#_De Forrige. Baronen, Geheimeraadinden, Junker Claus, Captainen o. Fl._
(komme ind fra Høire. Strax efter) _Bodil_; (siden) _Jørgen og Niels
Bruus_.#
_Baronen_ #(udenfor).# Hvad, for al Landsens Ulykke, er her paa
Færde? #(ind.)# Seer jeg Syner ved høilys Dag, eller holder min
Datter Stævnemøde med Skriverkarlen?
_Claus_. Et lille Afskeds-Rendezvous før Trolovelsen ... det er virkelig
meget ... meget morsomt, ha, ha!
_Geheimeraadinden_. Fy skam dig, Claus, at spøge med Sligt! Det er
naturligviis et ganske tilfældigt Møde.
_Captainen_. Natürlich ... ganz tilfældig ... men meget ubehageligt,
Eders Naade!
_Baronen_. Tilfældigt! Er det kanskee ogsaa tilfældigt, at den Slyngel
ligger paa Knæ for Abigael, og at hun staaer der og caresserer ham for
mine aabne Øine som en anden Laptaske! Hvad betyder den Comedie?
_Abigael_ #(tvivlraadig).# Hvad det betyder...? Det betyder ...
_Baronen_. Naa, ud med Sproget! For Djævlen, kan hun lukke Munden op?
_Geheimeraadinden_. Rolig, Hr. Baron! I forskrækker hende.
_Abigael_ #(faar Øie paa _Bodil_; med en pludselig Beslutning:)# Det
betyder, at jeg har vundet mit Væddemaal! Ikke sandt, Bodil?
_Baronen_. Væddemaal! Hvad for et Væddemaal? Red for dig og det strax?
Jeg la'er mig ikke sætte Blaar i Øinene.
_Abigael_. Det Væddemaal, som jeg for tre Uger siden indgik her paa
dette Sted med Bodil, at inden Maaneden var omme, skulde den nye Skriver
ligge paa Knæ for mine Fødder. Bodil kan bekræfte mine Ord ... om det
ellers gjøres behov at føre Vidne i den Sag.
_Geheimeraadinden_. Tænkte jeg det ikke nok! Det Hele var en uskyldig
Spøg.
_Ambrosius_ #(ved sig selv).# En Spøg ... et Væddemaal!
_Claus_. Ah, _une petite comédie_! #(afsides:)# Gud skee Lov, jeg
trækker Veiret igjen.
_Captainen_. Ha, ha, ha! Vortrefflich! En Attrape ... og den Skriver er
attrapirt!
_Ambrosius_ #(som før.)# Et Væddemaal ... En Spøg!
_Baronen_. Naa, saaledes hænger det sammen! Ja, hvem Pokker kunde vide
det? Du har slaaet tilvæds med Bodil, siger du...? Det ændrer jo
rigtignok Tingen, hvad _dig_ anbelanger. Men han ... den Landstryger,
den pjaltede Musikanter! At han vover at forgribe sig paa _min_ Datter
... Hvad har han at sige til sit Forsvar?
_Ambrosius_. Intet, naadige Herre! #(ved sig selv)# Hun har væddet om
mit Hjerteblod!
_Baronen_. Intet, siger han? Ja saa skal han Pinedød ogsaa faae Løn som
forskyldt!
_Abigael_. Tilgiv ham, Papa! Husk, han var ikke sig selv mægtig.
_Ambrosius_ #(træder et Skridt tilbage.)# Bed I ikke om Tilgivelse
for _mig_, bed hellere Gud om at tilgive Jer, at I saa grusomt har leget
med min Hjertefred. Thi vel er I en fornem Frøken, og jeg kuns et ringe
Tyende, men beggeto er vi dog skabte i Guds Billede, og det ene Menneske
har ikke Lov til at pine det andet tildøde. Hvad Synd har jeg begaaet
imod Jer, at I saa skammelig har sveget og forraadt mig? I kjendte mig
jo ikke, I havde jo knap seet mig for Eders Øine den Stund, I allerede
lagde Snarer for min Fod. Var det da min Skyld alene, at jeg blev hildet
deri? Var den Brøde da saa stor, at jeg elskede Jer over Alt i Verden?
Nu vel, saa har jeg nu bødet derfor med den bittreste Kvide. Hvad
forlanger I meer? Har min ydmyge Elskov forarget Jer ... velan da, saa
river jeg den ud af mit Bryst og kaster den her for Eders Fod med samt
den visne Rose, som I gav mig! #(Han kaster Rosen paa Jorden.)# Og
hermed byder jeg Eder Farvel, naadige Frøken! og ønsker Jer saa gode
Dage, som Gud efter dette vil skjænke Jer. Fattig kom jeg hid, og fattig
gaaer jeg bort; men det skal I vide, at ikke for Alt i Verden vilde jeg
endda bytte med Eder! #(Han vender sig for at gaae.)#
_Baronen_. Gaaer han bort, siger han? Nei bi lidt, god Karl, saaledes
slipper han ikke! Ned paa sine Knæ og bed om Naade, elendige Pjalt, som
han er, eller jeg skal...!
_Ambrosius_. Nei, Hr. Baron; Een Gang har jeg forglemt mig selv og
knælet for et Afgudsbillede ... det gjør jeg ikke mere. _Jeg_ bøier fra
nu af kun Knæ for min Gud og Skabermand.
_Baronen_. Vil han ikke? Det skal vi faae at see! Niels Bruus! I
Hundehullet med ham, paa Vand og Brød, til han neier sig og be'er om
Naade!
_Jørgen_ #(sagte til Niels Bruus).# Dengang blev Skriveren da hverken
Degn eller Ridefoged, Niels!
_Ambrosius_. Gjør med mig, hvad I vil; I har jo Magten, saa langt ...
eller saa kort, som den rækker.
_Bodil_ #(sagte til Abigael).# For Guds Barmhjertigheds Skyld,
Frøken! hav dog Medynk med ham og læg Jer imellem!
_Abigael_. Nei Fader, det maa ikke skee ... jeg beder Jer bønlig, lad
ham frit gaae herfra! #(halv høit.)# Jeg har gjort Jer til Villie og
lovet at trolove mig med En, som ... som jeg ikke har kjær. Det Løfte
vil jeg holde, men saa skal I lade Skriveren slippe. Hvis ikke, saa
sværger jeg ved Gud, den Almægtige, jeg giver aldrig Junker Claus min
Haand! I veed, jeg er Eders Datter ... hvad jeg ikke _vil_, det _vil_
jeg ikke.
_Geheimeraadinden_. Lad Naade gaae for Ret, Hr. Baron! Vistnok har han
forbrudt sig grovelig, men Noget maa vel skrives paa Drukkenskabens
Regning. Mig synes, det er nok, han bliver jaget af Gaarde og faaer
Tilhold om aldrig meer at sætte Foden paa Eders Grund.
_Baronen_. Naa, siden Eders Naade gaaer i Forbøn for ham, saa lad ham da
slippe for Hullet. Men bort skal han, og det strax. #(til Niels
Bruus.)# Følg op med ham, Niels! Lad ham sanke sine Pjalter sammen i
en Fart, giv ham en Maaneds Løn og kjør ham saa paa Porten! #(til
Ambrosius.)# Og vover han nogensinde tiere at lade sig see her paa
Gaarden, saa skal han faae Hundepidsken at smage ... husk vel paa det!
_Ambrosius_. Frygt ikke, Hr. Baron! Jeg vender ikke Foden hid igjen. Det
Baand, som bandt mig til dette Sted, er revet over og knyttes aldrig
meer. Kan hænde, min jordiske Lykketraad er bristet med det samme; men
skal der end herefter falde Skygge over min Vei, saa har jeg dog, lovet
være Gud, det Lys i mit Inderste, som kan lede mig frem igjennem Mørket.
Jeg har Guds hellige Ord til min Trøst, og jeg har Sangen til at lette
mit Hjerte. Kanskee jeg i al min Fattigdom dog er rigere end I, og i al
min Ringhed mere høibaaren. Thi vel har I adeligt Navn og Vaaben, men
endda bæres det mig for i denne Stund, som der var Noget i mig, der
kunde overleve Eder!
_Baronen_. Ikke et Ord mere! Marsch, afsted med ham! #(_Ambrosius_ gaaer
ud til Høire, fulgt af _Niels Bruus_.)#
_Captainen_. Maa jeg gjøre Hr. Baron min Compliment for den Execution.
Hr. Baron fører en famos Commando.
_Baronen_ Det skulde jeg mene; jeg er ogsaa en gammel Officeer, Hr.
Captain!
_Geheimeraadinden_. Det lakker ad Aften, Hr. Baron! Skulde vi ikke efter
denne lille Distraction tænke paa at faae Ceremonien fra Haanden?
_Baronen_. Jo vist, lad det nu faae en Ende! Ellers memorerer Magister
Søren kanskee saa længe paa sin Tale, at han glemmer den. Ha, ha, ha!
Kom Eders Naade, og lad os gaae i Spidsen.
#(_Baronen_, _Geheimeraadinden_, _Captainen_, _Jørgen_ og _Gjæsterne_ ud
til Høire.)#
_Claus_. Elskværdigste Abigael! Jeg brænder af Utaalmodighed. Tillader
I?
_Abigael_. Om et Øieblik ... jeg har kun et Ord at sige til Bodil. Hvis
I vil gaae forud, skal jeg strax følge efter.
_Claus_. Som I befaler; men bliv ikke for længe borte, thi saa kommer
jeg paa Ære og bortfører Jer med Gevalt, ha, ha, ha! #(Junker _Claus_ ud
til Høire.)#
_Bodil_. Har den naadige Frøken Noget at befale?
_Abigael_. Nei, jeg ønskede kun at være et Øieblik alene.
_Bodil_. Ja saa vil jeg gaae.
_Abigael_. Vist ikke ... du kan gjerne blive. Hvad græder du for?
_Bodil_. Kan I spørge derom?
_Abigael_. Nu ja ... han slap jo med en naadig Straf. Hvad er der saa at
græde over?
_Bodil_ Kalder I det en naadig Straf, at jages ud i den vide Verden,
hvor han hverken har Brød eller Huusly?
_Abigael_. Hm, det finder han vel sagtens et andet Sted.
_Bodil_. Og hvorfor skulde han straffes? Det var jo dog ikke ham, som
var skyldig.
_Abigael_. Bodil!
_Bodil_. Forlad mig, naadige Frøken! men jeg kjender Jer ikke igjen. Er
I virkelig saa haardhjertet, eller lader I kun saa?
_Abigael_ Ti stille, og lad os gaae. #(De gaae op imod Baggrunden til
Høire.)# Bi lidt ... er det ikke ham, der kommer?
_Bodil_ #(seer ud til Høire.)# Jo, det er ham. See, hvor langsomt
han gaaer og seer ned for sig!
_Abigael_. Stille! Kom hid bag Træet ... hurtig, at han ikke faaer Øie
paa os! #(De træde over til Venstre i Forgrunden. _Ambrosius_ kommer
langsomt gaaende fra Høire, henad Veien hinsides Gjærdet. Han støtter
sig til Stokken med den ene Baand, i den anden bærer han Hat og Vadsæk,
Luthen har han i et Baand paa Ryggen. Midt for Scenen løfter han
Hovedet, standser et Øieblik, belyst af Aftensolen, og seer ind i Haven.
Derpaa gaaer han videre og forsvinder til Venstre. En kort Pause.
_Abigael_ løber hen og seer efter ham, skyggende for Solen med Haanden.
Lidt efter kommer hun tilbage)#
_Abigael_. Nu er han borte. Lad os saa gaae op!
_Bodil_. Den Stakkel! Her ligger endnu hans Rose
_Abigael_ #(hurtig).# Hvor? Giv mig den!
#(_Bodil_ tager den op og rækker hende den. _Abigael_ betragter den et
Øieblik taus, derpaa siger hun:)#
"Du deilig Rosenknop,
Igaar du blomstrede,
Idag du visnede!"
#(Hun brister i heftig Graad og skjuler sit Ansigt i Hænderne.)#
_Bodil_. Græder I? Over ham? men Frøken, saa elskede I ham jo! Og
alligevel...!
_Abigael_. Jeg vidste det jo ikke før nu?
_Bodil_. Og han skal flakke fattig om fra Sted til Sted, mens I, som har
voldt det Altsammen, bliver lønnet med Pryd og Herlighed!
_Abigael_. Jeg ... lønnet!
_Bodil_. Ja I!... See der, der er jo allerede Lønnen!
#(Junker _Claus_ kommer ind fra Høire.)#
_Abigael_ Eller Straffen!
#(Idet hun vender sig, for at gaae Junker _Claus_ imøde, falder
Tæppet.)#
* * * * *