_De Forrige. Peder Rasmussen. Ambrosius_. #(Strax efter)# _Niels
Bruus_ og _Jørgen_ #(fra Baggrunden).#
_Peder_ #(træder frem paa Gulvet, bukker for Baronen og Frøkenen og
begynder strax)# Den Glædens Sol paany op over Jorden rinder....
_Ambrosius_ #(der ligeledes er traadt ind).# Hr. Baronen har befalet,
jeg skulde komme hid og tage Luthen med ... her er vi begge to! Men
sandt at sige ...
_Peder_. Den Glædens Sol paany op over Jorden rinder....
_Ambrosius_ #(halv høit).# Vent lidt, Peer Rasmussen! Jeg har et Ord
paa Munden endnu.
_Peder_ #(ligeledes).# Du kan vel gi'e Tid og lade mig tale først,
din Kylling!
_Baronen_. Hvad nu? Hvad er det, I mumler om?
_Ambrosius_ #(leende.)# Aa, det er kuns Peer Degn, som mener, at
Hanen bør gale før Kyllingen.
_Baronen_. Bi lidt, Peer, saa kommer Touren strax til ham.
_Captainen_. Halt ein mit der Chargirung! Haltet ein! ha, ha!
_Baronen_. Naa, hvad vilde han saa sige, Ambrosius?
_Ambrosius_. Jeg vilde sige ...ja, hvad var det nu, jeg vilde sige? Mit
Hoved er noget fortumlet.... Jeg vilde bede Baronen undskylde mig ...
jeg er ikke ret oplagt til at synge idag.
_Baronen_. Hvad for Noget! Er han ikke oplagt til at synge paa min
Fødselsdag, naar jeg har bestilt ham hid for det Samme?
_Ambrosius_. Her er saa mange Fremmede tilstede, naadige Herre, og som
sagt....
_Abigael_ #(sagte til Ambrosius).# Gjør ikke min Fader vred,
Ambrosius! I kan jo tænke Jer, at I synger for mig alene.
_Ambrosius_ #(sagte).# For Jer? Ja, for Jer skal jeg synge!
_Baronen_. Naa da, hvad bliver det saa til?
_Claus_. Virtuosen gjør sig kostbar, troer jeg.
_Peder_. Tillader Naadigherren kanske, at jeg imidlertid...?
_Baronen_. Hold sin Mund og vendt til siden, har jeg sagt; ... Naa,
Ambrosius, nu rask! Han kan jo i Nødsfald lave en Vise paa staaende Fod,
det har han jo før viist Prøver paa.
_Ambrosius_. Strax, naadige Herre! Jeg tænker just derpaa.
_Claus_ #(sagte til Jørgen).# Jeg er bange, han ikke har faaet Nok,
Jørgen!
_Jørgen_ #(sagte).# Giv kuns Tid, Hr. Kammerjunker! det kommer pø om
pø. Men det kan jo, aldrig skade, at han faaer et Glas endnu.
#(høit.)# Tillader Naadigherren at jeg skjænker for Skriveren og
Ridefogden?
_Baronen_. Ja vel, drik sig først et Glas Viin, Ambrosius, saa kommer
Geisten nok over ham.
_Ambrosius_. Den er alt kommen, naadige Herre! Kunde jeg saasandt blot
finde de rette Ord!
_Baronen_. Gjør det saa godt, han kan; lad det kun faae en Ende!
_Ambrosius_ #(synger, paa en saadan Maade, at man mærker, det er
Improvisation).#
Jeg synge skal en Vise,
Velan, jeg er bered;
Det Bedste vil jeg prise,
Som jeg i Verden veed:
Musikens muntre Lyst
Og Druesaftens Trøst,
Men først og sidst den Elskov, der tændtes i mit Bryst.
Den gyldne Viin mig kvæger
Og gjør mig glad og fri;
Men har jeg tømt mit Bæger,
Saa er den Fryd forbi.
Musik og lystig Sang
Fornøier mangen Gang,
Men Glæden svinder hastig alt med den sidste Klang.
Nei, meer end lifligst Drue
Og deiligste Musik,
Jeg priser Elskovs Lue,
Som til mit Hjerte gik.
Den af et Ord blev fød
Og flammed op til Glød,
Men slukkes kan den aldrig, den brænder til min Død!
_Peder_ #(afsides).# Lirum larum, Katten gjør Æg.
_Baronen_. Seer han, det gik, Ambrosius! Den Vise var nok efter
Fruentimrenes Smag, de holder af den søde Confect. Om lidt maa han gi'e
os en anden, nu er det Peer Rasmussens Tour. Skjænk i for Skriveren,
Jørgen! #(det skeer).#
_Peder_. Den Glædens Sol paany op over Jorden rinder ...
_Ambrosius_ #(afbrydende).# Skaal, naadige Herre! Jeg tømmer Glasset
paa Eders Velgaaende! Det er en deilig Viin! Den baade heder og svaler
paa engang ... ligesom Kjærligheden. Giv mig et Glas endnu, Jørgen!
#(det skeer.)# For nu vil jeg, med Hr. Baronens Tilladelse, drikke en
Skaal for hende, jeg har kjær, hvad enten hun er fjærn eller nær!...
Gid Roser og Lilier maa blomstre paa hendes Vei, hvad enten hun er mig
fattig Svend god eller ei!...
_Baronen_, Jeg troer, min Salighed, Vinen gaaer ham til Ho'edet,
Captain!
_Captainen_. Ja wahrhaftig, Hr. Baron! Det kommer deraf, han hører ikke
til Familien, saaledes som jeg, ha, ha, ha!
_Ambrosius_. Hvad enten hendes Herkomst er høi eller lav, elske hende
vil jeg, til jeg ligger i min Grav! #(han drikker.)#
_Captainen_. Han mener nok snarere, til han ligger under Bordet, ha, ha,
ha!
_Abigael_ #(sagte til Ambrosius).# Ti stille, Ambrosius! I er jo ikke
Jer selv mægtig.
_Ambrosius_ #(halv høit).# Hvad siger I?... Nei, I har Ret, jeg er
ikke mig selv mægtig.
_Abigael_ #(som før).# Jeg vil tale med Jer. Kom ned i Haven om lidt,
længst ude, ved det gamle Egetræ, hvor vi første Gang saaes, der træffer
I mig. Har I forstaaet det?
_Ambrosius_ #(som før).# Ja.
_Abigael_ #(som før).# Og drik saa ikke Meer ... hører I!... For min
Skyld!
_Ambrosius_ #(som før).# For _Eders_ Skyld!
_Geheimeraadinden_ #(sagte til Junker Claus).# Saae du, hvor Abigael
hviskede til Skriveren, Claus? Det var sagtens Tak for Visen; thi at den
var møntet paa hende, var da tydelig nok. Det er paa Tiden, at dette
faaer en Ende.
#(Under denne Replik er _Abigael_ gaaet ud af Døren til Venstre.)#
_Peder_. Den Glædens Sol paany op over Jorden rinder....
_Geheimeraadinden_. Forlad, at jeg afbryder; men mener Baronen ikke, det
var rettest at gjemme Degnens Oration til siden? Det gaaer allerede ud
paa Eftermiddagen, og Ceremonien burde vel ikke skydes for længe ud.
_Peder_ #(halv høit til Niels Bruus).# See saa, nu bliver jeg sat
til Krogs igjen! Jeg kommer aldrig til at tale.
_Captainen_. Ceremonien?... Har Hr. Baron arrangeret en Feierlichkeit?
_Baronen_. Hendes Naade mener min Datters Trolovelse med Kammerjunkeren,
som skal gaae for sig idag.
_Ambrosius_ #(afsides).# Trolovelse!... Idag!
_Captainen_. Ah, jeg gratulerer ærbødigst, Hr. Baron feirer also en
dobbelt Fest.
_Gjæster_. Gratulerer ærbødigst! Ønsker underdanigst til Lykke!
_Baronen_ #(til Geheimeraadinden).# En liden Stund kan det vel vente
endnu, Eders Naade! Magister Søren er nok desuden ikke ret færdig med
sin Middagslur ... ha, ha, ha!
_Magisteren_ #(farer op).# Hr. Baronen behagede at henvende Ordet til
mig? Jeg sad just og memorerede en liden Tale, jeg--om Gud vil--har
tænkt at holde til det unge Par.
_Baronen_, Ja vist gjorde I!... Naa, memoreer I kun videre; jeg skal nok
vare Jer ad, naar Tiden er der.
_Ambrosius_ #(afsides).# Hørte jeg ogsaa ret? Det suser for mine Øren
som rygende Blæst. Var der ikke Nogen, der sagde, hun skulde troloves
idag?
_Jørgen_ #(sagte til Junker Claus).# Faa ham nu til at synge, Hr.
Kammerjunker! Nu troer jeg, han har Høiden. #(til Ambrosius, høit.)#
Et lille Glas endnu, Ambrosius?
_Ambrosius_. Et Glas!... Ja, skjænk i!... Nei, jeg drikker ikke Meer!
#(Han drager Haanden til sig, men beholder mekanisk Glasset.)#
_Claus_. Mig synes ogsaa, at Degnens Oration burde slutte den hele
Festivitet, da det dog først og fremmest er Svigerfaders Fødselsdag, vi
høitideligholde.
_Baronen_. Naa ja, lad gaae! Degnens Gratulation pleier desuden at vare
en stiv halv Time eller meer, saa det er kanskee raadeligst, den venter
til siden, #(til Peder Rasmussen.)# Hans Anretning bliver vel ikke
kold, Peer? Han maa fyre godt under Gryden imens. Skjænk i for ham,
Jørgen!... Men saa maa vi have en Vise til, Ambrosius! #(til
Captainen.)# Pas paa, den bliver lystig, kan I troe!
_Peder_ #(halv høit til Jørgen, som skjænker for ham).# Den
Grønskolling! Nu skal han igjen have Fortrinnet. Jeg springer i Flint,
gjør jeg!
_Jørgen_ #(halv høit).# Vær rolig, Peer! Den, som ager med Stude,
kommer og frem.--Hørte I ikke, hvad Skriveren og Frøkenen talte om for
lidt siden? De stod jo her næst ved Jer.
_Peder_ #(som før).# Hvad skulde jeg høre efter den Pludder for! Jeg
er saa gal i Hovedet, at....
_Jørgen_ #(som før, til Niels Bruus).# Hørte du heller ikke Noget,
Niels?
_Niels_ #(halv høit).# Jo, mig syntes Frøkenen snakkede noget om at
gaae i Haven, og om det gamle Egetræ ... men jeg regarderede ikke videre
derpaa. Det hørte jeg da, hun sagde, at Skriverdrengen maatte ikke
drikke Meer ... Han har nok ogsaa faaet det, han kan nøies med idag.
_Jørgen_ #(afsides).# I Haven ... ved det gamle Egetræ #(seer sig
om).# Og Frøkenen har absenteret sig ... nu skal vi see Løier!
_Baronen_. Naa, Ambrosius, hvad bliver der saa af? Synger han eller
synger han ikke? Nu maa han vel sagtens være oplagt?
_Ambrosius_. Nu ... ja _nu_ er jeg oplagt! Nu skal I faae en Vise,
naadige Herre ... nei, en Historie ... nei, det er dog en Vise ... om
Ungersvenden, som blev elleskudt.
_Captainen_. Elleskudt? Hvad mener han dermed? Ah ... Hexenschuss ...
jeg kjender det ... i Ryggen.
_Ambrosius_. Nei, i _Hjertet_ var det ... han har selv fortalt mig det,
skal I vide.
_Baronen_. Hvad for Noget! Har han selv fortalt...? Pas paa, nu løber
det rundt for ham, ha, ha, ha!
_Alle_. Ha, ha, ha!
_Ambrosius_. Giv nu Agt! #(synger:)#
Jeg lagde mit Hoved til Elvehøi,
Mine Øien de finge en Dvale;
Der kom gangendes to Jomfruer frem,
Som gjerne vilde med mig tale.
Siden jeg _hende_ først saae.
#(taler.)# Der var egentlig kuns een, for den anden var en Terne. Men
den Ene ... det var Elle-kongens Datter ... Hun var den deiligste Kvinde
paa Jord! Hendes Øine var som den blaae Sø, og hendes Haar skinnede som
Solstraaler ... og saa havde hun en Røst, naar hun kvad ... saa faur
over alle Kvinder, #(synger:)#
Striden Strøm, den stiltes derved,
Som førre var vant at rinde;
Alle smaa Fiske, i Floden svam,
De legte med deres Finne.
_Claus_. Det var meget musikalske Fiske! Hvad mon det har været for en
Sort ... Karudser eller Aborrer? Ha, ha, ha!
_Ambrosius._ I skal ikke lee endnu, Hr. Kammerjunker! Det bliver
morsommere siden ... For saa reiste Høien sig paa røde Pæle, og der blev
skinnende lyst derinde ... der var Trolovelse, skal jeg sige Jer.
_Baronen_. Var der Trolovelse? Det var som Djævlen! Ha, ha, ha!
_Alle_. Ha, ha, ha!
_Ambrosius_. Ja vist var der. Ellepigen skulde jo holde Jaord med sin
Brudgom; #(sagtere.)# men hun elskede ham ikke ... veed I, hvorfor?
For han var egentlig en Frø.... _Alle_. Ha, ha, ha!
_Ambrosius_. Han havde koldt Blod og store, dumme Fiskeøine. Nei, #(halv
sagte.)# det var Ungersvenden, hun elskede. Men det vidste de Andre
Intet af. #(høit.)# Den gamle Ellekonge sad midt for Bordet og drak
... og Præsten ogsaa ... det var en tyk, sort Skrubtudse, men det kunde
Ingen af dem see, ha, ha!
_Alle_. Ha, ha, ha!
_Ambrosius_ #(synger:)#
De dandsed ud, de dandsed ind
Alt i den Elvefærd;
Alt sad fauren Ungersvend
Og støtted sig til sit Sværd.
#(taler.)# Alting dandsede omkring ham ... Træer og Buske og Stene
... og tilsidst dandsede hans Tanker med ... det løb Altsammen rundt. Og
saa vilde de endda, at han skulde drikke ... var det ikke en skammelig
Synd af dem? De rakte ham Kalken af Guld saa rød, den var fyldt til
Randen med liflig Mjød ... men Ellepigen hviskede til ham: "Drik ikke
Meer ... for _min_ Skyld!" ... #(sagtere.)# Der var Ingen, som hørte
det ... #(høit.)# Men saa slængte han Kalken ud af sin Haand #(han
slaaer Glasset i Gulvet, saa det knuses)#, og Saa galede Hanen i det
Samme...!
_Baronen_. Halløi! Nu bliver han mig lovlig lystig, Ambrosins! Det er
nok det Retteste, han faaer sig en Mundfuld frisk Luft. Han kan gaae sig
en Tour i Haven, saa kommer han vel til sig selv.
_Ambrosius._ I Haven ... ja, i Haven var det ... nu mindes jeg det!
_Baronen_. Følg med ham, Niels Bruus, og lad ham holde Hovedet under
Vandspringet, til Rusen er gaaet over.
#(_Ambrosius_ ud i Baggrunden, fulgt af _Niels Bruus_.)#
_Claus_ #(sagte til Jørgen).# Men nu slap han jo fra os!
_Jørgen_ #(sagte.)# Bi kun, Hr. Kammerjunker! Der kan endnu komme en
Slæde i Veien.
_Baronen_. Det var dog en allerhelvedes Sludder, han opvartede med, den
syndige Skriverkarl. Han har dog ellers en taalelig god Forstand; men
naar Øllet gaaer ind, gaaer Viddet ud, som man siger. Der var jo ikke
sund Sands i Alt, hvad han sagde.
_Captainen_. Lutter Kauderwelsch Alt tilsammen!
_Magisteren_. Bespottelig og uchristelig Overtro, som stammer fra
Djævlen, der er Løgnens Fader.
_Geheimeraadinden_. Kan hænde, der dog var nogen Mening i hans Tale, Hr.
Baron!
_Baronen_. Mening! Hvad Fanden skulde det være for Mening? Undskyld, at
jeg bander, Eders Naade! Karlen var drukken, det var det Hele.
_Geheimeraadinden_. Men drukken Mund taler af Hjertens Grund.
_Baronen_. Kan være. Saa maa det see forbandet broget ud i hans Hjerte.
Men lad nu den Fugl flyve, nu har vi Andet at tænke paa.--I er vel
færdig med at memorere Talen, Magister Søren? For ret nu skal Comedien
gaae an.
_Magisteren_. Saasnart Hr. Baronen behager at befale, er jeg rede til at
forrette mit Embedes Pligt og ved Trolovelse sammenknytte disse tvende
haabefulde Skud af ædel Stamme, som i Forveien have forbundet deres
Hjerter i Kjærlighedens Pagt.
_Baronen_. Hvor er nu Abigael henne?
_Geheimeraadinden_. Kald paa Frøkenen, Bodil!
_Bodil_ #(som har været beskæftiget ved Kaffebordet).# Frøkenen er
gaaet ud for en Stund siden.
_Baronen_. Er hun nu gaaet ud? Men for den slemme Syge, hvor er hun
gaaet hen da?
_Bodil_. Jeg tror, den naadige Frøken gik ned i Haven.
_Baronen_. Hvad Pokker er det nu for Optøier! #(til Bodil.)# Saa gaa
ud og led hende op; siig, hun skal flux komme hid!
#(_Bodil_ ud i Baggrunden.)#
_Geheimeraadinden._ Det er unægtelig en curieus Idee af den kjære
Abigael at gaae herfra netop i dette Øieblik.
_Claus_. Ja ikke sandt, meget curieus; for at spadsere alene i Haven.
_Jørgen_ (sagte til Junker Claus.) Kanskee Frøkenen har Selskab, Hr.
Kammerjunker.
_Claus_ #(ligeledes.)# Selskab ... hvad vil du sige med det.