_De Forrige. Junker Claus_ #(fra Baggrunden).#
_Claus_. Ah, endelig finder jeg Jer, elskværdigste Abigael! Jeg har min
Tro ledt efter Jer i en halv Klokketime, baade i Haven og i Marken.
_Abigael_. Saa har I ventelig ikke ledt paa de rette Steder; thi jeg
havde ingen Tryllepind i Munden, som gjorde mig usynlig, det kan
Monsieur Ambrosius vidne for mig.
_Claus_. En Tryllepind! ha, ha! det er meget morsomt! Ja er I ikke
fortryllet, saa er I paa min Ære fortryllende, det kan jeg vidne. Jeg
kommer da ikke til Forstyrrelse?
_Abigael_. Aldeles ikke. Her holdes intet Geheimeraad, Enhver har fri
Audients.
_Claus_. Jeg har en Nyhed at meddele Jer--men under fire Øine. #(til
Ambrosius:)# Han kan gjerne forføie sig bort.
_Ambrosius_. Befaler Frøkenen, at jeg skal gaae?
_Abigael_. Endnu ikke; jeg maa først vinde Garnet til Ende.
_Claus_. Tillader I, skal jeg....
_Abigael_. Bevares, det er ingen Bestilling for en af Hans Majestæts
Kammerjunkere! Jeg er desuden strax færdig.
_Claus_. Hvor allerkjæreste det klæder Jer at vinde det rosenrøde Garn
med Eders hvide Fingre! Jeg kommer i Tanker om den Prindsesse i Fabelen,
hvad var det nu hun hed...?
_Ambrosius_. Hr. Kammerjunkeren mener maaskee Ariadne.
_Claus_. Jeg mener hende med Labyrinten og den lange Traad. Frøkenen
veed nok, hvem jeg mener.
_Abigael_. Ah, I ligner mig ved Prindsesse Ariadne? Det er saare
smigrende.
_Claus._ Ikke meer, end I fortjener, Mademoiselle!
_Abigael_. Saa maa Monsieur Ambrosius altsaa være Prinds Theseus,
eftersom han holder den anden Ende af Traaden i sin Haand ... Men hvem
er saa Uhyret?
_Claus_. Uhyret? #(_Abigael_ og _Ambrosius_ lee.)# Han kan spare sin
Lystighed, til han kommer ned i Borgstuen, imellem det andet Tyende. Giv
mig Garnet!
_Abigael_. Hr. Kammerjunker! I glemmer vist, at jeg er tilstede? Lad I
kun Prinds Theseus beholde Garnet, jeg er vel tilfreds med hans
Tjeneste.
_Claus_. Hæ, Prinds Theseus! Nu, som I behager. Det undrer mig forresten
aldeles ikke, at denne Person kan udrette sin Gjerning til Eders
Tilfredshed; thi han maa jo fra Barndommen af være vant at omgaaes med
Traad og Garn.
_Ambrosius_. Hvorledes mener Hr. Kammerjunkeren?
_Claus_. Efter hvad jeg har hørt, skal han jo være Søn af en
Bondeskræder?
_Ambrosius_. Ganske vist; min Fader, som endnu er ilive, er Skræder af
Profession, og jeg skæmmes ingenlunde derover. Skræderiet er jo et
nyttigt, ja i visse Maader et menneskekjærligt Haandværk.
_Claus_. Menneskekjærligt--hvad vil han sige dermed?
_Ambrosius_ #(med Hentydning).# Jeg mener, at der er somme Folk, der
skylder Skræderen Alt, hvad de gjælder og gaaer for.
_Abigael_ #(smilende).# Saamænd, I har ikke saa ganske Uret.
_Ambrosius_. Desforuden er Skræderiet en ærværdig Haandtering; thi det
er jo Vorherre selv, som er Mesteren for alle Skrædere.
_Claus_. Vorherre! er han fuld eller gal?
_Ambrosius_. Ingen af Delene, Hr. Kammerjunker! Er det kanskee ikke
Vorherre, som hvert Foraar smykker den nøgne Jord og skjærer den en
skjøn Dragt af Blomster og grønne Blade? Giver han ikke Dyrene i Skoven
nyt Laad og Fuglene under Himlen nye Fjedre? Har I glemt, hvad der
staaer i Evangeliet, at det er ham, der klæder Lilierne paa Marken?
Eller veed I ikke ...
_Claus_. Ja, det er godt. Resten kan han beholde for sig selv eller
bruge til en af sine Viser; jeg skjøtter ikke om Meer af den Tønde,
#(til Abigael:)# Tillader I da nu, jeg udretter mit Ærind; thi siden
vi ikke kan blive alene ...
_Abigael_. Haster det saa stærkt, at I ikke kan opsætte det et Øjeblik?
_Claus_ For mig haster det visselig, eftersom al min Lyksalighed
dependerer deraf.
_Abigael_. Bevares, hænger det saaledes sammen? Ja saa skynd Jer endelig
at faae det sagt.
_Claus_. Om et Par Dage er det Eders Faders Fødselsdag, og han har paa
mine indstændige Bønner samtykket i, at vor Trolovelse ved denne
Leilighed bliver declareret.
#(_Ambrosius_ gjør uvilkaaarlig en Bevægelse.)#
_Abigael_. Men pas dog paa, Monsieur Ambrosius! Der rykkede I jo Garnet
over--#(til Claus:)# Ih nei, hvad hører jeg? Saa det har min Fader
samtykket i ... paa Eders indstændige Bønner?
_Claus_. Ja, dyrebare Abigael, det var mit Ærind, at jeg skulde
underrette Jer derom, saa I kan vel tænke, hvor presseret ...
_Abigael_ #(med tilbageholdt Vrede).# Naa, saa det var Eders Ærind? I
mener altsaa, at _mit_ Samtykke kan I være foruden, naar I har min
Faders?
_Claus_. Eders Samtykke! Men allerkjæreste Frøken, I har jo ingen Tid
sagt Nei dertil.
_Abigael_ #(heftig).# Har jeg kanskee nogen Tid sagt Ja? Har I
Vidner paa min Mund, at jeg har givet Jer min Tro og mit Løfte?
_Claus_. Vidner! Men, _ma chère amie_, jeg beder Jer indstændig. Vi har
jo været trolovede fra vi var ikke større end saa. I er jo dog den sammo
Abigael og jeg den samme Claus, der blev fæstet til hinanden som Børn,
med vore Forældres _consentement_.
_Abigael_. Hvis I er den Samme, hvorfor gaaer I da ikke i Sløikjole og
Faldehat og har en Sølvbjælde hængende om Halsen?
_Claus_. Sløikjole, Faldehat! Hvad vil I sige dermed?
_Abigael_. Er I voxet ud af Eders Børneklæder, saa er jeg vel ogsaa
voxet fra _mine_, tænker jeg. Og beiler I til min Haand, saa faaer I vel
tage mig selv med paa Raad, Hr. Kammerjunker!
_Claus_. Bevares, dyrebareste Abigael! I misforstaaer mig ganske og
aldeles. Naar vi bliver ene To, skal jeg forklare Jer det Hele ...
_Ambrosius_. Har Frøkenen ikke Brug for min Tjeneste meer, saa tillader
I vel, at jeg fjerner mig?
_Abigael_. Ah, forlad mig, Monsieur Ambrosius! jeg glemte Jer reent ...
og mig selv med, troer jeg næsten. Ha, ha, ha! Jeg er ogsaa en Taabe, at
jeg kan komme i Affect over saa Lidt. Men saaledes er jeg, det har jeg
efter Papa ... See saa, nu er _det_ forbi, og Tak skal I have for Eders
Umag!
_Ambrosius_. Intet at takke for, det var kuns en ringe Tjeneste.
_Claus_. Ah, _dieu soit béni_! Nu begynder Solen at skinne igjen, mærker
jeg.
_Abigaél_. Aa ja, nu er den Sky dreven over. Men tag Jer ivare, at den
ikke kommer igjen!... Bi lidt, Monsieur Ambrosius! I skal dog ikke gaae
tomhændet. Her er den Rose, I fortalte mig om før ... I kan jo kaste den
bort, naar den er vissen.
_Ambrosius_. Kaste den bort!
_Abigael_. Eller gjemme den, ligesom I vil. #(Hun rækker ham Rosen.)#
_Ambrosius_. Jeg takker Eder, naadige Frøken!
_Claus_. Men _jeg_ da? Siden der er saa godt Kjøb paa Blomster, at ...
hm!... faaer jeg da ikke ogsaa et lidet Forsoningspant?
_Abigael_. Aa, jo, hvorfor ikke? #(Søger imellem Planterne.)# See
her, her er en Blomst for Jer, Junker Claus.
_Claus_. Jeg siger tusind Tak ... Hvad er det nu for en? Jeg kjender den
saa godt, men jeg kan ikke komme paa Navnet.
_Abigael_ #(smilende).# Navnet ... ja, det maa I spørge Monsieur
Ambrosius om, det er _hans_ Videnskab.
_Ambrosius_ #(ligeledes).# Paa Latin kaldes den: _Linaria_.
_Claus_. Paa Latin! Kan han ikke sige, hvad den hedder paa Dansk.
_Ambrosius_, Jo, Hr. Kammerjunker, paa Dansk hedder den: Torskemund.
#(_Abigael_ leende ud til Venstre. _Ambrosius_ ligeledes i
Baggrunden.)#
_Claus_ #(betragter Blomsten med et tvivlsomt Udtryk).# "Torskemund?"
#(Pludselig gaaer der et Lys op for ham, han kaster den i Gulvet og
udbryder forbittret:)# Torskemund!
#(Tæppet falder hurtig.)#