#_De Forrige. Baronen_ (ind fra Høire).#
_Baronen_. Hvem understaaer sig at bruge slig Mund herinde? Har jeg ikke
befalet ham at holde Folk fra Dørene, Ambrosius?
_Ambrosius_. Jeg har ogsaa holdt mig Befalingen efterrettelig, men
Degnen vilde ikke lade sig sige.
_Baronen_. Hvad for Noget! Sætter han sig op imod sit Herskab, Peer
Rasmussen?
_Peder_. Nei jeg gjør ikke, naadige Herre! Jeg ærer og agter mit
Herskab, baade Baronen og den naadige Frøken, og salig Fruen i hendes
Grav, og den lille Junker, som blev kaldet saa tidlig herfra og ...
_Baronen_. Ja, Ja, det er godt. Hvad saa meer?
_Peder_. Jeg ærer og agter dem alle tilhobe; men _det_ tænkte den
høivelbaarne salig Herre, som nu vandrer under Himmeriges Cedere og
Palmetræer ... _det_ tænkte han visselig ikke paa for tre og tredive Aar
siden, at hans Livtjener, som han elskede saa høit og gjorde til Degn og
Kirkesanger her paa Stedet før sin salige Ende ... at han skulde blive
skammelig forhaanet og udskjældt for en Hane.
_Baronen_. For en Hane! Hvad er det for Galimathias? Hvem har kaldt ham
for en Hane?
_Peder_. Det har Skriverkarlen gjort; lad ham fralægge sig det, om han
kan! Jeg har Vidne paa hans Mund.
_Ambrosius_. Jeg bekjender mig skyldig, naadige Herre, at jeg har
tilladt mig den Skjemt; men Degnen trængte saa haardt paa, at jeg maatte
værge mig, som jeg bedst kunde. Og saa randt der mig en Komedie i Hu,
som jeg kjendte fra Kjøbenhavn, hvori der forekom en Degn, som hed Peer,
og som skjemtviis blev sammenlignet med en Hane ... det er hele
Anledningen.
_Baronen_ #(til Degnen).# Og for sligt Lapperies Skyld vækker han mig
op af Søvne! Har han ikke Andet at besvære sig over Skriveren for,
saa....
_Peder_. Men det har jeg, høivelbaarne Hr. Baron, det har jeg, for han
har gjort mig til Spot og Spee for hele Menigheden i Søndags, som var
den femtende Søndag efter Trinitatis....
_Jørgen_ #(sagte).# Ti stille, Peer, I gjør jo kuns Ondt værre.
_Peder_. I min egen Sognekirke, hvor der var baade Høimesse og
Altergang....
_Baronen_. Men i Pokkers Skind og Been, hvad har han da gjort?
_Peder_. Han har taget Tonen fra mig, naadige Herre! Lige paa een Gang,
som jeg sang det første Psalmevers, saa tog han den. #(til
Ambrosius:)# Svar nu til det, om I kan!
_Ambrosius_. Ja det er let nok, thi hvor Intet er kan man Intet tage. I
har jo ikke Tone skabt i Livet, hvor kan Nogen saa tage Tonen fra Jer?
_Baronen_. Ha, ha, ha! Det har han min Sandten Ret i, Ambrosius!
_Peder_. Ja men....
_Baronen_. Ei, gak til Bloksbjerg! Jeg vil ikke høre paa hans Snak.
Kunde han endda gale som en Hane, gjorde han dog nogen Gavn. For
Kirkesangen skal han herefter blive fritagen. Ambrosius synger med
Børnene for det første; hvad der videre skal skee, vil jeg betænke mig
paa. Gaa nu og hold sig en anden Gang min Befaling efterrettelig!
Marsch! #(_Degnen_ ud i Baggrunden. Baronen til _Jørgen_, som vil
følge:)# Stop lidt, Jørgen, og gjør Rede for sig! Hvad havde _han_ at
skaffe her i Bibliotheket? Havde han kanskee paataget sig at være
Degnens Fortaler?
_Jørgen_. Bevares, naadige Herre! Jeg tyssede paa ham alt det, jeg
kunde.
_Baronen_. Naa hvad vilde han da? Herinde har Ingen at bestille uden
Skriveren, som gjør Register over Bøgerne.
_Jørgen_. Jeg vilde ... jeg skulde ... hente en Bog til Fru
Geheimeraadinden.
_Baronen_. En Bog ... hvad er det for en Bog?
_Jørgen_. Det er ... en Historiebog.
_Baronen_. Men hvilken, i Pokkers Skind og Been? Han kan vel nævne
Titelen!
_Jørgen_. Titelen? Jo ... den lyder saaledes: En smuk Historie om
Rosanie, født af kongelig Byrd, opfostret af en Bonde, tjent ved Fandens
Hjælp for Spindepige og omsider en regerende Dronning. Trykt i dette
Aar.
_Baronen_ #(til Ambrosius).# Findes den Bog her?
_Ambrosius_. Det gjør den vel, naadige Herre; men det er kuns en
maadelig Underholdning for en Dame som Fru Geheimeraadinden. Skal jeg
ikke hellere skikke hende et andet Skrift, enten Peter Paars eller
Magister Falsters sidste Satire: "Verden som et Dolhuus"? Den er nylig
udkommen i Trykken?
#(Bodil ind fra Venstre).#
_Baronen_. Vist ikke; giv hende det, hun har begjæret, og lad mig saa
have Ro! #(til Bodil.)# Hvad vil hun? Skal hun ogsaa hente Bøger?