_Abigael_ #(siddende paa Bænken. Strax efter)# _Ambrosius._
_Ambrosius_ #(kommer hurtig ind, uden Hat, med Haar og Halstørklæde i
Uorden).# Her har I mig, Frøken, Ellepige, Abigael! Gjør med mig,
hvad I vil! #(Han kaster sig halv knælende over Enden af Bænken.)#
_Abigael_ #(springer op).# Men er I da reent fra Samling, Ambrosius?
Reis Jer op og vær rolig; jeg vil tale med Jer--hører I?
_Ambrosius_ #(reiser sig).# Bi lidt ... der lyder saa mange Stemmer
for mine Øren ... saa, nu tier de ... nu hører jeg kun Klangen af Eders
Røst.
_Abigael_. Vel, saa tag Jer sammen, at I kan forstaae, hvad jeg siger
Jer.
_Ambrosius_. Jeg forstaaer det, naadige Frøken! Jeg veed, hvad I vil
sige ... der var en af Stemmerne, som raabte det til mig før. I skal
troloves idag ... ikke sandt?
_Abigael_. Talen er ikke om mig, men om Eder. Jeg har hørt af Bodil, at
I har faaet et godt og hæderligt Tilbud, som kan lægge Grunden til Eders
Lykke....
_Ambrosius_. Til _min_ Lykke!
_Abigael_. Ja, og til Ære og Anseelse for Jer i Fremtiden. Det Tilbud
maa I tage imod og reise herfra strax ... endnu iaften. Jeg skal afgjøre
Alt med min Fader. Naa, hvorfor svarer I ikke?
_Ambrosius_. Reise ... det nytter Intet, naadige Frøken!
_Abigael_. Hvorfor ikke?
_Ambrosius_. Det er for seent ... og det er ogsaa for silde.
_Abigael._ For seent og for silde ... hvad mener I?
_Ambrosius_. Det er for seent, thi jeg har alt forkastet det Tilbud, og
det gjøres mig ikke længer. Og det er for silde, for ...
_Abigael_. Nu?
_Ambrosius_. For om jeg saa reiste tusinde Mile herfra, saa kunde jeg
dog ikke glemme Jer mere.
_Abigael_ #(efter et kort Ophold).# Det behøver I jo ikke heller.
_Ambrosius_. Hvorfor vil I da have, jeg skal reise?
_Abigael_. Fordi jeg vil Eder vel.
_Ambrosius_. Vil I mig vel, saa lad mig blive, hvor I er. Jeg forlanger
jo ikke Andet end at see Jer og drage min Aande i Eders Nærhed. Det har
jo ethvert Kreatur paa Marken Lov til; er jeg da ringere i Eders Tanker,
end den Hest, I rider, og den Hund, I jager med?
_Abigael_ #(med mild Bestemthed.)# I maa ikke tale saaledes til mig,
Ambrosius! I glemmer, hvem I er og hvem _jeg_ er. I er min Faders
Skriver, og jeg er hans Datter.
_Ambrosius_. Var I ikke ogsaa det, da jeg kom hid? Og dog har I været
mild og venlig imod mig hver eneste Dag. Hvorfor talte I da til mig, og
smilte til mig, og skjænkede mig Blomster ... skal vi da heller aldrig
mere sanke Blomster med hinanden?
_Abigael_. Nei, aldrig meer.
_Ambrosius_. Saa gik det dog, som jeg sagde engang, at de visnede paa
den tredie Dag. Men hvad bryder I Jer om det? For Eder er der sagtens
ingen Blomster visnet.
_Abigael_. Det kan I ikke vide ... og det angaaer Jer heller ei. Altsaa,
I vil ikke reise herfra?
_Ambrosius_. Nei ... med mindre I jager mig bort, og det nænner I dog
ikke ... vel? _Abigael_. Jage Jer bort ... det har jeg ingen Ret til,
#(sagtere.)# jeg mindre end nogen,
_Ambrosius_. Jeg kan see, at I ynker mig, men det skal I ikke. Det er
sandt, jeg var lystigere, da jeg kom hertil ... mindes I, det var her,
jeg stod og sang for Jer for tre Uger siden? Tre Uger! Hvor den Tid er
løben fort! Det er jo som det var et Øieblik ... men med en Evighed i
sig. Ja, lystigere var jeg vel den Gang, men gladere ... nei, jeg vidste
slet ikke, hvad Glæde var.
_Abigael_ #(betragter ham bevæget.)# Veed I det da nu?
_Ambrosius_. Ja _nu_!... Nei, see ikke saaledes paa mig, saa forvirres
mine Tanker igjen ... saa ligner I atter Ellepigen, hende, som klapped
Svenden ved hviden Kind og hviskede ham i Øre. I er jo dog ingen
Ellepige? Svar mig, Abigael! Ræk mig Eders Haand, at jeg kan kjende, om
Pulsen banker, og om I har varmt Blod i Aarerne!
_Abigael_. Min Haand ... ja til Farvel! #(Hun rækker ham Haanden.)#
_Ambrosius_. Den er varm ... ligesom min ... o, saa kan I ogsaa føle,
hvor jeg elsker Jer! #(Han knæler og bedækker hendes Haand med Kys.)#
_Abigael_ #(lægger bevæget den anden Haand paa hans Hoved.)# Stakkels
Ambrosius! #(De blive et Øieblik i denne Stilling, derpaa udraaber hun,
idet hun søger at drage Haanden tilsig:)# Der kommer Nogen! For Guds
Skyld, slip mig!... Det er for silde, de har seet os!... Nu vel, saa
faaer I tage Følgerne!