X.

Advokaten Karlkvist boede i Christiansstad og var det, Svenskerne

kalder Brændevinsadvokat. Han havde ingen Eksamen, men var en snu og

dygtig Mand, der havde en stor Søgning af Bønder og Haandværksfolk,

og som med Held førte deres Sager og inkasserede deres Penge.

Stedets Jurister saa ned paa ham, men han tjente godt, og da han

havde Ord for at være en ret dygtig Mand, var der jo ikke noget at

sige til, at han drev den frie Næring som »selvbestaltet Advokat.«

Holst traf ham i hans Kontor, der mere lignede en Art Fæstekontor

end et Sagførerkontor, og hele Mandens uautoriserede Stilling

gjorde, at Holst var noget i Tvivl om, hvorledes han skulde behandle

ham.

De sad lidt overfor hinanden; Karlkvist var en Mand paa nogle og

fyrre, glatraget med smaa plirende Øjne, lille af Vækst og klædt som

en Storbonde i Købstadsklæder.

»Jeg vilde gerne tale med Dem om en Frk. Annie Cederlund,« sagde

Holst.

Advokaten kneb Øjnene sammen og gentog: »Annie Cederlund -- hende

kender jeg ikke.«

Holst fortsatte rolig: »Annie Bengtson -- maaske kender Hr.

Karlkvist hende under det Navn.«

Advokaten rystede paa Hovedet.

Holst lod sig ikke afficere, men fortsatte i samme høflige Tone:

»Hvis Hr. Karlkvist hellere vil kalde hende Fru Annie Sjöström, saa

for mig gerne.«

»Jeg kender ikke nogen Dame af det Navn heller,« sagde Advokaten,

men der var en lille Nuance i Stemmen, der viste Holst, at Manden

løj.

Holst fortsatte rolig: »Ja, naar Hr. Karlkvist ikke kender hende,

saa er det muligt, fordi Damen har haft flere Navne end de tre, men

da jeg kender hende og fra hende véd, at Hr. Karlkvist kender hende,

saa faar det være det samme med Navnene.«

Karlkvist vendte det Kort i Haanden, som Holst havde givet ham:

»Herren hedder Løjtnant Holst og er fra København -- om jeg maa

spørge, hvad vil Herren mig?«

Holst smilede: »Det har jeg jo sagt Dem, tale med Dem om den unge

Dame, hvis Navn jeg har nævnt for Dem, og hvis Penge De bestyrer.«

Advokaten for sammen.

»Ser De« -- Holst smilede. »De kender hende alligevel.«

Advokaten sad tvivlraadig, saa rejste han sig og sagde meget høflig:

»Selv om saa var, er der intet, der berettiger Dem til at spørge

mig om hendes Sager, og intet, der berettiger mig til at svare, saa

meget mere, som jeg ikke aner, hvem De er.«

Holst svarede meget rolig: »Deri kan De have Ret, men jeg har

vigtige Grunde til at skjule Aarsagerne til mit Besøg hos Dem, da

jeg ikke kender Dem og ikke véd, hvad jeg tør betro Dem.«

»Saa skulde De ikke søge mig,« sagde Advokaten tørt, »jeg har ikke

haft Bud efter Dem. Ja, saa var der vel ikke mere, for der venter

Folk ude i Kontoret.«

Holst saa skarpt paa den lille Mand, saa smilede han og sagde i

en let Tone: »De maa ikke blive vred, Hr. Advokat, men det var jo

muligt, at det, jeg vilde spørge Dem om, slet ikke var andet, end at

De godt kunde svare paa det.«

»Ikke før jeg véd, hvem De er,« sagde den anden bestemt.

»Ja, saa maa De lade være.«

»Det maa jeg saa,« svarede Advokaten og bukkede.

Holst stod tvivlraadig, saa sagde han i en venlig Tone: »Gamle Mor

Bengt er død i Gaar, jeg var hos hende i hendes sidste Øjeblikke.«

Den lille Mand greb hans Arm: »Hvad siger De -- gamle Mor Bengt død,

og Annie, hvor er hun da?«

Holst betænkte sig lidt, saa sagde han langsomt: »Annie er ogsaa

død.«

Den lille Mand blev ligbleg: »Hvad siger De -- død -- er Annie

Cederlund død?«

Holst lagde Mærke til Navnet -- Annie var altsaa ikke gift, ellers

maatte Advokaten have kaldt hende ved hendes Mands Navn.

Hvad Skovsøen gemte · 第 38 / 90 题