FEMTE SCENE.

_Geheimeraadinden og Jørgen_ #(komme ind fra Venstre. Geheimeraadinden

lægger Hat og Saloppe, som hun har i Haanden, fra sig paa en Stol.)#

_Jørgen_. Her er Bogen. Jeg beder underdanigst om Undskyldning, fordi

jeg var saa dristig at foregive, at Eders Naade ønskede den. Men jeg

havde intet andet Værge. Thi nu tør En jo ikke sætte Foden i Bogstuen

engang, siden den nye Skriver har taget Ophold derinde.

_Geheimeraadinden_. Det skal være ham tilgivet for denne Gang. Giv mig

kuns Bogen, saa skal jeg selv levere den tilbage.

_Jørgen_ #(giver hende Bogen).# Jeg takker underdanigst.

_Geheimeraadinden_. Intet at takke for.--_A propos,_ mig syntes, han

sagde, at Frøken Abigael var gaaet i Haven eller Marken med ...

Skriverkarlen?

_Jørgen_. Ja, den naadige Frøken skikkede Bud efter ham for lidt siden.

Jeg saae dem gaae ned ad den vestre Allee, som fører til Enghaven.

_Geheimeraadinden_. Pleier de oftere saaledes at promenere sammen?

_Jørgen_. Engang imellem. Han gi'er den naadige Frøken Information ...

_Geheimeraadinden_. I Sang og Musik.

_Jørgen_. Ja--nei han lærer hende ogsaa noget Andet. Jeg kan ikke komme

Navnet i Hu, men det er nok et Slags Blomstersprog, tror jeg.

_Geheimeraadinden_. Hm! Hvor ofte synger Frøkenen med ham?

_Jørgen_. Ikke meer end een Gang om Dagen.

_Geheimeraadinden_. Hm! Hvad er det egentlig for en Person, denne

Skriverkarl? Hvor stammer han fra?

_Jørgen_. Fra Gummerup, Eders Naade.

_Geheimeraadinden_. Gummerup?

_Jørgen_. Det er en Landsby henne ad Assens til. Der er han født, hans

Fader er Skræder.

_Geheimeraadinden_ Skræder! Men han maa jo dog have faaet nogen

Education ... nogen Opdragelse, mener jeg?

_Jørgen_. Han blev en Tid holdt til Bogen og naaede nok ogsaa at blive

Student; men videre kom han da ikke. Forresten er han en poleret Karl

som i den Tid, han har været her, har vidst at insinuere sig hos den

naadige Herre, saa han nu ikke aleneste er Skriverkarl, men Sekretær og

Bibliothekarius, ja jeg kan gjerne sige Kammertjener med. Bliver han

saaledes ved at stige i den naadige Herres Gunst, saa kan man jo aldrig

vide, _hvor_ langt han kan komme.

_Geheimeraadinden_. Og han musicerer og promenerer hver Dag med

Frøkenen? Det maa jo være en meget habil Person, #(fornem.)# Som

sagt, det skal være ham tilgivet, at han har benyttet mit Navn ved denne

Leilighed. Veed han, om min Søn er tilstede!

_Jørgen_. Det troer jeg nok, Eders Naade! Kammerjunkeren var i Følge med

Herren, og de kom ridende hjem sammen.

_Geheimeraadinden_. Saa lad ham vide, at jeg ønsker at tale med ham

_Jørgen_. Strax. Har Eders Naade ikke Andet at befale?

_Geheimeraadinden_ Ikke for Øieblikket.

_Jørgen_ #(afsides.)# Den Spadseren med Skriverkarlen lider hun ikke

rigtig--jeg tænkte det nok.

#(Jørgen ud til Venstre.)#

_Geheimeraadinden_ #(alene.)# Han er en malicieux Person, den Tjener,

og det er let at mærke, at Skriveren er ham en Torn i Øiet. Men der er

alligevel Noget herudi, som ikke huer mig. Ikke, at jeg har nogen Mistro

til Abigael, paa ingen Maade; men selv en _passager_ Interesse har sine

Inkonvenientser for Øieblikket. Den distraherer, og vi har sandelig

ingen Tid at spilde.--Ah, er du der, Claus! det var godt.

Ambrosius · 第 21 / 39 题