn heller,« sagde Advokaten,
men der var en lille Nuance i Stemmen, der viste Holst, at Manden
løj.
Holst fortsatte rolig: »Ja, naar Hr. Karlkvist ikke kender hende,
saa er det muligt, fordi Damen har haft flere Navne end de tre, men
da jeg kender hende og fra hende véd, at Hr. Karlkvist kender hende,
saa faar det være det samme med Navnene.«
Karlkvist vendte det Kort i Haanden, som Holst havde givet ham:
»Herren hedder Løjtnant Holst og er fra København -- om jeg maa
spørge, hvad vil Herren mig?«
Holst smilede: »Det har jeg jo sagt Dem, tale med Dem om den unge
Dame, hvis Navn jeg har nævnt for Dem, og hvis Penge De bestyrer.«
Advokaten for sammen.
»Ser De« -- Holst smilede. »De kender hende alligevel.«
Advokaten sad tvivlraadig, saa rejste han sig og sagde meget høflig:
»Selv om saa var, er der intet, der berettiger Dem til at spørge
mig om hendes Sager, og intet, der berettiger mig til at svare, saa
meget mere, som jeg ikke aner, hvem De er.«
Holst svarede meget rolig: »Deri kan De have Ret, men jeg har
vigtige Grunde til at skjule Aarsagerne til mit Besøg hos Dem, da
jeg ikke kender Dem og ikke véd, hvad jeg tør betro Dem.«
»Saa skulde De ikke søge mig,« sagde Advokaten tørt, »jeg har ikke
haft Bud efter Dem. Ja, saa var der vel ikke mere, for der venter
Folk ude i Kontoret.«
Holst saa skarpt paa den lille Mand, saa smilede han og sagde i
en let Tone: »De maa ikke blive vred, Hr. Advokat, men det var jo
muligt, at det, jeg vilde spørge Dem om, slet ikke var andet, end at
De godt kunde svare paa det.«
»Ikke før jeg véd, hvem De er,« sagde den anden bestemt.
»Ja, saa maa De lade være.«
»Det maa jeg saa,« svarede Advokaten og bukkede.
Holst stod tvivlraadig, saa sagde han i en venlig Tone: »Gamle Mor
Bengt er død i Gaar, jeg var hos hende i hendes sidste Øjeblikke.«
Den lille Mand greb hans Arm: »Hvad siger De -- gamle Mor Bengt død,
og Annie, hvor er hun da?«
Holst betænkte sig lidt, saa sagde han langsomt: »Annie er ogsaa
død.«
Den lille Mand blev ligbleg: »Hvad siger De -- død -- er Annie
Cederlund død?«
Holst lagde Mærke til Navnet -- Annie var altsaa ikke gift, ellers
maatte Advokaten have kaldt hende ved hendes Mands Navn.