_Abigael og Ambrosius_ #(komme efter et lille Ophold ind fra Baggrunden.
Abigael har nogle Roser i Haanden, Ambrosius en Bunke Planter og
Blomster.)#
_Abigael_. Saa, lad I mig kun faae Urterne; jeg skal nok selv tørre dem,
nu veed jeg Besked.
_Ambrosius_. Lyster Frøkenen kanskee at synge, saa skal jeg springe over
efter Luthen?
_Abigael_. Aa nei, ikke for Øieblikket, jeg er altfor varm af at gaae;
kanhænde efter Middag. Men I kan blive her en Stund og holde mig med
Selskab, om I ellers har Leilighed.
_Ambrosius_. Hjertelig gjerne, naar Frøkenen vil tage tiltakke.
_Abigael_. Jeg lider godt at høre Jer tale. I fortæller mig altid et og
andet Nyt, som jeg ikke vidste af tilforn.
_Ambrosius_. Gud bedre det! Jeg har saavist kun fattigt Nyt at opvarte
med, men naar Frøkenen er nøiet....
_Abigael_. Jeg vil baldyre en af disse Roser imens--det er vel sagtens
de sidste i Aar. Saa, nu er Garnet i Urede! det er ventelig Junker
Claus, som har havt at bestille dermed; thi han skal have sine Fingre i
Alt. Det er bedst, jeg vinder det op til Nøgle; I faaer holde det for
mig, om I vil.
_Ambrosius_. Naar det kun bliver Jer tilpas; thi jeg er ikke synderlig
øvet i den Gjerning.
_Abigael_. Betyder Intet, den lærer I snart. #(Hun giver ham Garnet og
viser ham tilrette).# Nei, Saaledes skal I holde, og stil Jer saa
der! Seer I, det gaaer. #(Vinder et Øieblik og hører derpaa lidt op)#
Det var ellers sært, hvad I forhen berettede om Urters og Blomsters
Natur. Man skulde fast troe, I var af den Mening, at alle de
forskjellige Væxter hver især havde ordentlig Liv og Fornemmelse. Hvor
falder I paa Sligt?
_Ambrosius_. Aa, det er kun saadanne Tanker, jeg gjør mig, naar jeg
spadserer omkring i Mark og Skov. Men hvad det angaaer, at Urter og
Blomster lever, saa har man da Syn for Sagn, naadige Frøken!
_Abigael_ #(vinder igjen).# Hvorledes det?
_Ambrosius_. De fødes jo og voxer, opdrættes af Vorherre i det Frie
eller af Gartneren i Urtebedet, formerer sig og døer--hvad gjør vi
Mennesker egentlig stort Andet? "Vel _født_ er vel en Trøst, men bedre
vel _opdragen_, vel _gift_ er Livets Lyst, vel _død_ er hele Sagen." Det
kan man jo for den Sags Skyld ogsaa sige om Blomsterne.
_Abigael_. Men troer I da ogsaa, de har Fornemmelse af, at de lever?
_Ambrosius_. Ja visselig har de det. De aabner og lukker sig jo hver
eneste Morgen og Aften, ligesom vi lukker vore Øine, naar vi sover ind,
og aabner dem, naar vi vaagner. Og jeg har læst, at der gives Væxter i
fremmede Lande, der trækker sig sammen ligesom af Smerte, naar Nogen
rører dem med ublid Haand.
_Abigael_ #(smilende).# Saa I mener virkelig, de har Fornemmelse af
Sligt? Men vi Mennesker kan fryde os over Livet, vi kan elske det og ...
#(hører op at vinde)# troer I kanskee ogsaa, at Blomsterne føler
Kjærlighed?
_Ambrosius_. Det gjør de sikkerlig. Jeg tænker for Exempel, at de har
stor Kjærlighed til Solen.
_Abigael_. Hvorfor tænker I det?
_Ambrosius_. Fordi de aabner deres Kalk for dens Straaler, ligesom et
Menneske aabner sit Hjerte, naar han rigtig har Nogen kjær.
_Abigael_ #(vinder igjen).# Der er vel dem, der holder det lukket.
_Ambrosius_. Saa troer jeg knap, de elsker rettelig, naadige Frøken! Men
desforuden søger Blomsterne jo og at komme Solen nærmere; de rækker sig
jo ligesom op efter den med deres Blade.
_Abigael_. I mener altsaa, det er Kjendetegn paa Elskov, at man nærmer
sig Den, man har kjær? Saa er det Modsatte vel Tegn paa Kulde?
_Ambrosius_. Man pleier van at regne det derfor; men altid slaaer det
sagtens ikke til.
_Abigael_. I maa komme lidt nærmere hid til mig, ellers kan jeg ikke
vinde ... endnu nærmere! Man skulde fast troe, I led mig ikke, siden I
holder Jer saa fjernt.
_Ambrosius_. Jeg?--Det har vel ikke stort at sige, enten en fattig
Skriverkarl lider Jer eller ei.
_Abigael_. Det kan I aldrig vide. Jeg er da ikke bedre end Solen, I
talte om, og den skinner jo paa alle Planter, baade paa det fattige Græs
og den rige Rosenblomme.
_Ambrosius_ #(med Liv, idet han træder et Skridt frem).# Troer I da
ogsaa, Solen agter paa, hvad Planterne føler?
_Abigael_. Hm! Det siger jeg ikke, den gjør. Pas paa, nu er I kommen mig
altfor nær.
_Ambrosius_ #(trædende tilbage).# Forlad mig, jeg tænkte ikke derpaa.
_Abigael_. Efter Eders Ord at dømme, skulde man næsten troe, at Urter og
Blomster kunde tale, og at I forstod, hvad de sagde.
_Ambrosius_. Saamænd, naadige Frøken! Jeg har mangen Gang tænkt det
Samme. Tidt, naar jeg gaaer alene, er det ligesom Træerne fik Mæle, og
som Blomsterne fortalte mig Allehaande.
_Abigael_ #(holder op at vinde).# Ih nei, det gad jeg høre Noget om.
Kom nærmere hid, nu er I atter for langt borte ... og siig mig engang
... hvad troer I, denne Rosenknop fortæller? Det er vel ikke Stort, thi
den er ikke ret udfoldet endnu.
_Ambrosius_ #(som har nærmet sig)# Omendskjøndt den er ung, fortæller
den ikke saa lidet, naadige Frøken! Den fortæller, hvorlunde den først
var en Kime, der laa og drømte i Jordens Mørke, indtil den en
Morgenstund vaagnede op som en liden Spire og saae sig glad forundret
omkring i den lyse Luft. Saa sugede den Næring af Jordens Bryst og
slukkede sin Tørst med Duggens klare Svaledrik. Fra Dag til Dag voxede
den i sin grønne Kjortel, og naar det varme, straalende Solskjær faldt
hen over den, saa fornam den en underlig Trang til at lukke sit Inderste
op og give den lyse Sol det Bedste, den eiede. Der var baade Fryd og
Smerte paa een Gang i den Forlængsel. Og alt som den skjød sig høiere i
Veiret og løvedes tættere, blev ogsaa dens Attraa stærkere, og en Dag
samlede den al sin drivende Længsel ligesom i eet Aandedrag--og saa
brast Svøbet for dens unge Kjærlighed. Knoppen skjød sig rødmende frem
af sit Hylster, ligesom en frygtsom Tilstaaelse, og mens Fuglene sang og
de hvide Sommerfugle flagrede omkring den, kyssede Solen dens røde Mund,
og saa ...
_Abigael_. Hvad saa?
_Ambrosius_. Saa blev den brudt, og saa døde den.
_Abigael_. Ikke strax; see her, den er jo frisk og dufter endnu.
_Ambrosius_ En kort Stund, ja; men saa er det forbi, og saa visner den.
"Vel _død_ er hele Sagen".
_Abigael_ #(vinder igjen).# Du Frelsens Gud, hvilken traurig Ende paa
_den_ Historie: Sligt har jeg aldrig tænkt paa tilforn. Troer I, den
stakkels Blomst følte Smerte, da jeg plukkede den? I saa Fald vilde jeg
saa vist ønske, det var ugjort.
_Ambrosius_. Smerte? Kanskee. Men jeg tænker, den vilde hellere brydes
og døe for saa skjøn en Haand, end leve, uden at I ændsede den.
_Abigael_. Nu er I atter kommen mig for nær. I maa passe Afstanden,
Monsieur Ambrosius, hvis I og jeg skal vinde Garn tilsammen.
(#_Ambrosius_ træder et Skridt tilbage.)#