_Geheimeraadinden. Junker Claus_ #(fra Venstre.)#
_Claus. A votre service, chère maman_. Jeg ønsker Jer en god Morgen
#(kysser hende paa Haanden)#; jeg har jo endnu ikke hilst paa Mama
idag. Har I sovet godt?
_Geheimeraadinden_. Aa jo, det gaaer an. Men jeg vaagnede meget tidlig,
og mens jeg laa vaagen, faldt jeg i adskillige Tanker, dig og dit
Giftermaal angaaende. Vi har nu været her i over fjorten Dage, og endnu
er der ikke taget Beslutning om nogen Ting--undtagen om Medgiften
naturligviis, som Baronen og jeg forlængst har aftalt imellem os. Men om
Tiden er Intet bestemt, og vidste jeg ikke, at Abigael igaar havde faaet
adskillige Klædninger og Smykkesager fra Kjøbenhavn, saa vilde jeg
virkelig troe, at hun aldeles ikke tænkte, hverken paa Jaord eller
Bryllup. Men derom maa du, som hendes Tilkommende, da endelig vide bedre
Besked.
_Claus_. Jeg, Mama? Jeg veed ikke det Ringeste.
_Geheimeraadinden_ #(skarpt).# Veed du heller ikke, at Abigael hver
Dag promenerer i Haven og Skoven med denne Monsieur Ambrosius, som
informerer hende i Musik? For ellers kan jeg underrette dig derom.
_Claus_. Jo vist, de sanker Blomster--til Potpourri eller saadant noget.
Abigael er ganske passionneret derfor. Hun kan synge, som der staaer i
den lille _Chanson_, du veed: "_Cueillir des fleurs, C'est mon bonheur;
Tra la la, la la!"_
_Geheimeraadinden_. Det skal fornøie mig, om det ikkun er Blomsterne,
hun er passionneret for.
_Claus_. Hvorledes mener Mama?
_Geheimeraadinden_. Jeg mener, det er ikke ganske convenabelt, at du
lader din tilkommende Brud streife saaledes omkring i fri Luft med en
gemeen Skriverkarl. Du burde dog i det mindste gjøre Følge.
_Claus_. Jeg? _Dieu m'en préserve!_ Jeg ledsagede dem et Stykke Vei
igaar, men det var ikke til at udholde. De gik hele Tiden langs med en
Grøftevold og talte ikke om Andet end Stilke og Blade og jeg veed ikke
hvad.
_Geheimeraadinden_. Muligen har de talt om andre Ting, da de blev ene.
_Claus_. Om andre Ting? Mama siger det med aaadan en besynderlig
Expression. I troer dog vel aldrig, at en Dame som Frøken Abigael ...
_ah fi donc!_
_Geheimeraadinden_. Min hjerte Søn! jeg troer, at du behandler denne
Sag--ligesom, _en passant_ bemærket, adskillige andre Sager--altfor
legert. Du glemmer, at din hele Velfærd dependerer af dette Ægteskab.
Din salig Fader efterlod ikke Andet end Gjæld, og skal din Stilling ved
Hove souteneres, kan det kun skee ved Hjælp af et rigt Parti. For et
saadant har jeg itide sørget, men eftersom Intet er sikkert uden Døden,
og Bryllupet ei engang er berammet endnu, synes mig, du burde være paa
din Post og ikke negligere nogen Omstændighed, som kunde have
Indflydelse paa din Fremtids Lykke.
_Claus_. Jeg er som himmelfalden. Men det kan dog umulig være Mamas
Alvor?
_Geheimeraadinden_. Hvilket?
_Claus_. At Frøken Abigael skulde nedlade sig ... ha, ha, det er altfor
morsomt!... nedlade sig til en _amourette_ med en almindelig
Skriverdreng af ganske simpel Extraction,--hun, som har en, jeg tør vel
sige, distingueret Kavaleer til sin Opvartning! Nei, det faaer Mama mig
sandelig ikke til at troe.
_Geheimeraadinden._ Man har dog hørt saa galt før. Husk paa Birgitte
Krag, som løb bort med en Musikanter, og Marie Grubbe, som giftede sig
tredie Gang med en gemeen Matros eller lignende Karl. Elskov er som
Morgendugg, siger et gammelt Ord; den falder saa snart paa en Torn som
paa en Rose.
_Claus_. Ikke hos en Dame med Frøken Abigaels Education--Mama maa
virkelig excusere, at jeg nu tager hendes Parti. Hun kan have sine smaa
Feil, som det er tidsnok at corrigere, naar vi bliver gift; men at hun
eller noget Fruentimmer med hendes Kvaliteter skulde foretrække ... nei,
det er paa Ære umuligt, aldeles umuligt.
_Geheimeraadinden._ Umuligt, siger du?... Holder du _mig_ for et
Fruentimmer med "Education og Kvaliteter"?
_Claus_. Hvor kan I spørge, Mama? I, som har den fineste Tone og det
mest adelige Comportement af alle Hovedstadens Damer!
_Geheimeraadinden_. Nu vel ... jeg vil betroe dig Noget. Jeg har ogsaa
havt en Passion, da jeg var ung.
_Claus_. Mama er jo ung endnu.
_Geheimeraadinden_. Da jeg var yngre. Veed du, hvem der var Gjenstanden
for mit første ungdommelige Sværmeri?
_Claus_ Var det ikke Papa?
_Geheimeraadinden_. Det var ... min Faders Skytte.
_Claus_. Skytten! Grand-Papa's Skytte! Ham med det krøllede Haar og de
sorte Øine?
_Geheimeraadinden_. Ham selv. Lykkeligviis fik hverken han eller noget
Menneske Nys derom; jeg bar denne ubegribelige Passion en kort Tid i
Stilhed og blev derpaa trolovet og gift med din Fader.
_Claus. Est-il possible!_ Jeg taber Næse og Mund af Forbauselse.
_Geheimeraadinden_. Tab hvad du vil, men tab kuns ikke dit Giftermaal af
Sigte. Af det, jeg her med megen Overvindelse har betroet dig, kan du i
det mindste lære saa meget, at der undertiden kan paakomme et ellers vel
opdraget Fruentimmer af god Familie en saadan pludselig--hvad skal jeg
kalde det?--Hjerteaffection, som i nogen Tid aldeles kan forvirre hendes
Begreber. Jeg vil ikke paastaae, at der i dette Tilfælde er overhængende
Fare; men jeg holder det dog for rettest, ikke ganske at negligere den
Sag. Under alle Omstændigheder bør denne fortrolige Omgang ikke
fortsættes; jeg skal ved Leilighed tale med Abigael derom, og hvad
Skriveren angaaer....
_Claus_. Ham skal jeg expedere, det kan Mama forlade sig paa. Det
første, jeg træffer ham i Abigaels _présence_, skal jeg begegne ham
saaledes....
_Geheimeraadinden_. Blot ingen Overilelse, Claus! det kunde gjøre Ondt
værre. Du maa behandle ham....
_Claus_. Overlegent--_du haut en bas_--Mama har fuldkommen Ret. Det er
just det, jeg har min Force i. Jeg skal vise Frøken Abigael Forskjellen
paa en Kavaler _comme il faut_ og en Skriverkarl ...
_Geheimeraadinden_. Som oven i Kjøbet er Søn af en Bondeskræder.
_Claus_. Af en Skræder! Det er mageløst! En _tailleur de campagne_, ha,
ha, ha!